a)

Er en national lovgivning, hvorefter de opsigelsesvarsler, som en arbejdsgiver skal respektere, gradvist forlænges med stigende anciennitet, dog således at der ikke tages hensyn til beskæftigelsesperioder, som arbejdstageren har tilbagelagt inden det fyldte 25. år, i strid med det fællesskabsretlige forbud mod aldersdiskriminering, navnlig med primær EF-ret eller med direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 (1)?

b)

Kan den omstændighed, at arbejdsgiveren ved opsigelse af yngre arbejdstagere alene skal respektere det almindelige opsigelsesvarsel, være begrundet i, at der indrømmes arbejdsgivere en erhvervsmæssig interesse i en personalemæssig fleksibilitet — som mindskes ved længere opsigelsesvarsler — og der ikke tilkommer yngre arbejdstagere samme beskyttelse af eksisterende rettigheder og foretagne dispositioner (som ældre arbejdstagere har i form af længere opsigelsesvarsler), f.eks. fordi de under hensyn til deres alder og/eller færre sociale, familiære og private forpligtelser tilskyndes til en højere grad af fleksibilitet og mobilitet i arbejdsmæssig og personlig henseende?