1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger – grænser – overholdelse af EU-retten – traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed – indvirkning på de ydelser, der ydes alene efter lovgivningen i en medlemsstat
(Art. 45 TEUF og 48 TEUF; Rådets forordning nr. 1408/71)
2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – sygeforsikring – person, der oppebærer en pension i oprindelsesmedlemsstaten og en anden pension i en anden medlemsstat – tilbagevenden til oprindelsesmedlemsstaten på pensioneringstidspunktet
(Rådets forordning nr. 1408/71, art. 15 og 27)
1. Det formål, der forfølges med artikel 45 TEUF og 48 TEUF, ville ikke blive nået, hvis vandrende arbejdstagere ved at udøve deres ret til fri bevægelighed skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning, særligt når disse fordele udgør modydelsen for de bidrag, som de har indbetalt. Unionslovgivningens regler om koordinering af de nationale lovgivninger om social sikring skal nemlig, navnlig i betragtning af de formål, der forfølges med dem – med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser, der er i overensstemmelse med disse formål – anvendes således, at de ikke fratager en vandrende arbejdstager eller dennes pårørende ydelser, der alene ydes i henhold til lovgivningen i en medlemsstat. Disse artikler og forordning nr. 1408/71, der er vedtaget til gennemførelse heraf, har bl.a. til formål at undgå, at en arbejdstager, der har været beskæftiget i mere end én medlemsstat, fordi han har benyttet sin ret til fri bevægelighed, uden saglig begrundelse behandles ringere end en arbejdstager, der har tilbragt hele sit arbejdsliv i én og samme medlemsstat.
(jf. præmis 74-76)
2. Artikel 15 og 27 i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1386/2001, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en person, som modtager en alderspension fra pensionskasser i såvel dennes oprindelsesmedlemsstat som i den medlemsstat, hvor han har haft størstedelen af sin beskæftigelse, og som er flyttet fra denne medlemsstat tilbage til oprindelsesmedlemsstaten, på grundlag af en frivillig fortsat tilslutning til en selvstændig plejesikringsordning i den medlemsstat, hvor han har haft størstedelen af sin beskæftigelse, kan fortsætte med at modtage en kontantydelse som følge af denne tilslutning, især hvis der ikke i bopælsmedlemsstaten eksisterer kontantydelser vedrørende den specifikke risiko for plejebehov, hvorom det tilkommer den nationale ret at undersøge realiteten.
Hvis der til forskel fra dette tilfælde i bopælsmedlemsstatens lovgivning er fastsat kontantydelser vedrørende risikoen for plejebehov, men alene for et beløb, der ligger under ydelserne vedrørende denne risiko i den anden medlemsstat, der udbetaler pension, skal artikel 27 i forordning nr. 1408/71, med senere ændringer, fortolkes således, at den pågældende person for sidstnævnte stats kompetente institutions regning har ret til en tillægsydelse svarende til forskellen mellem de to beløb.
(jf. præmis 88 og domskonkl.)