1. Statsstøtte – begreb – offentlige myndigheders indrømmelse af en fordelagtig skattemæssig behandling til visse virksomheder – omfattet – skattebegunstigelse, der udgør en generel foranstaltning, der finder anvendelse uden forskel på alle erhvervsdrivende – ikke omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
2. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – beskatning betinget af den skattepligtiges overskud og begrænset i henhold til visse kriterier – foreligger ikke
(Art. 87, stk. 1, EF)
3. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – vurdering, der støttes på den anvendte lovgivningsteknik – ikke omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
4. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – skatteordning, der lader en gruppe af selskaber undgå beskatningsgrundlaget i kraft af deres karakter – omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
5. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – samlet gennemgang af en støtteordning – lovlig
(Art. 87 EF og 88 EF)
6. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – en støtteforanstaltnings forenelighed med fællesmarkedet – vurdering efter meddelelsen om skattemæssig statsstøtte – rækkevidde
(Art. 87 EF og 88 EF; Kommissionens meddelelse 98/C 384/03)
7. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – vurdering i henhold til artikel 87 EF – hensyntagen til en tidligere praksis – ikke omfattet
(Art. 87, § 1, EF)
8. Statsstøtte – begreb – differentiering mellem virksomheder med hensyn til byrder – ikke omfattet – betingelse
(Art. 87, stk. 1, EF)
9. Statsstøtte – forbud – undtagelser – samarbejdspligt for den medlemsstat, som anmoder om en undtagelse
(Art. 87, stk. 2, EF)
10. EU-ret – principper – ret til forsvar – anvendelse på administrative procedurer iværksat af Kommissionen – undersøgelse af støtteprojekter – rækkevidde
(Art. 88, stk. 2, EF)
1. Støttebegrebet er mere generelt end tilskudsbegrebet, idet det ikke blot omfatter positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes statslige indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger.
Det følger heraf, at en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en fordelagtig skattemæssig behandling, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de berettigede en gunstigere økonomisk stilling end andre skattepligtige, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.
Fordele, der følger af en generel foranstaltning, som finder anvendelse uden forskel på alle erhvervsdrivende, udgør derimod ikke støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.
(jf. præmis 71-73)
2. Artikel 87, stk. 1, EF kræver en stillingtagen til, om en national foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner« i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den nævnte ordning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation.
En foranstaltning, der foreskriver, at skat i form af lønskat og skat på anvendelse af erhvervsejendom kun er skyldig i det omfang, den skattepligtige har overskud, og at beskatningen af disse to skattegrundlag er undergivet et loft, medfører ikke selektive fordele, for så vidt som betingelsen om overskud og skatteloftet i forhold til overskuddet isoleret set er generelle foranstaltninger, der finder anvendelse uden forskel på alle erhvervsdrivende, og som derfor ikke er egnede til at give selektive fordele.
(jf. præmis 75, 77 og 80)
3. Artikel 87, stk. 1, EF sondrer ikke ud fra grundene til eller formålet med de statslige interventioner, men definerer disse i kraft af deres virkninger og således uafhængigt af de anvendte teknikker.
Ved bedømmelsen af en foreslået skattereforms selektivitet gør en fremgangsmåde, der udelukkende støttes på den anvendte lovgivningsteknik, det således ikke muligt at undersøge den omhandlede skattebestemmelses virkninger, og udelukker a priori enhver mulighed for at kvalificere undladelsen af at beskatte »offshore«-selskaberne som en »selektiv fordel«.
Disse overvejelser har især betydning for et skattesystem, der i stedet for at foreskrive generelle bestemmelser for alle virksomheder, hvorfra der afviges til fordel for visse virksomheder, når til et tilsvarende resultat ved at tilpasse og kombinere de skatteretlige bestemmelser på en sådan måde, at deres anvendelse i sig selv fører til en forskellig skattebyrde for forskellige virksomheder.
(jf. præmis 87, 88 og 93)
4. Den omstændighed, at der følger en forskellig skattebyrde af anvendelsen af en »almindelig« skatteordning, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at en beskatning er selektiv som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF. De kriterier, som ligger til grund for beskatningsgrundlaget i skattesystemet, skal – for at de kan siges at tildele selektive fordele – ligeledes udpege de begunstigede virksomheder ud fra kendetegn, som udskiller dem som begunstiget kategori, således at det er muligt at karakterisere en sådan ordning som begunstigende »visse« virksomheder eller »visse« produktioner som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.
Dette er imidlertid tilfældet, når den omstændighed, at visse såkaldte »offshore«-selskaber ikke beskattes, ikke er en tilfældig følge af den omhandlede ordning, men en uundgåelig konsekvens af, at beskatningsgrundlagene er blevet affattet nøjagtigt således, at disse »offshore«-selskaber, som efter deres karakter ikke har ansatte og ikke benytter erhvervslokaler, ikke har noget beskatningsgrundlag i forhold til de i den foreslåede skattereform indeholdte skattegrundlag. Den omstændighed, at disse selskaber, der med hensyn til beskatningsgrundlagene i den foreslåede skattereform udgør en gruppe af selskaber, undgår beskatning netop som følge af karakteristika, der er særlige og specifikke for denne gruppe, gør, at disse selskaber kan anses for at nyde selektive fordele.
(jf. præmis 103-107)
5. Kommissionen kan, i relation til en støtteordning, indskrænke sig til at undersøge den pågældende ordnings generelle indhold uden at være forpligtet til at undersøge hver eneste anvendelse af ordningen med henblik på at vurdere, om den indeholder støtteelementer.
(jf. præmis 122)
6. Meddelelsen om skattemæssig statsstøtte kan som en intern foranstaltning truffet af administrationen ikke anses for en retsregel. Den fastsætter en vejledende regel for den praksis, der skal følges, som Kommissionen ikke i et konkret tilfælde kan fravige uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med princippet om ligebehandling.
(jf. præmis 128)
7. Hvorvidt en bestemt foranstaltning er statsstøtte, bedømmes udelukkende på grundlag af artikel 87, stk. 1, EF, og ikke på grundlag af Kommissionens påståede hidtidige beslutningspraksis.
(jf. præmis 136)
8. Begrebet statsstøtte omfatter ikke de statslige foranstaltninger, som indfører en sondring mellem virksomheder og derfor på forhånd er selektive, når denne sondring følger af det afgiftssystems karakter eller opbygning, som foranstaltningerne er en del af.
Det påhviler den medlemsstat, som har indført en sådan differentiering mellem virksomheder med hensyn til opkrævninger, at godtgøre, at den faktisk er berettiget på grund af den omhandlede ordnings karakter eller forvaltning.
(jf. præmis 145 og 146)
9. En medlemsstat, der anmoder om at kunne bevilge støtte under fravigelse af traktatens regler, skal samarbejde med Kommissionen. I medfør af denne forpligtelse skal den bl.a. fremlægge alle oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen at kontrollere, at betingelserne for den ansøgte fravigelse er opfyldt.
(jf. præmis 147)
10. Retten til forsvar i forbindelse med en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF kræver, at den pågældende medlemsstat sættes i stand til at tage stilling dels til, om de af Kommissionen fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder virkelig foreligger, og hvilken betydning de har, dels til de dokumenter, som Kommissionen påberåber sig til støtte for, at der foreligger en overtrædelse af EU-retten, samt til de bemærkninger, som interesserede tredjeparter i henhold til artikel 88, stk. 2, EF kan fremsætte. I det omfang medlemsstaten ikke har været i stand til at kommentere disse oplysninger, kan Kommissionen ikke lægge dem til grund for sin beslutning imod denne stat.
Hvad angår de interesserede parter ud over den berørte medlemsstat har de under proceduren for kontrol af statsstøtte udelukkende ret til at forelægge Kommissionen enhver form for oplysninger, som vil kunne bidrage til at belyse dens fremtidige ageren. De kan i den forbindelse ikke selv forlange en kontradiktorisk behandling af Kommissionen, svarende til den, der tilbydes den pågældende medlemsstat.
(jf. præmis 165 og 181)