RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
10. juni 2008
Sag T-127/07 P
Francesco Bligny
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – personalesag – almindelig udvælgelsesprøve – adgangsbetingelser – udelukkelse fra rettelse af den skriftlige prøve – meddelelse om udvælgelsesprøve – ufuldstændig ansøgning – bevis for statsborgerskab – appellen åbenbart ugrundet«
Angående: Appel af kendelse afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 15. februar 2007, Bligny mod Kommissionen (forenede sager F-142/06 og F-142/06 AJ, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald: Appellen forkastes. Francesco Bligny bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – principper – beskyttelse af den berettigede forventning
2. Tjenestemænd – udvælgelsesprøve – adgangsbetingelser
(Tjenestemandsvedtægten, bilag III, art. 2 og 5)
1. Begrebet undskyldelig fejl, der fremgår af fast retspraksis på området for søgsmålsfrister, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med bindende frister for indgivelse af en sagsakt eller et dokument til administrationen selv. Begrebet kan i medfør af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning kun omfatte usædvanlige omstændigheder, hvor specielt den pågældende administration har givet anledning til fejlen ved en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne medføre en vildfarelse hos en retsundergiven, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der normalt kan kræves af en påpasselig person.
(jf. præmis 40 og 41)
Henvisning til: Retten, 29. maj 1991, sag T‑12/90, Bayer mod Kommissionen, Sml. s. II‑219, præmis 29.
2. Et ansøgningsskema til en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse som EU-tjenestemand, hvoraf det klart og utvetydigt fremgår, at der skal vedlægges bevis for ansøgerens statsborgerskab, idet ansøgningen ellers vil være ugyldig, kan ikke medføre en vildfarelse hos en ansøger, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der normalt kan kræves af en påpasselig person, der ikke med rimelighed kan være overbevist om, at hans ansøgning vil blive godkendt, uden vedlæggelse af et sådant bevis, også selv om der ikke i ansøgningsskemaet er henvist til de bestemmelser i meddelelsen om udvælgelsesprøven, hvoraf denne forpligtelse fremgår.
(jf. præmis 44-46)