|
30.8.2008 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 223/19 |
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 11. juli 2008 — Straffesag mod Inga Rinau (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos Aukščiausiasis Teismas — Republikken Litauen)
(Sag C-195/08 PPU) (1)
(Retligt samarbejde i civile sager - retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser - fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar - forordning (EF) nr. 2201/2003 - anmodning om ikke-anerkendelse af en afgørelse om tilbagegivelse af et barn, der tilbageholdes ulovligt i en anden medlemsstat - præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren)
(2008/C 223/30)
Processprog: litauisk
Den forelæggende ret
Lietuvos Aukščiausiasis Teismas
Part i hovedsagen
Inga Rinau
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Lietuvos Aukščiausiasis Teismas — fortolkning af artikel 21, 23, 24, artikel 31, stk. 1, artikel 40, stk. 2, og artikel 42 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338, s. 1) — anmodning om ikke-anerkendelse i en medlemsstat A af en afgørelse, der er afsagt af en ret i medlemsstat B om krav på tilbagegivelse af et barn, som ulovligt tilbageholdes af sin mor i medlemsstat A, til sin far, der er bosat i medlemsstat B, og som har fået tildelt forældremyndigheden over barnet.
Konklusion
|
1) |
Når der er truffet en afgørelse om ikke at tilbagegive et barn, og denne afgørelse er bragt til retten i domsstatens kendskab, er det uden betydning, for så vidt angår udstedelsen af en attest i henhold til artikel 42 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000, om denne afgørelse er blevet udsat, omgjort, ophævet eller under alle omstændigheder ikke er blevet endelig eller er blevet erstattet af en afgørelse om tilbagegivelse af barnet, hvis tilbagegivelsen rent faktisk ikke har fundet sted. Da der ikke er rejst tvivl om denne attests autenticitet, og da den er udstedt i overensstemmelse med den formular, som fremgår af bilag IV til forordningen, er det ikke tilladt at gøre indsigelse mod anerkendelsen af afgørelsen om tilbagegivelse af barnet, og det tilkommer alene retten i modtagerstaten at fastslå, at den attesterede afgørelse er eksigibel, og at anordne barnets umiddelbare tilbagegivelse. |
|
2) |
Bortset fra tilfælde, hvor proceduren omhandler en attesteret afgørelse i henhold til artikel 11, stk. 8, artikel 40 og artikel 42, i forordning nr. 2201/2003, kan enhver berettiget part anmode om ikke-anerkendelse af en retsafgørelse, selv hvis der ikke forinden er indgivet en anmodning om anerkendelse af afgørelsen. |
|
3) |
Artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, der foreskriver, at hverken den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller barnet på dette tidspunkt af sagens behandling kan fremsætte bemærkninger over for retten, finder ikke anvendelse på en procedure om ikke-anerkendelse af en retsafgørelse, som er iværksat, uden at der forinden er indgivet en anmodning om anerkendelse af den samme afgørelse. I en sådan situation kan sagsøgte, som anmoder om anerkendelse af afgørelsen, fremsætte bemærkninger. |