1

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i sin stævning nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 49 EF, idet det i forbindelse med den udstationering af arbejdstagere, der er statsborgere i tredjelande, som fællesskabsvirksomheder foretager med henblik på udførelse af tjenesteydelser, kræver:

2

I henhold til lov om beskæftigelse af udenlandske arbejdstagere af 30. april 1999 (Moniteur belge af 21.5.199, s. 17800), som ændret ved kongelig anordning af (Moniteur belge af , s. 29642), skal den udenlandske arbejdstager og dennes arbejdsgiver på forhånd indhente henholdsvis en arbejds- og en beskæftigelsestilladelse. Følgende er imidlertid fastsat i nævnte lovs artikel 7, stk. 1:

»Kongen kan ved anordning efter høring af ministerrådet undtage nærmere af denne fastsatte kategorier af udenlandske arbejdstagere fra forpligtelsen til at indhente arbejdstilladelse.«

3

Følgende er fastsat i artikel 2 i kongelig anordning af 9. juni 1999 om gennemførelse af lov af om beskæftigelse af udenlandske arbejdstagere (Moniteur belge af , s. 24162), som ændret ved kongelig anordning af (Moniteur belge af , s. 9583):

»Fra forpligtelsen til at indhente arbejdstilladelse fritages:

[…]

4

Idet Kommissionen var af den opfattelse, at Kongeriget Belgien på området for udstationering af arbejdstagere med statsborgerskab i tredjelande, der beskæftiges af en virksomhed, som er etableret i en anden medlemsstat end Kongeriget Belgien, tilsidesatte EF-traktatens artikel 59 (efter ændring nu artikel 49 EF) tilstillede den ved skrivelse af 25. marts 1997 denne medlemsstat en begrundet udtalelse, som Kongeriget Belgien besvarede ved skrivelse af .

5

Den 9. september 1998 udstedte Kommissionen en begrundet udtalelse, som Kongeriget Belgien besvarede ved skrivelse af .

6

Efter en fornyet skriftveksling fremsendte Kommissionen ved skrivelse af 13. juli 2005 en supplerende begrundet udtalelse, som Kongeriget Belgien besvarede ved skrivelse af .

7

Da Kommissionen heller ikke var tilfreds med Kongeriget Belgiens svar på den begrundede udtalelse, besluttede den at anlægge denne sag.

8

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 9. oktober 2008 har Republikken Polen fået tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande. Efter at denne medlemsstat havde meddelt Domstolen, at den frafaldt sin ret til intervention i denne sag, blev den ved en kendelse afsagt af Domstolens præsident den slettet som intervenerende part i tvisten.

9

Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. marts 2009 meddelte Kommissionen Domstolen, at i den i lyset af Kongeriget Belgiens vedtagelse af kongelig anordning af om ændring af artikel 2, stk. 1, nr. 14, i kongelig anordning af om gennemførelse af lov af om beskæftigelse af udenlandske arbejdstagere (Moniteur belge af , s. 26202) og meddelelse heraf ved skrivelse af frafaldt den del af søgsmålet, der vedrører det andet og tredje af de af Kommissionen fremførte klagepunkter.

10

Inden for rammerne af Kommissionens første anbringende vedrørende nødvendigheden af at indhente forudgående tilladelse til udøvelse af økonomisk virksomhed, som efter Kommissionens delvise frafald er søgsmålets eneste tilbageblevne klagepunkt, kritiserer Kommissionen Kongeriget Belgien for at opstille en ubegrundet hindring af den udstationering, som fællesskabsvirksomheder i forbindelse med den frie udveksling af tjenesteydelser foretager af arbejdstagere, der er statsborgere i tredjelande, når de er udstationeret fra en medlemsstat, der ikke anvender Schengenreglerne i deres helhed, eller hvor de er udstationeret for en periode på mere end tre måneder fra en medlemsstat, som anvender Schengenreglerne i deres helhed. I sådanne tilfælde pålægger Kongeriget Belgien de arbejdstagere, som ønsker at blive udstationeret til den pågældende medlemsstat, på forhånd at indhente et visum eller en midlertidig opholdstilladelse i henhold til en byrdefuld procedure, der har til formål at kontrollere, om arbejdstagerens udstationering opfylder alle de kriterier, der følger af dommen af 9. august 1994, Vander Elst (sag C-43/93, Sml. I, s. 3803).

11

Det er Kommissionens opfattelse, at begrænsningen af den frie udveksling af tjenesteydelser bl.a. er en følge af den omstændighed, at de belgiske myndigheder kræver, at de berørte arbejdstagere skal fremlægge dokumenter, der med henblik på at opnå visum for det første godtgør, at de flytter til Belgien i forbindelse med en udstationering, og at de derfor er fritaget for kravet om arbejdstilladelse og, for det andet, at de har de fornødne subsistensmidler, indkvartering i Belgien og rejseforsikring.

12

Kongeriget Belgien har ikke bestridt, at de af Kommissionen anførte beviser kræves fremlagt, hvilke beviser i øvrigt kan føres ved anvendelse af enhver retlig fremgangsmåde, herunder bl.a. ved fremlæggelse af en udstationeringsattest udstedt af oprindelsesmedlemsstatens socialforsikringskontor (blanket E 101). Kongeriget Belgien har gjort gældende, at disse beviser alene har til formål at godtgøre, at den udstationerede arbejdstager opfylder de kriterier, der er fastsat i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (EFT 2000 L 239, s. 19), undertegnet den i Schengen (Luxembourg) og efterfølgende præciseret ved Fælles konsulære instrukser til de diplomatiske og konsulære repræsentationer (EUT 2005 C 326, s. 1).

13

Det bemærkes i denne henseende, at det fremgår af fast retspraksis, at artikel 49 EF ikke blot kræver afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling til skade for en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat på grundlag af dennes nationalitet, men også ophævelse af enhver restriktion, også selv om den gælder uden forskel for såvel indenlandske tjenesteydere som tjenesteydere fra andre medlemsstater, der kan være til hinder for eller indebære ulemper for den virksomhed, som udøves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor denne lovligt leverer tilsvarende tjenesteydelser, eller kan gøre denne virksomhed mindre tiltrækkende (jf. bl.a. dom af 19.1.2006, sag C-244/04, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 885, præmis 30).

14

En national lovgivning, der vedrører et område, der ikke er genstand for fællesskabsharmonisering, og som gælder uden forskel for enhver person eller ethvert selskab, der driver virksomhed på den pågældende medlemsstats område, kan til trods for dens restriktive virkning på den frie udveksling af tjenesteydelser begrundes i et tvingende alment hensyn, der ikke allerede tilgodeses i kraft af de bestemmelser, tjenesteyderen er undergivet i den medlemsstat, hvor han er etableret, forudsat at lovgivningen er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, den forfølger, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde formålet (dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

15

Domstolen har nærmere bestemt allerede fastslået, at en medlemsstat kan kontrollere, at en virksomhed med hjemsted i en anden medlemsstat, som på medlemsstatens område udstationerer arbejdstagere fra et tredjeland, ikke benytter den frie udveksling af tjenesteydelser til et andet formål end at udføre den pågældende ydelse (dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

16

Domstolen har i denne forbindelse lagt til grund, at et krav om, at tjenesteyderen blot forudgående fremlægger en erklæring, der attesterer, at de pågældende arbejdstagere opfylder de gældende retsforskrifter, navnlig med hensyn til betingelserne om bopæl, arbejdstilladelse og social dækning i den medlemsstat, hvor denne virksomhed har ansat dem, udgør en foranstaltning, der i princippet ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at forebygge det misbrug, som gennemførelsen af den frie udveksling af tjenesteydelser kan give anledning til (jf. i denne retning dom af 21.10.2004, sag C-445/03, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 10191, præmis 46, og dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 41 og 42).

17

Under retsmødet har Kommissionen anført, at den ikke havde til hensigt at anfægte denne retspraksis. Den har imidlertid gjort gældende, at den omstændighed, at de belgiske myndigheder afkrævede de berørte arbejdstagere en blanket E 101, er en mere omstændelig foranstaltning end fremlæggelse af en forudgående erklæring fra tjenesteyderen.

18

Ifølge Kongeriget Belgien udgør fremlæggelse af en blanket E 101 netop en mindre byrdefuld foranstaltning for den pågældende arbejdstager end fremlæggelse af en forudgående erklæring fra tjenesteyderen. Nævnte medlemsstat har imidlertid under retsmødet udtrykkeligt medgivet, at eftersom de af de belgiske myndigheder krævede beviser, der er beskrevet i denne doms præmis 11, kan føres ved anvendelse af enhver retlig fremgangsmåde, kan de ligeledes føres ved fremlæggelse af en forudgående erklæring fra tjenesteyderen som omhandlet i den i denne doms præmis 16 nævnte retspraksis.

19

På den baggrund bør det konstateres, at Kommissionen ikke har godtgjort, at Kongeriget Belgien i forbindelse med den udstationering af arbejdstagere, der er statsborgere i tredjelande, som fællesskabsvirksomheder foretager med henblik på udførelse af tjenesteydelser, kræver en forudgående tilladelse til udøvelse af økonomisk virksomhed.

20

Inden for rammerne af klagepunktet har Kommissionen ligeledes kritiseret Kongeriget Belgien for at udvise manglende omhu i forbindelse med udstedelse af det ansøgte visum, idet visummet først udstedes 48 timer efter det tidspunkt, hvor den pågældende person har fremlagt de nødvendige dokumenter. Kommissionen kritiserer endvidere denne medlemsstat for manglende gennemsigtighed. Da der ikke er vedtaget et cirkulære på trods af, at et sådant tidligere er blevet stillet i udsigt af de belgiske myndigheder, har de erhvervsdrivende navnlig ikke på forhånd kendskab til, hvilke betingelser de skal opfylde for at kunne levere tjenesteydelser i Belgien.

21

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at konstatere, at sådanne anfægtelser — selv hvis de måtte anses for at være velbegrundede — ikke godtgør, at Kongeriget Belgien kræver en forudgående tilladelse til udøvelse af økonomisk virksomhed.

22

Følgelig bør Kongeriget Belgien frifindes.

23

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Det kan desuden i medfør af samme artikels stk. 5, første afsnit, på begæring af den hævende part bestemmes, at den anden part skal betale sagens omkostninger, hvis dette findes berettiget under hensyn til denne parts forhold.

24

I det foreliggende tilfælde har Kommissionen tabt sagen for så vidt angår det eneste klagepunkt, som den har fastholdt. Hvad angår sidstnævntes delvise frafald er det en følge af Kongeriget Belgiens meddelelse af den kongelige anordning af 23. april 2008 efter dette søgsmåls anlæggelse.

25

Under disse omstændigheder bør hver part bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):