24.1.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 19/4


Domstolens dom (Første Afdeling) af 27. november 2008 — Intel Corporation Inc. mod Cpm United Kingdom Limited (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige))

(Sag C-252/07) (1)

(Direktiv 89/104/EØF - varemærker - artikel 4, stk. 4, litra a) - renommerede varemærker - beskyttelse mod brugen af et yngre identisk eller lignende varemærke - brug, der medfører eller ville medføre utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller som skader eller ville skade dette særpræg eller renommé)

(2009/C 19/07)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Intel Corporation Inc.

Sagsøgt: Cpm United Kingdom Limited

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Court of Appeal (Civil Division) — fortolkning af artikel 4, stk. 4, litra a), og artikel 5, stk. 2, i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT L 40, s. 1) — ældre varemærke med et renommé — faktorer, der skal tages i betragtning med henblik på at afgøre, om der er en sammenhæng i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sag C-408/01, Adidas-Salomon AG og Adidas-Benelux BV

Konklusion

1)

Artikel 4, stk. 4, litra a), i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker skal fortolkes således, at spørgsmålet om, hvorvidt der er en sammenhæng i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i dom af 23. oktober 2003, Adidas-Salomon og Adidas Benelux (sag C 408/01), mellem det ældre velrenommerede varemærke og det yngre varemærke, skal afgøres efter en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde.

2)

Den omstændighed, at det yngre varemærke hos en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger leder tanken hen på det ældre velrenommerede varemærke, betyder, at der er en sammenhæng i Adidas-Salomon og Adidas Benelux-dommens forstand mellem de omtvistede varemærker.

3)

Den omstændighed,

at det ældre varemærke er meget velrenommeret i forhold til bestemte typer af varer eller tjenesteydelser,

at disse varer eller tjenesteydelser og de varer eller tjenesteydelser, som det yngre varemærke er registreret for, er af forskellig art eller i det væsentlige af forskellig art, og

at det ældre varemærke er unikt i forhold til alle varer eller tjenesteydelser,

medfører ikke nødvendigvis, at der er en sammenhæng i Adidas-Salomon og Adidas Benelux-dommens forstand mellem de omtvistede varemærker.

4)

Artikel 4, stk. 4, litra a), i direktiv 89/104 skal fortolkes således, at spørgsmål om, hvorvidt der foreligger en brug af det yngre varemærke, der medfører eller ville medføre utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller en brug, der skader eller ville skade dette særpræg eller renommé, skal afgøres efter en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde.

5)

Den omstændighed,

at det ældre varemærke er meget velrenommeret i forhold til bestemte typer af varer eller tjenesteydelser,

at disse varer eller tjenesteydelser og de varer eller tjenesteydelser, som det yngre varemærke er registreret for, er af forskellig art eller i det væsentlige af forskellig art,

at det ældre varemærke er unikt i forhold til alle varer eller tjenesteydelser, og

at det yngre varemærke hos en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger leder tankerne hen på det ældre varemærke,

er ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at brugen af det yngre varemærke medfører eller ville medføre utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller at en sådan brug skader eller ville skade dette særpræg eller renommé, som omhandlet i artikel 4, stk. 4, litra a), i direktiv 89/104.

6)

Artikel 4, stk. 4, litra a), i direktiv 89/104 skal fortolkes således:

Brugen af det yngre varemærke kan skade det ældre velrenommerede varemærkes særpræg, selv om sidstnævnte ikke er unikt.

Den første brug af det yngre varemærke kan være tilstrækkelig til at skade det ældre varemærkes særpræg.

Beviset for, at brugen af det yngre varemærke skader eller ville skade det ældre varemærkes særpræg, forudsætter, at det er godtgjort, at der er sket en ændring i den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren af de varer eller tjenesteydelser, som det ældre varemærke er registreret for, der er forårsaget af brugen af det yngre varemærke, eller at der er en alvorlig risiko for, at en sådan ændring vil forekomme i fremtiden.


(1)  EUT C 183 af 4.8.2007.