Appel iværksat den 23. september 2008 af Sviluppo Italia Basilicata SpA til prøvelse af dom afsagt den 8. juli 2008 af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) i sag T-176/06, Sviluppo Italia Basilicata SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-414/08 P)

(2008/C 301/37)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Sviluppo Italia Basilicata SpA (ved avvocati F. Sciaudone, R. Sciaudone og A. Neri)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten har i den appellerede dom frifundet Kommissionen for appellantens påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 1706 af 20. april 2006 (»den anfægtede beslutning«) om nedsættelse af Den Europæiske Fond for Regionaludviklings økonomiske bistand, som var tildelt inden for globaltilskuddet til gennemførelse af foranstaltninger til fremme af små og mellemstore virksomheder, som virker i regionen Basilicata, samt påstand om erstatning for den skade, denne beslutning har forvoldt.

Appellanten har til støtte for sine påstande påberåbt sig forskellige former for urigtig retsanvendelse begået af Retten i Første Instans.

For det første har appellanten gjort gældende, at Retten ved at ændre rækkefølgen af behandlingen af de påberåbte anfægtelsesgrunde i første instans åbenbart har fordrejet betydningen og den samlede rækkevidde af søgsmålet.

For det andet har appellanten gjort gældende, at der er begået forskellige former for urigtig retsanvendelse ved fortolkningen og anvendelsen af globaltilskuddet, aftalen og skema nr. 19 i Kommissionens beslutning 97/322/EF (1). Det er appellantens opfattelse, at Retten ikke har en korrekt forståelse af det egentlige indhold og formål med Mål 2 i globaltilskuddet i henhold til ovennævnte retsakter. Denne alvorlige forudgående fejl har følgelig medført, at Rettens efterfølgende fortolkninger af de relevante begreber (»forpligtelse«, »udgift« og »løbetid«) er behæftet med fejl.

For det tredje har appellanten gjort gældende, at Retten skulle have erklæret den anfægtede beslutning ulovlig, idet den er vedtaget på grundlag af en fastslået tilsidesættelse af en betingelse (»nyttebetingelsen«), som hverken fremgår af beslutningen om tildeling af støtten eller af programmet for globaltilskuddet, og som i sin anvendelse frembyder problemer for retssikkerheden og overdreven skønsanvendelse.

For det fjerde har appellanten gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig fortolkning og en deraf følgende fejlagtig anvendelse af de af Domstolen fastsatte principper i dommen af 21. september 2000, sag C-462/98 P, Mediocurso mod Kommissionen (2).

For det femte har appellanten gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 25 og 26 i forordning nr. 4253/88 (3) i forhold til Kommissionens forpligtelser til overvågning og kontrol. Dette forhold fra Rettens side har særligt medført, at ordningen med overvågning og monitorering fastsat ved de pågældende bestemmelser ikke er blevet anvendt og overholdt.

For det sjette har appellanten gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af principperne om berettiget forventning og retssikkerhed, idet Retten ikke har taget appellantens klagepunkter til følge på baggrund af den urigtige formodning, at Kommissionens tildeling (bl.a. gennem Overvågningsudvalgets aktiviteter) under alle omstændigheder var i strid med de gældende regler og dermed ikke kunne beskyttes.

For det syvende har appellanten gjort gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt og har tilsidesat de almindelige principper om bevisbyrde, idet Retten har afvist, at faktiske forhold, der ikke er blevet bestridt af Kommissionen, henholdsvis fremgår af de af appellanten fremlagte beviser, kunne anses for godtgjort.

For det ottende har appellanten gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af fællesskabsretten vedrørende anvendelsen af proportionalitetsprincippet ved nedsættelse af EF-tilskud, idet Retten ikke har taget hensyn til forhold, som kunne have medført en mindre finansiel korrektion.

Hvad angår søgsmålsgrundene vedrørende påstanden om skadeserstatning har appellanten især gjort gældende, at den appellerede dom er urigtigt og utilstrækkeligt begrundet for så vidt som den ikke har taget påstanden om skadeserstatning på baggrund af Fællesskabets ansvar som følge af en ulovlig handling til følge.

Endelig har appellanten gjort gældende, at den appellerede dom er urigtigt og utilstrækkeligt begrundet for så vidt som ikke har taget påstanden om skadeserstatning på baggrund af Fællesskabets ansvar som følge af en lovlig handling til følge (»objektivt ansvar«).

(1)  Kommissionens beslutning af 23.4.1997 om ændring af beslutningerne om godkendelse af fællesskabsstøtterammerne, de samlede programmeringsdokumenter og fællesskabsinitiativerne til fordel for Italien (EFT L 146, s. 11).

(2)  Sml. I, s. 7183.

(3)  Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1).