RETTENS DOM (Appelafdelingen)
20. februar 2009
Forenede sager T-359/07 P – T-361/07 P
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Marli Bertolete m.fl.
»Appel – personalesag – kontraktansatte ved OIB – tidligere arbejdstagere efter belgisk ret – ændret ansættelsesordning – Kommissionens afgørelser om løn – ligebehandling«
Angående: Appeller iværksat til prøvelse af domme afsagt af EU-Personaleretten (Anden Afdeling) den 5. juli 2007 i sag F-26/06, Bertolete m.fl. mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), i sag F-24/06, Abarca Montiel m.fl. mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), og i sag F-25/06, Ider m.fl. mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af disse domme.
Udfald: Dommene afsagt af EU-Personaleretten (Anden Afdeling) den 5. juli 2007 i sag F-26/06, Bertolete m.fl. mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), i sag F-24/06, Abarca Montiel m.fl. mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), og i sag F-25/06, Ider m.fl. mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), ophæves. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes i de sager, der er anlagt af sagsøgerne i første instans, Marli Bertolete og de andre otte kontraktansatte ved Kommissionen, hvis navne fremgår af bilaget til dommen, Sabrina Abarca Montiel og de 19 andre kontraktansatte ved Kommissionen, hvis navne fremgår af bilaget til dommen, Béatrice Ider, Marie-Claire Desorbay og Lino Noschese. Sagsøgerne i første instans og Kommissionen bærer deres egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – kontraktansatte – løn – begreb
(Tjenestemandsvedtægten, art. 62 ff.; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 19 ff., art. 92 og bilag, art. 2, stk. 2)
2. Tjenestemænd – kontraktansatte – løn – kompensation for lønnedgang til ansatte, der tidligere var beskæftiget efter en national ordning
(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, stk. 2)
3. Tjenestemænd – ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i Fællesskaberne – ligebehandling – anvendelse på en overgangsordning
1. Henset til den omstændighed, at begrebet vederlag – således som det er defineret i vedtægtens artikel 62 ff., og som i henhold til artikel 91 ff. i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, sammenholdt med vilkårenes artikel 92 finder anvendelse på kontraktansatte, der tidligere var beskæftiget under en national ordning – omfatter familietillæg, skal institutionernes forpligtelse i henhold til artikel 2, stk. 2, i bilaget til disse vilkår til at tage hensyn til de forskelle, der er mellem skatte-, socialsikrings- og pensionslovgivningen i ansættelsesmedlemsstaten på den ene side og de relevante bestemmelser, der gælder for den kontraktansatte på den anden side, fortolkes således, at institutionerne, når de har til hensigt at kompensere for en lønnedgang ved overgangen til Fællesskabernes ansættelsesordning for kontraktansatte, skal tage hensyn til alle dele af dette vederlagsbegreb. Herved er de forpligtet til at tage hensyn til den særlige karakter af den nationale skatte-, socialsikrings- og pensionslovgivning, der tidligere fandt anvendelse, og som kan have indflydelse på niveauet for dette vederlag i ordets fællesskabsretlige betydning, skønt eventuelle økonomiske fordele, der følger af denne lovgivnings særlige karakter, ikke nødvendigvis udgør en del af vederlaget efter national ret. Institutionerne er følgelig i henhold til artikel 2, stk. 2, i bilaget til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte forpligtet til, når de træffer en skønsmæssig afgørelse om at kompensere for en lønnedgang, ved beregningen af det supplerende beløb at tage hensyn til alle de lønmæssige, skattemæssige og sociale fordele efter national ret, der i medfør af den relevante fællesskabsret henhører under begrebet vederlag. Den omstændighed, at institutionen har medtaget familietillæg efter national ret, der indgår i en social ydelse, der udbetales af staten, og ikke i det vederlag, der betales af arbejdsgiveren, ved beregningen af det supplerende beløb, der indrømmes de berørte ansatte, udgør således en korrekt anvendelse af artikel 2, stk. 2, i bilaget til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
(jf. præmis 45-47)
Henvisning til: Domstolen, 7. maj 1987, sag 186/85, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 2029, præmis 26 og 29; Domstolen, 7. maj 1987, sag 189/85, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 2061, præmis 18.
2. Med henblik på anvendelse af ligebehandlingsprincippet skal institutionen ved fastsættelsen af de supplerende beløb, der skal tildeles de ansatte, der tidligere var beskæftiget efter en national ansættelsesordning, som følge af deres overgang til Fællesskabernes ansættelsesordning for kontraktansatte sammenligne de omhandlede tilfælde i lyset af artikel 2, stk. 2, i bilaget til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, hvis formål er at opretholde det tidligere aflønningsniveau som vedtægtsmæssigt defineret, dvs. det samlede tidligere gældende vederlag, herunder familietillæg, og konvertere det til et vederlag i vedtægtsmæssig forstand. Denne sammenligning indebærer, henset til formålet med de relevante bestemmelser og det fællesskabsretlige vedtægtsvederlagsbegreb, derfor en forpligtelse for institutionen til at tage hensyn til de pågældendes familiemæssige situation og navnlig til, om de har børn. Ud fra såvel en faktuel som en retlige synsvinkel på tidspunktet for overgangen til den ansættelsesordning for kontraktansatte, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende de overgangsbestemmelser, der finder anvendelse på de ansatte ved Infrastrukturkontoret i Bruxelles, adskiller den familie- og aflønningsmæssige situation for en person, der har et eller flere børn, sig imidlertid væsentligt fra situationen for en barnløs person, idet sidstnævnte – hverken på grundlag af den tidligere gældende nationale ansættelsesordning for kontraktansatte eller i medfør af fællesskabsvedtægtsretten – har ret til familietillæg til forsørgelsesberettigede børn i form af et særligt løntillæg. Den forskellige familie- og lønmæssige situation for disse to kategorier af personer udgør derimod et relevant kriterium for forskelsbehandling, som institutionen ikke lovligt kan se bort fra, henset til formålet med den relevante lovgivning.
(jf. præmis 50 og 51)
3. Anvendelsen af ligebehandlingsprincippet på en overgangsordning forudsætter, at institutionen tager hensyn til alle de berørtes personlige situation på det nøjagtige tidspunkt for ændringen af deres ansættelsesordning, hvilken ændring udgør en afgørende begivenhed, der i væsentligt omfang kan ændre alle deres rettigheder og forpligtelser. Hvis det forholdt sig anderledes, skulle fællesskabsinstitutionerne for at overholde ligebehandlingsprincippet i relation til en sådan ændring ad hoc af de pågældendes ansættelsesordning ved fastsættelsen af almindelige foranstaltninger tage hensyn til den hypotetiske udvikling af hver af de pågældendes personlige situation, hvilket ville pålægge dem et uforholdsmæssigt og urealistisk krav om at gennemføre en fremadrettet komparativ undersøgelse. Denne vurdering påvirker imidlertid ikke nødvendigheden af med jævne mellemrum at efterprøve de berørte ansattes personlige situation for i givet fald at korrigere for fremtidige uligheder mellem personer, der på dette senere stadium befinder sig i lignende eller identiske situationer.
(jf. præmis 54)
Henvisning til: Retten, 14. februar 2007, sag T-435/04, Simões Dos Santos mod KHIM, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 90 ff.