Sag C-443/07 P

Isabel Clara Centeno Mediavilla m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Appel — tjenestemandsvedtægten — ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 12, stk. 3, i bilag XIII om indplacering af tjenestemænd, der ansættes efter den 1. maj 2004 — høring af Vedtægtsudvalget — overholdelse af velerhvervede rettigheder og ligebehandlingsprincippet«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat E. Sharpston fremsat den 4. september 2008   I ‐ 10949

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. december 2008   I ‐ 10996

Sammendrag af dom

  1. Tjenestemænd – vedtægten – forordning om ændring af vedtægten – udarbejdelsesprocedure – høring af Vedtægtsudvalget

    (Art. 283 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 10, stk. 2; bilag XIII, art. 12, stk. 3)

  2. Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse – indførelse af en ny karrierestruktur ved forordning nr. 723/2004 – overgangsbestemmelser om indplacering i lønklasse

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 3 og 31; bilag XIII, art. 12, stk. 3; Rådets forordning nr. 723/2004)

  3. Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse – indførelse af en ny karrierestruktur ved forordning nr. 723/2004 – overgangsbestemmelser om indplacering i lønklasse

    (Tjenestemandsvedtægten, bilag XIII, art. 12, stk. 3; Rådets forordning nr. 723/2004)

  4. Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse – indførelse af en ny karrierestruktur ved forordning nr. 723/2004 – overgangsbestemmelser om indplacering i lønklasse

    (Tjenestemandsvedtægten, bilag XIII, art. 12, stk. 3; Rådets forordning nr. 723/2004)

  1.  Ordlyden af vedtægtens artikel 10, der fastsætter, at der skal oprettes et Vedtægtsudvalg, som skal høres om alle forslag til ændring af vedtægten, og som kan formulere forslag inden for rammerne af en sådan ændring, er klart uforenelig med en restriktiv fortolkning. Kommissionen er forpligtet til på ny at høre dette udvalg inden Rådets vedtagelse af de pågældende bestemmelser, når ændringer til et vedtægtsforslag væsentligt ændrer forslagets indhold, mens en sådan forpligtelse ikke foreligger med hensyn til punktuelle ændringer med begrænset virkning. Spørgsmålet, om en ændring er væsentlig, skal bedømmes ud fra de ændrede bestemmelsers indhold og stilling i hele den dispositive del, og ikke ud fra de individuelle konsekvenser, disse kan have på de berørte tjenestemænd.

    I den forbindelse er den ændring af lønklassen A7 til lønklasse A*6, som følger af den karriereændring, der blev indført af fællesskabslovgiver den 1. maj 2004, og som oprindeligt var blevet fastsat i den bestemmelse, der nu er vedtægtens artikel 12, stk. 3, i bilag XIII, ikke væsentlig, da den udgør et supplement til nævnte karriereændring, som må bedømmes ud fra hele opbygningen og hele perspektivet i en fortløbende ændring af karriere. Da denne ændring ikke afviger væsentligt fra den tekst, der var blevet forelagt Vedtægtsudvalget — som således har kunnet udtale sig om muligheden for at overveje en forskel i lønklasser ved ansættelse mellem de tjenestemænd, der havde bestået de udvælgelsesprøver, som var afsluttet før vedtægtsændringen trådte i kraft, og som var blevet ansat før denne dato, og de tjenestemænd, der var blevet ansat efter denne dato — var det ikke nødvendigt at høre udvalget på ny.

    (jf. præmis 50-53)

  2.  De ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve, og som er opført på en egnethedsliste, har ikke i denne egenskab erhvervet nogen ret til at blive udnævnt, men har alene mulighed herfor, og deres indplacering i lønklasse er underlagt deres udnævnelse, som henhører under ansættelsesmyndighedens skøn. Det følger heraf, at de ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve, og som er blevet opført på en egnethedsliste før den 1. maj 2004 — som er datoen for ikrafttrædelsen af forordning nr. 723/2004 om ændring af tjenestemandsvedtægten og den ordning, der finder anvendelse på de øvrige ansatte — men som udnævnes til tjenestemænd på prøve efter denne dato, ikke kan gøre en velerhvervet ret gældende, og — i stedet for anvendelsen af de nye kriterier for indplacering, der er fastsat ved denne forordning — kræve overholdelse af den indplacering i lønklasse, der fremgik af meddelelsen om udvælgelsesprøve, da den situation, der ville medføre, at de havde krav på, at bestemte ansættelsesbetingelser skulle overholdes, endnu ikke var afsluttet, før nævnte forordning trådte i kraft. Disse overvejelser gælder ligeledes for de personer, der var blevet ansat som tjenestemænd på prøve før den 1. maj 2004, men som blev udnævnt til tjenestemænd efter denne dato.

    Skønt de ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve, af vedtægtens artikel 31, stk. 1, principielt kan udlede et krav om, at de indplaceres i lønklassen for den ansættelsesgruppe, der er anført i meddelelsen om udvælgelsesprøve, kan denne bestemmelse kun finde anvendelse på bestående ret, da den ikke kan forpligte ansættelsesmyndigheden til at vedtage en afgørelse, der strider imod vedtægten i den affattelse, der er ændret af fællesskabslovgiver, og som derfor er retsstridig. Artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII kan som særlig overgangsbestemmelse udgøre en undtagelse fra den almindelige bestemmelse i vedtægtens artikel 31, der finder anvendelse på en bestemt gruppe tjenestemænd.

    (jf. præmis 64-66, 100 og 101)

  3.  Lovgiver har med vedtagelsen af artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII — som medfører en forskel i behandlingen af tjenestemænd, der har bestået den samme udvælgelsesprøve, og som er blevet ansat henholdsvis før og efter den 1. maj 2004, som er datoen for ikrafttrædelsen af den ændring, der blev indført ved forordning nr. 723/2004 om ændring af tjenestemandsvedtægten og den ordning, der finder anvendelse på øvrige ansatte — ikke tilsidesat ligebehandlingsprincippet, da forskelsbehandlingen vedrører tjenestemænd, der ikke tilhører én og samme gruppe. De tjenestemænd, der er blevet ansat efter den 1. maj 2004, befinder sig nemlig ikke i den samme retlige situation som de tjenestemænd, der er blevet ansat før denne dato, da de på tidspunktet for vedtægtsændringens ikrafttræden — modsat de tjenestemænd, der allerede var ansat — kun havde en mulighed for at blive udnævnt. En sådan forskel i behandlingen hviler desuden på et objektivt kriterium, der er uafhængigt af fællesskabslovgivers vilje, nemlig den ansættelsesdato, som ansættelsesmyndigheden fastsætter. Hertil kommer, at fællesskabslovgiver — ved afvejningen af de forskellige tjenestemandsgruppers interesser inden for rammerne af den gradvise indførelse af de nye vedtægtsbestemmelser — lovligt kunne bestemme, at ansættelse af tjenestemænd, som havde bestået udvælgelsesprøver, der var afholdt før den 1. maj 2004, men som var ansat efter denne dato, skulle ske i henhold til den nye ordning, og samtidig behandle disse personer fordelagtigere end tjenestemænd, der havde bestået udvælgelsesprøver, som blev afholdt efter den 1. maj 2004, og som efterfølgende blev ansat.

    Kriterierne for indplacering, der er angivet i artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, indebærer heller ikke forskelsbehandling på grundlag af alder, da de åbenbart ikke vedrører alderen hos de udvalgte ansøgere fra de pågældende udvælgelsesprøver, og desuden — med hensyn til gruppe A — indeholder en forskel mellem den laveste lønklasse A*5 (tidligere A8) og den højere lønklasse A*6 (tidligere A7/A6).

    (jf. præmis 79-81 og 83)

  4.  De ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøverne og var opført på egnethedslisterne før den 1. maj 2004, der er datoen for ikrafttrædelsen af forordning nr. 723/2004 om ændring af tjenestemandsvedtægten og ordningen, der finder anvendelse på de øvrige ansatte, men som blev udnævnt til tjenestemænd på prøve efter denne dato, kan ikke påberåbe sig de oplysninger, de har modtaget fra administrationen før deres udnævnelse med hensyn til deres indplacering i henhold til de kriterier, der fremgår af meddelelserne om udvælgelsesprøver, der dog var fremsat med forbehold om muligheden for, at der kunne blive foreslået en ansættelse på grundlag af de nye vedtægtsbestemmelser, til at anfægte lovligheden af de nævnte bestemmelser, på grundlag af hvilke afgørelserne om udnævnelse endeligt blev vedtaget. Selv om sådanne oplysninger fra administrationen kunne anses for at være præcise løfter, der kunne begrunde en berettiget forventning hos adressaterne, kan de berørte ikke under henvisning til princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning anfægte anvendelsen af en ny bestemmelse, navnlig ikke på et område, hvor lovgiver råder over et vidt skøn. Administrationens handlinger kan ikke begrænse lovgivers handlingsmargin og heller ikke udgøre en målestok for lovligheden, som denne skal overholde.

    (jf. præmis 90-92)