Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – hasardspil – national lovgivning, hvorefter enerettigheder vedrørende afholdelse af sådanne spil udstedes til en enkelt erhvervsdrivende, som er underlagt snæver statslig kontrol – begrundelse

(Art. 49 EF)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – hasardspil – national lovgivning, hvorefter enerettigheder vedrørende afholdelse af hestevæddemål udstedes til en enkelt erhvervsdrivende, som er underlagt snæver statslig kontrol

(Art. 49 EF)

Sammendrag

1. Artikel 49 EF skal fortolkes således, at en medlemsstat, der ønsker at sikre et særligt højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hasardspilssektoren, med rette kan antage, at udstedelsen af enerettigheder til et enkelt organ, som er underlagt snæver kontrol af de offentlige myndigheder, gør det muligt at begrænse risiciene i nævnte sektor og forfølge formålet om at forhindre overdrevent forbrug i tilknytning til spillevirksomhed og at bekæmpe ludomani på en tilstrækkeligt effektiv måde.

Det påhviler i denne forbindelse den nationale ret at efterprøve, dels om de nationale myndigheder på tidspunktet for de faktiske omstændigheder faktisk tilsigtede at sikre et sådant særligt højt beskyttelsesniveau, og om indførelsen af et monopol faktisk måtte anses for nødvendigt med henblik på det tilsigtede beskyttelsesniveau, dels om den statslige kontrol, som aktiviteterne for det organ, der er tildelt enerettigheder, er underlagt, faktisk er gennemført på en sammenhængende og systematisk måde med henblik på at nå de formål, som er fastsat for organet.

For at være i overensstemmelse med såvel formålet om at bekæmpe kriminalitet som formålet om at reducere spillemulighederne skal en national lovgivning, der indfører et monopol på hasardspilsområdet:

– være støttet på en konstatering af, at kriminelle og svigagtige aktiviteter i tilknytning til spil og ludomani udgør et problem i den omhandlede medlemsstat, som en udvidelse af de autoriserede og regulerede aktiviteter vil kunne afhjælpe

– kun tillade reklamering, der er afgrænset og strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt for at kanalisere forbrugerne mod kontrollerede spillenetværk.

(jf. præmis 72 og domskonkl. 1)

2. Med henblik på at bedømme en begrænsning af den frie udveksling af tjenesteydelser, der følger af et system, som fastsætter en eksklusivordning vedrørende afholdelse af hestevæddemål, påhviler det de nationale retter at tage hensyn til helheden af de markedsføringskanaler, der kan erstatte hinanden i forbindelse med disse væddemål, medmindre brugen af internettet bevirker en forøgelse af risiciene i tilknytning til de pågældende hasardspil, der går ud over de risici, der findes ved spil, som er markedsført via de traditionelle kanaler.

Når der er tale om en national lovgivning, som finder anvendelse på samme måde vedrørende hestevæddemål, der udbydes online, og hestevæddemål, der udbydes via de traditionelle kanaler, skal begrænsningen af den frie bevægelighed for tjenesteydelser bedømmes på grundlag af restriktionerne for hele den omhandlede sektor.

(jf. præmis 83 og domskonkl. 2)