Frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning
(Art. 56 EF)
Artikel 56 EF er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter skattepligtige, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, og som modtager renter eller udbytte fra pengeanbringelser eller investeringer foretaget i en anden medlemsstat, er undergivet en supplerende kommunal afgift, når de ikke har valgt at lade denne kapitalindkomst udbetale til dem af en mellemmand, der er etableret i deres bopælsmedlemsstat, hvorimod det kan undlades at opgive indkomst af samme art fra pengeanbringelser eller investeringer foretaget i deres bopælsmedlemsstat, fordi den er undergivet kildebeskatning, i hvilket tilfælde indkomsten ikke er undergivet en sådan afgift.
En medlemsstats indførelse af en forskellig behandling på grundlag af investeringsstedet bevirker, at en i denne medlemsstat hjemmehørende person afholdes fra at investere eller anbringe sin kapital i et selskab, der er etableret i en anden medlemsstat, og den har også en restriktiv virkning for selskaber, der er etablerede i andre medlemsstater, idet den udgør en hindring for, at de kan rejse kapital i den førstnævnte medlemsstat. Situationen for en skattepligtig, der har foretaget pengeanbringelser eller investeringer i medlemsstaten, er i denne henseende ikke anderledes end situationen for en skattepligtig, der har foretaget pengeanbringelser eller investeringer i en anden medlemsstat. En hjemmehørende skattepligtig, der har modtaget indkomst fra investeringer eller pengeanbringelser foretaget i en anden medlemsstat, er således med hensyn til en sådan lovgivning i lige så høj grad undergivet beskatning af denne indkomst i sin bopælsmedlemsstat som en hjemmehørende skattepligtig, der har modtaget indkomst fra investeringer eller pengeanbringelser foretaget i sidstnævnte medlemsstat. I en sådan sammenhæng er det netop den omstændighed, at nævnte indkomst er undergivet forskellige beskatningsmetoder, der er årsagen til den forskellige behandling, som medfører, at kun indkomst fra investeringer eller pengeanbringelser foretaget i en anden medlemsstat nødvendigvis undergives en supplerende kommunal afgift, men uden at afspejle en anderledes situation for de berørte skattepligtige med hensyn til denne afgift. En hjemmehørende skattepligtig, der modtager indkomst fra investeringer eller pengeanbringelser foretaget i en anden medlemsstat, befinder sig ikke i henseende til en sådan afgift, der fastsættes af de større byområder og kommunerne for alle skattepligtige i samme større byområde eller kommune på grundlag af personskatten, i en situation, der er objektivt forskellig fra den situation, som en hjemmehørende skattepligtig, der modtager indkomst fra investeringer eller pengeanbringelser foretaget i bopælsmedlemsstaten, befinder sig i. På denne baggrund udgør en sådan lovgivning en restriktion for de frie kapitalbevægelser.
En sådan restriktion kan ikke begrundes i hensynet til sammenhængen i det nationale skattesystem, når der ikke foretages nogen bestemt skatteopkrævning, der udligner fordelen ved fritagelsen for den supplerende kommunal afgift for indkomst fra pengeanbringelse eller investering foretaget i den skattepligtiges bopælsmedlemsstat. Selv om behovet for at sikre en effektiv skattekontrol kan støtte den påstand, at opkrævning af kildeskat med frigørende virkning kun kan foretages af mellemmænd, der er etablerede på nationalt område, kan den ikke begrunde, at indkomst, der er undergivet denne kildeskat, og indkomst, der ikke er, behandles forskelligt for så vidt angår en supplerende kommunal afgift.
(jf. præmis 31, 45-48, 57, 59 og 62 samt domskonkl.)