12.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 8/17

—

Det fastslås, at nærværende annullationssøgsmål i medfør af EF-traktatens artikel 230 samt på samme tid og kumulativt, det fuldbyrdelsessøgsmål, der i medfør af traktatens artikel 238 er anlagt i henhold til voldgiftsbestemmelsen i artikel 18 i den aftale, der er indgået den 15. november 1995 mellem Kommissionen og CGD (Caixa Geral de Depósitos), er forskriftsmæssigt anlagt.

—

Artikel 1 i beslutning K(2007) 3772 af 31. juli 2007 annulleres i henhold til de betingelser og de hjemmeler, der er fastsat i EF-traktatens artikel 230.

—

Uanset om der gives medhold, eller Kommissionen frifindes i den sag, der er anlagt med hjemmel i EF-traktatens artikel 230, bedømmes sagen på grundlag af EF-traktatens artikel 238 og den pågældende anmodning, idet Kommissionen tilpligtes at betale 1 925 858,61 EUR med tillæg af morarenter fra den formelle anmodning af 7. marts 2003 til 30. april 2007 med den lovmæssige sats på 7 % i overensstemmelse med Portaria (bekendtgørelse) nr. 263/99 af 12. april 1999 og fra den 1. maj 2003 og fremefter til fuld betaling med lovmæssig sats på 4 % i overensstemmelse med Portaria nr. 291/03 af 8. april 2003.

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger samt omkostninger afholdt af CGD.

—

Begrundelsesmangel: den anfægtede beslutning indeholder ingen beskrivelse af, hvorledes Kommissionen beregnede det forudbetalte bidrag fra EFRU, som Kommissionen mener, skal tilbagebetales til den. Derudover er begrundelsen selvmodsigende og indeholder udeladelser, unøjagtigheder og fejl.

—

Faktisk fejl: den anfægtede beslutning forudsætter, at mellemmanden betaler modtagerne rentetilskud for de lån, der er genstand for globaltilskuddet, selv om dette ikke er tilfældet, idet tilskuddene modregnes i de renter, som modtagerne skal betale til CGD.

—

Retlig mangel, tilsidesættelse af retsforskrifter vedrørende gennemførelsen af EF-traktaten og tilsidesættelse af aftalen mellem Kommissionen og CGD: Den omstændighed, at bidraget fra EFRU den 31. december 2001 svarede til 82 % af det samlede modtagne tilskud til de påløbne renter, er in casu ikke i strid med artikel 13, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 2052/88 (1). Det er rigtigt, at artikel 21, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 4253/88 (2) henviser til forskud eller endelige betalinger, der vedrører de »faktisk påløbne udgifter«, men der foreligger også forpligtelser (manglende betalinger) vedrørende rentetilskud, der først vil opstå efter den 31. december 2001. Kommissionen kan efterprøve de gældsposter, der svarer til strømmen af de resterende (endnu ikke forfaldne) bidrag fra EFRU, for hvert lån kan efterprøves af Kommissionen som faktisk afholdte og betalte EFRU-udgifter. At udgifterne eller forpligtelserne faktisk er afholdt bevises ikke gennem forudbetalingen af disse bidrag til de endelige modtagere, men ved fastsættelsen af de forpligtelser — dvs. »de påtagne forpligtelser« — der følger af de bindende låneaftaler, der er indgået og gennemført indtil denne dato. Der er ingen forpligtelse til at »forudbetale bidrag«, der endnu ikke er forfaldne den 31. december 2001, eller alternativt at åbne en særlig konto for indsætning af det nationale bidrag.

—

Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning: I henhold til artikel 19 og 26 i den anfægtede beslutning har Kommissionen begrundet to alternative betingelser, af hvilke anerkendelsen af, at udgifterne faktisk er afholdt inden den 31. december 2001, afhænger, i indholdet af vejledninger, der er blevet meddelt under et møde i Komitéen for Udvikling og Omstilling i Regionerne afholdt den 29. maj 2002, idet disse vejledninger blev uddelt i Komitéen for Udvikling og Omstilling i Regionerne på et tidspunkt efter den 31. december 2001. Appellanten erkender, at disse vejledninger kan bidrage til at give sikkerhed for afslutningen af globaltilskuddet til rentetilskud, og at de renter, kredittageren skylder, beregnes som nettobeløb med fradrag af nævnte tilskud. Det er under alle omstændigheder også nødvendigt, at gennemførelsesbeslutningerne og de indgåede aftaler i denne henseende er affattet i overensstemmelse med hinanden, dvs. at de er forenelige med de nævnte løsninger, hvilket ikke er tilfældet med SGAIA-beslutningen og med den pågældende aftale. I de nævnte vejledninger har Kommissionen anerkendt, at der findes andre måder at tage hensyn til de pågældende udgifter. En af disse metoder består i fuldstændig »påtagelse« af finansieringen af tilskuddet til renter, der påløber efter afslutningen af programmet. Det er denne påtagelse, der faktisk finder sted, når CGD ikke kan kræve af modtagerne, at de betaler mere end nettorenterne efter tilskuddet. Den anfægtede beslutning overser de løsninger, der er mest i overensstemmelse med SGAIA, men som kan gennemføres og er mindre fordelagtige for mellemmanden og for modtagerne, og som også kan beskytte de pågældende interesser. På den anden side havde Den Portugisiske Republik og CGD berettigede forventninger om at kunne regne med tilskuddet på betingelser, der var forskellige fra dem, der fremgår af de nævnte vejledninger, der er blevet meddelt efter afslutningen af programmet.