Sag C-245/09

Omalet NV

mod

Rijksdienst voor Sociale Zekerheid

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeidshof te Brussel)

»Fri udveksling af tjenesteydelser – artikel 49 EF – entreprenør etableret i en medlemsstat – anvendelse af medkontrahenter etableret i samme medlemsstat – rent intern situation – afvisning af anmodningen om præjudiciel afgørelse«

Sammendrag af dom

Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – anmodning om fortolkning af EU-retlige bestemmelser, som åbenbart ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen

(Art. 49 EF og 267 TEUF)

Domstolen har ingen kompetence, når det er åbenbart, at den EU-retlige bestemmelse, som Domstolen anmodes om at fortolke, ikke kan finde anvendelse. Domstolen har således ikke kompetence til at besvare en anmodning om præjudiciel afgørelse, som vedrører fortolkningen af EF-traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser inden for rammerne af en sag, hvor samtlige elementer har tilknytning til én medlemsstats område, såsom en sag, der omhandler en hovedentreprenør og en underleverandør, som begge er etableret i denne samme medlemsstat, og hvis faktiske omstændigheder alle er foregået på denne medlemsstats område.

(jf. præmis 10, 11 og 13)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

22. december 2010 (*)

I sag C-245/09,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Arbeidshof te Brussel (Belgien) ved afgørelse af 25. juni 2009, indgået til Domstolen den 6. juli 2009, i sagen:

Omalet NV

mod

Rijksdienst voor Sociale Zekerheid,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Tizzano, samt dommerne J.-J. Kasel, A. Borg Barthet, E. Levits (refererende dommer) og M. Berger,

generaladvokat: Y. Bot

justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. oktober 2010,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Omalet NV ved advocaten D. Van Der Mosen og H. Van de Cauter

– Rijksdienst voor Sociale Zekerheid ved advocaat P. Derveaux

– den belgiske regering ved L. Van den Broeck og C. Pochet, som befuldmægtigede

– den danske regering ved V. Pasternak Jørgensen, R. Holdgaard og C. Vang, som befuldmægtigede

– den tyske regering ved M. Lumma og J. Möller, som befuldmægtigede

– den østrigske regering ved E. Riedl, som befuldmægtiget

– den finske regering ved A. Guimaraes-Purokoski, som befuldmægtiget

– Det Forenede Kongeriges regering ved H. Walker, som befuldmægtiget, bistået af barrister T. de la Mare

– den norske regering ved Ø. Andersen og K.B. Moen, som befuldmægtigede

– Europa-Kommissionen ved M. van Beek og V. Kreuschitz, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører anvendelsen og fortolkningen af artikel 49 EF.

2 Anmodningen er indgivet under en sag mellem Omalet NV (herefter »Omalet«) og Rijksdienst voor Sociale Zekerheid (sikringsstyrelsen, herefter »Rijksdienst«) vedrørende dels Omalets solidariske hæftelse som hovedentreprenør for en del af de sociale bidrag, der skyldes af en ikke-registreret underleverandør etableret i Belgien, dels selskabets forpligtelse til at foretage tilbageholdelse i udbetalingerne til nævnte underleverandør.

Retsforskrifter

3 Artikel 30a i lov af 27. juni 1969 om ændring af lovanordning af 28. december 1944 om arbejdstagernes sociale sikring, i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »1969-loven«), havde følgende ordlyd:

»[…]

Stk. 3. Den opdragsgiver, som for så vidt angår de af stk. 1 omfattede arbejder anvender en entreprenør, der ikke er registreret på tidspunktet for aftalens indgåelse, hæfter solidarisk med medkontrahenten for dennes betaling af skyldige sociale bidrag.

Den entreprenør, der for så vidt angår de af stk. 1 omfattede arbejder anvender en underleverandør, der ikke er registreret på tidspunktet for aftalens indgåelse, hæfter solidarisk med medkontrahenten for dennes betaling af skyldige sociale bidrag.

[…]

Det solidariske ansvar er begrænset til 50% af den samlede pris, uden moms, af det arbejde, der er bestilt hos den ikke-registrerede entreprenør eller underleverandør.

[…]

Stk. 4. Den opdragsgiver, der betaler hele eller dele af vederlaget for et arbejde, der er omfattet af stk. 1, til en entreprenør, som på tidspunktet for betalingen ikke er registreret, skal i dette tilfælde tilbageholde og overføre 15% af det fakturerede beløb, uden moms, til [Rijksdienst] i henhold til de af kongen fastsatte bestemmelser.

Den entreprenør, der betaler hele eller dele af vederlaget for et arbejde, der er omfattet af stk. 1, til en underleverandør, som på tidspunktet for betalingen ikke er registreret, skal i dette tilfælde tilbageholde og overføre 35% af det fakturerede beløb, uden moms, til [Rijksdienst] i henhold til de af kongen fastsatte bestemmelser.

Entreprenøren er dog efter nærmere bestemmelser, der fastsættes af kongen, fritaget for forpligtelsen til tilbageholdelse og overførsel i foregående afsnit, såfremt underleverandøren på betalingstidspunktet ikke er debitor i [Rijksdienst] eller i en fond til sikring af eksistensgrundlag, eller for skyldige beløb er indrømmet betalingshenstand enten udenretsligt eller ved retskraftig retsafgørelse, og såfremt entreprenøren fremlægger bevis for nøje overholdelse af de fastsatte frister og er registreret som entreprenør. [Rijksdienst] opretter i denne henseende en offentlig tilgængelig database, som har bevisværdi for anvendelsen af dette afsnit.

Når entreprenøren er en arbejdsgiver, der ikke er etableret i Belgien, der ikke skylder sociale bidrag i Belgien, og hvis arbejdstagere alle er i besiddelse af gyldige udstationeringsattester, finder tilbageholdelsen i foregående afsnit ikke anvendelse på betalinger, som denne har krav på.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

4 Omalet havde som bygherre indgået aftale med en underleverandør, der var etableret, men ikke registreret, i Belgien. Denne underleverandør havde udstedt to fakturaer, den første dateret den 2. april 2003 for et beløb på 4 136,10 EUR og den anden dateret den 29. april 2003 for et beløb på 4 493,69 EUR. Begge fakturaer blev betalt.

5 Nævnte underleverandør blev erklæret konkurs den 25. september 2003 og havde på denne dato en gæld på 57 593,87 EUR til Rijksdienst. I medfør af artikel 30a, stk. 3, i 1969-loven afkrævede Rijksdienst Omalet et beløb på 4 314,90 EUR som solidarisk hæftende for underentreprenørens skyldige sociale bidrag, med en begrænsning på 50% af byggearbejdernes totalpris. Ifølge lovens artikel 30a, stk. 4, blev der endvidere rejst krav om et beløb på 6 040,85 EUR, idet Omalet ikke havde foretaget den i denne artikel foreskrevne tilbageholdelse.

6 I mangel af en mindelig ordning anlagde Rijksdienst ved stævning af 25. april 2007 sag mod Omalet ved Arbeidsrechtbank te Brussel (arbejdsretten i Bruxelles). Ved dom af 25. april 2008 gav denne ret Rijksdienst medhold i dens påstand og dømte Omalet til betaling af et beløb på 10 355,75 EUR med tillæg af morarenter efter loven fra den 1. februar 2006 samt procesrenter.

7 Ved appelskrift af 23. maj 2008 iværksatte Omalet ved Arbeidshof te Brussel (arbejdsdomstolen i Bruxelles) appel af denne dom og gjorde herved bl.a. gældende, at artikel 30a i 1969-loven er uforenelig med artikel 49 EF og 50 EF.

8 Arbeidshof te Brussel har som følge heraf besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal den nationale ret anvende artikel 49 EF i en retssag mellem [Rijksdienst] og en hovedentreprenør, der er etableret i Belgien, når der påstås dom for, at denne hovedentreprenør i medfør af artikel 30a, stk. 3, i [1969-loven] (som affattet før ændringen af denne artikel ved artikel 55 i programloven af 27.4.2007) som solidarisk medskyldner hæfter for en del af den gæld, der påhviler en underentreprenør, der er etableret i Belgien og ikke er registreret, eller når der påstås dom over entreprenøren, fordi han ikke har opfyldt forpligtelsen til tilbageholdelse i medfør af lovens artikel 30, stk. 4?

2) Subsidiært, er artikel 49 EF til hinder for bestemmelser som artikel 30a, stk. 3 og 4, i [1969-loven] (således som affattet før ændringen af denne artikel ved artikel 55 i programloven af 27.4.2007)?«

Om Domstolens kompetence

9 Det bemærkes indledningsvis, at anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af EF-traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser i en situation, hvor den forelæggende ret selv har anført, at samtlige elementer i hovedsagen kun har tilknytning til én medlemsstat.

10 Under disse omstændigheder skal det undersøges, om Domstolen har kompetence til at tage stilling til fortolkningen af nævnte bestemmelser (jf. i denne retning dom af 31.1.2008, sag C-380/05, Centro Europa 7, Sml. I, s. 349, præmis 64, og af 11.3.2010, sag C-384/08, Attanasio Group, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 22).

11 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen har erklæret sig inkompetent, når det er åbenbart, at den EU-retlige bestemmelse, som Domstolen anmodes om at fortolke, ikke kan finde anvendelse (dom af 1.10.2009, sag C-567/07, Woningstichting Sint Servatius, Sml. I, s. 9021, præmis 43).

12 Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse på aktiviteter, hvor alle relevante omstændigheder udelukkende har tilknytning til én medlemsstats område (jf. bl.a. dom af 9.9.1999, sag C-108/98, RI.SAN., Sml. I, s. 5219, præmis 23, og af 21.10.1999, sag C-97/98, Jägerskiöld, Sml. I, s. 7319, præmis 42).

13 I den foreliggende sag fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at samtlige elementer i hovedsagen reelt udelukkende har tilknytning til én medlemsstats område, idet både hovedentreprenøren og underleverandøren er etableret i Belgien, og idet alle sagens faktiske omstændigheder er foregået på denne medlemsstats område.

14 Det er derved åbenbart, at hovedsagen ikke frembyder noget element af tilknytning som omhandlet i artikel 49 EF, og at denne bestemmelse derfor ikke finder anvendelse.

15 Det fremgår ganske vist af Domstolens praksis, at selv i en rent intern situation kan en besvarelse ikke desto mindre være relevant for den forelæggende ret, bl.a. såfremt det er et krav i den nationale lovgivning, at en statsborger fra en given medlemsstat skal have de samme rettigheder som dem, en statsborger fra en anden medlemsstat vil kunne støtte på EU-retten i en tilsvarende situation (jf. bl.a. dom af 5.12.2000, sag C-448/98, Guimont, Sml. I, s. 10663, præmis 23, af 30.3.2006, sag C-451/03, Servizi Ausiliari Dottori Commercialisti, Sml. I, s. 2941, præmis 29, af 5.12.2006, forenede sager C-94/04 og C-202/04, Cipolla m.fl., Sml. I, s. 11421, præmis 30, og af 1.6.2010, forenede sager C-570/07 og C-571/07, Blanco Pérez og Chao Gómez, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36).

16 Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag. I anmodningen om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret nemlig selv henvist til en dom afsagt af Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstolen), hvor denne domstol fastslog, at artikel 49 EF ikke finder anvendelse, når den verserende sag i sin helhed befinder sig inden for den interne retsorden. Forfatningsdomstolen stod over for spørgsmålet, om artikel 30a, stk. 1, i 1969-loven var i strid med principperne om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i den belgiske forfatning, idet denne artikel foreskrev en forskelsbehandling mellem på den ene side opdragsgivere og bygherrer etableret i Belgien, der indgik aftale med en udenlandsk medkontrahent, der ikke var registreret i Belgien, og som kunne påberåbe sig artikel 49 EF og 50 EF, og på den anden side opdragsgivere og bygherrer, der indgik aftale med en tjenesteyder etableret i Belgien, som ikke kunne påberåbe sig nævnte artikler. Forfatningsdomstolen fandt, at to situationer, hvoraf den ene udelukkende henhører under den interne retsorden og den anden under Unionens retsorden, ikke kan sammenlignes.

17 Det fremgår følgelig ikke af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende har pligt til at give virksomheder etableret i Belgien de samme rettigheder som virksomheder etableret i en anden medlemsstat, som ville kunne påberåbe sig EU-retten i en tilsvarende situation.

18 Heraf følger, at under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, hvor samtlige elementer kun har tilknytning til den omhandlede medlemsstats område, har Domstolen ikke kompetence til at besvare de af Arbeidshof te Brussel stillede spørgsmål.

19 Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeidshof te Brussel skal derfor afvises.

Sagens omkostninger

20 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeidshof te Brussel (Belgien) ved afgørelse af 25. juni 2009 afvises.

Underskrifter

* Processprog: nederlandsk.