Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser

(Art. 267 TEUF)

Sammendrag

Det er uomgængeligt, at Domstolen har indsigt i de faktiske omstændigheder og de retlige rammer for hovedsagen, eftersom de i forelæggelsesafgørelserne givne oplysninger ikke blot tjener til at sætte Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre interesserede mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen. Det påhviler Domstolen at overvåge, at denne mulighed bevares, når henses til, at det i henhold til denne bestemmelse kun er forelæggelsesafgørelserne, der meddeles de pågældende parter. Hvis Domstolen følgelig i videst muligt omfang bør kunne henholde sig til de nationale retsinstansers vurdering med hensyn til nødvendigheden af de spørgsmål, der forelægges den, må den have mulighed for at vurdere ethvert spørgsmål, der har sammenhæng med dens egen funktion, bl.a. med henblik på i givet fald at efterprøve sin egen kompetence, således som det påhviler enhver retsinstans.

Da der er tale om et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkning af direktiv 2003/55 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30, forelagt i forbindelse med en tvist om annullation af en afgørelse, der fastsætter tarifferne for transport af gas, hvorved en national lov tilsidesættes, er Domstolen ikke længere i stand til at træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet, der er forelagt for den, når denne lov efter forelæggelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse er blevet annulleret af den pågældende medlemsstats forfatningsdomstol, og den nationale retlige ramme, hvori hovedsagen indgår, således ikke længere er den, der er beskrevet af den nationale ret i dennes forelæggelsesafgørelse, samt når sagsøgeren ligeledes har trukket sine anbringender om tilsidesættelse af den anfægtede nationale lov tilbage.

(jf. præmis 30, 31, 33 og 34)