Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – restriktioner – skattelovgivning – skat på erhvervelse af fast ejendom
(Art. 18 EF, 39 EF og 43 EF; EØS-aftalen, art. 28 og 31)
En medlemsstat, hvis lovgivning for så vidt angår beregningen af skatten på køb af fast ejendom til brug som fast bopæl foreskriver, at når en privat køber sælger sin anden bolig inden for et år før eller efter købet, er beskatningsgrundlaget for skatten forskellen mellem bruttomarkedsværdien af den købte ejendom og den solgte ejendom, på betingelse af, at den sidstnævnte ejendom ligeledes er beliggende på det nationale område, tilsidesætter ikke sine forpligtelser i henhold til artikel 18 EF, 39 EF og 43 EF såvel som artikel 28 og 31 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
Denne lovgivning udgør ganske vist en hindring for den frie bevægelighed for personer i henhold til artikel 39 EF og 43 EF, idet den med hensyn til den skattemæssige behandling af erhvervelsen af fast ejendom stiller personer, der ønsker at flytte til denne medlemsstat og købe en fast ejendom dér, ringere, sammenlignet med personer, der flytter inden for denne medlemsstat, idet de førstnævnte ikke er berettigede til den omhandlede skattemæssige fordel ved købet af en fast ejendom. Hvad angår artikel 18 EF vil udelukkelsen fra fordelen i form af det nedsatte skattemæssige beregningsgrundlag ligeledes i visse tilfælde kunne afskrække personer, der flytter inden for Unionens område af årsager, der ikke er forbundet med udøvelsen af økonomisk virksomhed, fra at udøve de grundlæggende friheder, som sikres ved denne artikel.
Denne forskelsbehandling vedrører endvidere situationer, der er objektivt sammenlignelige, idet den eneste forskel med hensyn til den omtvistede skat mellem situationen for personer, der ikke er bosiddende i medlemsstaten, herunder dens statsborgere, som har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed i Unionen, og situationen for personer, der er bosiddende i medlemsstaten, hvad enten de er statsborgere der eller statsborgere i en anden medlemsstat, som erhverver en ny fast bopæl i denne medlemsstat, knytter sig til stedet for deres tidligere faste bopæl. I begge situationer har de pågældende personer købt en fast ejendom i denne medlemsstat for at etablere sig dér, og ved købet af deres tidligere faste bopæl har den ene gruppe betalt en skat af samme karakter som den omtvistede skat i den stat, hvor den tidligere bolig befinder sig, mens den anden gruppe har betalt skatten i denne medlemsstat.
Denne begrænsning kan imidlertid være begrundet i hensynet til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen. Således har den berørte medlemsstat, når den solgte ejendom er beliggende i en anden medlemsstat, ingen ret til at beskatte den transaktion, som den person, der ønsker at erhverve en fast ejendom i medlemsstaten til brug som fast bopæl, har gennemført i den anden medlemsstat. Under disse omstændigheder er det udtryk for en logisk symmetri i opbygningen af denne fordel, at det kun er personer, der tidligere har betalt den omtvistede skat ved købet af en tilsvarende ejendom, der er berettigede til den omhandlede skattefordel. Hvis skattepligtige, der ikke tidligere havde betalt denne skat i henhold til den omtvistede skatteordning, var berettigede til den omhandlede skattefordel, ville de således drage uretmæssig fordel af en beskatning, som deres tidligere erhvervelse uden for det omhandlede område ikke var blevet pålagt. Der foreligger således en direkte sammenhæng mellem den tildelte skattemæssige fordel og den oprindelige opkrævning. Fordelen og skatteopkrævningen vedrører således dels den samme person, dels den samme beskatning.
Restriktionen er derudover egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte formål, for så vidt som den finder anvendelse symmetrisk, da det kun er forskellen mellem værdien af den i den omhandlede medlemsstat beliggende solgte ejendom og værdien af den erhvervede faste ejendom, som kan tages i betragtning inden for rammerne af den omhandlede skatteordning. Endvidere er den omhandlede begrænsning forholdsmæssig i forhold til det tilsigtede formål, idet den omhandlede lovgivnings formål for det første bl.a. er at undgå dobbeltbeskatning af den ved købet af en tidligere bopæl, der i mellemtiden er blevet solgt, investerede kapital, og idet en medlemsstat for det andet ikke har nogen beskatningskompetence over transaktioner vedrørende fast ejendom, der gennemføres i andre medlemsstater. Under disse omstændigheder ville de sidstnævnte transaktioner blive behandlet, som om de allerede var blevet pålagt den omtvistede skat, selv om dette ikke er tilfældet, hvis de blev taget i betragtning i form af nedsættelse af beregningsgrundlaget for den omhandlede skat. Denne situation ville åbenbart være i strid med det nævnte formål om at undgå dobbeltbeskatning inden for det nationale skattesystem.
Da forbuddet mod at begrænse den frie bevægelighed og etableringsfriheden i EØS-aftalens artikel 28 og 31 har samme retlige indhold som de i det væsentlige identiske bestemmelser i artikel 39 EF og 43 EF, er disse bestemmelser heller ikke til hinder for den omtvistede lovgivning.
(jf. præmis 58, 64, 68, 74-76, 80-82, 85, 87 og 91)