1.

Denne antidumpingsag har grundlæggende betydning for de fremtidige handelsforbindelser mellem Den Europæiske Union og en række dynamiske vækstlande såsom Folkerepublikken Kina, der for øjeblikket befinder sig i en omstillingsproces fra planøkonomi til markedsøkonomi, men stadig kategoriseres som »lande uden markedsøkonomi«.

2.

Det skal afklares, om virksomheder, der stammer fra sådanne lande og er underlagt statslige institutioners kontrol, i antidumpingprocedurer kan gøre gældende, at de opererer under markedsøkonomiske vilkår. Tildelingen af denne såkaldte SEM-status indebærer, at de pågældende virksomheder begunstiges i forhold til andre producenter: For disses vedkommende fastsættes der i modsætning til de regler, der ellers gælder for lande uden markedsøkonomi, individuel antidumpingtold på grundlag af deres egne regnskabstal.

3.

I den foreliggende sag afslog Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union i en antidumpingprocedure vedrørende import af glyphosat fra Folkerepublikken Kina at tildele en i denne stat hjemmehørende producent – nærmere betegnet selskabet Zhejiang Xinan Chemical Industrial Group Co. Ltd (herefter »Xinanchem«) – SEM-status. De to institutioner begrundede afslaget med, at Xinanchem er underlagt statslig kontrol. De af Xinanchem fremlagte dokumenter, hvormed virksomheden ville godtgøre, at den på trods af statens dominerende stilling blandt aktionærerne er markedsøkonomisk orienteret, blev af Kommissionen og Rådet anset for at være uden betydning på baggrund af virksomhedens ejerstruktur. Dette medførte i sidste ende, at Rådet ved forordning (EF) nr. 1683/2004 ( 2 ) (herefter også »den omtvistede forordning«) ikke anvendte en individuel antidumpingtold på import af glyphosat fra Xinanchem, men derimod alene den beregnede landsdækkende antidumpingtold for Folkerepublikken Kina.

4.

Retstvisten mellem parterne drejer sig nu i det væsentlige om, hvorvidt alene det forhold, at en virksomhed er underlagt statslig kontrol, i forbindelse med antidumpingforanstaltninger er ensbetydende med en omfattende statslig indgriben i dennes priser og omkostninger til inputs, hvorfor den pågældende virksomhed som udgangspunkt ikke kan tildeles SEM-status. Derudover angår sagen det kompetente kinesiske handelskammers ( 3 ) rolle i forbindelse med attestationen af kontrakterne og overvågningen af eksportpriserne.

5.

I sagen i første instans fik Rådet og Kommissionen ikke medhold i deres forholdsvis restriktive holdning til SEM-statussen. Ved dom af 17. juni 2009 ( 4 ) (herefter også »den appellerede dom«) gav Retten Xinanchem medhold i annullationssøgsmålet vedrørende forordning nr. 1683/2004. Det er denne afgørelse, som Rådet, støttet af Kommissionen, har appelleret. Domstolens afgørelse i denne appelsag vil være retningsgivende for Kommissionens og Rådets fremtidige administrative praksis i antidumpingprocedurer.

6.

De relevante retsregler for den foreliggende sag findes i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab ( 5 ) (herefter også »grundforordningen«). Denne grundforordning finder anvendelse på den foreliggende sag i den ved forordning (EF) nr. 1972/2002 ( 6 ) ændrede affattelse.

7.

Om »principperne« for den europæiske antidumpingret anføres i grundforordningens artikel 1 bl.a. følgende:

»1.   En antidumpingtold kan opkræves for enhver dumpingvare, når en sådan vare ved overgang til fri omsætning i Fællesskabet forvolder skade.

2.   En vare anses for at være en dumpingvare, hvis dens eksportpris ved salg til Fællesskabet er lavere end den sammenlignelige pris for samme vare i normal handel, som er konstateret i eksportlandet.

[…]«

8.

Fastsættelsen af en antidumpingtold sker på grundlag af en sammenligning mellem den pågældende vares »eksportpris« og samme vares »normale værdi«. Fastsættelsen af den normale værdi, et centralt problem i antidumpingretten, sker på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 1-7.

9.

Grundforordningens artikel 2, stk. 1, beskriver den primære metode til fastsættelse af den normale værdi således:

»Den normale værdi fastsættes normalt på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet.«

10.

For så vidt angår indførsel fra lande uden markedsøkonomi ( 7 ) har grundforordningens artikel 2, stk. 7, siden 1998 dog indeholdt en særordning, der i den affattelse, der gælder for denne sag, navnlig havde til formål at tage hensyn til de ændrede økonomiske forhold i Rusland og Folkerepublikken Kina ( 8 ):

[…]«

11.

Der skal endvidere henvises til grundforordningens artikel 9, stk. 5, i hvis andet afsnit betingelserne for en såkaldt »individuel behandling« af virksomheder fra lande uden markedsøkonomi er fastsat:

»Hvor artikel 2, stk. 7, litra a), finder anvendelse, skal en individuel told imidlertid anføres for de eksportører, som på grundlag af behørigt dokumenterede påstande kan påvise

[…]

[…]

12.

I mellemtiden er der trådt en ny grundforordning i kraft i form af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab ( 9 ), som dog ikke finder tidsmæssig anvendelse på den foreliggende sag ( 10 ).

13.

Ifølge Retten ( 11 ) kan baggrunden for den foreliggende tvist sammenfattes som følger.

14.

Xinanchem er et kinesisk selskab, som er noteret på fondsbørsen i Shanghai. Glyphosat er blandt de vigtigste produkter, som Xinanchem fremstiller og sælger på det kinesiske marked og verdensmarkedet. Det drejer sig om et kemisk herbicid, der anvendes i vid udstrækning af landbrugere over hele verden og er godkendt i Den Europæiske Union ( 12 ).

15.

På grundlag af grundforordningen pålagde Den Europæiske Union i perioden fra februar 1998 til december 2010 antidumpingtold på importen af glyphosat fra Folkerepublikken Kina til Den Europæiske Union. Med henblik herpå vedtog Rådet som led i den fælles handelspolitik efter forslag fremsat af Kommissionen flere på hinanden følgende forordninger vedrørende antidumpingforanstaltninger, herunder den her omtvistede forordning nr. 1683/2004 ( 13 ).

16.

Under proceduren til vedtagelse af sidstnævnte forordning anmodede Xinanchem i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) om, at Kommissionen tildelte virksomheden SEM-status. Med henblik herpå indsendte Xinanchem et udfyldt spørgeskema, der var udarbejdet netop med henblik herpå, til Kommissionen og besvarede desuden flere anmodninger fra Kommissionen om supplerende oplysninger. Kommissionen besluttede imidlertid ikke at tildele Xinanchem SEM-status.

17.

Hvad angår Xinanchems ansøgning om tildeling af SEM-status fremgår følgende af 13.-15. betragtning til den anfægtede forordning:

18.

Med hensyn til Xinanchems subsidiære anmodning om individuel behandling, dvs. fastsættelse af en individuel dumpingmargin på grundlag af virksomhedens individuelle eksportpriser, anføres det i 17. betragtning til forordning 1683/2004:

»Det konstateredes med hensyn hertil, at Xinanchem var underlagt betydelig statskontrol med hensyn til fastsættelsen af sine eksportpriser for det pågældende produkt, jf. betragtning 14 […]«

19.

Da Xinanchems anmodning om tildeling af SEM-status var blevet afvist, blev den normale værdi i medfør af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), fastsat på grundlag af data fra producenter i et tredjeland med markedsøkonomi, Den Føderative Republik Brasilien ( 14 ).

20.

I henhold til artikel 1 i forordning nr. 1683/2004 indførtes der en endelig antidumpingtold på import af glyphosat med oprindelse i Folkerepublikken Kina på 29,9%.

21.

Xinanchem anlagde annullationssøgsmål ved Retten til prøvelse af forordning nr. 1683/2004 og fik medhold i første instans. Ved den appellerede dom af 17. juni 2009 ( 15 ) annullerede Retten artikel 1 i forordning nr. 1683/2004, for så vidt som den berører Xinanchem.

22.

Ved skrivelse af 17. august 2009, indgået til Domstolen den 18. august 2009 ( 16 ), appellerede Rådet den nævnte dom.

23.

Rådet har nedlagt følgende påstande:

24.

Kommissionen, der indtrådte i sagen i første instans til støtte for Rådet, tilslutter sig Rådets påstande.

25.

Xinanchem har nedlagt følgende påstande:

26.

Association des utilisateurs et distributeurs de l’agrochimie européenne (AUDACE), der indtrådte i sagen i første instans til støtte for Xinanchem, har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, for så vidt som den støttes på Rådets første anbringende ( 17 ). AUDACE har desuden anmodet Domstolen om, at Rådet tilpligtes at betale AUDACE’s omkostninger vedrørende appelsagen.

27.

Ved Domstolen blev der indgivet skriftlige indlæg om appellen, og den 29. november 2011 blev der afholdt retsmøde i sagen.

28.

Ved kendelse afsagt den 18. maj 2011 imødekom Domstolens præsident ikke en begæring om, at den appellerede dom straks skulle gøres eksigibel, hvilken begæring var indgivet af Xinanchem den 30. december 2009 under henvisning til artikel 278 TEUF og artikel 279 TEUF ( 18 ).

29.

Xinanchem har generelt rejst tvivl om, hvorvidt appellen kan antages til realitetsbehandling. Virksomheden har anført, at Rådet har anmodet Domstolen om en ny vurdering af de faktiske omstændigheder og beviser i denne sag uden at anføre nogen retlig fejl ved den appellerede dom.

30.

Dette anbringende er grundløst.

31.

Det er ganske vist korrekt, at appellen i henhold til artikel 256, stk. 1, andet led, TEUF sammenholdt med artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen alene er begrænset til retsspørgsmål ( 19 ). I den foreliggende sag har Rådet imidlertid nøje overholdt disse rammer.

32.

Med det første anbringende har Rådet rejst et klart afgrænset retsspørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvordan grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), skal fortolkes, og Rådet har detaljeret angivet de retlige fejl, som det mener, at Retten har begået i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af den pågældende forskrift. I modsætning til hvad Xinanchem synes at mene, kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, rejses på ny under en appelsag, såfremt appellanten – som det er tilfældet i den foreliggende sag – bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten ( 20 ). Hvis en appellant således ikke kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren nemlig blive berøvet en del af sin mening ( 21 ).

33.

Inden for rammerne af det andet og tredje anbringende kan det ligeledes efterprøves under en appelsag, om Retten har foretaget et åbenbart urigtigt skøn. Hvor vid den skønsmargen, som de kompetente EU-organisationer har i forbindelse med vurderingen af komplekse økonomiske sammenhænge, er ( 22 ), og hvor grænserne for den retslige kontrol i så henseende går, er et retsspørgsmål, som Domstolen i sin egenskab af appelinstans skal tage stilling til. Såfremt Domstolen i den foreliggende sag har fejlbedømt grænserne for Rådets og Kommissionens skøn og har erstattet disse organisationers vurdering af økonomiske sammenhænge med sin egen, foreligger der en retlig fejl, der ville begrunde, at den appellerede dom ophæves ( 23 ).

34.

Sammenfattende må det konkluderes, at Rådets appel kan antages til realitetsbehandling.

35.

Inden gennemgangen af appellens realitet skal jeg kort behandle spørgsmålet, om tvisten i mellemtiden er blevet uden genstand. Selv om Rådet er en privilegeret appellant, der ikke behøver at have en særlig retlig interesse (artikel 56, stk. 2 og 3, i statutten for Domstolen) ( 24 ), kan der dog kun tages stilling til en verserende retstvist, såfremt de rejste retsspørgsmål ikke er af ren hypotetisk karakter som følge af, at det ikke længere er nødvendigt at træffe afgørelse i sagen ( 25 ).

36.

Umiddelbart taler det forhold, at Rådet under den verserende appelsag ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1187/2010 har ophævet antidumpingforanstaltningerne på importen af glyphosat med oprindelse i Folkerepublikken Kina og har indstillet antidumpingproceduren, for, at en sådan afgørelse ikke længere er nødvendig. Forinden var den omtvistede antidumpingtold blevet suspenderet, først ved Kommissionens afgørelse 2009/383/EF ( 26 ) og derefter ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 126/2010 ( 27 ).

37.

Den nævnte suspension henholdsvis ophævelse af antidumpingforanstaltningerne har imidlertid kun virkning for fremtiden ( 28 ). Allerede opkrævet antidumpingtold berøres på ingen måde heraf. For sådan told forbliver den relevante gennemførelsesforordning – i den foreliggende sag den omtvistede forordning nr. 1683/2004 – et gyldigt retsgrundlag, medmindre den annulleres af EU-retsinstanserne i en retskraftig dom.

38.

I den foreliggende sag har Retten ganske vist ved den appellerede dom annulleret artikel 1 i forordning nr. 1683/2004, for så vidt som den berører Xinanchem. Rådet har imidlertid appelleret denne afgørelse inden for appelfristen. Dette indebærer i henhold til artikel 60, stk. 2, i statutten for Domstolen, at en afgørelse fra Retten om annullation først har retsvirkning, når Domstolen har forkastet Rådets appel ( 29 ). Forordning nr. 1683/2004 kunne således, uanset Rettens annullation af forordningens artikel 1, anvendes som retsgrundlag for opkrævning af antidumpingtold på import af glyphosat fra producenten Xinanchem i hele den tidsmæssige anvendelsesperiode.

39.

Da Domstolens dom vedrørende den foreliggende appel således er af afgørende betydning for, hvad der sker med den antidumpingtold på import af glyphosat fra producenten Xinanchem, der tidligere er blevet opkrævet på grundlag af forordning nr. 1683/2004, samt for, hvorvidt denne told forbliver i EU’s budget, er der ikke grundlag for at anse den verserende retstvist for at være uden genstand.

40.

Med Rådets appel ønskes en retlig afklaring af, under hvilke omstændigheder EU-institutionerne inden for rammerne af en antidumpingprocedure kan anse aktiviteterne i en virksomhed fra et land uden markedsøkonomi for at være under statslig indflydelse, således at den pågældende virksomhed ikke kan tildeles SEM-status. Rådet og Kommissionen på den ene side og Xinanchem og AUDACE på den anden side er af diametralt modsatte opfattelser i så henseende.

41.

Det centrale punkt for afgørelsen af denne tvist er grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led. I henhold til denne bestemmelse kan producenter fra Folkerepublikken Kina kun anses for at drive virksomhed under markedsøkonomiske vilkår, såfremt deres beslutninger om priser og omkostninger træffes »som reaktion på markedssignaler og uden nogen omfattende statslig indgriben«, hvilket de selv skal fremlægge tilstrækkelige beviser for.

42.

Hvilken betydning disse kriterier har, navnlig kriteriet om fraværet af »omfattende statslig indgriben«, er et rent retsspørgsmål, der er underlagt EU-retsinstansernes fulde efterprøvelse, og med hensyn til hvilket EU-institutionerne ikke kan påberåbe sig en skønsmargen ( 30 ).

43.

Rådet har, støttet af Kommissionen, anført, at Retten har fortolket og anvendt grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), fejlagtigt. Rådet baserer denne opfattelse på i alt tre anbringender, hvoraf det første vedrører følgerne af statens deltagelse i Xinanchem som langt den største aktionær i virksomheden og det andet det kinesiske handelskammers (CCCMC) kontrol af Xinanchems eksportpriser. Det tredje anbringende omhandler spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen og Rådet ikke har taget hensyn til beviser for, at der ikke forelå en omfattende statslig indgriben.

44.

Xinanchem og AUDACE har nedlagt påstand om, at Rettens dom stadfæstes.

45.

Rådets første anbringende vedrører præmis 82-107 i den appellerede dom. Heri har Retten i det væsentlige fastslået, at Rådet og Kommissionen ikke havde ret til at nægte at tildele Xinanchem SEM-status alene med henvisning til statens dominerende stilling blandt virksomhedens aktionærer ( 31 ). Retten har nemlig lagt til grund, at den omstændighed, at en virksomhed er underlagt statslig kontrol, ikke nødvendigvis udelukker, at denne virksomhed alligevel opererer under markedsøkonomiske vilkår ( 32 ). Retten er navnlig af den opfattelse, at en statslig kontrol i selskabsretlig forstand – som aktionær – ikke kan sidestilles med en omfattende statslig indgriben som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c) ( 33 ). Rådet og Kommissionen burde derimod konkret have undersøgt de af Xinanchem fremlagte beviser for, at der ikke er tale om en omfattende statslig indgriben i virksomhedens forretningsmæssige beslutninger ( 34 ). Retten har fundet, at Rådet og Kommissionen med deres fremgangsmåde har opstillet en yderligere betingelse for tildeling af SEM-status – nemlig at der ikke må foreligge en statslig kontrol i selskabsretlig forstand – der går ud over de betingelser, som er indeholdt i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c) ( 35 ).

46.

Rådet har, støttet af Kommissionen, anført, at Rettens retsopfattelse vedrørende grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led, således som den kommer til udtryk i den appellerede dom, er ukorrekt. Rådet har fremført fem argumenter. For det første har Retten afskaffet kravet om, at der ikke må foreligge nogen omfattende statslig indgriben som selvstændigt kriterium. For det andet er Rettens løsning i strid med betydningen af adjektivet »omfattende«. For det tredje er Rettens fortolkning ikke forenelig med SEM-statussens undtagelseskarakter. For det fjerde taler den sammenhæng, hvori ordningen vedrørende SEM-statussen indgår, navnlig en sammenligning med grundforordningens artikel 9, stk. 5, imod Rettens retsopfattelse. Endelig fører for det femte den af Retten anlagte fortolkning til resultater, der er uhensigtsmæssige i praksis, samt til, at den bevisbyrde, der påhviler virksomhederne med hensyn til opfyldelsen af betingelserne for at opnå SEM-status, vendes.

47.

Ingen af disse argumenter er overbevisende.

48.

Det er ubestridt, at den kinesiske stat i undersøgelsesperioden kontrollerede virksomheden Xinanchem i selskabsretlig forstand. Desuden har Kommissionen under retsmødet påpeget, at den kinesiske stat også rent faktisk har udøvet sin kontrol ved at udnævne bestyrelsen for Xinanchem ( 36 ).

49.

Retten har ikke set bort fra dette. Den har dog fuldstændig korrekt påpeget, at den kontrol, som en stat udøver over en virksomhed i sin egenskab af aktionær, herunder udnævnelse af bestyrelsen, ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at der foreligger en »omfattende statslig indgriben« i denne virksomheds forretningsmæssige beslutninger, som grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led omhandler ( 37 ). Som en logisk følge heraf har Retten derfor kritiseret, at Kommissionen og Rådet i den foreliggende sag ikke har anset de af Xinanchem fremlagte beviser for, at der ikke foreligger nogen omfattende statslig indgriben i virksomhedens forretningsmæssige beslutninger, for at være af betydning og har undladt at undersøge dem nærmere.

50.

Rådets første argument går ud på, at Retten med sin fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led, har afskaffet kravet om, at der ikke må foreligge nogen omfattende statslig indgriben, således som det kommer til udtryk i formuleringen »uden nogen omfattende statslig indgriben«, som selvstændigt kriterium.

51.

Denne kritik kan ved første øjekast undre i og med, at Retten selv udtrykkeligt har anerkendt, at der opstilles to betingelser i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led: Ifølge bestemmelsens ordlyd »kræves det [...], at den omhandlede producerende eksportør godtgør, at den pågældendes beslutninger dels skal træffes »som reaktion på markedssignaler«, dels»uden nogen omfattende statslig indgriben«. ( 38 ) At der foreligger to selvstændige kriterier fremgår i øvrigt tydeligt af anvendelsen af konjunktionen »og« i den omtvistede bestemmelses ordlyd.

52.

I overensstemmelse hermed er der da heller ikke nogen af parterne i sagen, der har stillet spørgsmålstegn ved, at kravet om, at der træffes beslutninger »som reaktion på markedssignaler«, samt kravet om, at der ikke må foreligge nogen omfattende statslig indgriben, er to separate betingelser for tildeling af SEM-status, der skal opfyldes kumulativt.

53.

Rådet og Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at den af Retten anlagte fortolkning reelt indebærer, at det andet kriterium (»uden nogen omfattende statslig indgriben«) bliver overflødigt. De argumenterer på følgende måde: Hvis statslig kontrol over en virksomhed ikke i sig selv anses for en »omfattende statslig indgriben«, sådan som de to EU-institutioner antager, men derudover, som Retten, kræver en handling fra myndighedernes side, »der kan bevirke, at virksomhedens beslutninger er uforenelige med de markedsøkonomiske vilkår« ( 39 ), er det første og det andet kriterium sammenfaldende.

54.

Dette argument er imidlertid ikke overbevisende.

55.

Det må ganske vist medgives, at den af Retten anlagte fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led, indebærer, at den selskabsretlige kontrol med en virksomhed, som en stat udøver i sin egenskab af aktionær, isoleret betragtet ikke er tilstrækkelig til at nægte den pågældende virksomhed SEM-status. Derimod kræves desuden, at staten også konkret udøver indflydelse på virksomhedens forretningsmæssige beslutninger, og nærmere bestemt på en måde, der er uforenelig med de markedsøkonomiske vilkår ( 40 ).

56.

Derved anstilles der i forbindelse med det andet kriterium (dvs. med hensyn til, at der ikke foreligger nogen omfattende statslig indgriben) i sidste ende overvejelser, der også spiller en rolle i forbindelse med det første kriterium (beslutninger om priser og omkostninger til inputs som reaktion på markedssignaler). I så henseende sker der en vis tilnærmelse af de to kriteriers indhold.

57.

Denne tilnærmelse er imidlertid tilsigtet fra EU-lovgivers side, hvilket understreges af anvendelsen af udtrykket »[i den forbindelse]« i ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led (»uden nogen omfattende statslig indgriben [i den forbindelse]«) ( 41 ). Herved tydeliggøres, at både det første og det andet kriterium inden for grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led, i sidste ende angår en virksomheds forretningsmæssige beslutninger om dens priser og omkostninger til inputs.

58.

Som en logisk følge heraf kan afslaget på tildeling af SEM-status, når det andet kriterium anvendes, ikke alene begrundes med, at en virksomhed er udsat for »omfattende statslig indgriben«, idet der derimod skal være tale om en omfattende statslig indgriben med hensyn til virksomhedens beslutninger om dens priser og omkostninger til inputs.

59.

Trods denne sammenhæng mellem de to kriterier i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led, sker der ikke nogen fuldstændig sammensmeltning af disse, idet hvert af de to kriterier bevarer sit eget selvstændige indhold, hvilket medfører, at der altid skal gives afslag på tildeling af SEM-status, såfremt blot et af de to kriterier ikke er opfyldt.

60.

Det er navnlig muligt, at en virksomhed – eksempelvis på grund af langsigtede og faste forretningsforbindelser med kunder og leverandører i et planøkonomisk system – i sine beslutninger om priser og omkostninger til inputs ikke i omfattende grad er udsat for vekselvirkningen mellem udbud og efterspørgsel og dermed ikke i første række handler ud fra markedssignaler. I så tilfælde er det første kriterium for ikke at tildele SEM-status opfyldt, selv om der inden for rammerne af det andet kriterium ikke skulle foreligge nogen statslig kontrol eller endog omfattende statslig indgriben i konkrete erhvervsmæssige beslutninger.

61.

Man kan også forestille sig den omvendte situation, hvor der i et land, der befinder sig i en omstillingsproces fra planøkonomi til markedsøkonomi, findes virksomheder, der ganske vist som udgangspunkt allerede træffer deres beslutninger om priser og omkostninger til inputs som reaktion på markedssignaler, men samtidig er underlagt en mere eller mindre intensiv statslig overvågning og intervention. Sådanne virksomheder kan muligvis ikke gives afslag på tildeling af SEM-status efter det første kriterium i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led (beslutninger »som reaktion på markedssignaler«), men meget vel efter det andet kriterium (»omfattende statslig indgriben«).

62.

Når alt kommer til alt, fører tværtimod Rådets og Kommissionens retsopfattelse snarere end Rettens retsopfattelse til, at et af de to kriterier i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led, bliver overflødigt. Såfremt man nemlig følger Rådets og Kommissionens argumentation med hensyn til det andet kriterium, indebærer dette, at statsejede eller statskontrollerede virksomheder alene på grund af statens rolle som aktionær aldrig kan opnå SEM-status, uanset om de, henset til det første kriterium, træffer deres forretningsmæssige beslutninger som reaktion på markedssignaler eller ej.

63.

En sådan fremgangsmåde er ikke i overensstemmelse med den økonomiske realitet. Som Rådet nemlig selv har konstateret, har situationen i Folkerepublikken Kina »bevæget sig bort fra de tidligere økonomiske forhold« ( 42 ). I vækstlande som Folkerepublikken Kina, der har en overgangsøkonomi, kan der absolut findes statsejede virksomheder, der træffer beslutning om deres priser og omkostninger til inputs som reaktion på markedssignaler, fordi staten som aktionær nøjes med at indtage en rolle, der i vid udstrækning svarer til en privat investors i markedsøkonomiske systemer. Selv om denne form for statslig deltagelse endnu ikke er hovedreglen i lande uden en lang markedsøkonomisk tradition, kan den dog – modsat Rådets og Kommissionen opfattelse – ikke kategorisk udelukkes.

64.

Den af Rådet og Kommissionen foretrukne fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c) – hvorefter SEM-status nægtes alene på grund af statslig kontrol i selskabsretlig forstand – går ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre, at kun sådanne virksomheder fra vækstlande, der rent faktisk i det væsentlige opererer på markedsøkonomiske vilkår, tildeles SEM-status ( 43 ). Dette kan også gøre sig gældende for statsvirksomheder eller virksomheder, der kontrolleres af staten i dennes egenskab af aktionær.

65.

På denne baggrund må Rådets første argument forkastes.

66.

Rådets andet argument tager udgangspunkt i betydningen af adjektivet »omfattende« i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led. Rådet lægger til grund, at der med »omfattende« alene menes omfanget af den eventuelle statslige indgriben i den pågældende virksomheds forretningsmæssige beslutninger, men derimod ikke karakteren af statens indgreb, dens følger og bevæggrundene for denne.

67.

Dette argument er heller ikke holdbart.

68.

Jeg må ganske vist give Rådet ret i, at anvendelsen af begrebet »omfattende« i første række tager sigte på omfanget af en eventuel statslig indgriben. Med denne formulering gives der således udtryk for, at en ubetydelig statslig indgriben, der ikke kan påvirke den pågældende virksomheds beslutninger om priser og omkostninger til inputs i mærkbar grad, ikke er til hinder for en tildeling af SEM-status. Som Retten med rette har understreget, ønskede EU-lovgiver at tillade en vis grad af statslig indflydelse på en virksomheds aktiviteter eller inddragelse i virksomhedens beslutningsproces, som ikke har nogen indvirkning på den måde, hvorpå beslutningerne om priser og omkostninger til inputs skal træffes ( 44 ). Dermed tages der hensyn til den omstændighed, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), finder anvendelse på vækstlande, der befinder sig i en omstillingsproces fra planøkonomi til markedsøkonomi.

69.

Rådet tager imidlertid fejl, når det på grundlag af anvendelsen af begrebet »omfattende« ønsker at konkludere, at det afgørende inden for rammerne af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led, alene er omfanget af en eventuel statslig indgriben og ikke ligeledes karakteren af og de mulige følger af en statslig indblanding.

70.

Formålet med denne bestemmelse er nemlig, at SEM-status skal komme producenter fra vækstlande til gode, for hvilke de markedsøkonomiske principper i forbindelse med fremstilling og salg af deres varer er fremherskende ( 45 ). I overensstemmelse hermed er en statslig indgriben i ledelsen kun til hinder for tildeling af SEM-status, såfremt den medfører, at den pågældende virksomheds forretningsmæssige beslutninger ikke træffes som reaktion på markedssignaler. Det afgørende er, som Retten så rammende har udtrykt det, om de berørte producerende eksportørers relevante beslutninger udelukkende styres af kommercielle hensyn, eller om beslutningerne er fordrejet af andre hensyn, som gør sig gældende for planøkonomi ( 46 ).

71.

Der skal således ikke blot i kvantitativ henseende, men også i kvalitativ henseende være tale om en statslig indgriben, der kan forhindre den berørte virksomhed i at operere under markedsøkonomiske vilkår, således at der ikke er grundlag for at tildele denne SEM-status i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c).

72.

Da Rådets argumentation ensidigt lægger vægt på det kvantitative element i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led (»omfattende statslig indgriben«), uden ligeledes at tage behørigt hensyn til det kvalitative element (»at producenten driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår«), bør den forkastes.

73.

Med sit tredje argument har Rådet gjort gældende, at Retten ved sin fortolkning har set bort fra, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), set i forhold til forordningens artikel 2, stk. 7, litra a), har undtagelseskarakter.

74.

Jeg er ikke enig i dette argument.

75.

Retten har flere steder i den appellerede dom fremhævet, at SEM-statussen er en undtagelsesordning. Retten har således udtrykkeligt anerkendt, at den i artikel 2, stk. 7, litra b), fastsatte metode udgør en »undtagelse« fra metoden til fastsættelse af et produkts normale værdi for lande uden markedsøkonomi i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), og skal fortolkes strengt ( 47 ). Retten har desuden omtalt en »særlig behandling« af import, der stammer fra visse vækstlande, hvad angår fastsættelsen af den normale værdi, og understreget, at der er en formodning for, at de vilkår, som de virksomheder, der driver forretning i disse lande, er undergivet, ikke kan sammenlignes, medmindre det modsatte bevises, med de vilkår, som findes i lande med markedsøkonomi ( 48 ).

76.

Disse udtalelser fra Retten er på ingen måde blot en formel anerkendelse af SEM-statussens undtagelseskarakter. For også vedrørende realiteten er den af Retten praktiserede fortolkning og anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), så absolut forenelig med det regel-undtagelsesforhold, som lovgiver har tilsigtet. SEM-status er ikke en undtagelse, der gøres til regel, blot fordi man ikke generelt udelukker statskontrollerede virksomheder fra dens anvendelsesområde. Derimod skal de statskontrollerede virksomheder i lighed med alle andre også opfylde de generelle kriterier i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c).

77.

I sidste ende drejer det sig her mindre om spørgsmålet, hvorvidt grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), skal fortolkes strengt, end om spørgsmålet, hvor strengt den skal fortolkes. Dette skal vurderes med henblik på formålet med bestemmelserne om SEM-status.

78.

Som allerede nævnt er formålet med grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), at SEM-status skal komme producenter fra vækstlande til gode, for hvilke de markedsøkonomiske principper i forbindelse med fremstilling og salg af deres varer er fremherskende ( 49 ). Dette formål opfyldes ikke i tilstrækkelig grad med den af Rådet og Kommissionen foretrukne fortolkning, hvorefter SEM-status som udgangspunkt bør nægtes alle virksomheder, der kontrolleres af staten i dennes egenskab af aktionær. En sådan fortolkning forekommer alt for restriktiv og kan medføre, at producenter fra vækstlande afskæres fra at opnå SEM-status alene på grund af deres aktionærstruktur, selv om de i virkeligheden opererer under markedsøkonomiske vilkår. Dette strider imod EU-lovgivers udtrykkelige ønske om at tage hensyn til de grundlæggende forandrede økonomiske betingelser i vækstlandene ( 50 ) såvel som grundforordningens generelle målsætning om – i alle parters interesse – at sikre en rimelig sammenligning mellem eksportpris og normal værdi ( 51 ).

79.

Rådets tredje argument bør derfor også forkastes.

80.

For det fjerde har Rådet gjort gældende, at Rettens fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), i systematisk henseende er fejlagtig. Den er i modstrid med de betingelser, hvorunder EU-institutionerne indrømmer producenter fra tredjestater en såkaldt »individuel behandling« i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 5. Da den mindre vidtgående bestemmelse i artikel 9, stk. 5, efter Rådets opfattelse i sig selv fuldstændig udelukker statskontrollerede virksomheder fra dens anvendelsesområde, må dette efter Rådets opfattelse i endnu højere grad gælde for SEM-status i henhold til artikel 2, stk. 7, litra b) og c).

81.

Det må medgives, at der er en sammenhæng mellem ordningen vedrørende SEM-status i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), og ordningen vedrørende den individuelle behandling i grundforordningens artikel 9, stk. 5, andet afsnit. Begge giver mulighed for at fastsætte en individuel antidumpingtold for producenter fra vækstlande, idet både den normale værdi og eksportprisen i forbindelse med SEM-status fastsættes individuelt, hvorimod dette alene gælder for eksportprisen i forbindelse med den individuelle behandling.

82.

Sammenhængen mellem de to bestemmelser understreges også af ordlyden af grundforordningens artikel 9, stk. 5, andet afsnit, ved den indledende formulering »Hvor artikel 2, stk. 7, litra a), finder anvendelse […]«. Herefter er indrømmelsen af individuel behandling betinget af, at der er tale om en producent fra et land uden markedsøkonomi, der heller ikke kan opnå SEM-status, og derfor kun kan blive omfattet af den generelle bestemmelse i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a). På denne baggrund anmoder mange eksportører fra vækstlande subsidiært om individuel behandling for det tilfælde, at de ikke bliver tildelt SEM-status, som er mere fordelagtig for dem. Dette forhold har Rådet og Kommissionen med rette peget på.

83.

Den ovenfor påviste sammenhæng mellem SEM-status og individuel behandling er nok et argument for, at det ved fortolkningen af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), så vidt muligt skal påses, at der ikke opstår en modsætning til grundforordningens artikel 9, stk. 5, andet afsnit.

84.

Men modsat Rådets og Kommissionens opfattelse betyder dette dog ikke nødvendigvis, at alle virksomheder, der kontrolleres af staten i dennes egenskab af aktionær, automatisk skal afskæres fra SEM-status som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c). Grundforordningens artikel 9, stk. 5, andet afsnit, giver nemlig absolut også mulighed for individuel behandling af visse statskontrollerede virksomheder. Den individuelle behandling indrømmes ganske vist alene virksomheder, i hvilke størstedelen af aktierne tilhører private [grundforordningens artikel 9, stk. 5, andet afsnit, litra c), første punktum]. Dette udelukker dog ikke, at staten i sådanne virksomheder alligevel spiller en fremtrædende eller endog kontrollerende rolle som aktionær. Som ikke mindst det foreliggende tilfælde viser, kan også en stærk aktieminoritet give staten den faktiske kontrol over en virksomhed, såfremt de øvrige aktier er fordelt på mange private ejere ( 52 ).

85.

Selv hvis en virksomheds ledende organer og managementstillinger for flertallets vedkommende beklædes af statslige tjenestemænd, er en indrømmelse af den individuelle behandling i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 5, afsnit 2, litra c), andet punktum, ikke kategorisk udelukket. Det er tilstrækkeligt, at den berørte virksomhed »[alligevel]«, dvs. på trods af et flertal af statslige tjenestemænd i sine ledende organer eller managementstillinger, påviseligt er »tilstrækkelig uafhængig af statslig indgriben« ( 53 ).

86.

Grundforordningens artikel 9, stk. 5, andet afsnit, litra c), giver følgelig endog en virksomhed, der reelt kontrolleres af staten som stærk mindretalsaktionær, mulighed for at påvise, at den »er tilstrækkelig uafhængig [...] af statslig indgriben« ( 54 ).

87.

På baggrund af ovenstående var en virksomhed som Xinanchem, hvis aktiemajoritet ejes af private, på trods af statens dominerende stilling blandt aktionærerne ikke automatisk udelukket fra anvendelsesområdet for den individuelle behandling i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 5, andet afsnit.

88.

Overført på grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), betyder dette, at der i den foreliggende sag, modsat Rådets og Kommissionens opfattelse, ikke forelå nogen tvingende systematisk grund til uden videre at nægte at tildele en virksomhed som Xinanchem SEM-status.

89.

Rådets fjerde argument må derfor ligeledes forkastes.

90.

Da Rådets argument vedrørende grundforordningens artikel 9, stk. 5, under alle omstændigheder ikke er holdbart, er det unødvendigt at tage stilling til, om dette argument er blevet yderligere svækket af den beretning, som Verdenshandelsorganisationens (WTO) tvistbilæggelsesinstans for nylig vedtog i en tvistbilæggelsesprocedure mellem Folkerepublikken Kina og Den Europæiske Union ( 55 ). Navnlig kan det med henblik på nærværende sag lades ubesvaret, hvilke virkninger denne beretning bør have inden for Den Europæiske Union, og om virksomheder som Xinanchem overhovedet kan påberåbe sig beretningen for EU-retsinstanserne ( 56 ).

91.

Med det femte og sidste argument har Rådet gjort gældende, at Rettens fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led, fører til resultater, der er uhensigtsmæssige i praksis, og til at bevisbyrden reelt vendes.

92.

Denne bekymring forekommer mig imidlertid også ubegrundet.

93.

I den appellerede dom har Retten udtrykkeligt understreget og anerkendt, at bevisbyrden for, at betingelserne for tildeling af SEM-status i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første led, er opfyldt, altid påhviler den berørte virksomhed ( 57 ).

94.

Den omstændighed alene, at Retten ikke på forhånd har udelukket alle virksomheder, der kontrolleres af staten i dennes egenskab af aktionær, fra SEM-statussens anvendelsesområde, er ikke ensbetydende med, at bevisbyrden vendes. Den løsningsmodel, som Retten har valgt, forudsætter nemlig ligeledes, at den pågældende virksomhed selv skal godtgøre, at den træffer sine beslutninger om priser og omkostninger til inputs som reaktion på markedssignaler og uden nogen omfattende statslig indgriben. Det er ikke Kommissionen og Rådet, der skal føre bevis for, om en statskontrolleret virksomhed opererer under markedsøkonomiske vilkår eller ej.

95.

Den administrative byrde ville naturligvis være langt mindre, såfremt Kommissionen og Rådet automatisk og uden at foretage en undersøgelse af hvert enkelt konkret tilfælde kunne afslå at tildele en virksomhed, der kontrolleres af staten i dennes egenskab af aktionær, SEM-status. Lovrammen for tildeling af SEM-status, som Rådet i sin egenskab af EU-lovgiver selv har fastsat ved grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), tillader imidlertid ikke en sådan fremgangsmåde. I denne bestemmelse kræves det af de pågældende virksomheder, at de fremlægger »tilstrækkelige beviser« for, at de »driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår«. Under disse omstændigheder påhviler det nødvendigvis de EU-institutioner, der har kompetencen i forbindelse med gennemførelsen af antidumpingproceduren, at foretage en fyldestgørende bedømmelse af de fremlagte beviser. Man kan ikke på den ene side forlange af de berørte virksomheder, at de fremlægger beviser, og på den anden side på forhånd erklære netop disse beviser for irrelevante.

96.

Bedømmelsen af de fremlagte beviser er – i modsætning til fortolkningen af begrebet »omfattende statslig indgriben« ( 58 ) – forbundet med en vurdering af komplekse økonomiske sammenhænge, ved hvilken Kommissionen og Rådet efter fast praksis har en vid skønsmargen (»skøn«) ( 59 ). Inden for rammerne af dette skøn kan Kommissionen og Rådet uden tvivl tage udgangspunkt i en afkræftelig formodning for, at en virksomhed, der kontrolleres af staten i dennes egenskab af aktionær, i et land uden markedsøkonomi med hensyn til fremstilling og salg af sine varer ikke driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår, men for så vidt angår priser og omkostninger til inputs som regel er udsat for omfattende statslig indgriben ( 60 ).

97.

En uafkræftelig formodning for omfattende statslig indgriben, som Kommissionen og Rådet synes at forestille sig, ville imidlertid være urimelig. Netop fordi EU-institutionerne som de kompetente myndigheder i forbindelse med antidumpingproceduren har den føromtalte skønsmargen, er de nemlig forpligtet til at undersøge alle relevante forhold i den pågældende sag omhyggeligt og upartisk ( 61 ). Hertil hører ikke mindst undersøgelsen af de beviser, som den berørte virksomhed fremlægger, og hvoraf det skal fremgå, at denne virksomhed på trods af, at den kontrolleres af staten i dennes egenskab af aktionær, opererer under markedsøkonomiske vilkår. Kommissionen og Rådet kan ikke uden videre erklære sådanne beviser for at være uden betydning uden at have underkastet dem en nærmere vurdering.

98.

Samspillet mellem skønsmargen, afkræftelig formodning og forpligtelse til at foretage en vurdering af de fremlagte beviser skaber inden for rammerne af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), en retfærdig balance mellem de berørte interesser, hvorved der kan tages tilstrækkeligt hensyn både til de berørte virksomheders økonomiske interesser og til de involverede EU-institutioners interesse i en behørig afvikling af antidumpingproceduren.

99.

På denne baggrund bør også Rådets femte argument forkastes.

100.

På baggrund af det ovenfor anførte har Retten derfor med rette fortolket grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), således, at en virksomhed som Xinanchem, der kontrolleres af staten i dennes egenskab af aktionær, ikke automatisk må nægtes tildeling af SEM-status. Retten har heller ikke begået en retlig fejl ved at lægge til grund, at beviser forelagt af en sådan virksomhed, hvoraf det skal fremgå, at virksomheden opererer under markedsøkonomiske vilkår, skal bedømmes af EU-institutionerne og ikke på forhånd må erklæres for værende uden betydning. Rådets første anbringende kan således ikke tages til følge.

101.

Rådets andet anbringende angår præmis 137-159 i den appellerede dom. I denne del af dommen har Retten behandlet handelskammeret CCCMC’s rolle og dets indflydelse på fastsættelsen af eksportpriserne for glyphosat fra kinesiske producenter og i denne henseende fastslået, at Kommissionen og Rådet har gjort sig skyldig i et åbenbart urigtigt skøn ( 62 ). Rådet har, støttet af Kommissionen, heroverfor gjort gældende, at Retten på sin side har overskredet grænserne for den retslige kontrol, tilsidesat de to EU-institutioners skønsmargen i antidumpingproceduren og vendt bevisbyrden.

102.

Baggrunden for dette anbringende er, at de to EU-institutioner i antidumpingproceduren lagde til grund, at CCCMC fastsatte en bindende »mindstepris« for eksporten af glyphosat og også håndhævede denne i samarbejde med toldmyndighederne ved hjælp af et attestationssystem. De to EU-institutioner anså dette for et tungtvejende indicium for, at eksportpriserne for det omhandlede produkt ikke blev dannet under markedsøkonomiske vilkår, og at Xinanchem i overensstemmelse hermed var underlagt betydelig statslig indflydelse, hvorfor de afslog at tildele virksomheden SEM-status ( 63 ). Også under retssagen, helt frem til retsmødet ved Domstolen, har Rådet og Kommissionen baseret hele deres argumentation på denne version af sagens faktiske omstændigheder.

103.

De faktiske omstændigheder, som Rådet og Kommissionen har lagt til grund, er imidlertid på nogle afgørende punkter ikke i overensstemmelse med Rettens konklusioner vedrørende de faktiske omstændigheder. I modsætning til de to EU-institutioner har Retten nemlig lagt til grund, at der for eksport af glyphosat fra Folkerepublikken Kina i undersøgelsesperioden ikke gjaldt nogen bindende minimumspris, men blot en ikke-bindende referencepris ( 64 ), der ydermere ikke var fastsat af CCCMC, men af de glyphosatproducenter, der var repræsenteret i CCCMC ( 65 ), ikke mindst for at gøre det lettere at overholde antidumpingreglerne på de enkelte destinationer ( 66 ). CCCMC, et ikke-statsligt organ ( 67 ), attesterede også kontrakter, selv om prisen var lavere end referenceprisen ( 68 ), og der var ikke truffet foranstaltninger, der gjorde det muligt for den kinesiske stat at gribe ind ( 69 ).

104.

Da Rådet, i lighed med Kommissionen, under appelsagen ikke har gjort gældende, at Retten har gjort sig skyldig i en fordrejning af bevisforhold og da slet ikke har fremført konkrete indicier for en sådan fordrejning, skal der alene tages hensyn til de faktiske omstændigheder, der er blevet konstateret af Retten ( 70 ). De to EU-institutioner skal tage de af Retten konstaterede faktiske omstændigheder til efterretning og acceptere disse som grundlag for efterprøvelsen af den appellerede dom.

105.

På grundlag af de faktiske omstændigheder, der er blevet konstateret af Retten, lægges det i den appellerede dom til grund, at den pris for glyphosat, der blev fastsat i CCCMC’s regi, ikke udgjorde en faktisk begrænsning for så vidt angår Xinanchems eksportvirksomhed ( 71 ), og at de to EU-institutioner med urette nægtede at tildele denne virksomhed SEM-status ( 72 ).

106.

Rådet og Kommissionen har anfægtet, at Retten efter deres opfattelse derigennem har overskredet grænserne for den retslige kontrol af antidumpingforanstaltningerne og har erstattet de kompetente EU-institutioners vurdering med sin egen.

107.

Denne argumentation er ikke korrekt.

108.

Det er ganske vist indiskutabelt, at EU-institutionerne i antidumpingprocedurer har en vid skønsmargen (»skøn«) med henblik på bedømmelsen af komplekse økonomiske sammenhænge ( 73 ).

109.

Den omstændighed, at der findes en sådan skønsmargen for så vidt angår økonomiske vurderinger, indebærer imidlertid ikke, at EU-retsinstanserne skal afholde sig fra at kontrollere de kompetente institutioners, Kommissionens og Rådets, fortolkning af oplysninger af økonomisk art. Tværtimod har de kompetence til at undersøge, om antidumpingforanstaltninger er materielt lovlige med henblik på at konstatere, om de faktiske omstændigheder er korrekt gengivet, og om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn ( 74 ). I den forbindelse må de ikke blot tage stilling til den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner ( 75 ).

110.

I den foreliggende sag har Retten derfor med rette navnlig undersøgt, om de to EU-institutioner har taget alle relevante beviser i betragtning, og om de faktiske omstændigheder, således som de fremgik af sagens akter, kunne støtte de konklusioner, som de to EU-institutioner har draget med hensyn til den angivelige statslige indflydelse i forbindelse med fastsættelsen af eksportpriserne for glyphosat.

111.

Retten har i denne sammenhæng på ingen måde sat sin egen, forskellige vurdering af oplysninger af økonomisk art i stedet for Kommissionens og Rådets vurdering. Den har derimod blot fastslået, at de to EU-institutioner har set bort fra nogle vigtige omstændigheder, og at de ikke kunne støtte deres konklusioner på de faktiske omstændigheder, som disse fremgår af sagen ( 76 ).

112.

Dermed har Retten ikke overskredet sine beføjelser, men derimod varetaget den opgave, som den er blevet pålagt i traktaterne med hensyn til prøvelse af EU-retsakters lovlighed inden for rammerne af annullationssøgsmål i henhold til artikel 263, stk. 1, TEUF.

113.

Domstolens opgave i appelsagen er ikke – ud over kontrollen af den appellerede doms lovlighed – at sætte sin egen bedømmelse af de konstaterede faktiske omstændigheder i stedet for Rettens vurdering. Dette er imidlertid det endelige mål med det andet anbringende, hvorfor dette ikke kan tiltrædes.

114.

På denne baggrund kan Rådets andet anbringende derfor heller ikke tages til følge.

115.

Rådets tredje anbringende angår specielt præmis 160 i den appellerede dom, hvori Retten sammenfattende har fastslået, at Rådet og Kommissionen ikke har taget hensyn til alle væsentlige beviser, som Xinanchem havde fremlagt i antidumpingundersøgelsen for at godtgøre, at virksomhedens aktiviteter ikke var underlagt nogen omfattende statslig indgriben. Retten har understreget, at de fejl, der er konstateret andetsteds i dommen, også gør sig gældende i forhold til Rådets overordnede konklusion.

116.

Rådet har inden for rammerne af dette tredje anbringende ikke fremført specifikke klagepunkter vedrørende den appellerede dom. Set i forhold til de to anbringender, der er blevet undersøgt ovenfor, har det tredje anbringende ikke noget selvstændigt indhold. Det går ikke videre end det, som allerede er blevet behandlet.

117.

På baggrund heraf er der på dette sted ikke anledning til at fremsætte yderligere bemærkninger. Det tredje anbringende bør forkastes af de samme grunde som det første og andet anbringende.

118.

Da ingen af de fremførte anbringender kan tages til følge, skal Rådets appel i det hele forkastes. Det er derfor ikke nødvendigt at tage stilling til Rådets bemærkninger vedrørende de øvrige anbringender, som Xinanchem har gjort gældende i første instans inden for rammerne af sit annullationssøgsmål vedrørende den omtvistede forordning, og som Retten ikke har behandlet.

119.

Såfremt den iværksatte appel i overensstemmelse med mit forslag til afgørelse forkastes, skal Domstolen træffe afgørelse om sagens omkostninger (procesreglementets artikel 122, stk. 1) i overensstemmelse med de nærmere regler herom i procesreglementets artikel 69, jf. artikel 118.

120.

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har tabt sagen og Xinanchem og AUDACE som andre parter hver især har nedlagt påstand herom, bør Rådet tilpligtes at betale deres omkostninger.

121.

For så vidt angår Kommissionen har denne som anden part med sine påstande støttet Rådet og har i så henseende ligeledes tabt sagen. Det er derfor rimeligt, at Kommissionen i analog anvendelse af procesreglementets artikel 69, stk. 4, første afsnit, pålægges at bære sine egne omkostninger.

122.

På baggrund af det foranstående foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse: