29.3.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/12


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesarbeitsgericht Düsseldorf (Tyskland) den 13. december 2007 — Seda Kücükdeveci mod Swedex GmbH & Co. KG

(Sag C-555/07)

(2008/C 79/21)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesarbeitsgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Seda Kücükdeveci

Sagsøgt: Swedex GmbH & Co. KG

Præjudicielle spørgsmål

1.

a)

Er en national lovgivning, hvorefter de opsigelsesvarsler, som en arbejdsgiver skal respektere, gradvist forlænges med stigende anciennitet, dog således at der ikke tages hensyn til beskæftigelsesperioder, som arbejdstageren har tilbagelagt inden det fyldte 25. år, i strid med det fællesskabsretlige forbud mod aldersdiskriminering, navnlig med primær EF-ret eller med direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 (1)?

b)

Kan den omstændighed, at arbejdsgiveren ved opsigelse af yngre arbejdstagere alene skal respektere det almindelige opsigelsesvarsel, være begrundet i, at der indrømmes arbejdsgivere en erhvervsmæssig interesse i en personalemæssig fleksibilitet — som mindskes ved længere opsigelsesvarsler — og der ikke tilkommer yngre arbejdstagere samme beskyttelse af eksisterende rettigheder og foretagne dispositioner (som ældre arbejdstagere har i form af længere opsigelsesvarsler), f.eks. fordi de under hensyn til deres alder og/eller færre sociale, familiære og private forpligtelser tilskyndes til en højere grad af fleksibilitet og mobilitet i arbejdsmæssig og personlig henseende?

2.

Såfremt spørgsmål 1 a) besvares bekræftende, og spørgsmål 1 b) besvares benægtende:

Skal retterne i en medlemsstat i en retstvist mellem privatpersoner undlade at anvende en lovbestemmelse, der udtrykkeligt er i strid med fællesskabsretten, eller kræver den tillid, som retssubjekterne har til anvendelsen af gældende national ret, at uanvendelighed først indtræder, når De Europæiske Fællesskabers Domstol har truffet afgørelse vedrørende den bestemmelse, der hævdes at være tilsidesat, eller en i det væsentlige lignende bestemmelse?


(1)  EFT L 303, s. 16.