1. Appel – søgsmålsinteresse – betingelse – appel, der kan tilføre den appellerende part en fordel
2. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser til kontrolundersøgelser – beføjelse til at kræve fremlagt en korrespondance mellem en advokat og en klient – grænser – beskyttelse af fortroligheden af en sådan korrespondance – rækkevidde – udelukkelse af korrespondancen med virksomhedens interne advokater
3. EU-ret – principper – ligebehandling – begreb – grænser
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20 og 21)
4. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser til kontrolundersøgelser – beføjelse til at kræve fremlagt en korrespondance mellem en advokat og en klient – grænser – beskyttelse af fortroligheden af en sådan korrespondance – rækkevidde – udelukkelse af korrespondancen med virksomhedens interne advokater
(Rådets forordning nr. 1/2003)
5. EU-ret – principper – ret til forsvar – anvendelse på procedurer, der kan føre til sanktioner
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 2)
6. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser til kontrolundersøgelser – beføjelse til at kræve fremlagt en korrespondance mellem en advokat og en klient – grænser – beskyttelse af fortroligheden af en sådan korrespondance – rækkevidde – udelukkelse af korrespondancen med virksomhedens interne advokater
[Art. 101, TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 17 og nr. 1/2003)
7. EU-ret – direkte virkning – individuelle rettigheder – de nationale retters beskyttelse heraf – sagsanlæg – princippet om medlemsstaternes processuelle autonomi
8. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser til kontrolundersøgelser – beføjelse til at kræve fremlagt en korrespondance mellem en advokat og en klient
(Rådets forordning nr. 17, art. 14, stk. 6, og nr. 1/2003, art. 20, stk. 6)
9. Den Europæiske Union – enekompetence – bestemmelser, der er nødvendige for det indre markeds funktion – proceduremæssige regler på konkurrenceområdet – omfattet
[Art. 3, stk. 1, litra b), TEUF, art. 101 TEUF – 103 TEUF og art. 105 TEUF; Rådets forordning nr. 17, art. 14, og nr. 1/2003, art. 20]
1. Søgsmålsinteresse er en betingelse for en sags antagelse til realitetsbehandling, som skal bestå indtil det tidspunkt, hvor den retlige afgørelse træffes.
Inden for rammerne af en appelsag består der i øvrigt en sådan interesse, såfremt appelsagens udfald kan tilføre den appellerende part en fordel.
På konkurrenceområdet har en virksomhed fortsat interesse i at anlægge sag til prøvelse af en kommissionsbeslutning, der nægter at levere dokumenter tilbage og destruerer eventuelle kopier heraf, på grund af tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af fortroligheden i korrespondancen mellem advokater og klienter i forbindelse med en kontrolundersøgelse, i hvert fald så længe Kommissionen er i besiddelse af de nævnte dokumenter eller en kopi af sidstnævnte. En eventuel tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af fortroligheden af korrespondancen mellem advokater og klienter i forbindelse med en kontrolundersøgelse finder således ikke sted, når Kommissionen i en realitetsafgørelse i en sag faktisk baserer sig på et dokument, som er fritaget for beslaglæggelse, men allerede når en tjenestemand ved Kommissionen sætter sig i besiddelse af et sådant dokument.
(jf. præmis 22, 23 og 25)
2. Påberåbelse af beskyttelsen af fortroligheden af korrespondancen mellem advokater og klienter er betinget af to kumulative betingelser. For det første skal kommunikationen med advokaten have forbindelse til udøvelsen af klientens ret til forsvar, og for det andet skal der være tale om kommunikation med en uafhængig advokat, dvs. en advokat, der ikke er knyttet til klienten gennem et ansættelsesforhold.
Kravet om uafhængighed forudsætter, at advokaten ikke er knyttet til klienten gennem et ansættelsesforhold, hvorfor beskyttelsen i henhold til princippet om beskyttelsen af fortroligheden ikke omfatter den virksomheds- eller koncerninterne kommunikation med interne advokater.
Begrebet advokatens uafhængighed bestemmes ikke kun positivt, nemlig ved henvisning til de fagetiske forpligtelser, men også negativt, dvs. ved henvisning til et manglende ansættelsesforhold. En intern advokat har trods sin bestalling som advokat og de dermed forbundne fagetiske forpligtelser ikke samme grad af uafhængighed over for sin arbejdsgiver som en advokat, der er ansat på et eksternt advokatkontor, har over for sin klient. Under disse omstændigheder kan den interne advokat mindre effektivt imødegå eventuelle spændinger mellem hans faglige forpligtelser og de mål, hans klient har sat sig.
Den interne advokat kan – uanset hvilke garantier han har i forbindelse med udøvelsen af sit fag – derfor ikke ligestilles med en ekstern advokat på grund af det lønmodtagerforhold, som den interne advokat befinder sig i, hvilket forhold i sagens natur ikke tillader, at den interne advokat fraviger arbejdsgiverens virksomhedsstrategier og dermed rejser tvivl om hans mulighed for at handle i faglig uafhængighed.
Den interne advokat kan endvidere i forbindelse med sin arbejdskontrakt blive pålagt at udføre andre opgaver, der kan påvirke virksomhedens forretningspolitik, og som kun kan styrke den tætte forbindelse mellem advokaten og hans arbejdsgiver.
Heraf følger, at den interne advokat, såvel på grund af hans økonomiske afhængighed af sin arbejdsgiver som den tætte forbindelse med denne, ikke har samme grad af uafhængighed som en ekstern advokat.
Da den interne advokat befinder sig i en ganske anden situation end en ekstern advokat, således at deres respektive situationer ikke er sammenlignelige, er ligebehandlingsprincippet ikke tilsidesat ved, at disse faggrupper behandles forskelligt hvad angår beskyttelsen af fortroligheden af korrespondancen mellem advokater og klienter.
Hvis det forudsættes, at retten til at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret også omfatter konsultationen af en virksomheds eller koncerns egne interne advokater, udelukker dette ikke, at der ved anvendelsen af interne advokater kan gælde visse begrænsninger og regler for udøvelsen af erhvervet, uden at dette skal betragtes som en tilsidesættelse af retten til forsvar.
Endelig indebærer den omstændighed, at beskyttelsen af korrespondance i forbindelse med en af Kommissionen gennemført kontrolundersøgelse er begrænset til kommunikationen med eksterne advokater, ikke på nogen måde en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.
(jf. præmis 40, 41, 44, 45, 47, 49, 58, 59, 95 og 106)
3. Ligebehandlingsprincippet, der kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet, er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
(jf. præmis 54 og 55)
4. Domstolen understregede i dom af 18. maj 1982, sag 155/79, AM & S Europe mod Kommissionen, vedrørende princippet om beskyttelse af fortroligheden i forbindelse med kontrolundersøgelser på konkurrenceområdet, at dette EU-retlige område skal tage hensyn til de principper og begreber, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer hvad angår beskyttelsen af tavshedspligten, især med hensyn til visse meddelelser mellem en advokat og hans klient. Med henblik herpå foretog Domstolen en sammenligning af forskellige nationale lovgivninger. På grundlag af denne sammenligning anerkendte Domstolen, såfremt visse betingelser er opfyldt, at fortroligheden af korrespondancen mellem advokater og klienter skulle beskyttes i kraft af EU-retten.
I de år, der er forløbet siden dommen i sagen AM & S mod Kommissionen, kan der ikke identificeres en dominerende tendens til fordel for en beskyttelse af den virksomheds- og koncerninterne kommunikation med interne advokater i retssystemerne i de 27 medlemsstater i Den Europæiske Union. Retsstillingen i medlemsstaterne i Den Europæiske Union har derfor ikke videreudviklet sig i et omfang, der kunne berettige en udvikling af retspraksis i retning af en anerkendelse af, at princippet om beskyttelse af fortroligheden af korrespondancen mellem advokater og klienter anerkendes for interne advokater.
Selv om det endvidere er korrekt, at forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 har gennemført et stort antal ændringer i de processuelle regler om Unionens konkurrenceret, indeholder disse regler ikke noget, der kan indikere, at de påbyder en ligestilling af selvstændigt praktiserende advokater og interne advokater med hensyn til princippet om beskyttelse af fortroligheden af korrespondancen, da dette princip på ingen måde er omhandlet i forordningen, der tilsigter at styrke omfanget af Kommissionens kontrolbeføjelser, især med hensyn til de dokumenter, der kan være genstand for sådanne foranstaltninger. Ændringerne i de processuelle regler på konkurrenceområdet, navnlig som følge af den nævnte forordning, kan derfor heller ikke begrunde en ændring af den retspraksis, der følger af dommen i sagen AM & S Europe mod Kommissionen.
(jf. præmis 69, 70, 74, 76, 83, 86 og 87)
5. Det er et grundlæggende princip i EU-retten, at der skal indrømmes ret til kontradiktion i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder, som er bekræftet i artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
(jf. præmis 92)
6. Kommissionens beføjelser i henhold til forordning nr. 17 og forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 adskiller sig fra omfanget af de undersøgelser, der kan gennemføres på nationalt plan. De to typer procedurer hviler således på en kompetencefordeling mellem de forskellige konkurrencemyndigheder. Reglerne vedrørende beskyttelsen af fortroligheden af korrespondancen mellem advokater og klienter kan følgelig variere, alt efter denne kompetencefordeling og de hermed forbundne bestemmelser.
EU-retten og de nationale konkurrenceregler anskuer den konkurrencebegrænsende adfærd under forskellige synsvinkler. Mens artikel 101 EF og 102 EF rammer konkurrencebegrænsninger, fordi de kan hindre samhandelen mellem medlemsstaterne, vedrører de nationale lovgivninger – hver ud fra egne særlige grunde – alene konkurrencebegrænsninger på rent nationalt plan.
Herefter er virksomheder, hvis lokaler ransages i forbindelse med undersøgelser på konkurrenceområdet, i stand til at fastlægge, hvilke rettigheder og forpligtelser de har over for de kompetente myndigheder, og hvilke retsregler der finder anvendelse, som f.eks. behandlingen af de dokumenter, som kan tænkes at blive beslaglagt under en sådan undersøgelse, og hvorvidt de pågældende virksomheder i forhold til interne advokater kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af fortroligheden af korrespondancen med interne advokater. Virksomhederne kan således med føje indrette sig på baggrund af de nævnte myndigheders kompetencer, og konkret disses beføjelser, hvad angår beslaglæggelsen af dokumenter.
Retssikkerhedsprincippet kræver således ikke, at de to ovennævnte typer procedurer fastsætter de samme standarder med hensyn til fortroligheden af korrespondancen mellem advokater og klienter.
(jf. præmis 102-105)
7. I overensstemmelse med princippet om medlemsstaternes processuelle autonomi, når der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne.
Dette princip kan ikke gøres gældende imod en beslutning truffet af en EU-institution på grundlag af en lovgivning, der blev vedtaget på EU-plan, og som endvidere ikke indeholder nogen henvisning til national ret.
(jf. præmis 113 og 114)
8. Den ensartede fortolkning og anvendelse af princippet om beskyttelse af fortroligheden af korrespondancen mellem advokater og klienter på EU-plan er uomgængelig nødvendig for, at Kommissionens kontrolundersøgelser i kartelsager kan afvikles under betingelser, der sikrer ligebehandling af de berørte virksomheder. Hvis dette ikke var tilfældet, ville anvendelsen af regler eller retlige begreber, der findes i national ret og er omfattet af lovgivningen i en medlemsstat, skade EU-rettens enhed. En sådan ensartet fortolkning og anvendelse af denne ret kan ikke gøres afhængig af stedet for kontrollen og eventuelle særegenheder i den nationale lovgivning.
National ret finder kun anvendelse i forbindelse med kontrolundersøgelser foretaget af Kommissionen som europæisk konkurrencemyndighed, for så vidt som medlemsstaternes myndigheder bistår Kommissionen, navnlig med henblik på at overvinde modstand fra de pågældende virksomheders side gennem anvendelse af direkte tvang i overensstemmelse med artikel 14, stk. 6, i forordning nr. 17 og artikel 20, stk. 6, i forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af traktatens artikel 81 og 82. Derimod afgøres det alene på grundlag af EU-retten, hvilke dokumenter og forretningspapirer Kommissionen må undersøge og kopiere i forbindelse med en kartelretlig ransagning.
(jf. præmis 115 og 119)
9. De proceduremæssige bestemmelser inden for konkurrenceretten, således som de er opstillet i artikel 14 i forordning nr. 17 og artikel 20 i forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af traktatens artikel 81 og 82, hører til de bestemmelser, der er nødvendige for det indre markeds funktion, og hvis vedtagelse sker i medfør af den enekompetence, som Unionen er tildelt i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), TEUF.
Det tilkommer i henhold til artikel 103 TEUF Unionen at udstede de fornødne forordninger eller direktiver om anvendelsen af principperne i artikel 101 TEUF og 102 TEUF om konkurrencereglerne for virksomhederne. Denne kompetence har især til formål at sikre overholdelsen af de i disse artikler nævnte forbud og fastlægge Kommissionens rolle i forbindelse med anvendelsen af de nævnte bestemmelser.
I denne forbindelse bestemmer artikel 105 TEUF, at Kommissionen påser, at de i artiklerne 101 TEUF og 102 TEUF fastlagte principper anvendes, og at den undersøger tilfælde af formodet overtrædelse.
Princippet om tildelte kompetencer kan derfor ikke fremføres til anfægtelse af Kommissionens beføjelser til kontrolundersøgelser på konkurrenceområdet.
(jf. præmis 116-118 og 120)