—

Heuschen & Schrouff Oriëntal Foods Trading BV ved advocaat H. de Bie

—

den nederlandske regering ved C. Wissels, C. ten Dam og M. Mol, som befuldmægtigede

—

den græske regering ved K. Georgiadis samt ved Z. Chatzipavlou og I. Pouli, som befuldmægtigede

—

den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Albenzio

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Patakia, bistået af advocaat F. Tuytschaever,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører dels tariferingen af importeret rispapir, dels gyldigheden af Kommissionens forordning (EF) nr. 1196/97 af 27. juni 1997 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EFT L 170, s. 13, herefter »tariferingsforordningen«) og endelig, hvilke prærogativer der tilkommer en national domstol, som træffer afgørelse i en sag om prøvelse af en beslutning om efteropkrævning af importafgifter, når Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber allerede er fremkommet med en faktisk eller retlig bedømmelse af den omhandlede import.

2

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Staatssecretaris van Financiën og Heuschen & Schrouff Oriëntal Foods Trading BV (herefter »H&S«) vedrørende tarifering af risplader, som også betegnes »rispapir«.

3

Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256, s. 1) har indført en fuldstændig nomenklatur for varer, der indføres i og udføres fra Det Europæiske Fællesskab (herefter »KN«). Denne nomenklatur er gengivet i bilag I til forordningen.

4

Underposition 19019099 og 19059020 i KN i den affattelse, som følger af Kommissionens forordning (EF) nr. 1624/97 af 13. august 1997 om ændring af bilag I til forordning nr. 2658/87 (EFT L 224, s. 16), kunne anvendes i denne sag.

5

Pos. 1901 og 1905 i KN samt de dertil svarende underpositioner har følgende ordlyd:

6

Den nederlandske version af KN indeholder følgende beskrivelse af pos. 1905 og de tilsvarende underpositioner:

7

For at sikre en ensartet anvendelse af KN i Fællesskabet kan Kommissionen i henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), første led, i forordning nr. 2658/87 vedtage forordninger om tarifering af bestemte varer i KN.

8

I henhold til bilaget til tariferingsforordningen skal »næringsmiddel/[næringsmidler] i form af tørrede tynde plader af forskellig størrelse, fremstillet af rismel, salt og vand« tariferes i underposition 19059020 i KN. Det præciseres ligeledes i dette bilag, at »disse plader anvendes sædvanligvis efter at være blevet opløst i vand som »svøb« til forårsruller og lignende produkter«.

9

Den internationale konvention vedrørende det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS«), indgået i Bruxelles den 14. juni 1983, samt ændringsprotokollen hertil af (herefter »HS-konventionen«) blev godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af (EFT L 198, s. 1).

10

I henhold til HS-konventionens artikel 3, stk. 1, forpligter hver af de kontraherende parter sig til at drage omsorg for, at dens toldnomenklatur og statistiske nomenklatur er i overensstemmelse med HS, at anvende samtlige positioner og underpositioner i dette system, uden tilføjelser eller ændringer, samt de dertil knyttede koder og at følge nummerordenen i nævnte system. Ifølge samme bestemmelse forpligter hver af de kontraherende parter sig ligeledes til at anvende de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende HS samt alle bestemmelser til de forskellige afsnit, kapitler og underpositioner i HS og til ikke at ændre omfanget heraf.

11

Toldsamarbejdsrådet — nu Verdenstoldorganisationen — oprettet ved den internationale konvention om oprettelse af nævnte råd, undertegnet i Bruxelles den 15. december 1950, godkender på de i HS-konventionens artikel 8 fastsatte betingelser de forklarende bemærkninger til HS og de tariferingsudtalelser, som vedtages af HS-udvalget.

12

Kommissionens forklarende bemærkning til underposition 19059020 i KN henviser til de »forklarende bemærkninger til HS, pos. 1905, afsnit B«.

13

Den forklarende bemærkning i HS til pos. 1905 har følgende ordlyd:

»[…]

14

Artikel 220, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af (EFT 1997 L 17, s. 1, herefter »toldkodeksen«), bestemmer:

»2.   […] foretages der ikke efterfølgende bogføring, når

[…]

[…]«

15

Artikel 869 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 (EFT L 253, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1677/98 af (EFT L 212, s. 18, herefter »gennemførelsesforordningen«), bestemmer:

»Toldmyndighederne træffer selv afgørelse om ikke at foretage efterfølgende bogføring af ikke-opkrævede afgifter i følgende tilfælde:

[…]

[…]«

16

Gennemførelsesforordningens artikel 871 bestemmer:

»Når toldmyndighederne, bortset fra de i artikel 869 omhandlede tilfælde, enten finder, at betingelserne i kodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), er opfyldt, eller når de er i tvivl om den præcise rækkevidde af kriterierne i denne bestemmelse for så vidt angår det pågældende tilfælde, forelægger disse myndigheder sagen for Kommissionen, for at der kan træffes beslutning efter den i artikel 872-876 fastlagte procedure. De sagsakter, der fremsendes til Kommissionen, skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for en fyldestgørende behandling af den forelagte sag. De skal desuden indeholde en erklæring, underskrevet af den person, der er berørt af den sag, der skal forelægges Kommissionen, og hvori den pågældende person attesterer, at han har kunnet gøre sig bekendt med sagsakterne, og enten giver udtryk for, at han ikke har noget at tilføje, eller påpeger alle yderligere forhold, som det forekommer ham vigtigt at få med.

Kommissionen anerkender straks modtagelsen af sagsakterne over for den pågældende medlemsstat.

Viser det sig, at de oplysninger, som medlemsstaten har fremsendt, er utilstrækkelige til, at Kommissionen kan træffe beslutning om sagen med fuldt kendskab til omstændighederne, kan den anmode om supplerende oplysninger.«

17

Gennemførelsesforordningens artikel 873, stk. 1, bestemmer:

»Efter at have hørt en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne, forsamlet i udvalget for at behandle den foreliggende sag, træffer Kommissionen beslutning om, hvorvidt den situation, der er til behandling, berettiger eller ikke berettiger til at undlade efterfølgende bogføring.«

18

Toldkodeksens artikel 239 bestemmer:

»1.   Godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter kan indrømmes i andre situationer end dem, der er omhandlet i artikel 236, 237 og 238,

2.   Godtgørelse af eller fritagelse for afgifter med de i stk. 1 omhandlede begrundelser indrømmes, hvis der fremsættes anmodning herom over for det berørte toldsted […]«

19

Gennemførelsesforordningens artikel 905 bestemmer:

»1.   Når den besluttende toldmyndighed, der har fået forelagt en godtgørelses- eller fritagelsesansøgning i medfør af toldkodeksens artikel 239, stk. 2, ikke er i stand til på grundlag af bestemmelserne i artikel 899 at træffe afgørelse, og ansøgningen indeholder begrundelser, der kan udgøre en særlig situation, som skyldes omstændigheder, hvor den berettigede ikke har begået urigtigheder eller gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed, forelægger den medlemsstat, hvorunder den pågældende myndighed hører, sagen for Kommissionen, for at der kan træffes beslutning efter den i artikel 906 til 909 fastlagte procedure.

Den besluttende toldmyndighed kan dog, medmindre den er i tvivl, selv beslutte at yde godtgørelse af eller indrømme fritagelse for afgifter, hvis den finder, at de i kodeksens artikel 239, stk. 1, omhandlede betingelser er opfyldt, for så vidt som det beløb, der vedrører den berettigede som følge af samme særlige situation, og som i givet fald vedrører flere indførsler eller udførsler, er under 50000 [EUR].

Begrebet »den berettigede« har samme betydning som i artikel 899.

I alle øvrige tilfælde afviser den besluttende toldmyndighed ansøgningen.

2.   De sagsakter, der fremsendes til Kommissionen, skal indeholde alle de oplysninger, som er nødvendige for en fyldestgørende behandling af den forelagte sag. Sagsakterne skal desuden indeholde en erklæring, underskrevet af den person, der ansøger om godtgørelse eller fritagelse, og hvori ansøgeren attesterer, at han har kunnet gøre sig bekendt med sagsakterne, og enten giver udtryk for, at han ikke har noget at tilføje, eller påpeger alle yderligere forhold, som det forekommer ham vigtigt at få med.

Kommissionen anerkender straks modtagelsen af sagsakterne over for den pågældende medlemsstat.

Viser det sig, at de oplysninger, som medlemsstaten har fremsendt, er utilstrækkelige til, at Kommissionen kan træffe beslutning om sagen med fuldt kendskab til omstændighederne, kan den anmode om supplerende oplysninger.

[…]«

20

Gennemførelsesforordningens artikel 907, stk. 1, bestemmer:

»Efter at have hørt en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne, forsamlet i udvalget med henblik på at behandle den foreliggende sag, træffer Kommissionen beslutning om, hvorvidt den særlige situation, der er til behandling, berettiger eller ikke berettiger til at indrømme godtgørelse eller fritagelse.«

21

Artikel 8:72, stk. 4, i den nederlandske lov om offentlig forvaltning (Algemene Wet Bestuursrecht) bestemmer følgende:

»Såfremt retten giver klageren medhold, kan den pålægge forvaltningsmyndigheden at træffe en ny afgørelse eller at foretage en anden handling inden for rammerne af rettens afgørelse, eller retten kan bestemme, at dens egen afgørelse skal træde i stedet for den annullerede afgørelse eller dele af den annullerede afgørelse.«

22

H&S er en nederlandsk produktions- og handelsvirksomhed, som navnlig leverer orientalske levnedsmidler til restauranter. H&S har i flere år importeret rispapir fra Vietnam.

23

H&S importerede allerede i 1996 denne vare under underposition 19019099 i KN. Denne tarifering blev ved flere lejligheder accepteret af de nederlandske toldmyndigheder (herefter »toldmyndighederne«), også efter kontrol og analyse af stikprøver udtaget af importerede forsendelser.

24

Kommissionen udstedte den 27. juni 1997 den ovenfor nævnte tariferingsforordning, hvorefter de omhandlede varer faktisk henhører under underposition 19059020 i KN. Denne forordning blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den og trådte i kraft den .

25

H&S fortsatte imidlertid med at importere rispapir under underposition 19019099. Toldmyndighederne fortsatte ligeledes med at acceptere angivelserne fra H&S, senest den 14. juli 1997 og den . Den blev toldmyndighederne opmærksom på, at tariferingen ikke var korrekt og oplyste selskabet om, at denne vare skulle tariferes under den position, som fremgik af tariferingsforordningen, dvs. under underposition 19059020 i KN. H&S angav herefter selskabets levnedsmidler under denne position.

26

I løbet af 2001 oplyste toldmyndighederne H&S om, at de for perioden fra den 25. november 1997 til den ville foretage en efteropkrævning af toldafgifter, som skulle have været betalt i henhold til underposition 19059020 i KN.

27

H&S indgav herefter en ansøgning om fritagelse for disse afgifter. Kommissionen, som den 19. september 2002 var blevet forelagt en sag i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 905, vedtog den beslutning REM 19/2002, hvorefter fritagelse for importafgifter ikke var berettiget i et bestemt tilfælde (herefter »beslutningen af «). Denne beslutning blev anfægtet af H&S ved et annullationssøgsmål anlagt den ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans. Rettens dom af , Heuschen & Schrouff Oriëntal Trading mod Kommissionen (sag T-382/04), hvorved den frikendte Kommissionen, blev appelleret af H&S, hvis appel på Domstolens Justitskontor blev registreret som sag C-38/07 P.

28

Den 22. november 2000 fremsatte toldmyndighederne over for H&S et påkrav om betaling af et beløb på 645399,50 NLG (292869,52 EUR). Efter en klage fra H&S fastholdt Inspecteur betalingspålægget, med undtagelse af et beløb på 13650,30 NLG som følge af en annullation af en toldangivelse.

29

Den 29. marts 2001 indbragte H&S en klage for Tariefcommissie. Sagen blev herefter henvist til Gerechtshof te Amsterdam. Gerechtshof te Amsterdam antog sagen til realitetsbehandling den og annullerede Inspecteurs afgørelse samt betalingspålæggene. Gerechtshof te Amsterdam fastslog, at rispapir var omfattet af underposition 19059020 i KN. Imidlertid beroede den ukorrekte anvendelse af underposition 19019099 i KN på en fejl begået af toldmyndighederne, som H&S ikke med rimelighed kunne have opdaget, og som i henhold til toldkodeksens artikel 220 gjorde det muligt at give afkald på en efteropkrævning af de således unddragne importafgifter.

30

Staatssecretaris van Financiën indgav derpå en kassationsanke til den forelæggende ret og anfægtede den måde, hvorpå Gerechtshof te Amsterdam havde anvendt toldkodeksens artikel 220, mens H&S iværksatte en kontraappel med påstand om, at varerne i virkeligheden henhørte under underposition 19019099 i KN.

31

Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at det er ubestridt, at de indførte produkter er fremstillet af rismel, vand og salt, som er blevet blandet sammen og derefter banket flade og tørret. Disse varer er ikke bestemt til at skulle indtages uden forudgående varmebehandling.

32

Hvad angår kontrappellen har den forelæggende ret bemærket, at i medfør af de forklarende bemærkninger til HS er pos. 1905 i KN ikke så meget kendetegnet ved det forhold, at den vedrører bagte varer, som ved det forhold, at den omfatter varer i tynd eller fin form.

33

Det kan imidlertid i medfør af Domstolens praksis også fastslås, at pos. 1901 og 1905 i KN adskiller sig fra hinanden på det punkt, at førstnævnte vedrører varer, der ikke er bagt, mens sidstnævnte vedrører bagte levnedsmidler.

34

Da tariferingsforordningen uden forbehold placerer rispapir i pos. 1905 i KN, er det ifølge Hoge Raad der Nederlanden nødvendigt at forelægge Domstolen spørgsmålet om forordningens gyldighed.

35

Hvad angår hovedappellen har den forelæggende ret anført, at Gerechtshof te Amsterdam i sin dom af 7. december 2004 har fastslået, at de tre kriterier vedrørende spørgsmålet, om toldmyndighedernes fejl burde have været blevet opdaget, og som er nødvendige med henblik på anvendelsen af toldkodeksens artikel 220, var opfyldt, mens Kommissionen den fandt, at de samme kriterier ikke var opfyldt hvad angår bedømmelsen af den erhvervsdrivendes omhu ved anvendelsen af toldkodeksens artikel 239, hvilket Retten stadfæstede i dommen i sagen Heuschen & Schrouff Oriëntal Foods mod Kommissionen, som ikke gav H&S medhold i det af selskabet anlagte annullationssøgsmål vedrørende beslutningen af .

36

Ifølge den forelæggende ret må det afgøres, hvilken beslutning en national toldmyndighed har pligt til at følge, når Kommissionen og den nationale domstol har divergerende opfattelser hvad angår bedømmelsen af de tre kriterier, som er nævnt ovenfor. Mere præcist drejer det sig om at definere den nationale domstols kompetence i forhold til Kommissionens kompetence ved anvendelsen af disse kriterier.

37

Den forelæggende ret har bemærket, at når de nationale myndigheder vurderer, at betingelserne i toldkodeksen er opfyldt, skal de forelægge sagen for Kommissionen, som skal afgøre, om det er nødvendigt at foretage en efteropkrævning af importafgifterne (toldkodeksens artikel 220), eller om en fritagelse er berettiget (toldkodeksens artikel 239). Herved sikres en ensartet anvendelse af fællesskabsretten.

38

Dette gælder imidlertid ikke, hvis toldmyndighederne finder, at betingelserne for anvendelsen af toldkodeksens artikel 220 ikke er opfyldt. I så fald skal de ikke forelægge sagen for Kommissionen, og hvis den berettigede anfægter myndighedernes beslutning, tilkommer det den nationale domstol at bedømme, om betingelserne for at afstå fra efteropkrævningen er opfyldt. En ensartet anvendelse af fællesskabsbestemmelserne sikres således ved den præjudicielle procedure. Såfremt den nationale domstols afgørelse kan appelleres, har den imidlertid ikke pligt til at udsætte sagen og forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.

39

Hoge Raad der Nederlanden har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

40

Med det første og det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om plader fremstillet af rismel, salt og vand, som er tørret, men som ikke har undergået nogen varmebehandling, er omfattet af underposition 19059020 i KN, og i så fald, om tariferingsforordningen er gyldig.

41

Ifølge H&S omfatter pos. 1905 i KN kun varer, som er bagt, og som kan fortæres med det samme, som Domstolen har angivet i præmis 12 i dom af 11. august 1995, Uelzena Milchwerke (sag C-12/94, Sml. I, s. 2397). Derfor skal tariferingsforordningen erklæres for ugyldig.

42

Den nederlandske, den græske og den italienske regering samt Kommission er af den opfattelse, at pos. 1905 i KN ikke specifikt vedrører varer, som er bagt, eller som kan fortæres med det samme, og at en tarifering af rispapir i underposition 19059020 i KN ikke er i strid med den kombinerede nomenklatur. De er derfor af den opfattelse, at tariferingsforordningen er gyldig.

43

Det bemærkes for det første, at det afgørende kriterium for tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i den kombinerede nomenklatur og de supplerende bestemmelser til dennes afsnit og kapitler (dom af 18.7.2007, sag C-142/06, Olicom, Sml. I, s. 6675, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

44

I denne forbindelse udgør de bestemmelser, der indleder kapitlerne i den fælles toldtarif — i øvrigt ligesom også Toldsamarbejdsrådets forklarende bemærkninger til nomenklaturen — et vigtigt hjælpemiddel til at sikre en ensartet anvendelse af toldtariffen, hvorfor de kan betragtes som gyldige midler til dens fortolkning (Olicom-dommen, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

45

Det er korrekt, som appellanten i hovedsagen har anført, at den nederlandske version af ordlyden af pos. 1905 i KN i modsætning til visse andre sprogversioner ikke udtrykkeligt henviser til dej af mel eller stivelse i form af skiver eller blade, som er »tørret«. Denne sprogversion henviser nemlig kun til varer i skive- eller bladform.

46

Nødvendigheden af en ensartet fortolkning af fællesskabsforordningerne udelukker imidlertid ifølge fast retspraksis, at en bestemmelses ordlyd i tvivlstilfælde betragtes isoleret, idet det nævnte hensyn tværtimod kræver, at ordlyden fortolkes og anvendes på baggrund af versionerne på de andre officielle sprog (dom af 11.11.1999, sag C-48/98, Söhl og Söhlke, Sml. I, s. 7877, præmis 46).

47

Hvad angår pos. 1901 i KN, som H&S påberåber sig, bemærkes, at denne, som det udtrykkeligt fremgår af ordlyden af denne position, kun omfatter tilberedte næringsmidler fremstillet af mel, stivelse eller maltekstrakt, ikke andetsteds tariferet. Denne position er således en opsamlingsposition, der ikke omfatter varer, hvis beskrivelse fremgår af andre positioner i det omhandlede kapitel i KN. Desuden svarer underposition 19019099 i KN, under hvilken de i hovedsagen omhandlede varer er blevet angivet, til »andre varer«, dvs. de varer, som ikke kan tariferes under en anden underposition i den nævnte opsamlingsposition 1901.

48

Som generaladvokaten har anført i punkt 43 og 44 i forslaget til afgørelse, henvises der udtrykkeligt til rispapir (»rice paper«) eller »tørrede« varer i formuleringen af flere af sprogversionerne af underposition 19059020 i KN.

49

I modsætning til, hvad H&S har gjort gældende i sine skriftlige indlæg til Domstolen, er der ingen sprogversion, der indeholder et krav om, at de varer, som henhører under den nævnte underposition, nødvendigvis skal være bagte. Den eneste henvisning til tilstanden af de varer, som er omfattet af pos. 1905 i KN, og nærmere bestemt underposition 19059020 i KN, vedrører det forhold, at de skal være »tørret«.

50

Kommissionens forklarende bemærkning til sidstnævnte underposition henviser til »forklarende bemærkninger til HS, pos. 1905, afsnit B«. Som den nederlandske regering har understreget, omfatter disse bemærkninger et vist antal varer fremstillet af mel eller stivelse, som almindeligvis er bagt og i form af skiver eller blade, og som anvendes til meget forskellige formål. Ifølge Kommissionens forklarende bemærkninger og de forklarende bemærkninger til HS er det forhold, at varen er bagt, således ikke en egenskab, som er nødvendig for, at varen tariferes i underposition 19059020 i KN.

51

Endelig kan det ikke udledes af præmis 12 i Uelzena Milchwerke-dommen, at Domstolen har tilsigtet at begrænse anvendelsesområdet for pos. 1905 i KN til alene at omfatte »bagte« varer. Domstolen har i denne præmis ganske vist fastslået, at en vares tarifering i pos. 1905 vedrørende »brød, wienerbrød, kager, kiks […]« og underposition 190530, »kiks, biskuits, småkager og vafler«, forudsætter, at varen er bagt mindst én gang. Det bemærkes imidlertid, at denne bedømmelse kun vedrørte den første kategori af varer, som findes i ordlyden af pos. 1905, nemlig »brød, wienerbrød, kager, kiks og andet bagværk, også tilsat kakao«, som er indeholdt i afsnit A i den forklarende bemærkning til HS, pos. 1905.

52

Henset hertil må det konkluderes, at tariferingen i underposition 19059020 i KN af tilberedte næringsmidler fremstillet af mel, salt og vand, i form af papir eller plader af forskellig størrelse, tørret og gennemsigtige, er i overensstemmelse med ordlyden af denne underposition.

53

De to første spørgsmål skal derfor besvares således:

54

Med det tredje og det fjerde spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den nationale domstol, der skal træffe afgørelse i en sag om anfægtelse af en afgørelse om efteropkrævning af told — når Kommissionen allerede har udtalt sig i en bestemt sag om betingelserne for anvendelsen af toldkodeksens artikel 239, stk. 1, andet led — er bundet af Kommissionens beslutning, når Kommissionen foretager en vurdering af den samme sag i lyset af toldkodeksens artikel 220.

55

H&S er af den opfattelse, at den nationale domstol, når den træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for anvendelsen af toldkodeksens artikel 220 er opfyldt, ikke er bundet af en beslutning fra Kommissionen i samme sag i henhold til toldkodeksens artikel 239, eftersom den præjudicielle procedure sikrer en ensartet anvendelse af fællesskabsretten.

56

Den nederlandske, den græske og den italienske regering samt Kommissionen er af den opfattelse, at den nationale domstol er bundet af en beslutning fra Kommissionen, og at den, dersom den ønsker at fravige denne beslutning, skal udsætte sagen, indtil der foreligger en endelig afgørelse fra Fællesskabets retsinstanser, for hvilke der er indbragt et annullationssøgsmål vedrørende den nævnte beslutning, eller indbringe sagen for Domstolen med henblik på en vurdering af gyldigheden ved en præjudiciel procedure.

57

Indledningsvis bemærkes, at procedurerne fastsat i toldkodeksens artikel 220 og 239 forfølger samme formål, nemlig at begrænse efteropkrævninger af import- eller eksportafgifter til tilfælde, hvor en sådan opkrævning er berettiget, og hvor den er forenelig med et grundlæggende princip, f.eks. princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (jf. dom af 1.4.1993, sag C-250/91, Hewlett Packard France, Sml. I, s. 1819, præmis 46, og Söhl & Söhlke-dommen, præmis 54).

58

Det følger heraf, at betingelserne for anvendelse af disse artikler — dvs. for så vidt angår toldkodeksens artikel 239, stk. 1, andet led, at den berettigede ikke har gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed, og for så vidt angår toldkodeksens artikel 220, at toldmyndighederne ikke har begået en fejl, der med rimelighed kunne opdages af den afgiftspligtige — skal fortolkes ens (jf. i denne retning Söhl & Söhlke-dommen, præmis 54).

59

Som Domstolen tidligere har fastslået, skal de kriterier, som finder anvendelse i forbindelse med toldkodeksens artikel 220 ved afgørelsen af, om en fejl begået af toldmyndighederne skulle kunne opdages af en erhvervsdrivende, anvendes analogt med henblik på afgørelsen af, om en erhvervsdrivende har gjort sig skyldig i »åbenbar forsømmelighed« som omhandlet i toldkodeksens artikel 239, stk. 1, andet led (jf. Söhl & Söhlke-dommen, præmis 55 og 56, og dom af 13.3.2003, sag C-156/00, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 2527, præmis 92).

60

Inden for rammerne af procedurerne i gennemførelsesforordningens artikel 871 og 905 skal toldmyndighederne eller den medlemsstat, hvorunder de hører, når de vurderer, at betingelserne i henholdsvis toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239, stk. 1, andet led, er opfyldt, forelægge sagen for Kommissionen, for at denne kan afgøre, om de nævnte betingelser faktisk er opfyldt.

61

Fællesskabslovgiver har således, med undtagelse af de særlige tilfælde, der er nævnt i lovgivningen, tilsigtet at overlade Kommissionen at bedømme, i hvilke situationer det er nødvendigt at afstå fra en normalt skyldig budgetindtægt, henset til, at toldafgifter opkrævet ved import af varer til Fællesskabets område udgør en egenindtægt på De Europæiske Fællesskabers budget. En sådan konstatering støttes af, at Kommissionen i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 875 og 908, stk. 3, er tillagt beføjelser, i henhold til hvilke den på vilkår, som den selv fastlægger, kan bemyndige en eller flere medlemsstater til at undlade efterfølgende bogføring af afgifter eller at godtgøre eller pålægge dem i tilfælde, hvor der foreligger lignende faktiske og retlige forhold som dem, der har foreligget i sager, hvori Kommissionen tidligere har truffet afgørelse.

62

Som Domstolen allerede har præciseret, skal den afgørelsesbeføjelse, der er tillagt Kommissionen vedrørende efteropkrævning af toldafgifter, sikre, at fællesskabsretten anvendes ensartet. Der er risiko for, at en sådan ensartet anvendelse ikke opnås i de tilfælde, hvor myndighederne imødekommer en anmodning om at undlade efteropkrævning, eftersom det i praksis er tænkeligt, at en medlemsstat til støtte for at imødekomme anmodningen lægger en fortolkning til grund, der — da ingen vil anfægte en sådan afgørelse — sandsynligvis ikke vil blive gjort til genstand for en prøvelse, der kan sikre en ensartet anvendelse af betingelserne i henhold til fællesskabsbestemmelserne. Denne situation foreligger derimod ikke, når de nationale myndigheder, uanset beløbets størrelse, foretager efteropkrævning, eftersom afgiftsdebitor her kan anfægte en sådan afgørelse ved de nationale retter (dom af 22.6.2006, sag C-419/04, Conseil général de la Vienne, Sml. I, s. 5645, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

63

I et sådant tilfælde påhviler det den nationale domstol at vurdere, henset til alle de foreliggende omstændigheder, om disse betingelser er opfyldt, og Domstolen kan herefter via en præjudiciel forelæggelse sikre, at fællesskabsretten anvendes ensartet (jf. i denne retning dom af 26.6.1990, sag C-64/89, Deutsche Fernsprecher, Sml. I, s. 2535, præmis 13, og dommen i sagen Conseil général de la Vienne, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

64

Når Kommissionen af en medlemsstat er blevet forelagt en ansøgning om fritagelse for importafgift i henhold til toldkodeksens artikel 239, og når Kommissionen allerede har truffet en beslutning, som indeholder en retlig og faktisk bedømmelse i en bestemt importsag, er en sådan bedømmelse i medfør af artikel 249 EF bindende for alle organer i den stat, den er rettet til, herunder de domstole, som skal træffe afgørelse i sagen i lyset af toldkodeksens artikel 220 (jf. i denne retning dom af 24.9.1998, sag C-413/96, Sportgoods, Sml. I, s. 5285, præmis 41).

65

De krav, som følger af hensynet til en ensartet anvendelse af fællesskabsretten, indebærer således vedrørende de samme importtransaktioner foretaget af en erhvervsdrivende, at en beslutning fra Kommissionen vedrørende denne erhvervsdrivendes »åbenbare forsømmelighed« ikke skal kunne bringes i fare ved en senere afgørelse fra en national domstol, som behandler spørgsmålet, om den samme erhvervsdrivende »kunne have opdaget fejlen« begået af de nationale toldmyndigheder.

66

Når en national domstol, som i denne sag Gerechtshof te Amsterdam, som behandler en sag vedrørende anfægtelse af en afgørelse om opkrævning af importafgifter, skal den, når den under den procedure, som verserer for den, får kendskab til, at sagen er blevet forelagt Kommissionen i henhold til toldkodeksens artikel 220 eller 239, undgå at træffe en afgørelse, som går imod den afgørelse, som Kommissionen påtænker at træffe i medfør af de nævnte bestemmelser (jf. analogt dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, præmis 47, og af , sag C-344/98, Masterfoods og HB, Sml. I, s. 11369, præmis 51). Dette indebærer, at den forelæggende ret, som ikke kan sætte sit skøn i stedet for Kommissionens, kan udsætte sagen i afventning af Kommissionens beslutning (jf. i denne retning dom af , sag C-61/98, De Haan, Sml. I, s. 5003, præmis 48).

67

Som Domstolen har fastslået i sager vedrørende artikel 81 EF og 82 EF, kan eller skal en national ret under alle omstændigheder, hvis den er i tvivl om gyldigheden eller fortolkningen af en fællesskabsretsakt, i henhold til traktatens artikel 234, stk. 2 og 3, EF forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (jf. Masterfoods og HB-dommen, præmis 54).

68

Hvis, hvilket er tilfældet i hovedsagen, importøren inden for den i artikel 230, stk. 5, EF fastsatte frist har anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af Kommissionens beslutning vedrørende anmodningen om fritagelse for afgift i henhold til toldkodeksens artikel 239, påhviler det den nationale ret at vurdere, om der er grund til at udsætte sagen, indtil der træffes en endelig afgørelse vedrørende det nævnte annullationssøgsmål, eller selv forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål med henblik på en vurdering af beslutningens gyldighed (jf. analogt Masterfoods og HB-dommen, præmis 55).

69

Derimod er Kommissionen ikke, når den behandler en bestemt sag inden for rammerne af toldkodeksens artikel 239, bundet af en afgørelse, som tidligere er blevet truffet af en national domstol, og hvorved sidstnævnte har truffet afgørelse om betingelserne for anvendelsen af toldkodeksens artikel 220 i samme sag (jf. analogt Masterfoods og HB-dommen, præmis 48).

70

På baggrund heraf skal det tredje og det fjerde spørgsmål besvares således:

71

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: