1. Konkurrence – karteller – samordnet praksis – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering
(Art. 81, stk. 1, EF)
2. Konkurrence – karteller – samordnet praksis – begreb – krav om årsagsforbindelse mellem samordningen og virksomhedernes adfærd på markedet – formodning for en sådan årsagsforbindelse
(Art. 81, stk. 1, EF)
3. Konkurrence – karteller – kompleks overtrædelse bestående af både en aftale og en samordnet praksis – kvalificering af en samlet overtrædelse som »en aftale og en samordnet praksis« – lovlig
(Art. 81, stk. 1, EF)
4. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – de enkelte indiciers bevismæssige værdi
(Art. 81, stk. 1, EF)
5. Konkurrence – karteller – en virksomheds deltagelse i en konkurrencebegrænsende praksis – stiltiende accept tilstrækkelig til, at virksomheden ifalder ansvar, såfremt den ikke har taget offentligt afstand
(Art. 81, stk. 1, EF)
6. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – anvendelse af erklæringer fra andre virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen, som bevismidler – lovlig – betingelser
(Art. 81 EF og 82 EF)
7. Fællesskabsret – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse heraf
(Art. 81, stk. 1, EF)
8. Konkurrence – karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis, der udgør en samlet overtrædelse – en virksomhed kan tilregnes ansvar for hele overtrædelsen – betingelser
(Art. 81, stk. 1, EF)
9. Fællesskabsret – fortolkning – institutionernes retsakter – begrundelse – hensyntagen
10. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for overtrædelsen og dennes varighed
(Art. 81, stk. 1, EF)
11. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – grovheden af den enkelte berørte virksomheds deltagelse
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)
12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – konkret indvirkning på markedet – pligt til at godtgøre en sådan indvirkning for at kunne kvalificere en overtrædelse som meget alvorlig – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)
13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – virksomhedens passive rolle eller rolle som medløber
(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)
14. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – formildende omstændigheder – adfærd, der afviger fra den, der blev aftalt i kartellet
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)
1. Ved vurderingen af, om en samordnet praksis er forbudt i medfør af artikel 81, stk. 1, EF, er det ikke nødvendigt at tage hensyn til dens konkrete virkninger, når det fremgår, at den samordnede praksis har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det fælles marked. Følgelig er det ikke nødvendigt at undersøge virkningen af en samordnet praksis, hvis det allerede er godtgjort, at den har et konkurrencebegrænsende formål.
(jf. præmis 39)
2. Selv om begrebet samordnet praksis inden for rammerne af artikel 81 EF forudsætter både samordning mellem de berørte virksomheder og en adfærd på markedet, der ligger i forlængelse af denne samordning, samt årsagsforbindelse mellem samordningen og adfærden, må det antages – med forbehold af det modbevis, som det må påhvile de pågældende erhvervsdrivende at føre – at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til udvekslingen af oplysninger med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet.
(jf. præmis 40)
3. Begrebet aftale og begrebet samordnet praksis i den forstand, hvori de anvendes i artikel 81, stk. 1, EF, omfatter former for hemmelig forståelse, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk.
I forbindelse med en sammensat overtrædelse, der har involveret adskillige producenter, som i adskillige år har haft det mål at gennemføre en fælles markedsregulering, kan det ikke kræves af Kommissionen, at denne nøjagtigt kvalificerer den enkelte virksomheds overtrædelse på et givet tidspunkt som enten en aftale eller en samordnet praksis, idet begge disse former for overtrædelse under alle omstændigheder er omfattet af artikel 81 EF.
I denne forbindelse må den dobbelte kvalifikation af en samlet overtrædelse som »en aftale og en samordnet praksis« forstås som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstændigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 81, stk. 1, EF, der ikke kræver, at der skal ske en specifik kvalifikation for denne sammensatte type overtrædelse.
(jf. præmis 34, 41 og 42)
4. Hvad angår fremlæggelsen af bevis for en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF påhviler det Kommissionen at føre fornødent bevis for, at der er indtruffet de omstændigheder, som udgør en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF. Kommissionen skal herved tage hensyn til præcise og samstemmende beviser for at godtgøre sin faste overbevisning om, at der foreligger en overtrædelse.
Hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal dog ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, institutionen har påberåbt sig, ud fra en samlet betragtning opfylder dette krav.
De indicier, som Kommissionen har påberåbt sig i beslutningen for at bevise, at en virksomhed har overtrådt artikel 81, stk. 1, EF, skal ikke bedømmes isoleret, men som et hele.
(jf. præmis 43-45)
5. Det er tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at den pågældende virksomhed har deltaget i møder, hvorunder der blev indgået konkurrencestridige aftaler, uden klart at have taget afstand herfra, for at føre tilstrækkeligt bevis for, at denne virksomhed deltog i kartellet. Når deltagelsen i sådanne møder er blevet bevist, påhviler det virksomheden at fremføre indicier af en sådan beskaffenhed, at den kan påvise, at dens deltagelse i de nævnte møder ikke var sket for at begrænse konkurrencen, og herved påvise, at den over for konkurrenterne havde oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres.
Begrundelsen for dette retsprincip er, at virksomheden, der har deltaget i det nævnte møde uden offentligt at tage afstand fra det, der blev drøftet, har givet de andre deltagere det indtryk, at den tilsluttede sig mødets resultat og ville rette sig efter det.
Endvidere fritager den omstændighed, at en virksomhed ikke følger udfaldet af et møde, der havde et konkurrencebegrænsende formål, den ikke for ansvaret for sin deltagelse i et kartel, medmindre den offentligt har taget afstand fra dets indhold.
Herudover skal begrebet afstandtagen som middel til ansvarsfritagelse fortolkes indskrænkende. Særligt kan den omstændighed, at en aktør forholder sig tavs under et møde, hvorunder en ulovlig samordning vedrørende spørgsmålet om prispolitik drøftes, ikke sidestilles med en klar og tydelig afstandtagen.
(jf. præmis 47-50)
6. Ingen EU-retlige bestemmelser eller almindelige principper på konkurrenceområdet forbyder Kommissionen at påberåbe sig forklaringer afgivet af andre anklagede virksomheder over for en virksomhed. Det, der er erklæret i henhold til Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, kan derfor ikke alene af den grund anses for at være uden bevismæssig værdi.
Frivillige erklæringer fra hoveddeltagerne i et ulovligt kartel bør naturligvis godtages med et vist forbehold, da disse deltagere kan mindske betydningen af deres egne bidrag til overtrædelsen og forstørre betydningen af de øvriges. Henset til logikken i den ved samarbejdsmeddelelsen fastlagte procedure indebærer den omstændighed, at der fremsættes anmodning om at være omfattet af denne meddelelses anvendelsesområde med henblik på at opnå en bødenedsættelse, dog ikke nødvendigvis en tilskyndelse til at fremlægge forvanskede beviser vedrørende de øvrige deltagere i det påtalte kartel. Ethvert forsøg på at vildlede Kommissionen kan skabe tvivl angående oprigtigheden og samarbejdsviljen hos den virksomhed, der har fremsat anmodningen, og dermed bringe muligheden for denne for at drage fuld nytte af meddelelsen om bødefritagelse i fare.
Det må navnlig antages, at såfremt en person indrømmer at have begået en overtrædelse og dermed vedgår, at der foreligger omstændigheder, der rækker ud over dem, der direkte kunne udledes af de omhandlede dokumenter, indebærer dette a priori, når der ikke foreligger særlige omstændigheder, der tyder på det modsatte, at denne person har besluttet at sige sandheden. Erklæringer, der går imod den erklærendes interesser, bør således principielt betragtes som særligt troværdige beviser.
En erklæring fremsat af en virksomhed, som anklages for at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af flere andre anklagede virksomheder, kan imidlertid ikke uden støtte i andre beviser betragtes som et tilstrækkeligt bevis for eksistensen af en overtrædelse begået af sidstnævnte.
Ved undersøgelsen af den bevismæssige værdi af erklæringer afgivet af virksomheder, som har indgivet en anmodning i henhold til samarbejdsmeddelelsen, tager Retten navnlig mængden af overensstemmende beviser, der støtter betydningen af disse erklæringer, i betragtning og fravær af holdepunkter for, at disse virksomheder har udvist en tendens til at mindske betydningen af deres egne bidrag til overtrædelsen og forstørre betydningen af de øvrige virksomheders bidrag. Desuden er relevansen af en erklæring i givet fald afgørende for, i hvilket omfang den skal underbygges.
Den omstændighed, at en erklæring er fremkommet på et meget fremskredent stadie i sagen, nemlig i svaret på klagepunktmeddelelsen, kan ikke i sig selv fratage denne erklæring dens bevismæssige værdi, idet den skal undersøges i lyset af samtlige sagens relevante omstændigheder. En sådan erklæring har dog en mindre bevismæssig værdi, end hvis den var blevet afgivet spontant og uafhængigt af en anden virksomheds erklæring. Særligt når den virksomhed, der har indgivet en anmodning om bødefritagelse, har kendskab til alt det materiale, som Kommissionen har indsamlet under sin undersøgelse, finder logikken i den ved samarbejdsmeddelelsen fastlagte procedure, hvorefter ethvert forsøg på at vildlede Kommissionen kan skabe tvivl angående oprigtigheden og samarbejdsviljen hos den virksomhed, der har fremsat anmodningen, ikke anvendelse i samme omfang, som hvis erklæringen er afgivet spontant uden kendskab til Kommissionens klagepunkter. Tilsvarende kan de betragtninger, hvorefter erklæringer i henhold til samarbejdsmeddelelsen, der går imod den erklærendes interesser, principielt bør betragtes som særligt troværdige beviser, ikke fuldt ud finde anvendelse på svar på klagepunktsmeddelelsen fra en virksomhed, der har indgivet en anmodning om bødefritagelse.
(jf. præmis 52-56, 97, 108 og 109)
7. Med hensyn til domstolskontrollens rækkevidde skal Retten under et annullationssøgsmål vedrørende en beslutning om anvendelse af artikel 81, stk. 1, EF generelt udøve fuld kontrol med, om betingelserne for at anvende artikel 81, stk. 1, EF er opfyldt.
Såfremt der hos Retten foreligger en tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, der er adressat for den beslutning, hvorved en overtrædelse fastslås, i henhold til princippet om uskyldsformodning, der som et grundlæggende EU-retligt princip bl.a. finder anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder.
(jf. præmis 57 og 58)
8. Henset til karakteren af overtrædelserne af konkurrencereglerne samt til karakteren og graden af hårdhed af de hertil knyttede sanktioner, er ansvaret for at have begået overtrædelserne individuelt.
Aftaler og samordnet praksis som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF må nødvendigvis være et resultat af flere virksomheders medvirken, som alle deltager i overtrædelsen, men deres deltagelse kan have forskellig form, afhængigt af det pågældende markeds karakter, den enkelte virksomheds stilling på markedet, de tilsigtede mål og måden, hvorpå gennemførelsen heraf er besluttet eller planlagt.
Den omstændighed, at den enkelte virksomhed deltager i overtrædelsen på sin egen måde, udelukker dog ikke, at virksomheden er ansvarlig for hele overtrædelsen, herunder for de handlinger, som konkret gennemføres af de andre deltagende virksomheder, men som har samme konkurrencebegrænsende mål eller virkning.
En overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF kan desuden følge ikke alene af en enkeltstående handling, men også af en række handlinger eller en sammenhængende adfærd. Denne fortolkning kan ikke anfægtes under henvisning til, at et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv kan udgøre en overtrædelse af den nævnte bestemmelse. Når de forskellige handlinger indgår i en »samlet plan«, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, kan Kommissionen med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed, selv om det godtgøres, at virksomheden kun har deltaget direkte i et eller flere aspekter af overtrædelsen. Endvidere indebærer den blotte omstændighed, at virksomheden ikke beskæftigede sig med den berørte sektor, ikke nødvendigvis, at denne virksomhed ikke kan holdes ansvarlig for hele den samlede overtrædelse.
Med henblik på at godtgøre en virksomheds deltagelse i en sådan samlet overtrædelse skal Kommissionen føre bevis for, at virksomheden havde til hensigt ved sin egen adfærd at bidrage til de fælles mål, deltagerne som helhed forfulgte, og at den havde kendskab til de konkrete handlinger, som de øvrige virksomheder havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed kunne forudse dem, og at den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.
Således kan en sådan virksomhed kun holdes ansvarlig for et omfattende kartel, dels såfremt virksomheden vidste eller nødvendigvis burde vide, at den hemmelige aftale, den deltog i, især gennem regelmæssige møder afholdt gennem flere år, var led i en samlet foranstaltning til forstyrrelse af konkurrencekræfternes frie spil, dels såfremt denne foranstaltning dækkede samtlige aspekter af kartellet. Den blotte omstændighed, at der i henseende til formålet er identitet mellem en aftale, som en virksomhed har deltaget i, og et mere omfattende kartel, er ikke tilstrækkeligt til at anse virksomheden for at have deltaget i det omfattende kartel. Det er således kun, såfremt virksomheden i forbindelse med sin deltagelse i denne aftale vidste eller burde have vidst, at den dermed indgik i det mere omfattende kartel, at dens deltagelse i den pågældende aftale kan betragtes som udtryk for dens deltagelse i det mere omfattende kartel.
Det kan i denne forbindelse ikke udledes af den blotte omstændighed, at virksomheden kendte og fulgte de konkurrencebegrænsende mål for så vidt angår nogle varer i den berørte sektor, at selskabet havde kendskab til det samlede formål, kartellet som helhed forfulgte i hele sektoren. Begrebet et samlet formål kan nemlig ikke fastsættes under en generel henvisning til en konkurrenceforvridning i en bestemt sektor, eftersom påvirkningen af konkurrencen, som formål eller virkning, udgør et væsentligt forhold ved enhver adfærd, som er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, EF. En sådan definition af begrebet et samlet formål risikerer, at begrebet en samlet og vedvarende overtrædelse ville blive berøvet en del af sin mening, i det omfang den ville bevirke, at flere former for adfærd vedrørende en erhvervssektor, som er forbudt i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, systematisk skal kvalificeres som forhold, der udgør en samlet overtrædelse.
(jf. præmis 125-128, 143, 144 og 149)
9. Man ikke kan udskille en retsakts konklusion fra dens begrundelse, hvorfor den om nødvendigt må fortolkes under hensyntagen til de betragtninger, som har ført til dens vedtagelse.
(jf. præmis 131)
10. Overtrædelsens varighed udgør en integrerende del af overtrædelsesbegrebet i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, som det først og fremmest påhviler Kommissionen at føre bevis for. I mangel af beviser, der gør det muligt at foretage en direkte fastlæggelse af en overtrædelses varighed, skal Kommissionen i det mindste støtte sig på beviser, der vedrører faktiske omstændigheder, som tidsmæssigt ligger indbyrdes så nær, at det med rimelighed kan medgives, at denne overtrædelse er forløbet uafbrudt mellem to specifikke datoer.
Den omstændighed, at kartellet som sådan har været uafbrudt, gør det ikke muligt at udelukke, at en eller flere af dets deltagere har afbrudt deres deltagelse i en vis periode.
Selv om den periode, der adskiller to udslag af en ulovlig adfærd, er et relevant kriterium med henblik på at fastlægge en overtrædelses vedvarende karakter, forholder det sig ikke desto mindre således, at spørgsmålet, om nævnte periode er tilstrækkelig lang til at udgøre en afbrydelse af overtrædelsen eller ej, ikke kan undersøges abstrakt. Denne bedømmelse skal derimod foretages i forbindelse med det pågældende kartels funktion, herunder i givet fald den berørte virksomheds konkrete måde at deltage i kartellet på.
(jf. præmis 155, 156 og 159)
11. Ved fastsættelsen af størrelsen af en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne i henhold til retningslinjerne for beregningen af bøder, der pålægges i henhold artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, skal der sondres mellem vurderingen af overtrædelsens grovhed, der har til formål at fastsætte størrelsen af det almindelige udgangsbeløb for bøden, og vurderingen af den relative grovhed af hver enkelt af de berørte virksomheders deltagelse i overtrædelsen, som foretages, når der eventuelt tages skærpende eller formildende omstændigheder i betragtning.
Ifølge retningslinjernes punkt 2 og 3 kan bødens grundbeløb nemlig forhøjes eller nedsættes i tilfælde af visse skærpende eller formildende omstændigheder, der vedrører den enkelte berørte virksomhed. Navnlig opstilles der i retningslinjernes punkt 3 under overskriften »Formildende omstændigheder« en ikke-udtømmende liste over omstændigheder, der kan give anledning til at nedsætte bødens grundbeløb. Der henvises således til, at virksomheden har spillet en passiv rolle, at den ikke reelt har fulgt aftalerne, at den har bragt overtrædelsen til ophør straks efter Kommissionens første indgriben, at der hos virksomheden har hersket rimelig tvivl med hensyn til ulovligheden af den konkurrencebegrænsende adfærd, at overtrædelsen skyldes uagtsomhed, og at virksomheden har samarbejdet effektivt i forbindelse med proceduren uden for anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen.
I forbindelse med fastsættelsen af udgangsbeløbet for bøden er Kommissionen derimod ikke forpligtet til at vurdere virkningen af den enkelte virksomheds adfærd. De virkninger, der skal tages hensyn til ved fastsættelsen af det generelle bødeniveau, er nemlig ikke virkninger af den faktiske adfærd, som en bestemt virksomhed hævder at have udvist, men derimod virkningerne af den samlede overtrædelse, den deltog i.
Af den grund skal den omstændighed, at virksomheden ikke er ansvarlig for kartellet som helhed, men kun kan holdes ansvarlig for en del af nævnte kartel, tages i betragtning ved fastsættelsen af udgangsbeløbet for bøden. Tilsidesættelsen af konkurrencereglerne er nødvendigvis mindre alvorlig end den, der tilskrives de overtrædere, der har deltaget i overtrædelsens samlede elementer, idet de sidstnævnte i højere grad bidrog til dette kartels effektivitet og grovhed end en overtræder, der alene har været involveret i et enkelt led i dette samme kartel. En virksomhed kan dog aldrig blive pålagt en bøde, hvis størrelse er beregnet ud fra en deltagelse i en hemmelig aftale, som virksomheden ikke er holdt ansvarlig for.
(jf. præmis 183-185 og 197-200)
12. Det fremgår af retningslinjerne for beregningen af bøder, der pålægges i henhold artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, at horisontale priskarteller eller markedsopdelende karteller ved vurderingen af grovheden af en overtrædelse af konkurrencereglerne med henblik på fastsættelsen af udgangsbeløbet for den bøde, som en virksomhed er pålagt, kan kvalificeres som meget alvorlige overtrædelser, alene på grund af deres art, uden at Kommissionen skal godtgøre overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet. Sådanne karteller fortjener nemlig på grund af deres særlige art de strengeste bøder. Deres eventuelle konkrete påvirkning af markedet, bl.a. i hvilket omfang konkurrencebegrænsningen har medført en markedspris, der er højere end den pris, som ville have været anvendt, såfremt der ikke forelå et kartel, er ikke et afgørende kriterium for fastsættelsen af bødens størrelse.
(jf. præmis 189)
13. En passiv rolle betyder, at den berørte virksomhed har besluttet at holde »lav profil«, dvs. ikke at deltage aktivt i udformningen af konkurrencebegrænsende aftaler. Som en omstændighed, der kan vise, at en virksomhed har spillet en passiv rolle i et kartel, kan det tages i betragtning, at virksomheden har deltaget væsentligt mere sporadisk i møderne end kartellets almindelige medlemmer, at den, uanset hvor længe den har deltaget i overtrædelsen, er indtrådt på det marked, som har været omfattet af denne, på et sent tidspunkt, og at andre virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, udtrykkeligt har afgivet forklaringer, hvoraf der fremgår noget sådant.
(jf. præmis 224)
14. Med henblik på, om det kan tages i betragtning som en formildende omstændighed i henhold til punkt 3, andet led, i retningslinjerne for beregningen af bøder, der pålægges i henhold artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, at virksomheden reelt ikke har fulgt de ulovlige aftaler eller former for praksis, skal det prøves, om de omstændigheder, den berørte virksomhed har gjort gældende, viser, at virksomheden i den periode, hvori denne var part i de ulovlige aftaler, reelt undlod at gennemføre aftalerne ved at anlægge en konkurrencebetonet adfærd på markedet, eller at virksomheden i det mindste klart og i væsentlig udstrækning overtrådte de forpligtelser, hvorved kartellet skulle gennemføres, i en sådan grad, at det forstyrrede selve dets funktion.
(jf. præmis 231)