19.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/4

1)

Artikel 10 og 12 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der gælder en særlig søgsmålsadgang vedrørende det forbud mod afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der er fastsat i direktivets artikel 10, som udøves efter de nærmere processuelle regler vedrørende dette søgsmål, dog for så vidt som disse regler ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og ikke er udformet på en sådan måde, at det bliver praktisk umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet). En præklusiv frist på femten dage som den, der er indført ved den luxembourgske code du travails artikel L. 337-1, stk. 1, fjerde afsnit, fremgår ikke at opfylde denne betingelse, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 2 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002, sammenholdt med artikel 3 i det ændrede direktiv 76/207, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, såsom den, der er indført ved code du travails artikel L. 337-1, der særligt vedrører den beskyttelse, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 92/85 i tilfælde af afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der afskærer den gravide lønmodtager, der er blevet afskediget under graviditeten, fra at anlægge et erstatningssøgsmål, når alle andre lønmodtagere, der er blevet afskediget, har adgang til at anlægge et sådant, og når en sådan begrænsning af søgsmålsmulighederne udgør en ulige behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis de processuelle regler vedrørende det eneste retsmiddel, der er tilgængeligt ved afskedigelse af disse arbejdstagere, ikke overholder princippet om effektiv retsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er tildelt ved fællesskabsretten, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.