RETTENS DOM (Appelafdelingen)

1. juli 2008

Sag T-262/06 P

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

D

»Appel – personalesag – tjenestemænd – annullation i første instans af Kommissionens afgørelse – erhvervssygdom – afslag på at anerkende den sygdom, tjenestemanden lider af, eller forværringen heraf som en erhvervssygdom – realitetsbehandling af appellen – realitetsbehandling af anbringendet behandlet i første instans – retskraft«

Angående: Appel af dom afsagt den 12. juli 2006 af Retten for EU‑personalesager (Første Afdeling) i sag F-18/05, D mod Kommissionen (Sml. Pers. I-A-1, s. 83, og II-A-1, s. 303), med påstand om, at denne dom ophæves.

Udfald: Dommen afsagt den 12. juli 2006 af Retten for EU-personalesager, D mod Kommissionen (sag F-18/05), ophæves. Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Annullationssøgsmål – søgsmålsgrunde – begreb

(Art. 230 EF)

2.      Tjenestemænd – klage – dom om annullation – virkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf

(Art. 233 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 73 og 78)

1.      Selv om den del af en stævning, hvori der er nedlagt påstand om annullation, og som bærer overskriften »De faktiske omstændigheder«, som udgangspunkt ikke har til formål at skulle udgøre selvstændige anbringender til støtte for annullation af den anfægtede beslutning, men snarere at beskrive de omstændigheder, der har givet anledning til tvisten, er det dog ikke muligt på forhånd at udelukke muligheden for, at denne del af stævningen kan indeholde et anbringende eller et delanbringende til støtte for påstanden om annullation.

(jf. præmis 52)

Henvisning til: Retten, 14. december 2005, sag T-209/01, Honeywell mod Kommissionen, Sml. II, s. 5527, præmis 105-107.

2.      Når Fællesskabets retsinstanser har annulleret ansættelsesmyndighedens afgørelse, hvorefter en tjenestemand tillægges invalidepension i overensstemmelse med vedtægtens artikel 78, stk. 3, på grund af en fejl begået af invaliditetsudvalget med hensyn til definitionen af begrebet erhvervssygdom, som kan have haft indflydelse på dets afgørelse, tager de ikke stilling til, om denne sygdom har karakter af erhvervssygdom, hvilket i øvrigt under hensyntagen til det lægelige skøn, som tilkommer invaliditetsudvalget, ville være en konstatering om faktiske omstændigheder, som de ikke er kompetente til at foretage. Når ansættelsesmyndigheden efterfølgende træffer afgørelse, hvorefter denne sygdom har karakter af erhvervssygdom, og tillægger tjenestemanden invalidepension i overensstemmelse med vedtægtens artikel 78, stk. 2, er denne konstatering derfor ikke omfattet af dommen.

Heraf følger, at Fællesskabets retsinstanser, når det drejer sig om en påstand om annullation af afgørelsen om afslag på at anerkende, at tjenestemandens sygdom er en erhvervssygdom som omhandlet i vedtægtens artikel 73, begår en retlig fejl ved at finde, at ansættelsesmyndigheden ikke lovligt og uden at tilsidesætte dommen kan nægte at anerkende, at tjenestemandens sygdom, der er en erhvervssygdom som omhandlet i vedtægtens artikel 78, stk. 2, ligeledes er en erhvervssygdom som omhandlet i vedtægtens artikel 73.

Under alle omstændigheder er ydelserne i henhold til vedtægtens artikel 73 og 78 forskellige og uafhængige af hinanden, selv om de kan oppebæres samtidig. Endvidere er de procedurer, som er foreskrevet i disse to bestemmelser, forskellige og kan medføre, at der træffes forskellige afgørelser, som er uafhængige af hinanden. Selv om det er ønskeligt, at de to procedurer i givet fald gennemføres samtidigt, og at det er de samme lægelige myndigheder, som anmodes om at tage stilling til de forskellige aspekter af den invaliditet, tjenestemanden er ramt af, er de to procedurers lovlighed ikke betinget heraf, og ansættelsesmyndigheden har efter omstændighederne en skønsbeføjelse på dette område. Desuden bestemmes i artikel 25 i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, at anerkendelse af selv vedvarende total invaliditet »på ingen måde [er] til hinder for anvendelse af vedtægtens artikel 78 og omvendt«. Heraf følger, at proceduren for anerkendelse af vedvarende total eller delvis invaliditet efter vedtægtens artikel 73 og proceduren for tilkendelse af invalidepension efter vedtægtens artikel 78 retligt kan indebære forskellige resultater med hensyn til de samme faktiske omstændigheder, og navnlig hvad angår spørgsmålet, om den sygdom, som en og samme tjenestemand lider af, har karakter af en erhvervssygdom.

(jf. præmis 70-74)

Henvisning til: Domstolen, 15. januar 1981, sag 731/79, B. mod Parlamentet, Sml. s. 107, præmis 9 og 10; 12. januar 1983, sag 257/81, K. mod Rådet, Sml. s. 1, præmis 10; Retten, 14. maj 1998, sag T-165/95, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 627, præmis 136 og 137; Retten, 23. november 2004, sag T-376/02, O mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 349, og II, s. 1595, præmis 45.