10.11.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 269/66


Sag anlagt den 26. september 2007 — Letland mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-369/07)

(2007/C 269/121)

Processprog: lettisk

Parter

Sagsøger: Republikken Letland (ved E. Balode-Buraka og K. Bārdiņa, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionens afgørelse K(2007) 3409 af 13. juli 2007 om ændring af den nationale plan for tildeling af kvoter for drivhusgasemissioner, som Letland har forelagt i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, i Kommissionens afgørelse K/2006/5612 (endelig udg.) af 29. november 2006 om den nationale plan for tildeling af kvoter for drivhusgasemissioner, som Letland havde forelagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 (1)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagen undergives fremskyndet behandling.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Letland er af den opfattelse, at Kommissionen ved at anlægge en særdeles udvidet fortolkning af de beføjelser, den er tillagt ved artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, i betydeligt omfang har indsnævret Republikken Letlands suveræne rettigheder på det energipolitiske område, navnlig for så vidt angår valget af energikilder og forsyningen med elektricitet, hvorved Kommissionen har overskredet sin kompetence som fastsat i EF-traktatens artikel 175, stk. 2, litra c).

Letland er endvidere af den opfattelse, at Kommissionen har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet medlemsstater med beskedne samlede emissioner forfordeles derved, at Kommissionen anvender sin egen metode til at fastlægge de samlede emissionskvoter.

Letland er endvidere af den opfattelse, at Kommissionen har tilsidesat det første kriterium i bilag III til direktiv 2003/87, idet Kommissionen, da den vedtog afgørelsen, ikke tog hensyn til Republikken Letlands internationale forpligtelser i medfør af Kyoto-protokollen.

Endelig gør Letland gældende, at afgørelsen blev vedtaget under tilsidesættelse af væsentlige processuelle regler, idet fristen for at afvise planen i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF ikke blev overholdt.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32).