Sammendrag
1. Retspleje – antagelse til realitetsbehandling – fremsættelse af en formalitetsindsigelse – Personalerettens adgang til at afsige en kendelse på grundlag af artikel 76 i Personalerettens procesreglement
(Personalerettens procesreglement, art. 76 og 78)
2. Retspleje – stævning – formkrav – stævning indgivet uden advokatbistand
(Domstolens statut, art. 19, stk. 3; Personalerettens procesreglement, art. 34, stk. 1)
1. Selv når den sagsøgte i medfør af artikel 78 i Personalerettens procesreglement ved særskilt processkrift har fremsat en formalitetsindsigelse, og sagsøgeren har afgivet indlæg vedrørende denne indsigelse, har Retten, hvis det er åbenbart, at sagen skal afvises, adgang til at afsige en kendelse i henhold til Personalerettens procesreglements artikel 76.
(jf. præmis 23)
Henvisning til:
Personaleretten, 6. marts 2008, sag F-105/07, R bis mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.
2. Det følger af artikel 19, stk. 3, i Domstolens statut, herunder navnlig af udtrykket »repræsenteres«, at når en sag anlægges for Personaleretten, skal en »part« i nævnte artikels forstand lade en anden person møde for sig, og denne person skal have beskikkelse i en medlemsstat eller i en stat, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
Eftersom hverken Domstolens statut eller Personalerettens procesreglement indeholder fravigelser eller undtagelser fra denne forpligtelse, er fremlæggelsen af en stævning, som er underskrevet af sagsøgeren selv, ikke tilstrækkelig med henblik på anlæggelse af en sag, selv om sagsøgeren er advokat med møderet for en national domstol. Dette krav er i overensstemmelse med den opfattelse af advokatens rolle, hvorefter denne betragtes som medvirkende i retsplejen, hvorved han i fuld uafhængighed og under varetagelse af det overordnede hensyn til retsplejen skal yde den juridiske bistand, som klienten har behov for. Denne opfattelse er i overensstemmelse med medlemsstaternes fælles retstraditioner og findes også i Fællesskabets retsorden, således som det netop fremgår af artikel 19 i Domstolens statut. En advokat, som samtidig er den part, som han repræsenterer, risikerer på grund af sine personlige bånd til den pågældende sag ikke at være i stand til at opfylde rollen som juridisk rådgiver på behørig vis.
Forpligtelsen til at lade sig repræsentere ved en anden person for Fællesskabernes retsinstanser medfører ikke, at den pågældende part fratages mulighederne for at varetage sine interesser, og indebærer derfor ikke en tilsidesættelse af retten til forsvar. Desuden stiller den nævnte forpligtelse parterne lige, uanset deres erhverv, og er således ikke i strid med lighedsprincippet.
(jf. præmis 31-36)
Henvisning til:
Domstolen, 5. december 1996, sag C-174/96 P, Lopes mod Domstolen, Sml. I, s. 6401, præmis 8 og 10-12.
Retten, 8. december 1999, sag T-79/99, Euro-Lex mod KHIM (EU-LEX), Sml. II, s. 3555, præmis 28, 13. januar 2005, sag T-184/04, Sulvida mod Kommissionen, Sml. II, s. 85, præmis 8 og 9.