Sag C-291/09
Francesco Guarnieri & Cie
mod
Vandevelde Eddy VOF
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank van Koophandel te Brussel)
»Frie varebevægelser – artikel 34 TEUF – cautio judicatum solvi – selskab efter monegaskisk ret – artikel 18, stk. 1, TEUF«
Sammendrag af dom
1. Toldunion – Unionens toldområde – Fyrstendømmet Monaco
[Art. 34 TEUF og 36 TEUF; Rådets forordning nr. 2913/92, art. 3, stk. 2, litra b)]
2. Frie varebevægelser – kvantitative restriktioner – foranstaltninger med tilsvarende virkning
(Art. 34 TEUF)
1. I henhold til artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92 anses Fyrstendømmet Monaco for at være en del af Unionens toldområde. Der må således ikke opkræves nogen told eller afgifter med tilsvarende virkning i samhandelen mellem Monaco og medlemsstaterne, idet varer med oprindelse i Monaco, der eksporteres direkte til en medlemsstat, skal behandles, som om de hidrørte fra disse medlemsstater. Det følger af deres ligestilling med varer med oprindelse i medlemsstaterne, at varer med oprindelse i Monaco er omfattet af bestemmelserne i traktaten om de frie varebevægelser.
(jf. præmis 14)
2. Artikel 34 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der i lovgivningen i en medlemsstat stilles krav om betaling af cautio judicatum solvi af en monegaskisk sagsøger, der har anlagt sag ved en civilret i denne medlemsstat mod en statsborger i denne stat med påstand om betaling af fakturaer udstedt for levering af varer, der ligestilles med fællesskabsvarer, når et sådant krav ikke stilles over for denne medlemsstats egne statsborgere.
En foranstaltning af denne type indebærer ganske vist, at de erhvervsdrivende, der ønsker at anlægge en retssag, undergives en forskellig procesordning, alt efter om de er statsborgere i den pågældende medlemsstat eller ej. Ikke desto mindre er den omstændighed, at statsborgere fra andre medlemsstater af denne grund måtte tøve med at sælge varer til statsborgere i denne medlemsstat, for fjern og for indirekte til, at en sådan national foranstaltning kan anses for at kunne hindre samhandelen inden for Unionen. Årsagsforbindelsen mellem en eventuel ændring i samhandelen inden for Unionen og den pågældende forskelsbehandling kan således ikke antages at være godtgjort.
(jf. præmis 17 og 21 samt domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
7. april 2011 (*)
»Frie varebevægelser – artikel 34 TEUF – cautio judicatum solvi – selskab efter monegaskisk ret – artikel 18, stk. 1, TEUF«
I sag C-291/09,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Rechtbank van koophandel te Brussel (Belgien) ved afgørelse af 17. juli 2009, indgået til Domstolen den 27. juli 2009, i sagen:
Francesco Guarnieri & Cie
mod
Vandevelde Eddy VOF,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Tizzano, og dommerne J.-J. Kasel, A. Borg Barthet, E. Levits og M. Safjan (refererende dommer),
generaladvokat: E. Sharpston
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den belgiske regering ved T. Materne, som befuldmægtiget
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J.-B. Laignelot og M. van Beek, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. september 2010,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 28 EF – 30 EF.
2 Denne anmodning er fremsat inden for rammerne af en sag mellem Francesco Guarnieri & Cie (herefter »Guarnieri«), der er et selskab efter monegaskisk ret, som har hjemsted i Monaco, og Vandevelde Eddy VOF (herefter »Vandevelde«), som har hjemsted i Belgien, vedrørende levering af diverse varer og betaling herfor.
Retsforskrifter
EF-toldkodeksen
3 Artikel 3, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1), nu erstattet af artikel 3, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om EF-toldkodeksen (EUT L 145, s. 1), bestemmer:
»De nedenfor anførte områder, der er beliggende uden for medlemsstaternes områder, anses i overensstemmelse med de konventioner og traktater, der gælder for dem, som hørende til Fællesskabets toldområde:
[…]
b) Frankrig
Fyrstendømmet Monacos område, således som det er fastlagt i den toldkonvention, der blev undertegnet i Paris den 18. maj 1963 (Journal officiel de la République française af 27.9.1963, s. 8679)«.
Belgisk ret
4 Artikel 851 i den belgiske retsplejelov (herefter »retsplejeloven«) bestemmer:
»En udenlandsk statsborger, der anlægger eller intervenerer i retssager, skal, hvis en belgisk sagsøgt fremsætter begæring herom, stille sikkerhed for de sagsomkostninger og den erstatning, som vedkommende eventuelt pålægges at betale [cautio judicatum solvi], medmindre der er tale om statsborgere fra stater, med hvilke der er indgået en bilateral aftale om, at deres statsborgere er fritaget for denne forpligtelse. Den sagsøgte kan forlange, at der stilles sikkerhed, også for første gang, i tilfælde af, at han indstævnes under appel.«
5 Det fremgår ikke af sagsakterne, at der er indgået en aftale, der gør det muligt for selskaber efter monegaskisk ret at blive fritaget for forpligtelsen til betaling af cautio judicatum solvi.
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
6 Aktieselskabet Fourcroy havde bestilt 21 000 »twister-glazen« (glas) fra Vandevelde samt 100 000 fyrfadslys med tilbehør i forbindelse med et reklamefremstød til fremme af salget af flasker med »Mandarine Napoléon«. Vandevelde bestilte fyrfadslysene og glassene hos Guarnieri.
7 Ifølge Vandevelde opfyldte Guarnieri ikke sin leveringsforpligtelse korrekt. Ifølge Vandevelde skete leveringen ikke blot for sent, men den var endvidere ikke i overensstemmelse med bestillingen, da 65% af de nævnte »twister-glazen« var gået itu, de intakte glas var meget snavsede, plastikholderne var beskadigede (3 000 stk.), og reklameklistermærkerne var påsat på den forkerte side. Vandevelde afviste at opfylde sin betalingsforpligtelse.
8 Følgelig anlagde Guarnieri sag ved Rechtbank van koophandel te Brussel (handelsretten i Bruxelles) med påstand om betaling af et beløb for forfaldne fakturaer med tillæg af morarenter. Vandevelde fremsatte et modkrav med påstand om erstatning med tillæg af renter for det materielle tab og for tabt fortjeneste med tillæg af morarente.
9 Under sagen ved den forelæggende ret har Vandevelde in limine litis [o.a.: inden realitetsbehandlingen] fremsat krav om betaling af cautio judicatum solvi i henhold til retsplejelovens artikel 851 således, at Guarnieri pålægges at stille en sikkerhed for sagsomkostningerne på 2 500 EUR.
10 Da Guarnieri har gjort gældende, at et pålæg om sikkerhedsstillelse er i strid med artikel 28 EF – 30 EF om de frie varebevægelser, har Rechtbank van koophandel te Brussel fundet det nødvendigt, for at vurdere, om retsplejelovens artikel 851 er forenelig med EU-retten, at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er [artikel 28 EF, 29 EF og 30 EF] til hinder for, at en sagsøger, der er monegaskisk statsborger, som har anlagt en sag i Belgien om betaling af fakturaer for levering af »twisterglas« og fyrfadslys med tilhør, på en sagsøgt belgisk statsborgers begæring pålægges at stille sikkerhed for de sagsomkostninger og den erstatning, som den pågældende sagsøger eventuelt tilpligtes at betale som følge af sagen?«
Om det præjudicielle spørgsmål
11 Det skal indledningsvis fastslås, at det fremgår af den forelæggende rets oplysninger om de faktiske omstændigheder, at der ikke er tale om eksporthandel i den foreliggende sag, der udelukkende vedrører handel med varer til Belgien. Det er således ufornødent at tage stilling til spørgsmålet om fortolkningen af artikel 35 TEUF.
12 Med hensyn til vurderingen af mekanismen med cautio judicatum solvi i lyset af artikel 34 TEUF og 36 TEUF er det nødvendigt indledningsvis at tage stilling til spørgsmålet, om disse bestemmelser om de frie varebevægelser finder anvendelse under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, der vedrører indførsel til en medlemsstat af varer fra Monaco via et monegaskisk selskab.
13 I denne henseende skal det bemærkes, at artikel 52 TEU og 355 TEUF ikke lader Fyrstendømmet Monaco være omfattet af »traktaternes territoriale anvendelsesområde«, og endvidere, at udelukkelsen fra Unionens toldområde indebærer, at EUF-traktatens bestemmelser om de frie varebevægelser ikke finder anvendelse (jf. i denne retning dom af 23.9.2003, sag C-30/01, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 9481, præmis 60).
14 I henhold til artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92 anses Fyrstendømmet Monaco imidlertid for at være en del af Unionens toldområde. Der må således ikke opkræves nogen told eller afgifter med tilsvarende virkning i samhandelen mellem Monaco og medlemsstaterne, idet varer med oprindelse i Monaco, der eksporteres direkte til en medlemsstat, skal behandles, som om de hidrørte fra disse medlemsstater. Det følger af deres ligestilling med varer med oprindelse i medlemsstaterne, at varer med oprindelse i Monaco er omfattet af bestemmelserne i traktaten om de frie varebevægelser (jf., analogt, dom af 15.12.1976, sag 41/76, Donckerwolcke og Schou, Sml. s. 1921, præmis 17 og 18, samt dommen i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 54).
15 Med hensyn til spørgsmålet, om en bestemmelse i en medlemsstat, der forpligter enhver udenlandsk statsborger, såsom monegaskiske statsborgere, til at stille cautio judicatum solvi, når de anlægger sag mod en statsborger i denne medlemsstat, når et sådant krav ikke stilles over for de egne statsborgere, udgør en hindring for de frie varebevægelser, skal det fastslås, at medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Unionen, anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion (jf. bl.a. dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, præmis 5, og af 9.12.2010, sag C-421/09, Humanplasma, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 26).
16 Således som generaladvokaten imidlertid med rette har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, er en national bestemmelse som indsigelsen om cautio judicatum solvi i retsplejelovens artikel 851 en ren procesforskrift og har ikke til formål at regulere handelen. Endvidere afhænger anvendelsen ikke af varernes oprindelse, men af to kumulative betingelser, nemlig for det første, at tvisten skal opstå efter indgåelsen af en kontrakt og føre til et søgsmål ved de belgiske retsinstanser, og for det andet, at et sådant søgsmål skal vedrøre en belgisk statsborger som sagsøgt, der vælger at gøre brug af den pågældende bestemmelse.
17 En foranstaltning af denne type indebærer ganske vist, at de erhvervsdrivende, der ønsker at anlægge en retssag, undergives en forskellig procesordning alt efter om de er statsborgere i den pågældende medlemsstat eller ej. Ikke desto mindre, således som generaladvokaten har anført i punkt 46 og 47 i forslaget til afgørelse, er den omstændighed, at statsborgere fra andre medlemsstater af denne grund måtte tøve med at sælge varer til statsborgere i denne medlemsstat, for fjern og for indirekte til, at en sådan national foranstaltning kan anses for at kunne hindre samhandelen inden for Unionen (jf., analogt, dom af 7.3.1990, sag C-69/88, Krantz, Sml. I, s. 583, præmis 11, af 14.7.1994, sag C-379/92, Peralta, Sml. I, s. 3453, præmis 24, af 5.10.1995, sag C-96/94, Centro Servizi Spediporto, Sml. I, s. 2883, præmis 41, og af 22.6.1999, sag C-412/97, ED, Sml. I, s. 3845, præmis 11). Årsagsforbindelsen mellem en eventuel ændring i samhandelen inden for Unionen og den pågældende forskelsbehandling kan således ikke antages at være godtgjort.
18 Artikel 34 EF er således ikke til hinder for en national foranstaltning som den, der er fastsat i retsplejelovens artikel 851.
19 På dette grundlag skal det præciseres, således som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har anført, at Domstolen allerede har fastslået, at selv om en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede ikke opererer med en sondring alt efter varernes oprindelse, indebærer den en direkte forskelsbehandling på grundlag af sagsøgerens nationalitet i forhold til statsborgere fra andre medlemsstater, idet den ikke kræver en sikkerhedsstillelse af dens egne statsborgere (dom af 26.9.1996, sag C-43/95, Data Delecta og Forsberg, Sml. I, s. 4661, præmis 17 og 22, og af 20.3.1997, sag C-323/95, Hayes, Sml. I, s. 1711, præmis 19).
20 En sådan forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 18, stk. 1, TEUF, kan imidlertid ikke fastslås i forhold til et monegaskisk selskab som sagsøgeren i hovedsagen, for så vidt som dette selskab ikke er omfattet af denne traktatbestemmelse (jf. i denne retning dom af 2.10.1997, sag C-122/96, Saldanha og MTS, Sml. I, s. 5325, præmis 15; jf. ligeledes hvad angår området for personers frie bevægelighed dom af 4.6.2009, forenede sager C-22/08 og C-23/08, Vatsouras og Koupatantze, Sml. I, s. 4585, præmis 52).
21 Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 34 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der i lovgivningen i en medlemsstat stilles krav om betaling af cautio judicatum solvi af en monegaskisk sagsøger, der har anlagt sag ved en civilret i denne medlemsstat mod en statsborger i denne stat med påstand om betaling af fakturaer udstedt for levering af varer, der ligestilles med fællesskabsvarer, når et sådant krav ikke stilles over for denne medlemsstats egne statsborgere.
Sagens omkostninger
22 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 34 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der i lovgivningen i en medlemsstat stilles krav om betaling af cautio judicatum solvi af en monegaskisk sagsøger, der har anlagt sag ved en civilret i denne medlemsstat mod en statsborger i denne stat med påstand om betaling af fakturaer udstedt for levering af varer, der ligestilles med fællesskabsvarer, når et sådant krav ikke stilles over for denne medlemsstats egne statsborgere.
Underskrifter
* Processprog: nederlandsk.