20.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/16

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d'État (Frankrig) den 9. oktober 2008 — Société Solgar Vitamin's France, Valorimer SARL, Christian Fenioux, L'Arbre de Vie SARL, Société Source Claire, Nord Plantes EURL, Société RCS Distribution og Société Ponroy Santé — intervenient: Syndicat de la Diététique et des Compléments Alimentaires mod Ministre de l'Économie, des Finances et de l'Emploi, Ministre de la Santé, de la Jeunesse et des Sports og Ministre de l'Agriculture et de la Pêche

(Sag C-446/08)

(2008/C 327/27)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d'État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Société Solgar Vitamin's France, Valorimer SARL, Christian Fenioux, L'Arbre de Vie SARL, Société Source Claire, Nord Plantes EURL, Société RCS Distribution og Société Ponroy Santé

Sagsøgt: Ministre de l'Économie, des Finances et de l'Emploi, Ministre de la Santé, de la Jeunesse et des Sports og Ministre de l'Agriculture et de la Pêche

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal direktiv 2002/46/EØF af 10. juni 2002 (1), særligt artikel 5, stk. 4, og artikel 11, stk. 2, fortolkes således, at selv om det principielt tilkommer Kommissionen at fastlægge maksimums- og minimumsmængder for vitaminer og mineraler i kosttilskud, har medlemsstaterne fortsat kompetence til at vedtage lovgivning på området, så længe Kommissionen ikke har vedtaget den påkrævede fællesskabsretsakt?

2)

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

a)

skal medlemsstaterne da også, hvis de ved fastsættelsen af maksimumsmængder har pligt til at overholde EF-traktatens artikel 28 og 30, lade sig inspirere af de i direktivets artikel 5 opstillede kriterier, herunder kravet om en videnskabelig risikovurdering, baseret på almindeligt anerkendte videnskabelige data, i en sektor, der fortsat er karakteriseret ved en vis usikkerhed?

b)

Kan en medlemsstat fastsætte maksima, når det er umuligt, som i tilfældet med fluor, for hver forbrugergruppe og hvert område præcist at sætte tal på den tilførsel af vitaminer og mineraler, som hidrører fra andre kostkilder, bl.a. fra vandkilder? Kan medlemsstaten i sådanne tilfælde, stillet over for velkendte risici, fastsætte en grænse på 0 uden at anvende beskyttelsesproceduren i artikel 12 i direktivet af 10. juni 2002?

c)

Hvis det ved fastsættelsen af maksimumsindholdet er muligt at tage hensyn til de forskellige forbrugergruppers varierende grad af følsomhed i overensstemmelse med selve ordlyden af direktivets artikel 5, stk. 1, litra a), kan en medlemsstat da også tage hensyn til, at en foranstaltning for den del af befolkningen, som er særlig udsat for risiko, for eksempel en velegnet mærkning, vil kunne afholde denne gruppe fra at anvende et næringsstof, som kan være gavnlig for den i mindre mængder? Kan denne hensyntagen til en varierende følsomhed føre til, at dette maksimumsindhold tilpasset en skrøbelig befolkningsgruppe, bl.a. børn, anvendes på hele befolkningen?

d)

I hvilket omfang kan der fastsættes maksima, hvis der på grund af manglende bevis for en sundhedsrisiko ikke er sikre maksimumsgrænser? Mere generelt i hvilket omfang, og på hvilke betingelser, vil afvejningen af de kriterier, som skal tages i betragtning, kunne føre til at fastsætte maksima, der ligger væsentligt under de sikre maksimumsværdier, som er tilladt for disse næringsstoffer?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10.6.2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (EFT L 183, s. 51).