1

Aluminiumoxid (eller alumina) er et hvidt pulver, der hovedsageligt anvendes i smelteovne til produktion af aluminium. Det fremstilles på basis af bauxitmalm gennem en oprensningsproces, hvis sidste fase består i kalcinering. Over 90% af den kalcinerede aluminiumoxid bruges til at producere aluminium i smelteanlæg. Resten videreforarbejdes og bruges til kemiske formål. Der findes to særskilte produktmarkeder, nemlig et marked for metallurgisk aluminiumoxid og et marked for kemisk aluminiumoxid. Mineralolie kan anvendes som brændsel ved aluminiumoxidproduktion.

2

Der findes kun én aluminiumoxidproducent i henholdsvis Irland, Italien og Frankrig. I Frankrig drejer det sig om Alcan Inc., som ligger i Gardanne-regionen. Der findes ligeledes aluminiumoxidproducenter i Tyskland, i Spanien, i Grækenland, i Ungarn og i Det Forenede Kongerige.

3

Den Franske Republik har siden 1997 fritaget mineralolier anvendt som brændstof til produktion af aluminiumoxid i Gardanne-regionen for punktafgift (herefter »den omtvistede fritagelse«). Den omtvistede fritagelse blev indført i fransk ret ved artikel 6 i lov nr. 97-1239 af 29. december 1997 om ændring af finansloven for 1997 (JORF af 30.12.1997, s. 19101).

4

Der blev givet tilladelse til at anvende denne franske fritagelse i Gardanne-regionen til og med den 31. december 1998 ved Rådets beslutning 97/425/EF af 30. juni 1997 om bemyndigelse af medlemsstaterne til fortsat at anvende de gældende punktafgiftsnedsættelser eller ‑fritagelser for visse typer mineralolie, når disse benyttes til særlige formål, i overensstemmelse med proceduren i direktiv 92/81/EØF (EFT L 182, s. 22). Den blev senere af Rådet For Den Europæiske Union forlænget til og med den 31. december 1999 ved beslutning 1999/255/EF af 30. marts 1999 om bemyndigelse, i henhold til direktiv 92/81/EØF, af visse medlemsstater til at indføre eller fortsat anvende punktafgiftsfritagelser eller ‑lempelser for visse typer mineralolier, samt om ændring af beslutning 97/425 (EFT L 99, s. 26). Rådet forlængede på ny tilladelsen til og med den 31. december 2000 ved beslutning 1999/880/EF af 17. december 1999 om bemyndigelse af medlemsstaterne til at anvende eller fortsat anvende de gældende punktafgiftsnedsættelser eller ‑fritagelser for visse typer mineralolie, når disse benyttes til særlige formål, i overensstemmelse med proceduren i direktiv 92/81/EØF (EFT L 331, s. 73).

5

Rådets beslutning 2001/224/EF af 12. marts 2001 om punktafgiftsnedsættelser og ‑fritagelser for visse mineralolier, når disse anvendes til særlige formål (EFT L 84, s. 23), dvs. den sidste vedrørende den omtvistede fritagelse, forlænger denne fritagelse indtil den 31. december 2006. Ifølge femte betragtning til beslutningen »foregriber [denne beslutning] ikke resultatet af eventuelle fremtidige sager om forvridning af det indre marked, som anlægges navnlig i henhold til [artikel 87 EF og 88 EF]«, og »fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til [artikel 88 EF] at underrette Kommissionen om eventuelle statsstøtteprojekter«.

6

Ved skrivelse af 2. juni 1998 anmodede Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber Den Franske Republik om oplysninger med henblik på at afklare, om den omtvistede fritagelse var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87 EF og 88 EF. Efter at have anmodet om en forlængelse af svarfristen den 10. juli 1998, som blev indrømmet den 24. juli 1998, svarede Den Franske Republik ved skrivelse af 7. august 1998.

7

Ved skrivelse af 17. juli 2000 anmodede Kommissionen Den Franske Republik om at anmelde den omtvistede fritagelse til Kommissionen. Ved skrivelse af 4. september 2000 svarede de franske myndigheder, at de fandt, at den omtvistede foranstaltning ikke udgjorde statsstøtte og derfor ikke skulle anmeldes. Kommissionen anmodede Den Franske Republik om yderligere oplysninger ved skrivelse af 27. september 2000. Efter en påmindelse fra Kommissionen den 20. november 2000 svarede de franske myndigheder den 8. december 2000.

8

Ved beslutning K(2001) 3295 af 30. oktober 2001 iværksatte Kommissionen den i artikel 88, stk. 2, EF fastsatte fremgangsmåde i forhold til den omtvistede fritagelse (herefter »den formelle undersøgelsesprocedure«). Denne beslutning blev meddelt Den Franske Republik ved skrivelse af 5. november 2001 og offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 2. februar 2002 (EFT C 30, s. 21).

9

Ved skrivelser af 26. og 28. februar samt af 1. marts 2002 modtog Kommissionen bemærkninger fra henholdsvis Aughinish Alumina Ltd, Eurallumina SpA, Alcan og Association européenne de l’aluminium. Bemærkningerne blev fremsendt til Den Franske Republik den 26. marts 2002.

10

Efter ved skrivelse af 21. november 2001 at have anmodet om en forlængelse af svarfristen, som blev indrømmet den 29. november 2001, fremsatte Den Franske Republik sine bemærkninger ved skrivelse af 12. februar 2002.

11

Den 7. december 2005 vedtog Kommissionen beslutning 2006/323/EF om den punktafgiftsfritagelse for mineralolie anvendt som brændstof til produktion af aluminiumoxid i Gardanne, i Shannon-regionen og på Sardinien, som henholdsvis Frankrig, Irland og Italien har indført (EUT 2006 L 119, s. 12, herefter »aluminiumoxid I-beslutningen«).

12

Aluminiumoxid I-beslutningen vedrører perioden før den 1. januar 2004, som var datoen for ikrafttrædelsen af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT L 283, s. 51), som med virkning fra den 31. december 2003 ophævede Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (EFT L 316, s. 12) og Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier (EFT L 316, s. 19) (57. betragtning). Den formelle undersøgelsesprocedure blev dog ved beslutningen forlænget med perioden efter den 31. december 2003 (92. betragtning).

13

I aluminiumoxid I-beslutningens dispositive del bestemmes navnlig følgende:

»Artikel 1

De fritagelser fra punktafgift, som Frankrig, Irland og Italien har ydet for svær brændselsolie anvendt til produktion af aluminiumoxid indtil [den] 31. december 2003, udgør statsstøtte som omhandlet i […] artikel 87, stk. 1, [EF].

Artikel 2

I det omfang, hvor den er uforenelig med fællesmarkedet, skal støtte ydet i perioden mellem [den] 17. juli 1990 og [den] 2. februar 2002 ikke tilbagesøges, da dette ville være i strid med generelle fællesskabsretlige principper.

Artikel 3

Støtte som omhandlet i artikel 1, der er ydet i perioden mellem [den] 3. februar 2002 og [den] 31. december 2003, er forenelig med fællesmarkedet efter […] artikel 87, stk. 3 [EF], for så vidt støttemodtagerne betalte en afgift på mindst 13,01 EUR pr. 1000 kg svær brændselsolie.

Artikel 4

Støtte […], der er ydet i perioden mellem [den] 3. februar 2002 og [den] 31. december 2003, er uforenelig med fællesmarkedet efter […] artikel 87, stk. 3, [EF] for så vidt støttemodtagerne ikke betalte en afgift på mindst 13,01 EUR pr. 1000 kg svær brændselsolie.

Artikel 5

1.   Frankrig, Irland og Italien træffer de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i artikel 4 omhandlede ulovlige statsstøtte fra støttemodtagerne.

[…]

5.   Frankrig, Irland og Italien påbyder senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning modtagerne af den i artikel 4 omhandlede ulovlige støtte at tilbagebetale den ulovligt ydede støtte med tillæg af renter.«

14

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. februar 2006 anlagde Den Franske Republik denne sag, som blev registreret under sagsnummer T-56/06.

15

I henhold til artikel 14 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 og på forslag fra Anden Afdeling besluttede Retten, efter at have hørt parterne i overensstemmelse med procesreglementets artikel 51, at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

16

Ved kendelse af 24. maj 2007 forenede formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling, efter at have hørt parterne, sag T-56/06 og sagerne T-50/06, T-60/06, T-62/06 og T-69/06 (herefter »aluminiumoxid I-sagerne«) med henblik på den mundtlige forhandling i overensstemmelse med artikel 50 i procesreglementet af 2. maj 1991.

17

Ved dom af 12. december 2007, Irland m.fl. mod Kommissionen (T-50/06, T-56/06, T-60/06, T-62/06 og T-69/06, EU:T:2007:383), forenede Retten aluminiumoxid I-sagerne med henblik på domsafsigelsen, annullerede aluminiumoxid I-beslutningen og frifandt i øvrigt Kommissionen i sag T-62/06.

18

Ved stævning af 26. februar 2008 iværksatte Kommissionen appel til prøvelse af Rettens dom.

19

Ved dom af 2. december 2009, Kommissionen mod Irland m.fl. (C-89/08 P, Sml., EU:C:2009:742), ophævede Domstolen dom Irland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 17 ovenfor (EU:T:2007:383), i det omfang Retten havde annulleret aluminiumoxid I-beslutningen, hjemviste aluminiumoxid I-sagerne til Retten og udsatte afgørelsen om sagsomkostninger.

20

Efter afsigelsen af dom Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 19 ovenfor (EU:C:2009:742), og i overensstemmelse med artikel 118, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991, blev aluminiumoxid I-sagerne ved afgørelse truffet af Rettens præsident den 18. december 2009 henvist til Anden Udvidede Afdeling.

21

I overensstemmelse med artikel 119, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 blev der af parterne afgivet skriftlige indlæg, den 16. februar 2010 af Den Franske Republik og den 28. april 2010 af Kommissionen. Den Franske Republik oplyste i sit skriftlige indlæg, at den som følge af dom Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 19 ovenfor (EU:C:2009:742), havde frafaldet søgsmålets andet anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

22

Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling den 1. marts 2010 blev aluminiumoxid I-sagerne forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt dommen. Ved afgørelse truffet af Rettens præsident den 20. september 2010 blev aluminiumoxid I-sagerne henvist til Fjerde Udvidede Afdeling.

23

Ved dom af 21. marts 2012, Irland mod Kommissionen (T-50/06 RENV, T-56/06 RENV, T-60/06 RENV, T-62/06 RENV og T-69/06 RENV, Sml., EU:T:2012:134), annullerede Retten aluminiumoxid I-beslutningen, for så vidt som det heri blev fastslået, eller for så vidt som den byggede på konstateringen af, at de fritagelser for punktafgift på mineralolie anvendt som brændstof til produktion af aluminiumoxid, som Den Franske Republik, Irland og Den Italienske Republik har indrømmet til og med den 31. december 2003 (herefter »punktafgiftsfritagelserne«), udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, og i det omfang det i beslutningen bestemtes, at Den Franske Republik, Irland og Den Italienske Republik skulle træffe de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge fritagelserne hos de virksomheder, de er kommet til gode, i det omfang de pågældende virksomheder ikke havde betalt en punktafgift på mindst 13,01 EUR pr. 1000 kg svær brændselsolie.

24

Ved stævning af 1. juni 2012 iværksatte Kommissionen appel til prøvelse af Rettens dom.

25

Ved dom 10. december 2013, Kommissionen mod Irland m.fl. (C-272/12 P, Sml., EU:C:2013:812), ophævede Domstolen dom Irland mod Kommissionen, nævnt i præmis 23 ovenfor (EU:T:2012:134), hjemviste aluminiumoxid I-sagerne til Retten og udsatte afgørelsen om sagsomkostninger.

26

Efter afsigelsen af dom Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 25 ovenfor (EU:C:2013:812), blev aluminiumoxid I-sagerne ved afgørelser truffet af Rettens præsident den 21. januar og den 10. marts 2014 henvist til Første Afdeling.

27

I overensstemmelse med artikel 119, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 blev der af parterne afgivet skriftlige indlæg, den 20. februar 2014 af Den Franske Republik og den 8. april 2014 af Kommissionen. Den Franske Republik oplyste i sit skriftlige indlæg, at den som følge af dom Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 25 ovenfor (EU:C:2013:812), havde frafaldet søgsmålets første anbringende om en tilsidesættelse af begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, og begrænset dette søgsmåls påstande til en annullation af aluminiumoxid I-beslutningens artikel 5, for så vidt som Den Franske Republik heri blev pålagt at kræve den uforenelige statsstøtte, som denne medlemsstat på grundlag af den omtvistede fritagelse (herefter »den omtvistede støtte«) har ydet i tidsrummet mellem den 3. februar 2002 og den 31. december 2003, tilbagebetalt, og til, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. Kommissionen tog dette til efterretning i sit skriftlige indlæg.

28

Ved afgørelse truffet af Rettens præsident den 30. september 2014 blev aluminiumoxid I-sagerne i overensstemmelse med artikel 118, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 henvist til Første Udvidede Afdeling.

29

På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

30

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 6. marts 2015.

31

Den Franske Republik har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

32

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

33

Den Franske Republik har til støtte for søgsmålet kun fremsat et enkelt anbringende, der svarer til det tredje søgsmålsanbringende om, at Kommissionen med vedtagelsen af den anfægtede beslutning har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og princippet om overholdelse af en rimelig frist.

34

For det første har Den Franske Republik til støtte for anbringendet om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og princippet om overholdelse af en rimelig frist påberåbt sig 98. og 99. betragtning til aluminiumoxid I-beslutningen, hvori Kommissionen medgav, at der forelå ekstraordinære omstændigheder, der i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [88 EF] (EFT L 83, s. 1) og fast retspraksis var til hinder for tilbagesøgningen af den omtvistede støtte.

35

For det andet har Den Franske Republik påberåbt sig beslutning 2001/224, som bemyndigede Den Franske Republik til fortsat at anvende den omtvistede fritagelse indtil den 31. december 2006, og artikel 18, stk. 1, i direktiv 2003/96, hvori sidstnævnte beslutning blev bekræftet, hvilke var til hinder for, at Kommissionen fastslog, at offentliggørelsen i Tidende den 2. februar 2002 af beslutningen om at iværksætte den formelle undersøgelsesprocedure havde bragt den berettigede forventning hos modtageren af den omtvistede støtte, dvs. Alcan, om denne støttes lovlighed, til ophør.

36

For det tredje har Den Franske Republik henvist til Alcans berettigede forventning om den omtvistede støttes lovlighed som følge af Kommissionens forsinkelse med vedtagelsen af aluminiumoxid I-beslutningen, der først skete den 7. december 2005, selv om Kommissionen havde offentliggjort beslutningen om at iværksætte den formelle undersøgelsesprocedure og modtaget parternes seneste bemærkninger i februar 2002, og retssikkerhedsprincippet og princippet om overholdelse af en rimelig frist var til hinder for, at Kommissionen udsætter udøvelsen af sine beføjelser på statsstøtteområdet i det uendelige.

37

For det fjerde støtter Den Franske Republik sig på, at det er umuligt for Kommissionen at begrunde denne behandlingsfrist på næsten fire år med sagens særlige kompleksitet, da Kommissionen ikke har forklaret, hvorfor bedømmelsen af foreneligheden af fritagelserne for punktafgift med artikel 87 EF, og mere specifikt med EF-retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse fra 1994 og 2001, rejste betydelige vanskeligheder, og henset til, at Kommissionen allerede længe havde haft kendskab til punktafgiftsfritagelserne.

38

For det femte baserer Den Franske Republik sig på den retspraksis, som giver Unionens retsinstanser mulighed for at bedømme rimeligheden af varigheden af Kommissionens formelle undersøgelsesprocedure, selv efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 659/1999. Ifølge Den Franske Republik er det umuligt at fortolke artikel 15 i forordning nr. 659/1999, der indfører en forældelsesfrist på ti år med henblik på tilbagesøgning af en støtte, således, at den giver Kommissionen beføjelse til at foretage en undersøgelse af en støttes forenelighed inden for den samme frist, uden at det vil være i strid med den i samme forordnings artikel 15 udtrykkelige fastsatte vejledende frist på 18 måneder.

39

Det er Kommissionens opfattelse, at dette anbringende er ubegrundet.

40

Det bemærkes indledningsvis, at i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 kan Kommissionen ikke kræve tilbagebetaling af en statsstøtte, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i EU-retten.

41

I nærværende sag mener Den Franske Republik netop, at den anfægtede beslutning er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og overholdelsen af princippet om en rimelig frist.

42

I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at som et grundlæggende EU-retligt princip giver princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (dom af 14.10.1999, Atlanta mod Det Europæiske Fællesskab, C-104/97 P, Sml., EU:C:1999:498, præmis 52) enhver erhvervsdrivende, med hensyn til hvilken en institution har givet anledning til begrundede forhåbninger, tilladelse til at påberåbe sig disse (dom af 11.3.1987, Van den Bergh en Jurgens og Van Dijk Food Products (Lopik) mod Kommissionen, 265/85, Sml., EU:C:1987:121, præmis 44, af 24.3.2011, ISD Polska m.fl. mod Kommissionen, C-369/09 P, Sml., EU:C:2011:175, præmis 123, og af 27.9.2012, Producteurs de légumes de France mod Kommissionen, T-328/09, EU:T:2012:498, præmis 18). Når en forudseende og påpasselig erhvervsdrivende kan påregne institutionernes vedtagelse af en retsakt, der kan påvirke hans interesser, kan han dog ikke påberåbe sig dette princip, når foranstaltningen vedtages (jf. dom af 1.2.1978, Lührs, 78/77, Sml., EU:C:1978:20, præmis 6, og af 25.3.2009, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, T-332/06, EU:T:2009:79, præmis 102). Retten til at påberåbe sig beskyttelsen af en berettiget forventning er betinget af, at tre kumulative betingelser er opfyldt. For det første, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af den pågældende institution over for parten. For det andet, at disse forsikringer er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. For det tredje skal forsikringerne være i overensstemmelse med gældende regler (jf. dom Producteurs de légumes de France mod Kommissionen, EU:T:2012:498, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

43

Dernæst skal det hvad nærmere bestemt angår anvendeligheden af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning på statsstøtteområdet bemærkes, at en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet støtte i modstrid med de i artikel 88 EF fastsatte procedureregler, kan påberåbe sig den støttemodtagende virksomheds berettigede forventning med henblik på for Unionens retsinstanser at anfægte gyldigheden af en kommissionsafgørelse, der pålægger denne medlemsstat at tilbagesøge støtten, men ikke med henblik på at unddrage sig sin forpligtelse til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre denne afgørelse (jf. dom af 14.1.1997, Spanien mod Kommissionen, C-169/95, Sml., EU:C:1997:10, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis). Det fremgår endvidere af retspraksis, at henset til anmeldelsespligtens grundlæggende rolle med henblik på at tillade effektiviteten af Kommissionens kontrol med statsstøtte, som er ufravigelig, kan der i princippet ikke hos støttemodtagerne bestå en berettiget forventning om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i artikel 88 EF fastlagte procedure, og en påpasselig erhvervsdrivende må normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt. Når en støtte gennemføres, uden at Kommissionen på forhånd får underretning herom, således at den er ulovlig i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, kan støttemodtageren navnlig ikke på dette tidspunkt have en berettiget forventning om, at støtten er lovligt ydet (jf. i denne retning dom Producteurs de légumes de France mod Kommissionen, nævnt i præmis 42 ovenfor, EU:T:2012:498, præmis 20 og 21 og den deri nævnte retspraksis), medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder (dom af 20.9.1990, Kommissionen mod Tyskland, C-5/89, Sml., EU:C:1990:320, præmis 16; jf. ligeledes dom af 29.4.2004, Italien mod Kommissionen, C-298/00 P, Sml., EU:C:2004:240, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.11.2009, Frankrig mod Kommissionen, T-427/04 og T-17/05, Sml., EU:T:2009:474, præmis 263).

44

Det bemærkes endvidere, at overholdelsen af en rimelig frist under den administrative sagsbehandling er et almindeligt EU-retligt princip (dom af 27.11.2003, Regione Siciliana mod Kommissionen, T-190/00, Sml., EU:T:2003:316, præmis 136). I øvrigt følger det af det grundlæggende krav om retssikkerhed, at Kommissionen ikke i det uendelige kan udsætte udøvelsen af sine beføjelser, og at Domstolen derfor skal undersøge, om den langsommelige sagsbehandling er en konsekvens af Kommissionens egne handlinger (dom af 24.9.2002, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, C-74/00 P og C-75/00 P, Sml., EU:C:2002:524, præmis 140 og 141, og af 14.1.2004, Fleuren Compost mod Kommissionen, T-109/01, Sml., EU:T:2004:4, præmis 145-47).

45

Der kan på grund af den tid, der går, før Kommissionen træffer afgørelse om, at en støtte er ulovlig, og at den skal ophæves og tilbagesøges af medlemsstaten, under visse omstændigheder hos modtagerne af den nævnte støtte opstå en berettiget forventning, som er til hinder for, at Kommissionen pålægger medlemsstaten at kræve støtten tilbagebetalt (dom af 24.11.1987, RSV mod Kommissionen, 223/85, Sml. EU:C:1987:502, præmis 17). I tilfælde af ikke anmeldt statsstøtte kan en sådan forsinkelse imidlertid kun tilskrives Kommissionen fra det tidspunkt, hvor Kommissionen fik kendskab til forekomsten af den støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet (dom Italien mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor, EU:C:2004:240, præmis 91).

46

Den omstændighed alene, at forordning nr. 659/1999, foruden en forældelsesfrist på ti år (fra tidspunktet for støttens udbetaling), efter udløbet af hvilken der ikke længere kan pålægges tilbagebetaling, ikke fastsætter nogen frist – selv vejledende – for Kommissionens undersøgelse af en ulovlig støtte i henhold til den nævnte forordnings artikel 13, stk. 2, hvorefter Kommissionen ikke er bundet af den tidsfrist, der er anført i samme forordnings artikel 7, stk. 6, er ikke til hinder for, at Unionens retsinstanser efterprøver, om denne institution har tilsidesat princippet om en rimelig sagsbehandlingstid eller har handlet uforholdsmæssigt langsomt (jf. i denne retning og analogt for så vidt angår en vejledende frist dom af 15.6.2005, Regione autonoma della Sardegna mod Kommissionen, T-171/02, Sml., EU:T:2005:219, præmis 57, samt domme af 9.9.2009, Diputación Foral de Álava m.fl., T-230/01 – T-232/01 og T-267/01 – T-269/01, EU:T:2009:316, præmis 338 og 339, og Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, T-30/01 – T-32/01 og T-86/02 – T-88/02, Sml., EU:T:2009:314, præmis 259 og 260).

47

Det fremgår endelig af fast retspraksis, at retssikkerhedsprincippet kræver, at når Kommissionen i strid med den påpasselighedsforpligtelse, som påhviler den, har skabt en uklar retsstilling som følge af indførelsen af elementer af usikkerhed og manglende klarhed i den gældende lovgivning kombineret med, at den gennem længere tid har undladt at reagere på trods af sit kendskab til den pågældende støtte, påhviler det Kommissionen at afklare den nævnte retstilling, inden den kan tage skridt til tilbagesøgning af den allerede ydede støtte (jf. i denne retning dom af 9.7.1970, Kommissionen mod Frankrig, 26/69, Sml., EU:C:1970:67, præmis 28-32).

48

Det er i lyset af de i præmis 42-47 ovenfor anførte regler, at der i nærværende sag skal foretages en bedømmelse af parternes argumenter.

49

Den Franske Republik har ikke bestridt, at den omtvistede støtte aldrig er blevet anmeldt til Kommissionen. Denne støtte er således i strid med artikel 88, stk. 3, EF tildelt uden først at være blevet anmeldt til Kommissionen.

50

Den Franske Republik har i nærværende sag henvist til, at der forelå ekstraordinære omstændigheder, der med rette kunne give Alcan grundlag for at antage, at den omtvistede fritagelse og dermed den omtvistede støtte er lovlig.

51

Den Franske Republik kan imidlertid i nærværende sag ikke med føje påberåbe sig eksistensen af sådanne ekstraordinære omstændigheder af de i præmis 52-86 i det følgende anførte grunde.

52

I modsætning til det af den Franske Republik anførte kunne offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af beslutningen om at iværksætte den formelle undersøgelsesprocedure bringe den berettigede forventning hos Alcan om den omtvistede fritagelses lovlighed til ophør, henset til den uklare retsstilling, som tidligere blev skabt af ordlyden af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, som blev vedtaget på forslag af Kommissionen, herunder ordlyden af beslutning 2001/224, der var gældende i den periode, som den anfægtede beslutning vedrører.

53

I præmis 52 og 53 i dom Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 25 ovenfor (EU:C:2013:812), som Retten er bundet af i overensstemmelse med artikel 61, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, fastslog Domstolen, at der skulle tages hensyn til den omstændighed, at Rådets bemyndigelsesbeslutninger blev vedtaget efter forslag fra Kommissionen, og at denne ikke på noget tidspunkt gjorde brug af sine beføjelser i henhold til artikel 8, stk. 5, i direktiv 92/81 eller artikel 230 EF og 241 EF med henblik på at udvirke, at disse beslutninger blev ophævet eller ændret, for så vidt angår pligten til at tilbagesøge den uforenelige støtte på baggrund af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, som Kommissionen havde gjort det i aluminiumoxid I-beslutningen ved at afstå fra at kræve tilbagesøgning af den ydede støtte indtil den 2. februar 2002 – datoen for offentliggørelsen i Tidende af beslutningerne om at indlede proceduren i artikel 88, stk. 2, EF. Denne begrundelse fandt Domstolen afgørende for i præmis 54 i dom Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 25 ovenfor (EU:C:2013:812), at fastslå, at den begrundelse, som der er redegjort for i samme doms præmis 39-44, ikke retligt kunne begrunde Rettens konklusion om, at aluminiumoxid I-beslutningen rejste tvivl om gyldigheden af Rådets bemyndigelsesbeslutninger og således tilsidesatte retssikkerhedsprincippet og princippet om formodningen om, at EU-retsakter er lovlige, og konklusionen, der hvilede på de samme præmisser, om, at Kommissionen i sag T-62/06 RENV havde tilsidesat princippet om god forvaltningsskik.

54

Under hensyn til de krav, der følger af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, var den uklare retsstilling, som blev skabt af ordlyden af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, som blev vedtaget på forslag af Kommissionen, kun til hinder for tilbagesøgning af den støtte, der på grundlag af den omtvistede fritagelse blev ydet indtil offentliggørelsen i Tidende af beslutningen om at indlede proceduren i artikel 88, stk. 2, EF. Til gengæld burde Alcan fra denne offentliggørelse vide, at hvis den omtvistede fritagelse udgjorde statsstøtte, skulle den godkendes af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 88 EF.

55

Heraf følger, at offentliggørelsen af beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i modsætning til det af den Franske Republik anførte bragte den berettigede forventning, som Alcan tidligere kunne have haft om den omtvistede foranstaltnings lovlighed, helt til ophør, henset til Rådets bemyndigelsesbeslutninger, som forinden var blevet vedtaget på forslag af Kommissionen.

56

Det er således med rette, at Kommissionen i 98. betragtning til aluminiumoxid I-beslutningen tog hensyn til, at omstændighederne i denne sag var ekstraordinære, eftersom Kommissionen havde skabt og bibeholdt en vis uklarhed med de forslag, den forelagde Rådet, og til, at idet den ikke kunne fastslå, hvorvidt og i så fald hvornår støttemodtagerne rent faktisk blev underrettet af medlemsstaterne om Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, kunne det ikke udelukkes, at støttemodtagerne kunne påberåbe sig berettigede forventninger indtil den 2. februar 2002, hvor Kommissionens beslutninger om at indlede proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, EF over for afgiftsfritagelserne blev offentliggjort i Tidende, idet det blev bemærket, at det allersenest var denne offentliggørelse, der havde fjernet enhver uklarhed omkring ordlyden af Rådets bemyndigelsesbeslutninger om, at de pågældende foranstaltninger skulle godkendes af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 88 EF, såfremt de udgjorde statsstøtte.

57

Rigtigheden af en sådan løsning påvirkes ikke af Den Franske Republiks forskellige argumenter.

58

Dels er den omstændighed, at artikel 18, stk. 1, i direktiv 2003/96, sammenholdt med samme direktivs artikel 28, stk. 2, bemyndigede Den Franske Republik til fortsat at anvende den omtvistede fritagelse fra den 1. januar 2003, uden relevans for så vidt angår en eventuel berettiget forventning, som Alcan kunne have haft om denne foranstaltnings lovlighed for så vidt angår perioden fra den 3. februar 2002 til den 31. december 2003. På det tidspunkt, hvor artikel 18, stk. 1, i direktiv 2003/96 trådte i kraft, dvs. den 1. januar 2003, måtte Alcan således have haft kendskab til eksistensen af en igangværende formel undersøgelsesprocedure vedrørende den omtvistede fritagelse, og til, at hvis den omtvistede fritagelse udgjorde statsstøtte, skulle den godkendes af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 88 EF. Dette blev ikke ændret med vedtagelsen og ikrafttrædelsen af direktiv 2003/96, henholdsvis den 27. og den 31. oktober 2003, i hvis 32. betragtning det udtrykkeligt er anført, at dette direktiv »[ikke] foregriber […] udfaldet af eventuelle fremtidige statsstøtteprocedurer i overensstemmelse med traktatens artikel 87 [EF] og 88 [EF]« (jf. i denne retning og analogt dom Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 25 ovenfor, EU:C:2013:812, præmis 51). Artikel 18, stk. 1, i direktiv 2003/96 kunne således ikke efter offentliggørelsen af beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure på ny skabe en berettiget forventning hos Alcan om den omtvistede fritagelses lovlighed på baggrund af statsstøttereglerne.

59

Dels er Kommissionens forsinkelse med vedtagelsen af aluminiumoxid I-beslutningen ikke en ekstraordinær omstændighed, som hos Alcan på ny kunne skabe en berettiget forventning om den omtvistede fritagelses lovlighed af de i præmis 60-86 i det følgende anførte grunde.

60

For det første skal det undersøges, om varigheden af den formelle undersøgelsesprocedure i det foreliggende tilfælde overskred grænserne for, hvad der er rimeligt.

61

I denne henseende fastslog Domstolen i dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502), som Den Franske Republik har påberåbt sig, at det tidsrum på 26 måneder, som Kommissionen brugte på at vedtage sin beslutning i denne sag, overskred grænserne for, hvad der er rimeligt.

62

Endvidere er referencefristen for at gennemføre en formel undersøgelsesprocedure i forbindelse med statsstøtte i henhold til artikel 7, stk. 6, i forordning nr. 659/1999 på 18 måneder. Denne frist udgør, selv om den ikke finder anvendelse på ulovlig støtte, jf. artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 659/1999 (jf. præmis 46 ovenfor), et godt holdepunkt for vurderingen af rimeligheden af varigheden af en formel undersøgelsesprocedure, der, som i det foreliggende tilfælde, drejer sig om en ikke anmeldt foranstaltning.

63

I nærværende sag må det konstateres, at Kommissionen den 17. juli 2000 anmodede Den Franske Republik, Irland og Den Italienske Republik om at anmelde punktafgiftsfritagelserne på baggrund af statsstøttebestemmelserne. Kommissionen modtog svarene, der ikke kunne anses for at være en anmeldelse, i september, oktober og december 2000. Herefter indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure ved beslutning af 30. oktober 2001, som blev meddelt de berørte medlemsstater den 5. november 2001 og offentliggjort i Tidende den 2. februar 2002. Kommissionen modtog endelig bemærkninger fra Aughinish Alumina (skrivelser af 26.2. og 1.3.2002), Eurallumina (skrivelser af 28.2.2002), Alcan (skrivelse af 1.3.2002) og Association européenne de l’aluminium (skrivelse af 26.2.2002). Bemærkningerne blev meddelt Irland, Den Italienske Republik og Den Franske Republik den 26. marts 2002.

64

Irland fremsatte sine bemærkninger til beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure ved skrivelse af 8. januar 2002. Kommissionen anmodede den 18. februar 2002 om yderligere oplysninger fra Irland, som svarede den 26. april 2002, efter ved skrivelse af 21. november 2001 at have anmodet om en forlængelse af svarfristen. Ligeledes efter at have anmodet om en forlængelse af svarfristen den 21. november 2001 fremsatte Den Franske Republik bemærkninger til beslutningen om indledning af proceduren den 12. februar 2002. Den Italienske Republik fremsatte sine bemærkninger den 6. februar 2002.

65

Aluminiumoxid I-beslutningen blev vedtaget den 7. december 2005.

66

Der gik således lidt mere end 49 måneder mellem vedtagelsen af beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure og vedtagelsen af aluminiumoxid I-beslutningen.

67

En sådan periode, der er næsten dobbelt så lang som den, der blev lagt til grund i dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502), og lidt over det dobbelte af den i artikel 7, stk. 6, i forordning nr. 659/1999 fastsatte frist for at gennemføre en formel undersøgelsesprocedure i forbindelse med anmeldt statsstøtte, synes urimelig. I overensstemmelse med retspraksis må det ikke desto mindre undersøges, om denne periode kunne begrundes på baggrund af sagens omstændigheder.

68

De omstændigheder, som Kommissionen i nærværende sag har påberåbt sig, kan imidlertid ikke begrunde en undersøgelsesperiode på 49 måneder.

69

Denne periode tager ganske vist hensyn til dels den frist, som gives medlemsstaterne og støttemodtagerne for at fremsætte deres bemærkninger, dels den omstændighed, at den franske regering, Irland og den italienske regering anmodede Kommissionen om forlængelse af fristerne for at fremsætte deres bemærkninger og deres svar inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure. På baggrund af de tætte forbindelser i nærværende sag mellem punktafgiftsfritagelserne med hensyn til lignende godkendte foranstaltninger i forlængelse af sideløbende procedurer ved den samme rådsbeslutning skal der tages hensyn til alle de administrative foranstaltninger, der blev truffet i de pågældende sager, og navnlig til, at Irland den 26. april 2002 besvarede Kommissionens sidste anmodning om supplerende oplysninger.

70

Efter denne dato gik der imidlertid yderligere lidt mere end 43 måneder, inden Kommissionen vedtog aluminiumoxid I-beslutningen. En sådan behandlingsfrist for de pågældende sager kan i lyset af alle de af de pågældende medlemsstater og de interesserede parter afgivne bemærkninger imidlertid ikke begrundes under de givne omstændigheder i nærværende sag.

71

For det første er de angivelige vanskeligheder forbundet med sagerne ikke godtgjort, og selv om dette skulle være tilfældet, udgør dette heller ikke et grundlag for så lang en undersøgelsesperiode som den i denne sag omhandlede. Der er således ikke holdepunkter for at antage, at Kommissionen stødte på retlige problemer af særlig betydning, da aluminiumoxid I-beslutningen i øvrigt har en passende længde (112 betragtninger) og ikke fremviser nogen indlysende vanskeligheder. Som Den Franske Republik dernæst med rette har anført, havde Kommissionen kendskab til punktafgiftsfritagelserne længe før indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, eftersom de første anmodninger om fritagelse er fra 1992 for Irlands vedkommende, 1993 for Den Italienske Republiks vedkommende og 1997 for Den Franske Republiks vedkommende. Det var i øvrigt Kommissionen, som fremsendte de på hinanden efterfølgende forslag til beslutninger om godkendelse af punktafgiftsfritagelserne til Rådet efter at have modtaget anmodninger herom fra Den Franske Republik, Irland og Den Italienske Republik. Endelig underrettede Kommissionen Verdenshandelsorganisationen (WTO) om eksistensen af den irske fritagelse inden for rammerne af sine indberetninger om statsstøtte.

72

Kommissionen har endvidere selv anført, at den siden 1999 har anset punktafgiftsfritagelserne for at være i strid med statsstøttereglerne. Den har derfor siden denne dato været i stand til at uddybe sine overvejelser om lovligheden af disse fritagelser på baggrund af statsstøttereglerne.

73

Den omstændighed, at Kommissionen ikke anmodede Den Franske Republik, Irland eller Den Italienske Republik om yderligere oplysninger i løbet af de 43 måneder, som gik forud for vedtagelsen af aluminiumoxid I-beslutningen, bekræfter i øvrigt, at Kommissionen allerede på dette tidspunkt rådede over alle de oplysninger, som var nødvendige for at kunne træffe sin beslutning vedrørende punktafgiftsfritagelserne.

74

Hvad endelig angår de angivelige vanskeligheder som følge af udviklingen i Fællesskabets ordning for beskatning af mineralolier, navnlig efter vedtagelsen af direktiv 2003/96, kan Kommissionen, som Den Franske Republik med rette har anført, ikke med føje påberåbe sig disse. Aluminiumoxid I-beslutningen vedrører således en retlig situation, der ikke var omfattet af den nye beskatningsordning for mineralolier, der følger af direktiv 2003/96, som først skulle anvendes fra den 1. januar 2004, men af den tidligere gældende ordning for beskatning af mineralolier. Den udvikling i fællesskabsbestemmelserne, som Kommissionen har påberåbt sig, var derfor uden betydning i nærværende sag. Dette bekræftes af den omstændighed, at Kommissionen i aluminiumoxid I-beslutningen indledte en ny formel undersøgelsesprocedure med hensyn til punktafgiftsfritagelserne for mineralolie anvendt som brændstof til produktion af aluminiumoxid i Gardanne, i Shannon-regionen og på Sardinien med hensyn til perioden fra den 1. januar 2004, der markerer begyndelsen på anvendelsen af den nye ordning for beskatning af mineralolier, der følger af direktiv 2003/96. Under alle omstændigheder skal det fremhæves, at aluminiumoxid I-beslutningen blev vedtaget næsten to år efter vedtagelsen af direktiv 2003/96. Den af Kommissionen påståede blotte nødvendighed af i aluminiumoxid I-beslutningen at tage hensyn til den nye ordning for beskatning af mineralolier, der følger af direktiv 2003/96, var således ikke tilstrækkelig til at begrunde så lang en undersøgelsesperiode som den i nærværende sag omhandlede.

75

På denne baggrund havde Kommissionen et godt kendskab til punktafgiftsfritagelsernes retlige og faktiske sammenhæng og stod ikke over for nogen indlysende vanskeligheder vedrørende undersøgelsen heraf på baggrund af statsstøttereglerne.

76

Hvad for det andet angår de af Kommissionen påståede praktiske og sproglige vanskeligheder kan disse, også selv om de anses for godtgjort, ikke begrunde så lang en undersøgelsesperiode som den i nærværende sag omhandlede. Kommissionen rådede under alle omstændigheder over tjenester, som gjorde det muligt for den at håndtere de påståede sproglige vanskeligheder og parallelt undersøge punktafgiftsfritagelserne inden for en betydelig kortere frist end den i nærværende sag omhandlede, bl.a. takket være en passende koordinering mellem sine tjenestegrene.

77

Behandlingsfristen for den omtvistede støtte er derfor urimelig i det foreliggende tilfælde.

78

Det står for det andet tilbage at undersøge, om Kommissionens overskridelse af en rimelig frist under den formelle undersøgelsesprocedure, således som Den Franske Republik har anført, kunne give Alcan rimelig grund til at antage, at Kommissionen havde taget stilling, og at der ikke ville blive rejst indsigelse mod den omtvistede fritagelse, og om denne overskridelse var til hinder for, at Kommissionen krævede tilbagebetaling af den støtte, som der er ydet i perioden mellem den 3. februar 2002 og den 31. december 2003 på grundlag af denne fritagelse, således som det er fastslået i dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502, præmis 16), som Den Franske Republik har henvist til.

79

I dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502), vurderede Domstolen ganske vist, at det tidsrum på 26 måneder, som Kommissionen brugte på at vedtage sin beslutning, havde kunnet skabe en berettiget forventning hos sagsøgeren, som er modtager af støtten, der var til hinder for, at Kommissionen kunne pålægge de berørte nationale myndigheder at tilbagesøge denne støtte.

80

Selv om der skal ske en iagttagelse af tvingende retssikkerhedshensyn, der har til formål at beskytte borgerne, skal der imidlertid samtidig ske en afvejning mellem henholdsvis disse hensyn og tvingende hensyn til beskyttelsen af de offentlige interesser, der på statsstøtteområdet omfatter en væsentlig offentlig interesse i at undgå, at markedets funktion forstyrres af konkurrenceskadelig statsstøtte, hvilket ifølge fast retspraksis indebærer, at ulovlig støtte tilbagebetales med henblik på at genoprette den oprindelige situation (jf. dom af 5.8.2003, P & O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, T-116/01 og T-118/01, Sml., EU:T:2003:217, præmis 207 og 208 og den deri nævnte retspraksis).

81

Dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502), er således i retspraksis blevet fortolket således, at de konkrete omstændigheder i sagen, som gav anledning til dommen, havde afgørende betydning for den linje, som blev fulgt af Domstolen (jf. i denne retning dom Italien mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor, EU:C:2004:240, præmis 90, dom af 29.4.2004, Italien mod Kommissionen, C-372/97, Sml., EU:C:2004:234, præmis 119, og domme Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, EU:T:2009:314, præmis 286, og Diputación Foral de Álava m.fl., nævnt i præmis 46 ovenfor, EU:T:2009:316, præmis 344). Der er navnlig blevet taget hensyn til, at den støtte, som var omhandlet i dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502), var blevet ydet, før Kommissionen indledte den relevante formelle undersøgelsesprocedure vedrørende denne. Desuden var støtten – om end først efter tildelingen – genstand for en formel anmeldelse til Kommissionen. Den knyttede sig i øvrigt til ekstraomkostninger forbundet med støtte, som Kommissionen havde godkendt, og vedrørte en sektor, som siden 1977 havde modtaget støtte med Kommissionens godkendelse. Endelig fordrede efterprøvelsen af støttens forenelighed ikke en dybtgående undersøgelse.

82

Alle de ekstraordinære omstændigheder i den sag, der gav anledning til dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502), er der imidlertid ikke tale om i denne sag. Som i den sag, der gav anledning til dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502), havde Kommissionen fra det tidspunkt, hvor den tilsyneladende forholdt sig passiv, ganske vist allerede fuldt kendskab til den omtvistede fritagelse og havde således været i stand til at danne sig en mening om denne fritagelses lovlighed på baggrund af statsstøttereglerne, således at den ikke længere skulle foretage indgående undersøgelser heraf. Andre væsentlige omstændigheder, som blev lagt til grund i dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502), foreligger imidlertid ikke i det foreliggende tilfælde. Navnlig blev den omtvistede støtte i nærværende sag ydet efter Kommissionens indledning af den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende den omtvistede fritagelse.

83

Dette adskiller grundlæggende den konkrete sag i dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502), fra den sag, der ligger til grund for nærværende søgsmål. Den Franske Republik kan derfor ikke i nærværende sag med føje påberåbe sig dom RSV mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (EU:C:1987:502).

84

Der skal i øvrigt tages hensyn til, at Domstolen i præmis 52 i dom af 11. november 2004, Demesa og Territorio Histórico de Álava mod Kommissionen (C-183/02 P og C-187/02 P, Sml., EU:C:2004:701), med hensyn til de ekstraordinære omstændigheder, der hos en virksomhed, der har modtaget ulovlig støtte, retmæssigt kunne have skabt en berettiget forventning om denne støttes lovlighed og nærmere bestemt en berettiget forventning, som kunne følge af Kommissionens passivitet, fastslog, at enhver tilsyneladende passivitet hos Kommissionen var uden betydning, når en støtteordning ikke var blevet anmeldt til den. I nærværende sag har Kommissionens tilsyneladende passivitet i 43 måneder efter Irlands besvarelse af Kommissionens sidste anmodning om supplerende oplysninger (jf. præmis 70 ovenfor), skønt den er i strid med princippet om overholdelse af en rimelig frist, således imidlertid ikke nogen særlig betydning i henseende til spørgsmålet om anvendelsen af statsstøttereglerne på den omtvistede støtte. Passiviteten er derfor i nærværende sag ikke tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, som hos Alcan på ny kunne skabe en berettiget forventning om den omtvistede støttes lovlighed på baggrund af statsstøttereglerne. Det følger heraf, at den blotte tilsidesættelse i nærværende sag af princippet om overholdelse af en rimelig frist for vedtagelsen af aluminiumoxid I-beslutningen ikke var til hinder for, at Kommissionen i denne beslutning pålagde tilbagebetaling af den omtvistede støtte.

85

Argumentet om den manglende overholdelse af en rimelig frist må derfor forkastes.

86

Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det fastslås, at Den Franske Republik ikke har godtgjort, at der i nærværende sag foreligger ekstraordinære omstændigheder, som kunne give Alcan rimelig grund til at antage, at Kommissionen havde taget stilling, og at der ikke ville blive rejst indsigelse mod den omtvistede fritagelse, hvilket havde været til hinder for, at Kommissionen i femte betragtning til aluminiumoxid I-beslutningen pålagde tilbagebetaling af den omtvistede støtte.

87

Anbringendet om, at Kommissionen har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og princippet om overholdelse af en rimelig frist må herefter forkastes, og der må derfor ske frifindelse i det hele i nærværende sag, som alene er støttet på dette enkelte anbringende.

88

I henhold til artikel 219 i Rettens procesreglement træffer Retten i afgørelser truffet af Retten efter ophævelse og hjemvisning afgørelse om sagsomkostningerne dels for så vidt angår sagens behandling ved Retten, dels for så vidt angår appelsagens behandling ved Domstolen. For så vidt som Domstolen i domme Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 19 ovenfor (EU:C:2009:742), og Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 25 ovenfor (EU:C:2013:812), udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne, tilkommer det ligeledes Retten i denne dom at tage stilling til omkostningerne i forbindelse med disse appelsager.

89

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 1, kan Retten dog undtagelsesvis, når det er påkrævet af rimelighedshensyn, beslutte, at en part, der taber sagen, ud over at bære sine egne omkostninger alene skal betale en brøkdel af modpartens omkostninger. Ifølge samme procesreglements artikel 135, stk. 2, kan Retten desuden pålægge endog en vindende part helt eller delvist at betale sagsomkostningerne, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget. Retten kan bl.a. pålægge en institution, hvis afgørelse ikke er blevet annulleret, at betale sagsomkostningerne som følge af denne afgørelses utilstrækkelighed, som har ført en sagsøger til at anlægge sag (jf. analogt dom af 9.9.2010, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, T-387/08, EU:T:2010:377, præmis 177 og den deri nævnte retspraksis).

90

I nærværende sag har Den Franske Republik tabt sagen. Det fremgår imidlertid af præmis 77 ovenfor, at Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede beslutning tilsidesatte princippet om overholdelse af en rimelig frist, hvilket har kunnet foranledige Den Franske Republik til at anlægge nærværende sag for at få fastslået denne tilsidesættelse. På denne baggrund finder Retten det rimeligt og retfærdigt i sagerne T-56/06, T-56/06 RENV I og T-56/06 RENV II at pålægge Den Franske Republik at bære sine egne omkostninger og betale tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger, og at pålægge Kommissionen at bære en fjerdedel af sine egne omkostninger. I sagerne C-89/08 P og C-272/12 P, for så vidt som fem parter i de enkelte sager stod over for Kommissionen, skal Den Franske Republik i medfør af den fordelingsnøgle, som blev anvendt i sagerne T-56/06, T-56/06 RENV I og T-56/06 RENV II, pålægges at bære sine egne omkostninger og betale tre tyvendedele, dvs. en femtedel af tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger, og Kommissionen pålægges at bære en femtedel af sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):