Sag C-168/08

Laszlo Hadadi (Hadady)

mod

Csilla Marta Mesko, gift Hadadi (Hadady)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour de cassation (Frankrig))

»Retligt samarbejde i civile sager — forordning (EF) nr. 2201/2003 — kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — artikel 64 — overgangsbestemmelser — anvendelse på en afgørelse truffet i en medlemsstat, der har tiltrådt Den Europæiske Union i 2004 — artikel 3, stk. 1 — kompetence i skilsmissesager — relevante tilknytningsmomenter — sædvanligt opholdssted — statsborgerskab — ægtefæller bosiddende i Frankrig og begge indehavere af fransk og ungarsk statsborgerskab«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 12. marts 2008   I ‐ 6874

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2009   I ‐ 6893

Sammendrag af dom

1. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – tidsmæssigt anvendelsesområde

   (Tiltrædelsesakten af 2003; Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 64, stk. 4)

2. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – kompetence i skilsmissesager – ægtefæller bosiddende i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, og begge indehavere af statsborgerskab i domsstaten og i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt – forpligtelse for retten i anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten til at tage ægtefællernes fælles dobbelte statsborgerskab i betragtning

   [Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 3, stk. 1, litra b), og art. 64, stk. 4]

3. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – kompetence i skilsmissesager – alternative kompetencekriterier i medfør af artikel 3, stk. 1, litra a) og b)

   [Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 3, stk. 1, litra a) og b)]

1.  Afgørelsen om anerkendelse af en skilsmissedom afsagt af en ret i Republikken Ungarn efter datoen for ikrafttrædelsen af forordning nr. 1347/2000 i Ungarn, men før datoen for anvendelse af forordning nr. 2201/2003 vedrørende kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, der ophæver forordning nr. 1347/2000, skal træffes i henhold til artikel 64, stk. 4, i forordning nr. 2201/2003, idet sagsanlægget og domsafsigelsen har fundet sted inden for de i denne bestemmelse angivne tidsrammer. I overensstemmelse hermed skal en sådan skilsmissedom anerkendes i medfør af forordning nr. 2201/2003, hvis de anvendte kompetenceregler er i overensstemmelse enten med reglerne i kapitel II i denne forordning eller i forordning nr. 1347/2000 eller med reglerne i en konvention, der var gældende i forholdet mellem domsmedlemsstaten og anerkendelsesmedlemsstaten på tidspunktet for stævningens indgivelse.

   (jf. præmis 27-29)

2.  Når retten i anerkendelsesmedlemsstaten i medfør af artikel 64, stk. 4, i forordning nr. 2201/2003 vedrørende kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, der ophæver forordning nr. 1347/2000, skal tage stilling til, om den ret i en anden medlemsstat, der har truffet retsafgørelsen, har haft kompetence hertil i medfør af samme forordnings artikel 3, stk. 1, litra b), er denne sidstnævnte bestemmelse til hinder for, at retten i anerkendelsesmedlemsstaten anser ægtefæller, der begge har statsborgerskab både i denne stat og i den stat, hvor retsafgørelsen er truffet, for udelukkende at være statsborgere i anerkendelsesmedlemsstaten. Tværtimod bør denne ret tage i betragtning, at ægtefællerne ligeledes har statsborgerskab i den medlemsstat, hvor retsafgørelsen er truffet, og følgelig, at retterne i denne sidstnævnte stat har kunnet være kompetente til at behandle sagen.

   Hvis ægtefæller med samme dobbelte statsborgerskab blev behandlet som om de alene havde statsborgerskab i anerkendelsesmedlemsstaten, ville det i virkeligheden betyde, at de ville være udelukket fra i medfør af overgangsreglen om anerkendelse i artikel 64, stk. 4, i forordning nr. 2201/2003 ved en ret i anerkendelsesmedlemsstaten at påberåbe sig forordningens artikel 3, stk. 1, litra b), med henblik på at statuere kompetence hos en ret i en anden medlemsstat, selv om de har statsborgerskab i denne sidstnævnte stat.

   (jf. præmis 41-43 og domskonkl. 1)

3.  Når begge ægtefæller har statsborgerskab i de samme to medlemsstater, ville det stride mod artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2201/2003 vedrørende kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, hvis kompetencen ved retterne i én af disse medlemsstater blev afvist med den begrundelse, at sagsøgeren ikke har anden tilknytning til denne stat. Tværtimod er retterne i de medlemsstater, hvor ægtefællerne har statsborgerskab, kompetente i medfør af denne bestemmelse, således at disse kan vælge en ret i den medlemsstat, de ønsker, som det værneting, for hvilket sagen herefter indbringes.

   Systemet med kompetencefordeling mellem retterne i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 2201/2003 hviler i den forbindelse på flere alternative objektive kriterier uden indbyrdes rangorden mellem de anførte kompetenceregler. Den samtidige eksistens af flere kompetente retter er herefter tilladt, uden at der angives nogen rangorden mellem disse.

   Der er i øvrigt intet i ordlyden af nævnte artikel 3, stk. 1, litra b), der kan forstås således, at det kun er det »dominerende« statsborgerskab, der kan tages i betragtning ved bestemmelsens anvendelse. Et sådant kriterium vil ikke kunne begrundes i bestemmelsens formål eller den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og ville indebære en indskrænkning i parternes mulighed for at vælge den kompetente ret, navnlig efter at have udøvet retten til fri bevægelighed for personer. Såfremt sædvanligt opholdssted udgjorde et væsentligt kriterium ved afgørelsen af, om der foreligger et dominerende statsborgerskab, ville kompetencereglerne i artikel 3, stk. 1, litra a) og b), således ofte overlappe hinanden. I så fald ville det for så vidt angår personer med statsborgerskab i flere lande være nødvendigt at operere med en rangorden mellem de forhold, der begrunder værneting, hvilket netop ikke følger af bestemmelsens ordlyd.

   (jf. præmis 48-54 og domskonkl. 2)