Sag C-118/08

Transportes Urbanos y Servicios Generales SAL

mod

Administración del Estado

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo)

»Medlemsstaternes procesautonomi — ækvivalensprincippet — erstatningssøgsmål mod staten — tilsidesættelse af EU-retten — tilsidesættelse af forfatningen«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Poiares Maduro fremsat den 9. juli 2009   I ‐ 638

Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. januar 2010   I ‐ 652

Sammendrag af dom

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser

   (Art. 234 EF)

2. EU-retten – rettigheder tillagt borgerne – en medlemsstats tilsidesættelse – pligt til at erstatte tab, som er forvoldt borgerne

1.  Selv om det inden for rammerne af den præjudicielle procedure ikke tilkommer Domstolen at udtale sig om, hvorvidt bestemmelser i national ret er forenelige med reglerne i EU-retten, er den beføjet til at forsyne den forelæggende ret med alle under EU-retten henhørende fortolkningsbidrag, som gør det muligt for den forelæggende ret at vurdere dette spørgsmål om foreneligheden med henblik på bedømmelsen af den sag, der er indbragt for den.

   I den forbindelse er det uden betydning for Domstolens kompetence til at træffe afgørelse vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse, om de nationale regler, hvis forenelighed med EU-retten den nationale ret skal bedømme i lyset af de fortolkningselementer, som Domstolen fremkommer med, følger af love, administrative bestemmelser eller retspraksis.

   (jf. præmis 23 og 24)

2.  EU-retten er til hinder for anvendelsen af en regel i en medlemsstat, hvorefter et erstatningssøgsmål mod staten, der støttes på, at EU-retten er blevet tilsidesat ved en national lov, hvilket er fastslået af De Europæiske Fællesskabers Domstol i en dom afsagt i medfør af artikel 226 EF, kun kan gennemføres, hvis sagsøgeren først har udtømt alle nationale retsmidler til prøvelse af gyldigheden af den skadevoldende administrative afgørelse, der er truffet med hjemmel i denne lov, mens en tilsvarende regel ikke finder anvendelse på et erstatningssøgsmål mod staten, der støttes på, at den kompetente retsinstans har fastslået, at den samme lov er i strid med forfatningen.

   Ækvivalensprincippet kræver, at alle de bestemmelser, der finder anvendelse på søgsmål, finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og lignende søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret. De to erstatningssøgsmål kan med hensyn til deres genstand og væsentligste momenter imidlertid anses for sammenlignelige, dels fordi de har nøjagtigt samme genstand, nemlig erstatning for det tab, som den skadelidte part har lidt som følge af en handling eller en undladelse fra statens side, dels fordi den eneste forskel mellem de to omhandlede søgsmål består i den omstændighed, at de retsbrud, som søgsmålene er baseret på, for det ene søgsmåls vedkommende fastslås af Domstolen i en dom afsagt i medfør af artikel 226 EF og for det andet søgsmåls vedkommende i en dom afsagt af den kompetente nationale ret. Uden angivelse af andre faktorer, der gør det muligt at fastslå andre forskelle mellem de nævnte søgsmål, er denne sidstnævnte omstændighed ikke tilstrækkelig til at godtgøre en forskel mellem disse to søgsmål med hensyn til ækvivalensprincippet. Dermed er ækvivalensprincippet til hinder for anvendelsen af en sådan regel.

   (jf. præmis 33, 36, 43-46 og 48 samt domskonkl.)