1.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (herefter »direktiv 2003/54«) ( 2 ) vedrører bl.a. tredjeparts adgang til elektricitetsnettene. Lietuvos Respublikos Konstitucinis Teismas (Republikken Litauens forfatningsdomstol) har som led i efterprøvelsen af bestemmelserne om nettilslutning i den nationale gennemførelseslov anmodet Domstolen om en fortolkning af dette direktiv.

2.

De omtvistede nationale bestemmelser foreskriver, at kunderne primært skal tilslutte sig distributionsnettet. Kunderne kan kun få direkte adgang til det overordnede transmissionsnet, hvis operatøren af distributionsnettet af tekniske grunde nægter at slutte dem til sit net. For nogle kunder ville det dog være mere fordelagtigt, hvis de selv kunne vælge at blive tilsluttet transmissionsnettet, for ikke at skulle bære transitomkostningerne i forbindelse med distributionsnettet. Det er uklart, om artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54, der omhandler tredjeparts netadgang, giver en sådan valgmulighed.

3.

Artikel 2 i direktiv 2003/54 indeholder bl.a. følgende definitioner:

[…]

[…]

[…]

[…]«

4.

Direktivets artikel 3 vedrører de offentlige serviceforpligtelser, som medlemsstaterne kan pålægge el-selskaberne, og forbrugerbeskyttelsen. Denne artikels stk. 2, 3, 5 og 8 har følgende ordlyd (uddrag):

»2.   Medlemsstaterne kan under fuld iagttagelse af de relevante bestemmelser i traktaten, særlig artikel 86, ud fra almindelig økonomisk interesse pålægge selskaber i elektricitetssektoren offentlige serviceforpligtelser, som kan omfatte leveringernes sikkerhed, herunder forsyningssikkerhed, regelmæssighed, kvalitet og pris samt miljøbeskyttelse, herunder energieffektivitet og klimabeskyttelse. Disse forpligtelser skal være klart definerede, og de skal være gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare, og de skal sikre EU-elektricitetsselskaber lige adgang til de nationale forbrugere. […]

3.   Medlemsstaterne sikrer, at alle privatkunder og, når medlemsstaterne anser det for hensigtsmæssigt, små virksomheder, nemlig virksomheder med under 50 ansatte og en årlig omsætning eller balance på højst 10 mio. EUR, omfattes af en forsyningspligt, dvs. har ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til rimelige, let og klart sammenlignelige og gennemsigtige priser på deres område. […] Medlemsstaterne skal pålægge distributionsselskaberne en forpligtelse til at tilslutte kunderne til deres net i henhold til vilkår, betingelser og tariffer, som er fastlagt efter proceduren i artikel 23, stk. 2. […]

5.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at beskytte de endelige kunder og sikrer især, at der er passende sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter sårbare kunder, herunder foranstaltninger for at hjælpe dem med at undgå afbrydelser af energiforsyningen. […] De sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, især for så vidt angår gennemsigtighed i kontraktbetingelser og -vilkår, almindelig information og ordninger for bilæggelse af tvister. Medlemsstaterne sikrer, at privilegerede kunder reelt kan skifte til en ny leverandør. Med hensyn til i de mindste privatkunder omfatter disse foranstaltninger de tiltag, der omhandles i bilag A.

[…]

8.   Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende artikel 6, 7, 20 og 22, for så vidt anvendelsen retligt eller faktisk ville hindre opfyldelsen af de forpligtelser, der er pålagt elektricitetsselskaber under hensyn til almen økonomisk interesse, og for så vidt udviklingen af samhandelen ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesse. I henhold til dette direktiv og til artikel 86 i traktaten omfatter Fællesskabets interesse bl.a. konkurrence i forbindelse med privilegerede kunder.«

5.

Direktivets artikel 5 indeholder følgende tekniske forskrifter:

»Medlemsstaterne påser, at der defineres tekniske sikkerhedskriterier, og at der udarbejdes og offentliggøres tekniske forskrifter for de mindstekrav med hensyn til konstruktion og drift, som produktionsanlæg, distributionssystemer, direkte tilsluttede kunders udstyr, samkøringsforbindelser og direkte linjer skal opfylde for at kunne blive tilsluttet systemet. Disse tekniske forskrifter skal sikre systemernes interoperabilitet, og de skal være objektive og ikke-diskriminerende. […]«

6.

Direktivets artikel 20 bestemmer følgende vedrørende tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at der indføres en ordning for tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne, som bygger på offentliggjorte tariffer, som gælder alle privilegerede kunder, og som anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere. Medlemsstaterne sikrer, at tarifferne eller de metoder, de er baseret på, er godkendt forud for deres ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 23, og at disse tariffer — og metoderne, hvor kun disse godkendes — offentliggøres, inden de træder i kraft.

2.   En transmissions- eller distributionssystemoperatør kan nægte adgang, hvis systemet ikke har den nødvendige kapacitet. Afslaget skal begrundes behørigt, særligt under hensyntagen til artikel 3. Medlemsstaterne sikrer, at transmissions- eller distributionssystemoperatøren i givet fald, og når der nægtes adgang, giver relevante oplysninger om de foranstaltninger, der vil være nødvendige for at styrke nettet. Den part, som anmoder om sådanne oplysninger, kan pålægges et rimeligt gebyr, som afspejler omkostningerne ved at fremlægge sådanne oplysninger.«

7.

Der skal i henhold til direktivets artikel 21, stk. 1, ske en gradvis markedsåbning. Den 1. juli 2004 skulle medlemsstaterne således udvide gruppen af privilegerede kunder til også at omfatte erhvervskunder og pr. 1. juli 2007 alle kunder.

8.

Lov om elektricitet (Lietuvos Respublikos elektros energetikos įstatymas, herefter også »loven«) blev ændret med virkning fra den 10. juli 2004 for at gennemføre direktiv 2003/54. Lovens artikel 15, stk. 2, bestemmer følgende:

»Transmissionssystemoperatøren skal sikre, at betingelserne for tilslutning af udstyr tilhørende el-værker, operatører af distributionsnet og kunder til transmissionsnettet er i overensstemmelse med kravene i lovgivningen og er ikke-diskriminerende. En kundes udstyr må kun tilsluttes et transmissionsnet, såfremt operatøren af distributionsnettet på grundlag af godtgjorte tekniske og driftsmæssige krav nægter at tilslutte kundens udstyr, der befinder sig på det område, som er angivet i distributionsnettets operatørs licens, til distributionsnettet.«

9.

I Litauen er langt de fleste kunders udstyr tilsluttet et af de to distributionssystemoperatørers net. Fem industrivirksomheder har desuden lokale distributionslicenser og driver lokale net, som skal opfylde behovene hos personer, der er bosat i et ret lille område, eller deres egne behov. Ud over distributionssystemoperatørerne ( 3 ) er seks industrivirksomheder, der har et meget stort elforbrug, tilsluttet transmissionsnettet. De blev tilsluttet, da Sovjetunionen stadig eksisterede, og man ikke skelnede mellem transmissions- og distributionsnet. Disse virksomheder fortsatte med at være tilsluttet transmissionsnettet, efter at elektricitetsloven blev ændret i 2004. Siden den tid kan nye kunder kun tilsluttes dette net, hvis betingelserne i lovens artikel 15, stk. 2, er opfyldt.

10.

Den 28. oktober 2004 anmodede en gruppe medlemmer af Seimas (det litauiske parlament) — herefter »sagsøgerne« — Konstitucinis Teismas om at efterprøve, om artikel 15, stk. 2, i elektricitetsloven er i strid med forfatningen og direktiv 2003/54.

11.

Det er sagsøgernes opfattelse, at kunderne i henhold til direktivet frit kan vælge, hvilket net de vil tilsluttes. Seimas, der også er procesdeltager, mener imidlertid, at dette spørgsmål ikke er omfattet af direktivet, og at medlemsstaterne selv kan regulere det. Seimas har herved henvist til skrivelse D/1255 af 21. december 2005 fra energikommissær Andris Piebalgs. Som svar på et spørgsmål fra en virksomhed anførte kommissæren heri følgende: »Direktiv 2003/54 kræver ikke, at en kunde gives ret til frit at vælge mellem tilslutning til et transmissionsnet eller tilslutning til et distributionsnet. Kunden har ret til at blive tilsluttet et elektricitetsnet. Den nærmere gennemførelse af direktivet afgøres således i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet.«

12.

Den forelæggende ret mener, at artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54 efter sin ordlyd bekræfter sagsøgernes opfattelse. Retten har dog også henvist til de sociale formål, som fællesskabslovgiver bl.a. forfølger med direktivets artikel 3. Der tages hensyn til de nationale bestemmelser, som sikrer, at små kunder ikke betaler for meget for at benytte nettet. Netafgifterne fordeles ligeligt på alle kunder, der modtager strøm fra det pågældende net. Hvis de store kunder uhindret kunne tilslutte sig transmissionsnettet i stedet for distributionsnettet, ville det resultere i en reduktion i mængden af elektricitet leveret af distributionsnettet og dermed i højere elpriser for de resterende kunder.

13.

Konstitucinis Teismas har som følge af denne fortolkningstvivl forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF fortolkes således, at medlemsstaterne er forpligtede til at indføre retsregler, hvorefter enhver tredjepart har ret til efter eget valg og under forudsætning af, at elektricitetssystemet har den »fornødne kapacitet«, at vælge det system — el-transmissionssystem eller el-distributionssystem — som vedkommende ønsker at være tilsluttet, og hvorefter en systemoperatør har pligt til at give adgang til nettet?«

14.

Sagsøgerne i hovedsagen, den litauiske, den italienske og den finske regering samt Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har indgivet skriftlige indlæg under retsforhandlingerne ved Domstolen og — med undtagelse af den italienske regering — afgivet mundtlige indlæg i retsmødet.

15.

Det fremgår efter fast retspraksis af artikel 234 EF, at de nationale retter kun kan forelægge spørgsmål for Domstolen, hvis der verserer en tvist for dem, og hvis forelæggelsen sker med henblik på afgørelse af en retssag ( 4 ).

16.

Der hersker ingen tvivl om, at Konstitucinis Teismas er en retsinstans. En forfatningsdomstol betragtes også som en ret i artikel 234 EF’s forstand ( 5 ).

17.

Konstitucinis Teismas skal desuden afgøre en retstvist i hovedsagen. Det er herved uden betydning, om det legalitetssøgsmål, der er anlagt af en gruppe medlemmer af Seismas, er kontradiktorisk ( 6 ). Det spiller for det første en større rolle, at der ikke er tale om en forvaltningssag mellem en enkeltperson og en myndighed ( 7 ), og for det andet, at domstolen ikke optræder som et rent rådgivende organ ( 8 ).

18.

Det må herved fastslås, at formålet med hovedsagen er at efterprøve en lov, der allerede er trådt i kraft. Der er altså ikke tale om en høring af forfatningsdomstolen, som finder sted under lovgivningsprocessen. I forbindelse med det omhandlede legalitetssøgsmål har forfatningsdomstolen imidlertid beføjelse til at kende den nationale lov ugyldig erga omnes, hvilket den forelæggende ret har påpeget i anmodningen om præjudiciel afgørelse.

19.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse bør derfor antages til realitetsbehandling.

20.

I mange medlemsstater fandtes der regionale monopoler for elforsyningsselskaber, før elektricitetsmarkedet blev liberaliseret. Alle de ydelser, kunderne i et bestemt område havde behov for, blev leveret af samme virksomhed. Selskaberne producerede og solgte elektriciteten og leverede den via sit eget elektricitetsnet til alle de kunder, der var tilsluttet dette net.

21.

Med hensyn til liberaliseringen af det indre marked for elektricitet fremgik det allerede af direktiv 96/92 ( 9 ), at et stigende antal kunder som »privilegerede kunder« frit skulle kunne vælge, hvem de ville købe elektricitet hos. Dette centrale element i liberaliseringen beskrives således i fjerde og tyvende betragtning til det nugældende direktiv 2003/54:

22.

For at give kunderne mulighed for frit at vælge leverandør var det nødvendigt at nedbryde det naturlige monopol, som de etablerede selskaber besad, fordi de kontrollerede nettet, og at give tredjeparter ikke-diskriminerende adgang til nettet. At nettet åbnes for tredjeparter er således en vigtig forudsætning for etableringen af det indre marked for elektricitet, hvilket lovgiver bl.a. har understreget i syvende betragtning til direktiv 2003/54 ( 10 ). Kunderne er dermed ikke længere nødt til at lade sig forsyne af det selskab, hvis net de er tilsluttet, men kan vælge et andet forsyningsselskab, der leverer elektriciteten til dem gennem dette net.

23.

Artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54, der vedrører tredjeparts adgang til nettet, er dog i visse henseender ikke formuleret helt entydigt. Det skal først afklares, om begrebet tredjepart kun omfatter produktions- og forsyningsselskaberne, eller om det også omfatter kunderne. Det store spørgsmål er så, hvad der menes med begrebet adgang til transmissions- og distributionssystemet. Der er navnlig uenighed om, hvorvidt det også omfatter kundernes ret til frit at vælge det net, som de ønsker at være tilsluttet.

24.

Efter den finske regerings opfattelse skal der ved begrebet tredjepart i artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54 forstås en producent eller leverandør, der ikke henhører under det vertikalt integrerede selskab, som driver det pågældende net og desuden både producerer og leverer elektricitet ( 11 ). Efter denne bestemmelse må et vertikalt integreret selskab ikke behandle tredjeparter ringere end sine egne producenter og leverandører med hensyn til netadgang. Bestemmelsen omhandler ikke kunders adgangsret.

25.

Den tyske affattelse af direktivets artikel 20, stk. 1, synes ikke på forhånd at udelukke denne fortolkning. Passagen »die Zugangsregelung gilt für alle zugelassenen Kunden« vil f.eks. kunne forstås således, at tredjeparter, der er producenter eller leverandører, indrømmes adgang med henblik på at forsyne alle privilegerede kunder ( 12 ). Systemoperatøren vil med andre ord kunne afvise at lade producenter eller leverandører benytte nettet, hvis de har til hensigt at forsyne ikke-privilegerede kunder med elektricitet ( 13 ). I nogle af de andre sprogudgaver synes henvisningen til privilegerede kunder kun at vedrøre reglerne om tariffer for anvendelsen af nettet og ikke selve adgangsretten ( 14 ).

26.

Den citerede passage må dog ikke tages ud af sin sammenhæng. Der skal tværtimod tages hensyn til, at det også fremgår af bestemmelsen, at »[ordningen] for tredjeparts adgang […] anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere« (min fremhævelse).

27.

Sagsøgerne har med rette anført, at begrebet systembrugere ifølge artikel 2, nr. 18, i direktiv 2003/54 både omfatter personer, der forsyner et transmissions- eller distributionssystem, og personer, der forsynes fra et sådant system. For så vidt som direktivets artikel 20, stk. 1, gælder for alle systembrugere, giver denne bestemmelse derfor også kunderne ret til ikke-diskriminerende netadgang.

28.

Som den litauiske regering i denne sammenhæng har påpeget, er det for at opfylde direktivets mål om, at kunden frit skal kunne vælge leverandør ( 15 ), nødvendigt at sikre, at begge parter i leverandørforholdet har uhindret adgang til nettet ( 16 ). Adgangsretten ville ikke være til nogen nytte for forsyningsselskabet, hvis den kunde, det skal levere til, ikke kunne få adgang til nettet.

29.

Det modsatte standpunkt, som den finske regering har fremført, kan derfor ikke tiltrædes.

30.

I henhold til elektricitetslovens artikel 15, stk. 2, har en kunde kun ret til ikke-diskriminerende tilslutning til transmissionsnettet, hvis distributionssystemoperatøren har nægtet at tilslutte kunden til dette net. Før det kan afgøres, om direktivets artikel 20, stk. 1, er til hinder for denne indskrænkning af retten til at vælge et net, skal det undersøges, om bestemmelsen i det hele taget gælder for nettilslutning.

31.

Den litauiske og finske regering og Kommissionen mener således til forskel fra sagsøgerne og formentlig også den italienske regering, at der må sondres mellem tilslutning og adgang, og at direktivets artikel 20 kun vedrører adgang. I sit skriftlige indlæg støttede Kommissionen ganske vist sagsøgernes opfattelse, hvorefter retten til ikke-diskriminerende adgang i henhold til direktivets artikel 20 også udelukker, at valget af nettilslutning indskrænkes. Denne opfattelse tog den imidlertid afstand fra under den mundtlige forhandling, hvor den tilsluttede sig Finland og Litauen.

32.

Den litauiske og den finske regering samt Kommissionen har støttet sig på ordlyden af direktivets artikel 20, stk. 1, der kun nævner adgang. Adgang og tilslutning kan derfor ikke betragtes som synonyme begreber. Som de nævnte parter med rette har anført, anvendes de to begreber ikke i samme betydning i direktivet.

33.

Det fremgår særlig tydeligt af direktivets artikel 23, stk. 2, litra a), hvorefter de regulerende myndigheder skal sørge for beregningen eller fastsættelsen af »betingelser og vilkår«, inden de træder i kraft, »for tilslutning og adgang til nationale net, herunder transmissions- og distributionstariffer«. Hvis begreberne »tilslutning« og »adgang« havde samme betydning, ville de ikke begge have været nævnt på dette sted.

34.

Begrebet netadgang består således i retten til mod betaling at benytte et net til levering eller modtagelse af elektricitet. Artikel 20 er direktivets vigtigste bestemmelse om den netadgang, uden hvilken det ikke ville være muligt at liberalisere elektricitetsmarkedet. En transmissions- eller distributionssystemoperatør må ifølge direktivets artikel 20, stk. 2, kun nægte adgang, hvis systemet ikke har den nødvendige kapacitet.

35.

De nærmere regler om nettilslutning findes derimod i direktivets artikel 3, stk. 3, tredje punktum, der pålægger distributionsselskaberne en (almen) forpligtelse til at tilslutte alle ikke-erhvervskunder og andre småkunder til deres net. Ifølge direktivets artikel 5 skal medlemsstaterne endvidere påse, at der udstedes tekniske forskrifter for nettilslutningen, som sikrer systemernes interoperabilitet og er objektive og ikke-diskriminerende. Det fremgår endelig af direktivets artikel 23, stk. 1, litra c) og f), at de regulerende myndigheder skal varetage visse overvågningsforpligtelser med hensyn til tilslutningsbetingelserne.

36.

Det følger samlet set af disse bestemmelser, at der med begrebet tilslutning menes etableringen af en fysisk forbindelse mellem et net og kundernes udstyr, produktionsanlæg, andre net og andre strukturer.

37.

Henset til sin klare ordlyd regulerer direktivets artikel 20, stk. 1, således ikke direkte tilslutningen til et net. Det bør dog for det første undersøges, om der af reglerne om nettilslutning kan udledes en uindskrænket ret til tilslutning til et transmissionsnet ( 17 ). Det kunne for det andet tænkes, at direktivets artikel 20, stk. 1, indeholdt indirekte regler om tilslutning, eftersom tilslutningen til et net er en forudsætning for at kunne udøve adgangsretten.

38.

Bestemmelserne om nettilslutning er hovedsagelig af teknisk art og giver ikke i almindelighed kunderne ret til at tilslutte sig et net efter eget valg. Af direktivets artikel 3, stk. 3, tredje punktum, vil der dog kunne udledes en ret for visse kunder til at blive tilsluttet distributionsnettet, men ikke transmissionsnettet.

39.

Ifølge artikel 5 skal der i øvrigt fastsættes ikke-diskriminerende forskrifter om nettilslutning. Det betyder, at sammenlignelige kunder, dvs. især kunder med samme forbrugsmængde og -profil, også skal tilsluttes et bestemt net på samme vilkår. Hvis de tilsvarende nationale bestemmelser strider mod dette forbud mod forskelsbehandling, vil de mindre begunstigede systembrugere muligvis med direkte støtte i direktivet kunne kræve samme behandling som den begunstigede gruppe, hvilket dog kun kan bedømmes i det konkrete tilfælde.

40.

Bestemmelserne om netadgang i direktivets artikel 20, stk. 1, vil desuden indirekte kunne give ret til at vælge nettilslutning, hvis den manglende valgret også påvirker adgangen.

41.

Formålet med tredjeparts adgang til nettet er som nævnt at sikre, at kunden frit kan vælge det forsyningsselskab, der skal levere elektriciteten. Det frie valg af forsyningsselskab er dog ikke direkte knyttet til det net, kunden er tilsluttet. Som det fremgår af direktivets artikel 2, nr. 3, kan endelige kunder principielt også modtage elektricitet via transmissionsnettet. Valget af forsyningsselskab sikres dog også, når kunden er tilsluttet et distributionsnet, eftersom forsyningsselskabet har ret til at levere elektricitet til kunden gennem transmissions- og distributionsnettet.

42.

Den ordning for tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne, som medlemsstaterne skal indføre efter direktivets artikel 20, stk. 1, forudsætter således ikke, at alle kunder har ret til at blive tilsluttet transmissionsnettet. Medlemsstaterne kan snarere under hensyntagen til de tekniske forhold tilrettelægge ordningen således, at hver kunde tilsluttes et egnet net, hvorfra han kan forsynes med elektricitet fra det forsyningsselskab, han selv har valgt.

43.

Medlemsstaten kan i denne forbindelse også tage hensyn til almene interesser for bl.a. at sikre en ensartet udnyttelse af infrastrukturen og en ligelig fordeling af netomkostningerne uden at skulle anvende undtagelsesbestemmelsen i direktivets artikel 3, stk. 8. Det er kun nødvendigt, hvis de nationale bestemmelser afviger fra artikel 20, stk. 1.

44.

I henhold til direktivets artikel 20, stk. 1, første punktum in fine, skal ordningen for tredjeparts adgang imidlertid anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere. Det udelukker ikke, at nogle kunder gives direkte adgang til transmissionsnettet (f.eks. distributionssystemoperatører eller visse storkunder), hvorimod andre kun har indirekte adgang til transmissionsnettet via distributionsnettet. Den pågældende systemoperatør må blot ikke træffe vilkårlige afgørelser om, hvem der skal have direkte adgang til transmissions- eller distributionsnettet, men skal holde sig til objektive kriterier såsom forbrugsmængde- eller -profil.

45.

Sagsøgerne har desuden gjort gældende, at elektricitetsloven fra 2004 åbner mulighed for manipulationer ved fastlæggelsen af distributionsnettenes driftsomkostninger. Hvis man kan tilslutte sig transmissionsnettet i stedet for distributionsnettet, vil det gøre det muligt at undgå urimelige netomkostninger.

46.

Denne påstand, der ikke er anført i forelæggelsesafgørelsen, ændrer — selv om den måtte være begrundet — intet ved den løsning, jeg foreslår. Direktiv 2003/54 indeholder afgiftsregler, som skal sikre, at de afgifter, der betales for at benytte nettet, fastsættes på en hensigtsmæssig måde, og gøre det muligt at kontrollere de omkostninger, der tages i betragtning. »Konkurrence mellem nettene« er til gengæld ikke en god løsning, når det gælder om at modvirke en retsstridig omkostningsstruktur i forbindelse med netdrift. At visse storkunder, der teknisk set er i stand til det, skifter til et andet net (transmissionsnettet), hvor afgifterne fastlægges korrekt, ændrer således intet ved den urimelige belastning af de øvrige kunder. Det forstærker blot denne belastning.

47.

Det præjudicielle spørgsmål, som Lietuvos Respublikos Konstitucinis Teismas har forelagt, bør derfor besvares således:

»Artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet er ikke til hinder for ikke-diskriminerende nationale retsregler, hvorefter en kundes udstyr kun må tilsluttes et transmissionsnet, såfremt operatøren af distributionsnettet på grundlag af godtgjorte tekniske og driftsmæssige krav nægter at tilslutte kundens udstyr, der befinder sig på det område, som er angivet i distributionsnettets operatørs licens, til distributionsnettet.«