|
7.3.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 55/5 |
Appel iværksat den 24. september 2008 af Calebus, SA til prøvelse af dom afsagt den 14. juli 2008 af Retten i Første Instans (Første Afdeling) i sag T-366/06, Calebus, SA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber støttet af Kongeriget Spanien
(Sag C-421/08 P)
(2009/C 55/08)
Processprog: spansk
Parter
Appellant: Calebus, SA (ved abogado R. Bocanegra Sierra)
De andre parter i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Kongeriget Spanien
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Det anerkendes, at den appel, der er iværksat til prøvelse af kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 14. juli 2008, hvorved det af Calebu, SA anlagte søgsmål i sag T-366/06 blev afvist, er indgivet forskriftsmæssigt, og der træffes, efter at den retligt foreskrevne procedure er gennemført, afgørelse om, at den appellerede kendelse ophæves, sagen antages til realitetsbehandling, og der gives appellanten medhold i dets påstande.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellen er iværksat til prøvelse af kendelsen afsagt af Retten i Første Instans den 14. juli 2008, hvorved det af Calebus, SA anlagte søgsmål i sag T-366/06 til prøvelse af Kommissionens beslutning 2006/613/EF af 19. juli 2006 om vedtagelse af listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning i det mediterrane biogeografiske område (1) med hensyn til optagelsen af ejendommen »Las Cuerdas« i LAF »ES61110006 Ramblas de Gergal, Tabernas y Sur de Sierra Alhamilla«, som findes på denne liste, blev afvist.
Ifølge appelskriftet er den appellerede kendelse blevet truffet på et forkert retligt grundlag, som består i, at søgsmålet er blevet afvist, fordi det sagsøgende selskab ikke har nogen direkte interesse i en ophævelse af beslutningen. I modsætning til hvad der angives i kendelsen, tilpligter beslutning 2006/613 medlemsstaterne til under alle omstændigheder hver for sig og automatisk at underlægge de lokaliteter, som klassificeres som lokaliteter af fællesskabsbetydning (LAF), herunder ejendommen »Las Cuerdas«, en beskyttelsesordning, som nødvendigvis begrænser deres anvendelsesmuligheder, hvorfor deres afkast og salgsværdi forringes. Medlemsstaterne råder over en skønsmargin med henblik på at fastlægge det konkrete indhold af disse foranstaltninger, men ikke med henblik på at afgøre, om de skal lade ejendommene være omfattet af sådanne foranstaltninger. Den omstændighed, at der findes en sådan skønsmargin, er således ikke til hinder for, at beslutning 2006/613 kan have direkte betydning for det appellerende selskabs rettigheder.
(1) EUT L 259, s. 1.