4.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 328/6

Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. oktober 2010 — Georgi Ivanov Elchinov mod Natsionalna zdravnoosiguritelna kasa (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Sofia-grad — Bulgarien)

(Sag C-173/09) (1)

(Social sikring - fri udveksling af tjenesteydelser - sygeforsikring - hospitalsbehandling ydet i en anden medlemsstat - forhåndstilladelse - betingelser for anvendelse af artikel 22, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EØF) nr. 1408/71 - måden, hvorpå den socialt sikrede får refunderet udgifterne til hospitalsbehandling ydet i en anden medlemsstat - en lavere rets forpligtelse til at efterkomme instruktioner afgivet af en højere ret)

2010/C 328/09

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Sofia-grad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Georgi Ivanov Elchinov

Sagsøgt: Natsionalna zdravnoosiguritelna kasa

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Administrativen sad Sofia-grad — fortolkning af artikel 49 i EF-traktaten og artikel 22, stk. 1, litra c), og artikel 22, stk. 2, andet afsnit, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 149, s. 2), som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1) — sygeforsikring — afslag fra den kompetente nationale institution til at tillade udgifter afholdt over dens budget (formular E 112) med henblik på mere effektiv lægebehandling i en anden medlemsstat end den forsikrede patients bopælsstat — formodning om en nødvendig forbindelse mellem overtagelsen af udgifter og tilstedeværelsen af den pågældende type behandling på det nationale område — begrebet »behandling ikke kan ydes i den medlemsstat, hvor han er bosat« — formen for tilladelse til udgiftsovertagelse og reglerne for refusion af de afholdte udgifter — pligt for en lavere retsinstans til at rette sig efter fortolkningsvejledninger fra en højere retsinstans, hvilke af den lavere retsinstans findes EF-stridige

Konklusion

1)

EU-retten er til hinder for, at en national ret, som skal træffe afgørelse i en sag, efter at en højere retsinstans har hjemvist denne til retten efter appel i henhold til national procesret, er bundet af den højere rets retlige vurderinger, hvis den — i betragtning af den fortolkning, den har anmodet Domstolen om — er af den opfattelse, at de nævnte vurderinger ikke er i overensstemmelse med EU-retten.

2)

Artikel 49 EF og artikel 22 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1992/2006 af 18. december 2006, er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der fortolkes således, at den i alle tilfælde udelukker refusion af hospitalsydelser ydet uden forhåndstilladelse i en anden medlemsstat.

3)

Med hensyn til behandling, der ikke kan ydes i den medlemsstat, hvor den socialt sikrede er bosat, skal artikel 22, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, fortolkes således, at den tilladelse, der kræves i henhold til samme artikels stk. 1, litra c), nr. i), ikke må afslås:

—

hvis de ydelser, der er fastsat i national lovgivning, fremgår af en liste, som ikke udtrykkeligt og præcist nævner den anvendte behandlingsmetode, men definerer behandlingstyper, med hensyn til hvilke udgifterne refunderes af den kompetente institution, og det ved anvendelse af almindelige fortolkningsprincipper og efter en grundig efterprøvelse på grundlag af objektive kriterier, der ikke er udtryk for en forskelsbehandling, idet der skal tages hensyn til alle relevante medicinske oplysninger og til de videnskabelige data, der er til rådighed, er bevist, at denne behandlingsmetode svarer til de behandlingstyper, der er nævnt i denne liste, og

—

hvis en alternativ behandling, der frembyder samme grad af virkning, ikke kan ydes rettidigt i den socialt sikredes bopælsmedlemsstat.

Samme artikel er til hinder for, at de nationale organer, der skal træffe afgørelse om en ansøgning om forhåndstilladelse, ved anvendelsen af denne bestemmelse baserer sig på en formodning om, at de hospitalsbehandlinger, der ikke kan ydes i den medlemsstat, hvor den socialt sikrede er bosat, ikke er opført under de ydelser, hvis refusion er fastsat i denne stats lovgivning, og omvendt, at de hospitalsbehandlinger, der er opført under disse ydelser, kan ydes i denne medlemsstat.

4)

Når det er fastslået, at afslaget på at give en tilladelse i henhold til artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, ikke var begrundet, og når sygehusbehandlingen er afsluttet, og udgifterne dertil er udlagt af den socialt sikrede, skal den nationale ret i henhold til de nationale processuelle regler tilpligte den kompetente institution at refundere nævnte socialt sikrede det beløb, der normalt ville være blevet refunderet af denne, såfremt tilladelsen var blevet forskriftsmæssigt meddelt.

Nævnte beløb svarer til det beløb, der er fastlagt i henhold til bestemmelserne i den lovgivning, som institutionen i den medlemsstat, på hvis område hospitalsydelserne er blevet ydet, er underlagt. Såfremt dette beløb er lavere end det, der ville have fulgt af anvendelsen af den gældende lovgivning i bopælsmedlemsstaten i tilfælde af hospitalsindlæggelse i sidstnævnte, skal den socialt sikrede desuden af den kompetente institution tildeles en supplerende godtgørelse svarende til forskellen mellem disse to beløb inden for grænserne af de reelt afholdte udgifter.

(1)  EUT C 180 af 1.8.2009.