Sag C-359/09

Donat Cornelius Ebert

mod

Budapesti Ügyvédi Kamara

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Ítélőtábla)

»Advokater — direktiv 89/48/EØF — gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed — direktiv 98/5/EF — varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået — anvendelse af værtslandets advokattitel — betingelser — optagelse i en advokatsammenslutning i værtslandet«

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 3. februar 2011   I - 271

Sammendrag af dom

  1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – arbejdstagere – gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed – direktiv 89/48 – advokater – varig udøvelse af erhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået – direktiv 98/5 – udøvelse af erhvervet under værtslandets advokattitel

    (Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 98/5; Rådets direktiv 89/48, som ændret ved direktiv 2001/19)

  2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – advokater – varig udøvelse af erhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået – direktiv 98/5 – udøvelse af erhvervet under værtslandets advokattitel

    (Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 98/5; Rådets direktiv 89/48, som ændret ved direktiv 2001/19)

  1.  Hverken Rådets direktiv 89/48 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed, som ændret ved direktiv 2001/19, eller direktiv 98/5 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået, er til hinder for en national lovgivning, der indfører et krav om medlemskab af en enhed såsom en advokatsammenslutning for at kunne udøve advokatvirksomhed under værtslandets advokattitel.

    (jf. præmis 42 og domskonkl. 1)

  2.  Rådets direktiv 89/48 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed, som ændret ved direktiv 2001/19, og direktiv 98/5 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået, supplerer hinanden ved at indføre to muligheder, hvorved advokater fra medlemsstaterne kan få adgang til at optage advokaterhvervet i et værtsland under dette lands advokattitel.

    Selv om en advokat, der har opnået beskikkelse i en medlemsstat, inden for rammerne af reglerne om adgang til at udøve advokaterhvervet under værtslandets titel er fritaget for de i artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 89/48 omhandlede betingelser, fratager direktiv 98/5 imidlertid ikke en sådan advokat, bl.a. når han endnu ikke kan godtgøre, at han i mindst tre år faktisk og regelmæssigt har udøvet virksomhed i værtslandet, muligheden for at forlange adgang til at optage advokaterhvervet under værtslandets titel ved at påberåbe sig direktiv 89/48.

    (jf. præmis 32 og 35 samt domskonkl. 2)