Visum, asyl, indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2004/83
[Rådets direktiv 2004/83, art. 12, stk. 1, litra a), første punktum]
Med henblik på anvendelsen af artikel 12, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2004/83 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse nyder en person beskyttelse eller bistand fra et organ under De Forenede Nationer, bortset fra De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), når denne person rent faktisk har adgang til denne beskyttelse eller bistand.
Artikel 1, afsnit D, i Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling, hvortil direktivets artikel 12, stk. 1, litra a), henviser, begrænser sig således til at udelukke personer, som for nærværende nyder beskyttelse eller bistand fra andre organer eller institutioner under De Forenede Nationer end UNHCR, fra nævnte konventions anvendelsesområde. Det følger af den klare ordlyd af denne bestemmelse i Genèvekonventionen, at kun personer, som rent faktisk har adgang til hjælp ydet af De Forenede Nationers Nødhjælps- og Arbejdsagentur for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, er omfattet af bestemmelsen om udelukkelse af flygtningestatus indeholdt heri, der som sådan skal fortolkes strengt og således ikke også kan omfatte personer, der er eller har været berettiget til beskyttelse eller bistand fra dette agentur.
(jf. præmis 50, 51 og 53 samt domskonkl.)