Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. De Europæiske Fællesskaber – institutioner –ret til aktindsigti dokumenter – forordning nr. 1049/2001

[Art. 6 EU; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 45/2001 og nr. 1049/2001, art. 4, stk. 1, litra b)]

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne – forordning nr. 45/2001

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 45/2001, art. 2, litra a), og art. 8, litra b), samt forordning nr. 1049/2001]

Sammendrag

1. Artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, som indeholder en undtagelse fra aktindsigt i et dokument, hvis udbredelsen vil være til skade for beskyttelsen af privatlivets fred eller den enkeltes integritet, navnlig i overensstemmelse med EU-retten vedrørende beskyttelsen af personoplysninger, fastsætter en særlig ordning, som styrker beskyttelsen af personer, hvis personoplysninger i givet fald vil kunne udbredes til offentligheden. Denne bestemmelse er udelelig og kræver, at enhver skade på beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet altid skal vurderes og bedømmes i henhold til EU-retten, heriblandt forordning nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

I henhold til artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 45/2001 er formålet med forordningen at sikre beskyttelsen af fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, især retten til privatlivets fred, i forbindelse med behandling af personoplysninger. Bestemmelsen gør det ikke muligt at opdele behandlingen af personoplysninger i to kategorier, således at den ene kategori består af tilfælde, hvor denne behandling udelukkende vurderes på grundlag af artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder (EMRK) og retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende denne artikel, og den anden kategori består af tilfælde, hvor behandlingen vurderes efter bestemmelserne i forordning nr. 45/2001. Det fremgår i denne forbindelse af det første punktum i 15. betragtning til denne forordning, at EU-lovgiver har lagt vægt på behovet for at anvende artikel 6 EU, sammenholdt med EMRK’s artikel 8, når denne behandling finder sted i fællesskabsinstitutioner og -organer som led i udøvelsen af aktiviteter, som ikke hører under denne forordnings anvendelsesområde, navnlig de aktiviteter, der er omhandlet i afsnit V og VI i EU-traktaten i den forud for Lissabontraktaten gældende affattelse. En sådan henvisning er derimod ikke nødvendig hvad angår en behandling, som finder sted som led i udøvelsen af aktiviteter, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, eftersom det i et sådant tilfælde klart er forordning nr. 45/2001, der finder anvendelse.

Heraf følger, at når formålet med en begæring, som er baseret på forordning nr. 1049/2001, er at få aktindsigt i dokumenter, der indeholder personoplysninger, gælder bestemmelserne i forordning nr. 45/2001 fuldt ud, herunder forordningens artikel 8 og 18, som udgør grundlæggende bestemmelser inden for den beskyttelsesordning, der er indført ved denne forordning.

(jf. præmis 57 og 59-64)

2. Listen over deltagere i et møde, som blev afholdt i forbindelse med en traktatbrudsprocedure, indeholder personoplysninger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, litra a), i forordning nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger, idet de personer, der har kunnet deltage i mødet, kan identificeres.

Når Kommissionen hvad angår de personer, som ikke havde givet deres udtrykkelige samtykke til videregivelse af personoplysninger i referatet, som vedrører dem, kræver godtgørelse af nødvendigheden af videregivelsen af personoplysningerne, handler den i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningens artikel 8, litra b).

Når der i forbindelse med en begæring om aktindsigt i det nævnte referat i henhold til forordning nr. 1049/2001 hverken fremkommer nogen udtrykkelig og lovlig begrundelse eller fremføres noget overbevisende argument for at godtgøre, at en videregivelse af disse personoplysninger er nødvendig, kan Kommissionen nemlig ikke foretage en afvejning af de berørte parters forskellige interesser. Den kan heller ikke kontrollere, om der findes nogen grund til at antage, at en sådan videregivelse vil kunne skade de berørte personers legitime interesser, således som foreskrevet i artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001.

(jf. præmis 70, 77 og 78)