Sag C-281/07

Hauptzollamt Hamburg-Jonas

mod

Bayerische Hypotheken- und Vereinsbank AG

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof)

»Forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 — beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser — artikel 3 — tilbagesøgning af en eksportrestitution — fejl begået af den nationale administration — forældelsesfrist«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat E. Sharpston fremsat den 25. september 2008   I ‐ 93

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 15. januar 2009   I ‐ 103

Sammendrag af dom

De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – forordning om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser – retsforfølgning af uregelmæssigheder – forældelsesfrist

(Rådets forordning nr. 2988/95, art. 3, stk. 1)

Forældelsesfristen på fire år i henhold til artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser finder ikke anvendelse på en procedure om tilbagesøgning af en eksportrestitution, som uretmæssigt er udbetalt til en eksportør på grund af en fejl begået af de nationale myndigheder, såfremt eksportøren ikke har gjort sig skyldig i nogen uregelmæssighed som omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 2.

I et sådant tilfælde er forældelsesfristen for tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb reguleret ved de nationale bestemmelser, som finder anvendelse på området. Tvister vedrørende tilbagesøgning af beløb, der er uretmæssigt udbetalt i henhold til fællesskabsretten, skal nemlig i mangel af fællesskabsretlige forskrifter afgøres af de nationale retter under anvendelse af disses nationale ret, om end under hensyntagen til de i fællesskabsretten fastsatte grænser, hvilket vil sige, at de bestemmelser, der gælder i henhold til national ret, ikke i praksis må umuliggøre tilbagesøgningen af den uberettigede støtte eller gøre den uforholdsmæssigt vanskelig, og at anvendelse af den nationale lovgivning ikke må medføre forskelsbehandling i forhold til de regler, der gælder for nationale tvister af samme art.

Desuden skal der fuldt ud tages hensyn til Fællesskabets interesse i tilbagesøgning af eksportrestitutioner, der er udbetalt i strid med betingelserne for tildeling heraf, ved fastsættelsen af de forældelsesfrister, som finder anvendelse på en sådan tilbagesøgning.

(jf. præmis 23-26 og domskonkl.)