5.7.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 171/27

1)

Kan en berettiget part som omhandlet i artikel 21 i forordning nr. 2201/2003 (1) anmode om ikke-anerkendelse af en retsafgørelse, hvis der ikke er indgivet nogen anmodning om anerkendelse heraf?

2)

Såfremt det første spørgsmål bevares bekræftende, hvorledes skal en national ret da anvende artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, der foreskriver, at »[…] [h]verken den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller barnet kan på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger over for retten«, når den behandler en anmodning om ikke-anerkendelse af afgørelsen, som er fremsat af den person, mod hvem denne afgørelse skal fuldbyrdes?

3)

Skal den nationale ret, ved hvilken indehaveren af forældreansvaret har anmodet om ikke-anerkendelse af en afgørelse fra retten i domsstaten, hvorefter barnet, som bor hos den pågældende, skal tilbagegives til domsstaten, og for hvilken der er udstedt den i artikel 42 i forordning nr. 2201/2003 omhandlede attest, behandle anmodningen i henhold til bestemmelserne i kapitel III, afdeling 1 og 2, i forordning nr. 2201/2003, således som fastsat i forordningens artikel 40, stk. 2?

4)

Hvilken betydning skal betingelsen »jf. dog afdeling 4« i artikel 21, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 tillægges?

5)

Er det i overensstemmelse med de i forordning nr. 2201/2003 omhandlede mål og procedurer, at retten i domsstaten træffer en afgørelse om, at barnet skal tilbagegives, og udsteder den i artikel 42 i forordning nr. 2201/2003 omhandlede attest, efter at retten i den medlemsstat, hvor barnet ulovligt tilbageholdes, har truffet en afgørelse om, at barnet skal tilbagegives til oprindelseslandet?

6)

Skal forbuddet mod prøvelse af kompetencen for retten i domsstaten i artikel 24 i forordning nr. 2201/2003 fortolkes således, at den nationale ret, til hvilken der er indgivet en anmodning om anerkendelse eller ikke-anerkendelse af en afgørelse fra en udenlandsk ret, og som ikke kan efterprøve kompetencen for retten i domsstaten, eller ikke har fundet andre grunde til ikke-anerkendelse i henhold til artikel 23 i forordning nr. 2201/2003, er forpligtet til at anerkende retten i domsstatens afgørelse om, at barnet skal tilbagegives, hvis retten i domsstaten ikke har iagttaget de procedurer, der er foreskrevet i forordningen, da den traf afgørelse vedrørende barnets tilbagegivelse?