1. De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – medlemsstaternes fastlæggelse og tilrådighedsstillelse
(Rådets forordning nr. 1150/2000)
2. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – retsakter, der fremkalder bindende retsvirkninger
(Art. 230 EF; Rådets forordning nr. 1150/2000)
3. De Europæiske Fællesskaber – institutioner – forpligtelser – forpligtelsen til loyalt samarbejde
(Art. 10 EF; Rådets forordning nr. 1150/2000)
1. Forordning nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter giver ikke Kommissionen kompetence til at indlede forhandlinger af nogen art med medlemsstaterne om en betaling af disse indtægter med forbehold.
Den uadskillelige forbindelse mellem forpligtelsen til at fastlægge Fællesskabernes egne indtægter, forpligtelsen til at kreditere dem på Kommissionens konto inden for de fastsatte frister og endelig forpligtelsen til at betale morarenter giver heller ikke mulighed for, at Kommissionen indleder isolerede forhandlinger om et af disse forhold.
(jf. præmis 29 og 30)
2. Der foreligger kun retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF, når foranstaltningerne har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling.
Kommissionens afslag på at indlede forhandlinger med en medlemsstat med henblik på betaling med forbehold af told, der er opkrævet med tilbagevirkende kraft, og påløbne morarenter, som udgør Fællesskabets egne indtægter, hvilket afslag er indeholdt i skrivelser sendt af Kommissionen til den nævnte stat, udgør ikke en beslutning, der indeholder et klagepunkt mod denne stat. Det er kun resultatet af sådanne forhandlinger, der kan berøre den pågældende medlemsstats interesser. Imidlertid kan spørgsmålet om resultatet ikke opstå, da Kommissionen inden for rammerne af forordning nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter hverken har kompetence til at indgå en aftale, der fører til et sådant resultat, eller til at indlede forhandlinger herom.
(jf. præmis 40 og 41)
3. Principperne om loyalt samarbejde og om retssikkerhed kan ikke give en medlemsstat ret til, at Kommissionen indleder forhandlinger med staten med henblik på at opnå en aftale om betaling med forbehold af egne indtægter. Selv om Kommissionen ikke kan nægte en medlemsstat adgang til betaling med forbehold, er anerkendelsen af en sådan adgang underlagt de fællesskabsbestemmelser, der gælder for betaling med forbehold.
For så vidt angår spørgsmålet om eventuel indledning af forhandlinger om en sådan betaling i forbindelse med en traktatbrudsprocedure og et traktatbrudssøgsmål skal Kommissionen således anvende de retsregler, der var gældende på tidspunktet for fremsendelsen af disse skrivelser til den nævnte medlemsstat. Denne vurdering kan ikke påvirkes af en dom, der afsiges af Domstolen som afslutning på dette traktatbrudssøgsmål, og som følgelig afsiges efter tilsendelsen af disse skrivelser.
Hverken en eventuel forpligtelse til at indbringe en traktatbrudssag for Domstolen eller til at afholde sig fra at kræve angiveligt fortrolige oplysninger i henhold til forordning nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter indebærer i øvrigt en forpligtelse for Kommissionen til at forhandle om en betaling, der er undergivet den betingelse, at Kommissionen forpligter sig til at indbringe en sag for Domstolen, og at betalingen skal finde sted, uden at Kommissionen kræver de oplysninger, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 6.
(jf. præmis 33, 35, 36 og 45)