Sag C-562/07
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Kongeriget Spanien
»Traktatbrud — frie kapitalbevægelser — artikel 56 EF og EØS-aftalens artikel 40 — direkte beskatning — fysiske personer — beskatning af kapitalgevinster — forskelsbehandling mellem bosiddende og ikke-bosiddende personer«
Domstolens dom (Første Afdeling) af 6. oktober 2009 I ‐ 9557
Sammendrag af dom
Medlemsstater – forpligtelser – manglende opfyldelse – begrundelse – princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – princippet om loyalt samarbejde
(Art. 226 EF)
Traktatbrudssøgsmål – administrativ procedure – usædvanlig lang varighed
(Art. 226 EF)
Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist
(Art. 226 EF)
Traktatbrudssøgsmål – frist indrømmet medlemsstaten i den begrundede udtalelse – traktatbruddet bragt til ophør efterfølgende – interesse i, at sagen fortsættes
(Art. 226 EF)
Traktatbrudssøgsmål – Kommissionens søgsmålsret
(Art. 226 EF)
Frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – indkomstskat
(Art. 56 EF, art. 58, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 40)
Traktatbrudsproceduren er baseret på en objektiv konstatering af, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser efter fællesskabsretten. Principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og loyalt samarbejde kan ikke påberåbes af en medlemsstat for at afværge den objektive konstatering af, at den ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet en anerkendelse af en sådan begrundelse ville modvirke det formål, som proceduren i henhold til artikel 226 EF forfølger. Hvis Kommissionen giver afkald på at anlægge et traktatbrudssøgsmål mod en medlemsstat, når denne har bragt et påstået traktatbrud til ophør efter udløbet af fristen fastsat i den begrundede udtalelse, vil dette således ikke kunne skabe en berettiget forventning hos denne medlemsstat eller hos andre medlemsstater, der kan indvirke på, om et af Kommissionen anlagt søgsmål vil kunne antages til realitetsbehandling. Den omstændighed, at Kommissionen ikke indgiver en stævning i medfør af artikel 226 EF straks efter udløbet af fristen fastsat i den begrundede udtalelse, kan desuden heller ikke bevirke, at der hos den pågældende medlemsstat skabes en berettiget forventning om, at traktatbrudsproceduren er blevet afsluttet.
(jf. præmis 18-20)
Selv om det forhold, at den administrative procedure strækker sig over usædvanligt lang tid, ganske vist kan bevirke, at et traktatbrudssøgsmål må afvises, er dette kun tilfældet, hvor Kommissionens adfærd har gjort det vanskeligere for den pågældende stat at tilbagevise Kommissionens argumentation og dermed har tilsidesat den pågældende medlemsstats ret til forsvar, og det påhviler denne medlemsstat at føre bevis for en sådan vanskelighed.
(jf. præmis 21)
Inden for rammerne af et søgsmål i henhold til artikel 226 EF skal spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et traktatbrud, vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen nævnt i den begrundede udtalelse.
(jf. præmis 23)
Kommissionen har fortsat retlig interesse i at anlægge sag i henhold til artikel 226 EF, selv når det påståede traktatbrud er bragt til ophør efter udløbet af den frist, der er fastsat i den begrundede udtalelse. En medlemsstat kan derfor ikke, når den i kraft af den administrative procedure er blevet oplyst om, at Kommissionen kritiserer den for at have tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten, og når der ikke foreligger et udtrykkeligt tilsagn fra Kommissionen om, at den vil afslutte den indledte traktatbrudsprocedure, få medhold i, at nævnte institution har tilsidesat retssikkerhedsprincippet.
(jf. præmis 23 og 24)
Kommissionen skal hverken påvise en søgsmålsinteresse eller angive grundene til, at den har anlagt traktatbrudssøgsmålet. Når genstanden for søgsmålet, således som den kan fastlægges på grundlag af stævningen, svarer til tvistens genstand som fastlagt i åbningsskrivelsen og den begrundede udtalelse, kan en indsigelse om magtfordrejning ikke tages til følge.
(jf. præmis 25)
En medlemsstat, der beskatter kapitalgevinster realiseret i denne medlemsstat forskelligt, alt efter om de er opnået af bosiddende personer eller ikke-bosiddende personer, skønt disse skattepligtige personer befinder sig i en objektivt sammenlignelig situation i forhold til denne beskatning, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 56 EF og artikel 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
En lovgivning, der kun omhandler kapitalgevinster ved overdragelse af aktiver i den pågældende medlemsstat, og som ikke ved hjælp af en fordelagtig skattemæssig behandling af bosiddende personer forfølger et socialt formål, og for hvilken det ikke er godtgjort, at den tilsigter at tage den skattepligtiges personlige situation i betragtning ved skatteberegningen, angår ikke forskellige situationer, der skyldes de skattepligtiges bopælssted som omhandlet i artikel 58, stk. 1, EF.
Den omstændighed, at der er overenskomster til forebyggelse af dobbeltbeskatning, ændrer ikke dette resultat, når disse kun delvist udligner skattebeløb, som de ikke-bosiddende personer har betalt i den pågældende medlemsstat. Den omstændighed, at der er en overenskomst til forebyggelse af dobbeltbeskatning, udeukker desuden ikke, at en indkomst, som en skattepligtig person oppebærer i en stat uden at være bosiddende dér, og som udelukkende beskattes i denne stat, ikke desto mindre kan tages i betragtning af bopælsstaten ved beregningen af skatten af den pågældendes øvrige indkomst, bl.a. for at kunne anvende progressionsskattereglen. Den omstændighed, at en person har status som ikke-bosiddende person, indebærer derfor ikke, at denne regel ikke finder anvendelse. Det følger under sådanne omstændigheder, at de to kategorier af skattepligtige personer er i en sammenlignelig situation med hensyn til denne regel.
Restriktionen, der følger af en sådan lovgivning, kan ikke begrundes i hensynet til at sikre sammenhængen i det nationale skattesystem, når der ikke er en direkte forbindelse mellem de fordele, der bliver indrømmet bosiddende skattepligtige personer, og en udligning som følge af en bestemt skatteopkrævning.
(jf. præmis 50-59, 65, 66 og 69 samt domskonkl.)