Appel iværksat den 1. februar 2008 af Jörn Sack til prøvelse af dom afsagt den 11. december 2007 af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-66/05, Jörn Sack mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-38/08 P)

(2008/C 107/17)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Jörn Sack (ved Rechtsanwälte U. Lehmann-Brauns og D. Mahlo)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen til prøvelse af Rettens dom, hvorefter appellanten ikke, som koordinator for alle retsspørgsmål vedrørende udvidelsen af Den Europæiske Union i den relevante afdeling i Kommissionens Juridiske Tjeneste, har krav på tillæg til kontorchefer, er baseret på følgende anbringender:

Første anbringende: Retten har ikke iagttaget betydningen og rækkevidden af det almindelige fællesskabsretlige ligebehandlingsprincip, og har derfor tilsidesat dette.

Ligebehandlingsprincippet er udtrykt såvel generelt som specifikt som et forbud mod forskelsbehandling i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og i Domstolens praksis er det længst fastslået, at princippet er en del af den trinhøjere fællesskabsret. I fællesskabsretten er overholdelsen af ligebehandlingsprincippet ikke blot en forpligtelse for alle organer, men også en subjektiv ret til ligebehandling, der tilkommer en person, som er berørt af en foranstaltning, truffet af organerne. Da denne ret — som længst er fastslået i Domstolens faste praksis — har forrang for afledt fællesskabsret, skal betydningen heraf som en grundlæggende ret på passende vis inddrages i fortolkningen og anvendelsen af fællesskabsretten. Domstolen for De Europæiske Fællesskaber skal endvidere overholde ligebehandlingsprincippet i forbindelse med procedureregler og de forskellige procedurer.

Appellanten har i alle sine argumenter gjort ligebehandlingsprincippet gældende, ikke vedtægten, og har herved anført, at han har udøvet hverv, der ikke alene kan sidestilles med en kontorchefs hverv, men som endog skal anses for at være at større betydning set i forhold til mange kontorchefers hverv for så vidt angår udøvelsen af ledelsesarbejde på mellemniveau. Retten har, idet den ikke har foretaget en sammenligning af forholdene for appellanten og for andre grupper af tjenestemænd, som oppebærer dette tillæg, frataget ham den grundlæggende ret til beskyttelse mod vilkårlig behandling, og har således tilsidesat ligebehandlingsprincippet.

Andet anbringende: Retten har tilsidesat reglerne for den juridiske metode.

Når det gøres gældende, at der er sket en vilkårlig behandling af flere berørte, kan principperne om ligebehandling og retssikkerhed kun sikres, hvis retsinstansen fastslår, at den påberåbte sammenlignelige situation ikke foreligger, eller hvis den fastslår, at de berørte, der befinder sig i en sådan sammenlignelig situation, med urette har oppebåret dette tillæg, hvorfor appellanten heller ikke har ret hertil. Anvendes disse regler for den juridiske metode, er det med henblik på at forkaste sagen klart, at mindst et af to følgende spørgsmål skal undersøges og besvares benægtende, for så vidt angår appellanten. For det første skulle Retten have taget stilling til, om de hverv, der udøves af de tjenestemænd, som Kommissionen sidestiller med kontorchefer, svarer til de hverv, som appellanten udøver. For det andet skulle Retten have taget stilling til, om det var berettiget, at Kommissionen tildelte dem dette tillæg.

Da disse to spørgsmål ikke er besvaret, må det formodes, at sagen, for at kunne anses for uden retlig relevans, tillige ville blive forkastet, hvis disse to spørgsmål blev besvaret i overensstemmelse med appellantens argumentation. En sådan konklusion er imidlertid ikke mulig. Da Retten ikke har undersøgt spørgsmålet om lovligheden af Kommissionens inddragelse af andre grupper af tjenestemænd med den påkrævede juridiske præcision, dvs. under hensyntagen til det i forhold til afledt fællesskabsret trinhøjere ligebehandlingsprincip, må det antages, at en sådan undersøgelse ville have ført til den konklusion, at Kommissionen, ved at tildele tillæg til andre grupper af tjenestemænd, har handlet forskriftmæssigt. I modsætning til Rettens bemærkninger i den forbindelse ønsker appellanten således ikke ligebehandling af ulovlige forhold, men en ligebehandling i henhold til loven.

Tredje anbringende: Retten har tilsidesat de grundlæggende principper om den normale procedure.

Afvisningen af at efterprøve eksistensen af den angivelige tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed udgør en tilsidesættelse af denne ret, der er langt mere alvorlig end en retlig fejl med hensyn til, om den grundlæggende rettighed rent faktisk er blevet tilsidesat, da den berørte er frataget den beskyttelse, som den grundlæggende rettighed indebærer. Kun hvis appellantens påstand om, at hans grundlæggende rettigheder er blevet tilsidesat, er helt ubegrundet, eller hvis det er åbenbart, at de faktiske omstændigheder, han har fremført ved sammenligningen af forholdene, ikke begrunder denne påstand, kan Retten afvise at foretage en undersøgelse af realiteten vedrørende tilsidesættelsen af den grundlæggende rettighed. Dette er dog ikke tilfældet i det foreliggende tilfælde. Retten har derfor tilsidesat de grundlæggende principper for en normal procedure. Allerede derfor kan dommen, med den begrundelse den indeholder, ikke stadfæstes.