RETTENS DOM (Appelafdelingen)
5. oktober 2009
Forenede sager T-40/07 P og T-62/07 P
José António de Brito Sequeira Carvalho
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
og
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
José António de Brito Sequeira Carvalho
»Appel – personalesag – tjenestemænd – ferie og orlov – sygeorlov – tvungen sygeorlov – forlængelse af den tvungne sygeorlov – ny forudgående lægeundersøgelse – Personalerettens kompetence – ændring af sagens genstand«
Angående: To appeller af dom afsagt af EU-Personaleretten (Tredje Afdeling) den 13. december 2006 i sag F-17/05, de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 149, og II-A-1, s. 577, hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Appellen i sag T-40/07 P forkastes. José António de Brito Sequeira Carvalho bærer sine egne omkostninger i sag T-40/07 P og betaler de af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber afholdte omkostninger i denne sag. Dom afsagt af EU-Personaleretten (Tredje Afdeling) den 13. december 2006 i sag F-17/05, de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 149, og II-A-1, s. 577, ophæves, for så vidt som Personaleretten annullerede afgørelsen af 13. juli 2004 og afgørelserne om forlængelse af den tvungne sygeorlov som følge af afgørelsen af 22. september 2004. Det søgsmål, som de Brito Sequeira Carvalho anlagde ved EU-Personaleretten i sag F-17/05, afvises for så vidt angår af afgørelsen af 13. juli 2004 og afgørelserne om forlængelse af den tvungne sygeorlov som følge af afgørelsen af 22. september 2004. I øvrigt forkastes appellen i sag T-62/07 P. I sag T-62/07 P bærer de Brito Sequeira Carvalho halvdelen af sine omkostninger såvel i sagen for Personaleretten som i sagen for Retten i Første Instans. I sag T-62/07 P bærer Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de Brito Sequeira Carvalhos omkostninger såvel i sagen for Personaleretten som i sagen for Retten i Første Instans.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – afgørelse, der berører en tjenestemands tjenesteretlige stilling – inddragelse af oplysninger, der ikke er indeholdt i hans personlige aktmappe, men som forinden er bragt til den berørtes kendskab – lovlighed – betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 26, stk. 1)
2. Retspleje – foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse – skriftlige spørgsmål, som stiles til parterne – ikke automatisk følge for sagens udfald
(Rettens procesreglement, art. 49, 64 og 65; Rådets afgørelse 2004/752, art. 3, stk. 4)
3. Retspleje – fremlæggelse af beviser – frister – for sen indgivelse af beviser
(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 1)
4. Retspleje – begæring om bevisførelse – fremlæggelse efter afslutningen af de mundtlige forhandlinger – begæring om genåbning af den mundtlige forhandling
(Rettens procesreglement, art. 62)
5. Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister – ufravigelighed
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
6. Institutionernes retsakter – gyldighedsformodning – nulliteter – begreb
(Art. 249 EF)
7. Tjenestemænd – ansættelsesmyndigheden – beføjelser – udøvelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 2)
8. Tjenestemænd – søgsmål – anbringender – magtfordrejning
9. Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister – præklusion – undskyldelig fejl
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
1. Fællesskabets retsinstansers prøvelse af en tjenestemandssag er ikke på nogen måde betinget af, at den sagsøgte institution har efterkommet sin pligt til at oversende den individuelle aktmappe vedrørende den pågældende tjenestemand, der er fastsat i vedtægtens artikel 26. Det tilkommer alene Fællesskabets retsinstanser at tage stilling til behovet for at træffe eventuelle foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og eventuelt foranstalte den nødvendige bevisoptagelse.
Vedtægtens artikel 26, stk. 1, har til formål at sikre tjenestemandens ret til kontradiktion ved at forhindre, at ansættelsesmyndighedens afgørelser vedrørende hans tjenesteretlige stilling og karriere træffes på grundlag af omstændigheder ved hans kvalifikationer, indsats eller adfærd, der ikke er omtalt i hans personlige aktmappe. Det følger heraf, at en afgørelse, der støttes på sådanne faktuelle elementer, strider mod garantierne i vedtægten og skal annulleres, fordi den er vedtaget efter en ulovlig procedure.
Den omstændighed, at de i vedtægtens artikel 26 omhandlede dokumenter ikke er blevet vedlagt den personlige aktmappe, kan imidlertid ikke begrunde, at en afgørelse annulleres, hvis den pågældende faktisk er blevet gjort bekendt hermed. De dokumenter vedrørende tjenestemandens kvalifikationer, indsats eller adfærd, som ikke kan gøres gældende over for denne, er nemlig udelukkende de dokumenter, som tjenestemanden ikke forinden er blevet gjort bekendt med. Den omfatter ikke de dokumenter, der endnu ikke er blevet indsat i hans personlige aktmappe, men som han er blevet gjort bekendt med, idet institutionen ikke kan være afskåret fra at træffe en afgørelse i tjenestens interesse på grundlag af dokumenter, som den pågældende på forhånd er blevet gjort bekendt med, blot fordi de ikke er blevet indsat i hans personlige aktmappe. Det følger heraf, at en institution tilsidesætter vedtægtens artikel 26 og en tjenestemands ret til kontradiktion, når den vedtager en afgørelse, der indeholder et klagepunkt imod ham, uden forinden at have gjort ham bekendt med de faktuelle elementer, der ikke er nævnt i hans personlige aktmappe, som begrunder vedtagelsen af denne afgørelse. I den forbindelse kan den pågældende tjenestemands blotte kendskab til disse elementer ikke anses for et tilstrækkeligt bevis for, at den pågældende tjenestemand har haft mulighed for at forsvare sine interesser forud for vedtagelsen af den afgørelse, der indeholder et klagepunkt imod ham. For at overholdelsen af retten til kontradiktion er sikret, må det yderligere kræves, at institutionen på en hvilken som helst måde godtgør, at den forinden havde sat nævnte tjenestemand i stand til at forstå, at de pågældende faktuelle elementer, selv om de ikke var vedlagt hans personlige aktmappe, kunne begrunde den afgørelse, der indeholder et klagepunkt imod ham. Hvis dette ikke er muligt, kan den meddelelse, der kræves i henhold til vedtægtens artikel 26, ikke anses for at have fundet sted.
(jf. præmis 91-94)
Henvisning til: Retten, 13. december 2005, forenede sager T-155/03, T-157/03 og T-331/03, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 411, og II, s. 1865, præmis 50 og 51 og den deri nævnte retspraksis, samt præmis 52; Retten, 28. november 2006, sag T-47/04, Milbert m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 281, og II-A-2, s. 1455, præmis 83.
2. Beslutningen om at stille parterne skriftlige spørgsmål henhører under Rettens skøn, idet denne på ethvert tidspunkt under retsforhandlingerne kan træffe bestemmelse om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse som omhandlet i artikel 64 og 65 i Rettens procesreglement. Udøvelsen af denne mulighed har dog ingen automatisk følge for sagens udfald, idet Retten er frit stillet med hensyn til den værdi, den vil tillægge de forskellige faktiske forhold og beviser, som forelægges den, eller som den selv har kunnet indhente.
(jf. præmis 105)
Henvisning til: Domstolen, 29. oktober 2004, sag C-360/02 P, Ripa di Meana mod Parlamentet, Sml. I, s. 10339, præmis 28.
3. For så vidt angår en undtagelse til reglerne om indgivelse af beviser pålægger artikel 48 i procesreglementet for Retten i Første Instans parterne at begrunde den forsinkede fremlæggelse af beviserne. En sådan pligt medfører, at Fællesskabets retsinstanser har kompetence til at efterprøve begrundelsens rigtighed og i givet fald indholdet af de pågældende beviser samt, såfremt anmodningen ikke er tilstrækkeligt begrundet, beføjelse til at afvise dem. Dette gælder så meget desto mere med hensyn til beviser, som er fremsat, efter at der er indgivet duplik.
(jf. præmis 115)
Henvisning til: Domstolen, 14. april 2005, sag C-243/04 P, M mod Domstolen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33.
4. Efter afslutningen af en mundtlig forhandling kan en af parterne kun fremsætte begæring om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, såfremt Personaleretten beslutter at genåbne den mundtlige forhandling. Da Personaleretten i medfør af artikel 62 i procesreglementet for Retten i Første Instans råder over en skønsbeføjelse på dette område er Retten kun pligtig at imødekomme en anmodning om genåbning af den mundtlige forhandling med henblik på at tage nye påberåbte faktiske omstændigheder i betragtning, såfremt den berørte part påberåber sig faktiske omstændigheder, som kan have afgørende betydning for tvistens afgørelse, og som parten ikke kunne have gjort gældende før afslutningen af den mundtlige forhandling.
(jf. præmis 131)
Henvisning til: Domstolen, 8. juli 1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. II, s. 4287, præmis 126 og 128; Domstolen, 27. april 2006, sag C-230/05 P, L mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 68.
5. De i tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91 indeholdte frister på tre måneder for indgivelse af en klage over en akt, der indeholder et klagepunkt, og på tre måneder for anlæggelse af et søgsmål efter en udtrykkelig eller stiltiende afvisning af klagen er præceptive og kan ikke fraviges af parterne eller Retten, idet de er indført med henblik på at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed. Disse frister skal anses for at finde anvendelse på enhver anfægtelse af en akt underlagt Fællesskabets retsinstansers kontrol, uanset dennes karakter. I vedtægtens artikel 90 og 91 sondres nemlig ikke hvad angår betingelserne for at antage en klage eller et søgsmål til realitetsbehandling mellem grovheden af den mangel, der berører den anfægtede forvaltningsakt.
(jf. præmis 145 og 146)
Henvisning til: Domstolen, 6. december 2001, sag C-219/01 P, Reyna González del Valle mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 10; Domstolen, 18. januar 2007, sag C-229/05 P, PKK og KNK mod Rådet, Sml. I, s. 439, præmis 101; Retten, 28. marts 2001, sag T-130/00, Reyna González del Valle mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39; Retten, 8. marts 2006, sag T-289/04, Lantzoni mod Domstolen, Sml. Pers. I-A-2, s. 39, og II-A-2, s. 171, præmis 40 og 41; Retten, 25. oktober 2007, sag T-274/06, Estaser El Mareny mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 40.
6. For Fællesskabets institutioners retsakter gælder der i princippet en formodning om lovlighed, og de afføder retsvirkninger, også selv om de er behæftet med mangler, så længe de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage. Som en undtagelse fra dette princip bør retsakter, der er behæftet med en mangel, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke kan tolereres af Fællesskabets retsorden, imidlertid anses for ikke at have affødt nogen som helst, end ikke foreløbig, retsvirkning, dvs. at de juridisk bør anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en ligevægt mellem to grundlæggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav. De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra Fællesskabets institutioner er en nullitet, er så alvorlige, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må kræves, at denne konstatering forbeholdes fuldstændig ekstreme tilfælde. Dette er ikke tilfældet i en situation, hvor en kompetencemangel og en formmangel, som består i undladelse af begrundelse af afgørelsen, ikke ses at være så klart grove, at beslutningen juridisk må anses for en nullitet.
(jf. præmis 150-153)
Henvisning til: Domstolen, 15. juni 1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, præmis 48-50; Domstolen, 8. juli 1999, sag C-245/92 P, Chemie Linz mod Kommissionen, Sml. I, s. 4643, præmis 93-95; Domstolen, 5. oktober 2004, sag C-475/01, Kommissionen mod Grèce, Sml. I, s. 8923, præmis 18-20.
7. En videredelegering eller en dispensation fra de fordelingskriterier, som ansættelsesmyndigheden råder over i henhold til vedtægten, kan alene medføre ugyldighed af forvaltningens retsakter, såfremt en sådan videredelegering eller dispensation risikerer at krænke en af de garantier, som tjenestemænd er tillagt efter vedtægten, eller reglerne om god forvaltningsskik på området for personaleforvaltning. En afgørelse, der træffes af Kommissionen i henhold til vedtægtens artikel 2, indebærer en sagsfordeling inden for Kommissionens tjenestegrene mere end en absolut fordeling, hvis manglende overholdelse sanktioneres ved ugyldighed af de handlinger, som foretages uden for de fastlagte rammer.
(jf. præmis 155)
Henvisning til: Retten, 15. september 1998, sag T-23/96, De Persio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 483, og II, s. 1413, præmis 111; Retten, 7. februar 2007, forenede sager T-118/04 og T-134/04, Caló mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 68 og 71.
8. Begrebet magtfordrejning sigter til det tilfælde, hvor en administrativ myndighed har anvendt sine beføjelser til et andet formål end det, hvortil den har fået dem tillagt. En afgørelse er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier må antages, at afgørelsen er truffet for at forfølge andre formål end de angivne.
Det er herved ikke tilstrækkeligt, at sagsøgeren påberåber sig visse faktiske omstændigheder til støtte for sine krav, men det er nødvendigt, at han fremlægger tilstrækkeligt præcise, objektive og samstemmende indicier til godtgørelse af, at de påberåbte omstændigheder er sandfærdige eller i det mindste sandsynlige, da rigtigheden af en parts erklæringer i modsat fald ikke kan drages i tvivl.
(jf. præmis 172 og 173)
Henvisning til: Retten, 5. juli 2000, sag T-111/99, Samper mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 135, og II, s. 611, præmis 64; Retten, 19. september 2001, sag T-152/00, E mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 179, og II, s. 813, præmis 69; Cwik mod Kommissionen, præmis 179 og 180; Retten, 2. december 2008, sag T-471/04, Karatzoglou mod AER, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 49 og 50.
9. Begrebet en undskyldelig fejl skal fortolkes restriktivt og kan alene omfatte ekstraordinære omstændigheder, navnlig i tilfælde, hvor institutionerne har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne medføre en vildfarelse hos en retsundergiven, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der kan kræves af en normalt påpasselig person. Henset til, at det udgør en undtagelse til afvisning af sagen som følge af manglende iagttagelse af klage- og søgsmålsfristerne, som er ufravigelige, skal den undskyldelige fejl påberåbes og påvises af den part, som ønsker undtagelsen anvendt, og retten kan ikke af egen drift fastslå, at der foreligger en sådan fejl. Selv om en undskyldelig fejl kan have til følge, at fristen udvides, og at en reklamation eller klage følgelig kan antages til realitetsbehandling på trods af den manglende iagttagelse af fristerne i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 3, kan den ikke have til følge, at en sagsøger opnår dispensation fra den administrative procedure i vedtægtens artikel 90, stk. 2, som er den udtrykkelige betingelse for, at en sag kan antages til realitetsbehandling i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 2, og at vedkommende gives adgang til at indbringe et direkte søgsmål for Personaleretten.
(jf. præmis 204-206)
Henvisning til: Domstolen, 15. december 1994, sag C-195/91 P, Bayer mod Kommissionen, Sml. I, s. 5619, præmis 26; Domstolen, 15. maj 2003, sag C-193/01 P, Pitsiorlas mod Rådet og ECB, Sml. I, s. 4837, præmis 24; Retten, 16. marts 1993, forenede sager T-33/89 og T-74/89, Blackman mod Parlamentet, Sml. II, s. 249, præmis 32 og 33; Retten, 11. november 2008, sag T-390/07 P, Speiser mod Parlamentet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33.