RETTENS DOM (Appelafdelingen)
11. november 2008
Sag T-390/07 P
Michael Alexander Speiser
mod
Europa-Parlamentet
»Appel – personalesag – midlertidigt ansatte – formaliteten – udlandstillæg – rent bekræftende afgørelse – for sent indgivet klage«
Angående: Appel af kendelse afsagt af EU-Personaleretten (Første Afdeling) den 10. september 2007, Speiser mod Parlamentet (sag F-146/06, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald: Appellen forkastes. Hver part bærer sine egne omkostninger i appelsagen.
Sammendrag
1. Appel – anbringender – anbringende vedrørende den manglende anvendelse i den appellerede dom af konklusionen i en anden dom
(Art. 225 A EF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)
2. Institutionernes retsakter – almindelig forpligtelse til at oplyse adressaterne for en retsakt om retsmidler og frister – foreligger ikke
3. Tjenestemænd – klage – forudgående administrativ klage – frister – forældelse – undskyldelig vildfarelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemænd – klage – forudgående administrativ klage – frister – forældelse – genåbning – betingelse – ny faktisk omstændighed
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
5. Procedure – omkostninger – påstand om, at der træffes afgørelse
(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 2, første afsnit)
1. Selv om den manglende anvendelse i den appellerede dom af Fællesskabets retsinstansers konklusion i en anden dom ikke i sig selv kan udgøre en tilsidesættelse af fællesskabsretten, som kan anfægtes i forbindelse med en appel, kan et sådant anbringende dog antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører tilsidesættelsen af et princip, der er anvendt i denne dom.
(jf. præmis 19)
Henvisning til: Personaleretten, 28. juni 2006, sag F-101/05, Grünheid mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 55, og II-A-1, s. 199.
2. Der påhviler hverken fællesskabsinstitutionerne en almindelig forpligtelse til at oplyse deres retsakters adressater om de retsmidler, der står til rådighed, eller en forpligtelse til at angive de frister, inden for hvilke disse kan udøves.
(jf. præmis 32)
Henvisning til: Domstolen, 27. november 2007, sag C-163/07 P, Diy-Mar Insaat Sanayi ve Ticaret og Akar mod Kommissionen, Sml. I, s. 10125, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis.
3. For så vidt angår søgsmålsfrister skal begrebet undskyldelig vildfarelse fortolkes snævert og kan kun omfatte usædvanlige omstændigheder, hvor specielt de pågældende institutioner har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne medføre en vildfarelse hos en retsundergiven, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der kan kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende. Dette er ikke tilfældet for en skrivelse fra administrationen, der, selv om den nævner den berørtes mulighed for at indbringe en klage, ikke præciserer, hvilken retsakt klagen skal vedrøre.
(jf. præmis 33 og 34)
Henvisning til: Retten, 27. september 2007, forenede sager T-8/95 og T-9/95, Pelle og Konrad mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4117, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis.
4. En afgørelse, hvorved administrationen efter den berørtes anmodning accepterer at ændre tjenestemandens hjemsted med henblik på at fastlægge det til en anden by end den, der er anført som indkaldelsesstedet, har ingen indvirkning på spørgsmålet om, hvorvidt vedkommende har ret til udlandstillæg, og kan derfor ikke genåbne fristen for at indbringe en klage over en tidligere afgørelse om afslag på et sådant tillæg. Fastlæggelsen af tjenestemandens hjemsted og ydelse af udlandstillæg tilgodeser nemlig hver især forskellige behov og interesser. Mens betingelsen for at modtage udlandstillæg er, at den pågældende hverken har haft varig bopæl eller har udøvet sit hovederhverv på tjenestelandets europæiske område i referenceperioden, er begrebet tjenestemandens hjemsted i artikel 7, stk. 3, første afsnit i bilag VII til vedtægten et teknisk begreb, som lægges til grund ved fastlæggelsen af visse af tjenestemandens økonomiske rettigheder, hvorfor dennes hjemsted ikke må forveksles med det sted, hvor han havde fast bopæl og udøvede sit erhverv, inden han tiltrådte tjenesten.
(jf. præmis 37-42)
Henvisning til: Domstolen, 2. maj 1985, sag 144/84, De Angelis mod Kommissionen, Sml. s. 1301, præmis 13; Retten, 28. september 1993, sag T-90/92, Magdalena Fernández mod Kommissionen, Sml. II, s. 971, præmis 26 og 30 og den deri nævnte retspraksis.
5. Ifølge artikel 87, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Påstanden om, at der træffes afgørelse om omkostningerne, skal ikke anses for en påstand om, at den tabende part i sagen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
(jf. præmis 48)
Henvisning til: Domstolen, 9. juni 1992, sag C-30/91 P, Lestelle mod Kommissionen, Sml. I, s. 3755, præmis 38.