1. Etableringsfrihed – restriktioner
(Art. 43 EF og 46 EF)
2. Fri udveksling af tjenesteydelser – etableringsfrihed – national lovgivning vedrørende koncessioner til drift af spillekasinoer
(Art. 43 EF og 49 EF)
1. Artikel 43 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter det udelukkende er forbeholdt erhvervsdrivende med hjemsted på denne medlemsstats område at drive hasardspil i spillekasinoer. Således udgør kravet om, at indehavere af koncessioner til at drive spillekasinoer skal have hjemsted på nationalt område, en restriktion for etableringsfriheden i denne bestemmelses forstand, for så vidt som det indebærer en forskelsbehandling af selskaber, hvis hjemsted er beliggende i en anden medlemsstat, og forhindrer disse selskaber i gennem et agentur, en filial eller et datterselskab at drive spillekasinoer på den berørte medlemsstats område.
Uden at det er nødvendigt at afgøre, hvorvidt det formål, der består i at muliggøre en effektiv kontrol med erhvervsdrivende, der driver virksomhed inden for hasardspilsektoren, med henblik på at undgå, at virksomheden udnyttes i kriminelt eller svigagtigt øjemed, kan henhøre under begrebet den offentlige orden, således at den omhandlede restriktion er forenelig med fællesskabsretten, er det i denne henseende tilstrækkeligt at konstatere, at en kategorisk udelukkelse af erhvervsdrivende med hjemsted i en anden medlemsstat må anses for uforholdsmæssig, da dette går videre end nødvendigt for at bekæmpe kriminalitet. Der findes således andre midler, hvorved sådanne erhvervsdrivendes virksomhed og regnskaber kan kontrolleres, såsom muligheden for at kræve særskilte regnskaber for hvert enkelt spillekasino, der drives af den samme erhvervsdrivende, revideret af en ekstern revisor, muligheden for at få systematisk underretning om de beslutninger, der træffes af koncessionshavernes organer, samt muligheden for at modtage oplysninger om deres ledelse eller deres hovedaktionærer. Desuden kan der føres kontrol med og iværksættes sanktioner over for ethvert selskab, der er etableret i en medlemsstat, uanset hvor bestyrelsesmedlemmerne har bopæl.
(jf. præmis 32, 34, 38 og 40 samt domskonkl. 1)
2. Kravet om gennemsigtighed, som følger af artikel 43 EF og 49 EF samt af principperne om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet, er til hinder for, at samtlige koncessioner til at drive spillekasinoer på en medlemsstats område tildeles uden nogen form for udbud.
Selv om koncessionskontrakter om tjenesteydelser på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke er omfattet af nogen af de direktiver, der er vedtaget af EU-lovgiver med henblik på regulering af området for offentlige kontrakter, skal, for det første, offentlige myndigheder, der indgår sådanne kontrakter, ikke desto mindre overholde EF-traktatens grundlæggende regler, herunder især artikel 43 EF og 49 EF samt den deraf afledte forpligtelse til gennemsigtighed. Uden at det nødvendigvis indebærer en forpligtelse til at iværksætte et udbud, følger det af kravet om gennemsigtighed, som finder anvendelse, når den tjenesteydelseskoncession, der er tale om, kan være af interesse for en virksomhed i en anden medlemsstat end den, hvor koncessionen udstedes, at den udstedende myndighed skal sikre en passende grad af offentlighed til fordel for enhver potentiel tilbudsgiver, der gør det muligt at åbne markedet vedrørende tjenesteydelseskoncessionerne for konkurrence og at kontrollere, at udbudsprocedurerne er upartiske.
For det andet kan den omstændighed, at udstedelsen af bevillinger til at drive spillekasinoer ikke kan sidestilles med koncessionskontrakter om tjenesteydelser, ikke i sig selv begrunde, at de krav, som følger af artikel 49 EF, herunder særligt ligebehandlingsprincippet og forpligtelsen til gennemsigtighed, tilsidesættes. Kravet om gennemsigtighed fremtræder dermed som en forudgående betingelse for en medlemsstats ret til at tildele bevillinger til at drive spillekasinoer, uanset hvorledes de erhvervsdrivende udvælges, eftersom virkningerne af tildelingen af sådanne bevillinger er de samme for virksomheder med hjemsted i andre medlemsstater, der potentielt kunne være interesserede i at udøve sådan virksomhed, som virkningerne af en koncessionskontrakt om tjenesteydelser.
(jf. præmis 49, 50, 52, 53 og 58 samt domskonkl. 2)