1

I appelskriftet har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 6. september 2006, Italien og Wam mod Kommissionen (forenede sager T-304/04 og T-316/04, herefter »den appellerede dom«), hvorved denne annullerede Kommissionens beslutning 2006/177/EF af 19. maj 2004 om Italiens statsstøtte til WAM SpA, C 4/2003 (ex NN 102/2002) (EUT 2006 L 63, s. 11, herefter »den omtvistede beslutning«).

2

Artikel 2 i lov nr. 394 af 29. juli 1981 (GURI nr. 206 af 29.7.1981) om støtteforanstaltninger til fordel for italiensk eksport indeholder det retsgrundlag, hvorpå de italienske myndigheder kan tildele økonomisk støtte til eksportvirksomheder, der gennemfører programmer vedrørende indtrængen på markeder i tredjestater.

3

Wam SpA (herefter »Wam«) er en italiensk virksomhed, der designer, producerer og sælger industrielt blandingsudstyr og -komponenter, overvejende til brug inden for fødevareindustrien og den kemiske industri samt medicinal- og miljøindustrien.

4

Den 24. november 1995 besluttede de italienske myndigheder at tildele Wam en første støtte i form af et subsidieret lån på 2281485000 ITL (ca. 1,18 mio. EUR) med henblik på at fremme indtrængen på det japanske, sydkoreanske og taiwanesiske marked. Efter en økonomisk krise i Korea og Taiwan blev de planlagte projekter ikke gennemført i disse lande. Wam modtog faktisk et lån på 1358505421 ITL (ca. 700000 EUR) til at lette omkostningerne forbundet med etablering af permanente strukturer og omkostninger til fremme af handel i Fjernøsten.

5

Den 9. november 2000 vedtog de samme myndigheder at tildele Wam en anden støtte i form af et andet subsidieret lån på 3603574689 ITL (ca. 1,8 mio. EUR). Det program, der blev finansieret af dette lån, skulle gennemføres i Kina af Wam og Wam Bulk Handling Machinery Shanghai Co. Ltd, som er en lokal virksomhed, der kontrolleres fuldstændigt af Wam.

6

Efter en klage modtaget i 1999 indledte Kommissionen en undersøgelse af statsstøtte, der angiveligt var blevet ydet til Wam. Den 21. januar 2003 besluttede Kommissionen at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, hvilken beslutning omhandlede denne angivelige støtte til fordel for Wam.

7

Den 19. maj 2004 vedtog Kommissionen den omtvistede beslutning. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den første og anden støttetildeling (herefter »de omtvistede støttetildelinger«) udgjorde »statsstøtte« som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, var følgende anført i betragtning 75-79 til den omtvistede beslutning:

8

Den Italienske Republik og Wam anlagde separate søgsmål for Retten med påstand om annullation af den omtvistede beslutning. De to sager blev efterfølgende forenet. Den Italienske Republik gjorde i sin stævning syv anbringender gældende og Wam ti. Blandt de anbringender, der blev gjort gældende, var den antagelse, at Kommissionen havde givet en utilstrækkelig begrundelse for den omtvistede beslutning.

9

Ved den appellerede dom annullerede Retten (Anden Afdeling) den omtvistede beslutning. Retten kom til dette resultat, idet den fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat begrundelsespligten.

10

Retten har i den appellerede doms præmis 59 bemærket, at kvalificeringen af en »støtte« som statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, forudsætter, at alle betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF er opfyldt. Det drejer sig om følgende betingelser. For det første skal der være tale om statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler. Støtten skal for det andet kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Den skal for det tredje være til fordel for modtageren ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner. For det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.

11

Retten har i den appellerede doms præmis 63 lagt til grund, at det ikke automatisk var godtgjort, at den omtvistede støtte havde påvirket samhandelen mellem medlemsstaterne, eller at den fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencevilkårene, og at en sådan mulighed således burde have været påvist. I denne forbindelse burde Kommissionen i den omtvistede beslutning have nævnt de relevante oplysninger angående de omtvistede støttetildelingers forventede virkninger. Retten fremhævede imidlertid, at Kommissionen ikke var forpligtet til at godtgøre støttetildelingernes faktiske virkninger.

12

Retten fastslog i den appellerede doms præmis 66, at den begrundelse, der er anført i betragtning 75 og 77 til den omtvistede beslutning, var »støttet på en gengivelse af principper hidrørende fra retspraksis og på den faktiske omstændighed, at påvirkning af samhandelen eller konkurrencevilkårene ikke kunne udelukkes [og] ikke i sig selv kunne anses for at opfylde kravene i artikel 253 EF«.

13

For så vidt angår konstateringen i betragtning 75 til den omtvistede beslutning, hvorefter »[bi]dragene forbedrede støttemodtagerens økonomiske situation«, har Retten fastslået, at denne konstatering ikke har direkte forbindelse til betingelserne vedrørende påvirkning af samhandelen eller konkurrencefordrejning, men mere generelt til betingelsen om tildeling af en fordel til en bestemt virksomhed, der udgør et andet kendetegn ved begrebet støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF. Retten fortsatte ved i den appellerede doms præmis 67 at konstatere, at »tildeling af støtte til en bestemt virksomhed, hvilket element indgår i enhver form for statsstøtte, ligesom den hermed uomgængeligt sammenhængende forbedring af denne virksomheds økonomiske situation, [ikke er] tilstrækkeligt til at godtgøre, at nævnte støtte opfylder alle betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF«.

14

Med hensyn til de dele af begrundelsen, der er indeholdt i betragtning 76 og 78 til den omtvistede beslutning, har Retten i den appellerede doms præmis 68 lagt til grund, at de udgør »oplysninger, der gør det muligt at godtgøre, at Wam er aktiv på det globale marked og EF-markedet, at virksomheden deltager i samhandelen, bl.a. [gennem] eksport, og at den konkurrerer med andre virksomheder«.

15

På den anden side konstaterede Retten i den appellerede doms præmis 69, at »disse oplysninger ikke viser, hvorledes hverken samhandelen mellem medlemsstater kan påvirkes, eller der kan forekomme fordrejning eller trussel om fordrejning af konkurrencevilkårene som følge af de omtvistede støttetildelinger, når henses til deres kendetegn og sagens faktiske omstændigheder. Desuden er disse kun nogle blandt flere omstændigheder, der skal vurderes med henblik på analyse af de omtvistede støttetildelingers mulige virkninger«.

16

Retten forkastede Kommissionens argument, hvorefter konkurrenceforvridningen skyldes den faktiske omstændighed, at Wam som følge af de omtvistede støttetildelinger havde opnået en styrkelse af sin stilling i forhold til virksomheder i andre medlemsstater, som ville kunne optræde som konkurrenter til Wam.

17

Retten fastslog, at argumentet var uden betydning, for så vidt som den omtvistede beslutning hverken indeholdt nogen udtrykkelige angivelser i den retning eller tilstrækkelige holdepunkter for en sådan styrkelse. Af de samme grunde forkastede Retten argumentet, hvorefter de omtvistede støttetildelinger ville have gjort det muligt for Wam at gennemføre sit program med henblik på indtrængen på markeder i udlandet og frigøre ressourcer til forfølgelse af andre målsætninger på fællesskabsplan.

18

Retten forkastede Kommissionens antagelse, hvorefter det var unødvendigt at undersøge den indbyrdes afhængighed mellem markedet inden for Fællesskabet og det fjernøstlige marked, eftersom Wam deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne. Retten fastslog i den appellerede doms præmis 74, at »konstateringen af, at Wam deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne, er i sig selv utilstrækkelig til at indebære en påvirkning af nævnte samhandel eller en forvridning af konkurrencen, og der kræves således en detaljeret undersøgelse af støttens virkninger, idet der herved — navnlig — skal tages hensyn til den faktiske omstændighed, at støtten dækker udgifter på det fjernøstlige marked samt, i fornødent omfang, til den indbyrdes afhængighed mellem dette marked og markedet i EU«.

19

Endvidere bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 74, at der i den omtvistede beslutning henvises til den indbyrdes afhængighed af de markeder, hvor virksomhederne i EU er aktive, men at der — i modsætning til dom af 21. marts 1990, Belgien mod Kommissionen, »Tubemeuse«-dommen (sag C-142/87, Sml. I, s. 959, præmis 36-38) — ikke er anført noget præcist bevismateriale til støtte for den antagelse, der er anført i betragtning 75 til nævnte beslutning, hvorefter en sådan indbyrdes afhængighed ved anvendelse af »Tubemeuse-princippet« betyder, at den omtvistede støtte vil kunne påvirke konkurrencevilkårene inden for Fællesskabet.

20

Endelig fastslog Retten i den appellerede doms præmis 75 vedrørende betragtning 79 til den omtvistede beslutning, hvori det er anført, at »[u]anset om [de omtvistede støttetildelinger] går til eksport til andre medlemsstater eller til lande uden for EU, kan [de] derfor påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, og [de] er således omfattet af traktatens artikel 87, stk. 1«, at denne betragtning »ikke indeholder nogen formel vurdering vedrørende konkurrenceforvridning og således tilsyneladende bortser fra nødvendigheden af denne betingelses opfyldelse ved anvendelsen af nævnte artikel«.

21

Retten har i den appellerede doms præmis 75 for det første bemærket, at »der ikke er noget, der peger i retning af, at de omtvistede støttetildelinger har til formål at støtte eksport til andre medlemsstater og, for det andet, at nævnte støttetildelinger ikke direkte og umiddelbart har til formål at støtte eksport til Den Europæiske Union, men at finansiere et program vedrørende markedsindtrængen«.

22

Retten har i den appellerede doms præmis 76 fastslået, at de grunde, der er anført i betragtning 74-79 til den omtvistede beslutning, ikke gør det muligt at forstå, hvorledes de omtvistede støttetildelinger under de i sagen foreliggende omstændigheder kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, og at de i den omtvistede beslutning anførte omstændigheder således ikke udgør en tilstrækkelig begrundelse for de konklusioner, som Kommissionen har draget for så vidt angår anvendelsen af artikel 87, stk. 1, EF.

23

Uden at foretage en gennemgang af de anbringender, som blev gjort gældende af Den Italienske Republik og Wam, annullerede Retten følgelig den omtvistede beslutning som utilstrækkeligt begrundet, for så vidt som den ikke indeholdt et tilstrækkeligt grundlag for at det kunne konkluderes, at alle betingelserne for anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF var opfyldt.

24

Kommissionen har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

25

Den Italienske Republik har nedlagt påstand om, at Kommissionens appel afvises eller forkastes, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26

Wam har nedlagt påstand om, at appellen principalt afvises, subsidiært forkastes. Mere subsidiært har Wam nedlagt påstand om, at den omtvistede beslutning annulleres af andre grunde, og mest subsidiært, at sagen hjemvises til Retten, og at Kommissionen under alle omstændigheder tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne ved appelinstansen.

27

Både Den Italienske Republik og Wam har nedlagt indsigelse vedrørende formaliteten.

28

Den Italienske Republik har gjort gældende, at Kommissionens udtalelse vedrørende Rettens doms manglende iagttagelse af Domstolens praksis udgør et anbringende, der ikke vedrører et retsspørgsmål.

29

Det bemærkes i denne henseende, at det i artikel 58 i statutten for Domstolen er fastsat, at appel til Domstolen er begrænset til retsspørgsmål. Den kan kun støttes på anbringender vedrørende bl.a., at Retten har overtrådt fællesskabsretten.

30

Som generaladvokaten har bemærket i punkt 20 i forslaget til afgørelse, er Kommissionens appel netop støttet på den antagelse, at Retten har overtrådt fællesskabsretten ved ikke at følge og anvende den fortolkning af artikel 87 EF og 253 EF, der er fastsat i Domstolens retspraksis.

31

Følgelig bør Den Italienske Republiks argument, hvorefter appellen ikke er støttet på et retsspørgsmål, forkastes.

32

For så vidt angår Wams argument, hvorefter Kommissionens appel opfordrer Domstolen til, for det første, at foretage en materiel gennemgang af den appellerede dom, snarere end at begrænse sig til en gennemgang af »væsentlige formelle mangler« som fastsat i artikel 230 EF og, for det andet, til at foretage en materiel prøvelse, som Domstolen ikke er bemyndiget til ved behandlingen af en appelsag, skal det først bemærkes, at artikel 230 EF giver Domstolen kompetence til at prøve retsakter vedtaget af andre fællesskabsinstitutioner end Retten. Appel af Rettens afgørelser reguleres af bestemmelserne i artikel 225, stk. 1, EF og statutten for Domstolen.

33

Det bemærkes herefter, at begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt (jf. dom af 7.3.2002, sag C-310/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2289, præmis 48). Eftersom Kommissionens eneste appelanbringende netop har til formål at anfægte den af Retten foretagne retlige gennemgang af begrundelsespligten, kan Kommissionen ikke kritiseres for at opfordre Domstolen til at foretage en fornyet materiel gennemgang af den omtvistede beslutning.

34

Følgelig bør Wams argument angående formaliteten vedrørende Kommissionens eneste appelanbringende ligeledes forkastes.

35

Appellen bør følgelig antages til realitetsbehandling.

36

Kommissionen har gjort et enkelt appelanbringende gældende, hvorefter den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl, idet det heri er blevet fastslået, at den omtvistede beslutnings begrundelse var utilstrækkelig. Kommissionen har gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 87, stk. 1, EF, sammenholdt med artikel 253 EF, idet den med henblik på anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF fastslog, at den omstændighed, at det konstateres, at en virksomhed deltager i samhandelen mellem medlemsstater, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at påvise forekomsten af en påvirkning af samhandelen eller en konkurrenceforvridning. Kommissionen har gjort gældende, at Retten ved at kræve en sådan begrundelse har tilsidesat Domstolens faste praksis på området.

37

Kommissionen har gjort gældende, at Wams deltagelse i samhandelen mellem medlemsstaterne i sig selv udgør bevis for den påvirkning, som tilskuddet kan have på nævnte samhandel.

38

Med hensyn til den appellerede doms præmis 73 og 74, hvori der er anført kritik af den omtvistede beslutning for ikke at indeholde et tilstrækkeligt grundlag vedrørende styrkelsen af Wams konkurrencemæssige stilling, har Kommissionen gjort gældende, at det fremgår af Domstolens praksis, at når en støtte letter en virksomhed for omkostninger, som den normalt skal afholde, og styrker dens stilling i forhold til andre virksomheder i samhandelen mellem medlemsstaterne, påvirker den samhandelen og fordrejer i princippet konkurrencevilkårene. I denne forbindelse understreger Kommissionen, at den ikke er forpligtet til at undersøge støttens faktiske virkning.

39

Kommissionen kritiserer den appellerede dom, for så vidt som der heri er blevet konstateret utilstrækkelig begrundelse, idet den omtvistede beslutning ikke indeholder noget argument vedrørende den indbyrdes afhængighed mellem EU-markedet og de fjernøstlige markeder, der var berørt af de omtvistede støttetildelinger. Ifølge Kommissionen har Retten set bort fra den selvindlysende betragtning, at penge er ombyttelige, således at det, når en virksomhed er aktiv inden for Fællesskabet, ikke er nødvendigt at fremlægge en konkret beskrivelse af muligheden for, at støtte, der er beregnet til at lette indtrængen på markeder uden for Fællesskabet, også har indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne og kan medføre konkurrenceforvridning.

40

Endelig har Kommissionen påberåbt sig Domstolens praksis, hvorefter Kommissionen, når det fremgår af selve de omstændigheder, under hvilke støtten er ydet, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, kan begrænse sig til at redegøre for disse omstændigheder i begrundelsen for sin beslutning. Ifølge Kommissionen er det netop, hvad den har gjort i den omtvistede beslutning.

41

Wam har gjort gældende, at appellen savner ethvert grundlag. Ifølge Wam var det med rette, at Retten anvendte Domstolens faste praksis, hvorefter begrundelsespligten ikke kan opfyldes af en begrundelse, der er støttet på abstrakte eller hypotetiske vurderinger. Wam gør gældende, at betingelserne vedrørende påvirkning af samhandelen og fordrejning af konkurrencevilkårene kun kan betragtes som opfyldt på grundlag af faktuelle oplysninger, der konkret og ikke blot i abstrakt forstand godtgør, hvorledes statsstøtten eller de ydede statsmidler indebærer en styrkelse af virksomhedens konkurrencemæssige stilling og en lettelse af dens produktionsomkostninger.

42

Ifølge Den Italienske Republik har Retten ikke tilsidesat artikel 87, stk. 1, EF og har fulgt retspraksis. I dom af 17. september 1980, Philip Morris Holland mod Kommissionen (sag 730/79, Sml. s. 2671), er påvirkning af samhandelen blevet defineret således, at tilskuddet skal »styrke en virksomheds stilling i forhold til andre konkurrerende virksomheder i samhandelen inden for Fællesskabet«.

43

Den Italienske Republik har gjort gældende, at en undersøgelse, herunder en undersøgelse af generel karakter, af de elementer, der kendetegner konkurrencen inden for Fællesskabet, der potentielt påvirkes af støtten, og dermed antagelsen om »forholdsmæssig styrkelse«, der skulle forklare påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne, netop mangler i den omtvistede beslutning. Henvisningen i appelskriftets punkt 15 til en eventuel styrkende virkning bør afvises, idet Retten i den appellerede doms præmis 73 har anført, at denne virkning for første gang blev gjort gældende under retsmødet for nævnte instans.

44

Den Italienske Republik gør samme formalitetsindsigelse gældende for så vidt angår den bemærkning, der er anført i appelskriftets punkt 15, vedrørende den konkurrencefordrejende virkning, der er en følge af den faktiske omstændighed, at virksomheden i kraft af det omhandlede tilskud blev frigjort for omkostninger, den normalt ville skulle bære.

45

Ifølge denne medlemsstat viser præmis 56 i dom af 29. april 2004, Italien mod Kommissionen (sag C-372/97, Sml. I, s. 3679), at begrundelsen er tilstrækkelig, når Kommissionen i det mindste i generel forstand identificerer de normale omkostninger for den berørte kategori af virksomheder og sætter dem i forbindelse med støttens formål. I denne sag er grunden til, at de afholdte omkostninger skulle udgøre »normale omkostninger«, ikke anført i den omtvistede beslutning.

46

Desuden har Den Italienske Republik anført, at Tubemeuse-dommen tydeligt viser, at det ikke kan antages, at enhver konkurrencefordel, der opnås uden for Fællesskabet, ligeledes omfatter en fordel på området for konkurrencen inden for Fællesskabet. Det var således med rette, at Retten fastslog, at der forelå en begrundelsesmangel i denne henseende.

47

Endelig har Den Italienske Republik gjort gældende, at Kommissionens argument om, at Retten ikke tog i betragtning, at penge er ombyttelige, bør afvises, eftersom dette ikke indgår i det retlige anbringende vedrørende utilstrækkelig begrundelse og udgør en yderligere begrundelse i forhold til den, der er indeholdt i den omtvistede beslutning. Under alle omstændigheder udgør teorien om »frigørelse af midler« ikke en tilstrækkelig begrundelse i mangel af yderligere præciseringer, eftersom teorien lige så godt kunne tjene til at godtgøre, at de omtvistede støttetildelinger ikke havde nogen virkning på markedet i Fællesskabet.

48

Ifølge fast retspraksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at Fællesskabets retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Det kræves ikke, at alle de relevante faktiske og retlige forhold fremhæves i begrundelsen, idet spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en retsakt opfylder kravene i artikel 253 EF, ikke kun skal vurderes ud fra begrundelsens affattelse, men ligeledes konteksten samt de samlede retlige regler, der regulerer det pågældende område (jf. dom af 6.9.2006, sag C-88/03, Portugal mod Kommissionen, Sml. I, s. 7115, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

49

Ved kvalifikationen af en støtteforanstaltning kræver dette princip, at de grunde, der førte Kommissionen til at fastslå, at foranstaltningen faldt inden for anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, skal være angivet. I den forbindelse påhviler det — selv i de tilfælde, hvor det fremgår af de omstændigheder, hvorunder støtten blev ydet, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene — i det mindste Kommissionen at angive disse omstændigheder i beslutningens begrundelse (jf. dommen i sagen Portugal mod Kommissionen, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

50

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det ligeledes følger af fast retspraksis, at det med henblik på en national foranstaltnings kvalificering som statsstøtte ikke skal godtgøres, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men alene undersøges, om støtten kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen (dom af 10.1.2006, sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., Sml. I, s. 289, præmis 140 og den deri nævnte retspraksis).

51

Hvad nærmere angår betingelsen om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne fremgår det af retspraksis, at tildeling af støtte fra en medlemsstat i form af en skattelettelse i forhold til visse af dens skattesubjekter bør antages at kunne påvirke denne samhandel og dermed opfylde denne betingelse, når de nævnte skattesubjekter driver virksomhed, der er genstand for sådan samhandel, og når det ikke kan udelukkes, at de konkurrerer med erhvervsdrivende i andre medlemsstater (jf. i denne retning dom af 3.3.2005, sag C-172/03, Heiser, Sml. I, s. 1627, præmis 35, og dommen i sagen Portugal mod Kommissionen, præmis 91).

52

Domstolen har endvidere fastslået, at når en støtte, der er ydet af en medlemsstat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (dommen i sagen Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., præmis 141 og den deri nævnte retspraksis).

53

Den omstændighed, at en økonomisk sektor har været genstand for liberalisering på fællesskabsplan, er i den henseende tilstrækkelig med henblik på redegørelsen for den faktiske eller potentielle virkning af støtten for konkurrencen såvel som for støttens påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. dommen i sagen Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., præmis 142 og den deri nævnte retspraksis).

54

Vedrørende betingelsen om fordrejning af konkurrencevilkårene skal det bemærkes, at støtte, der skal frigøre en virksomhed for omkostninger, som den normalt ville skulle bære inden for dens almindelige drift eller dens sædvanlige aktiviteter, i princippet fordrejer konkurrencevilkårene (jf. dom af 19.9.2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6857, præmis 30, og Heiser-dommen, præmis 55).

55

I den foreliggende sag skal det konstateres, at Retten ikke tilsidesatte den ovennævnte retspraksis vedrørende Kommissionens begrundelsespligt i sager om statsstøtte, da den i den appellerede doms præmis 76 fastslog, at begrundelsen i betragtning 74-79 til den omtvistede beslutning ikke gør det muligt at forstå, hvorledes de omtvistede støttetildelinger under de i sagen foreliggende omstændigheder kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.

56

Med hensyn til de nævnte omstændigheder har Retten i den appellerede doms præmis 63 med rette påpeget, at de omtvistede støttetildelinger ved hjælp af subsidierede lån havde til formål at finansiere omkostninger forbundet med indtrængen på markedet i tredjestater vedrørende etablering af permanente strukturer og omkostninger forbundet med fremme af handel, samt at subventionsækvivalenten udgør et relativt lavt beløb. Endvidere har Retten i den appellerede doms præmis 75 anført, at nævnte støttetildelinger ikke direkte og umiddelbart har til formål at støtte eksport til Den Europæiske Union, men at finansiere et program vedrørende markedsindtrængen.

57

Med hensyn til de omstændigheder, der særlig foreligger i denne sag, foretog Retten ikke urigtig retsanvendelse, da den i den appellerede doms præmis 63 fastslog, at Kommissionen var særlig forpligtet til at undersøge, om de omtvistede støttetildelinger kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencevilkårene, ved i den omtvistede beslutning at angive forhold af betydning for deres forventede virkninger.

58

Retten har i denne henseende i den appellerede doms præmis 64 med rette bemærket, at det ville være tilstrækkeligt, at Kommissionen foretog en korrekt angivelse af, hvorledes de omtvistede støttetildelinger ville kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene. Retten har bl.a. i denne forbindelse fremhævet, at Kommissionen hverken var forpligtet til at foretage en økonomisk analyse af den faktiske situation på det relevante marked eller af den omhandlede samhandel mellem medlemsstaterne, at påvise de omtvistede støttetildelingers faktiske virkning på bl.a. de af Wam anvendte priser eller at undersøge Wams salg på markedet i Det Forenede Kongerige.

59

Med hensyn til den praktiske anvendelse af disse principper konstaterede Retten i den appellerede doms præmis 66 med rette, at en generel begrundelse som den, der er indeholdt i betragtning 75 og 77 til den omtvistede beslutning, som er støttet på de gengivne principper fra Tubermeuse-dommen, ikke i sig selv kan anses for at opfylde kravene i henhold til artikel 253 EF.

60

Med hensyn til de grunde, der er indeholdt i betragtning 76 og 78 til den omtvistede beslutning, har Retten uden at foretage urigtig retsanvendelse i den appellerede doms præmis 68-74 fastslået, at disse betragtninger, selv når de sammenholdes med de principper, der er anført i betragtning 75, og med konstateringen, hvorefter den finansielle situation for Wam er blevet forbedret, ikke er tilstrækkelige til at bibringe en forståelse af, hvorledes de omtvistede støttetildelinger under de i sagen foreliggende omstændigheder kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.

61

I modsætning til, hvad Kommissionen i denne henseende gør gældende, er den faktiske omstændighed, at Wam deltog i samhandelen inden for Fællesskabet ved at eksportere en vigtig del af sin produktion inden for Unionen, ikke under de i denne sag foreliggende særlige omstændigheder, der er gengivet i denne doms præmis 56, i sig selv tilstrækkelig til at påvise de nævnte virkninger.

62

I denne forbindelse skal det navnlig bemærkes, at det følger af den i denne doms præmis 50-53 nævnte retspraksis, at en sådan påvirkning generelt kan skyldes den omstændighed, at støttemodtageren driver virksomhed på et europæisk marked, der er liberaliseret, men i modsætning til de omstændigheder, der forelå i de nævnte sager, forholder det sig dog i det foreliggende tilfælde således, at støttetildelingerne ikke har direkte forbindelse til støttemodtagerens virksomhed på dette marked, men omfatter finansiering af omkostninger vedrørende markedsindtrængen i tredjelande. Under disse omstændigheder — og så meget desto mere som det drejer sig om støtte, hvor subventionsækvivalenten udgør et forholdsvis lavt beløb — er de nævnte støttetildelingers påvirkning af handelen og konkurrencen inden for Fællesskabet mindre umiddelbar og vanskeligere at gennemskue, hvorfor Kommissionen burde have givet en mere detaljeret begrundelse for sin beslutning.

63

Endelig er det vedrørende den i denne doms præmis 54 nævnte retspraksis, hvorefter støtte, der skal frigøre en virksomhed for omkostninger, som den normalt skulle have båret inden for dens almindelige drift eller dens sædvanlige aktiviteter, i princippet fordrejer konkurrencevilkårene, tilstrækkeligt at konstatere, at den omhandlede støtte ikke tilsigter at frigøre Wam for netop sådanne omkostninger.

64

Det følger heraf, at Retten, idet den ved sin bedømmelse i den appellerede doms præmis 62-76 i det væsentlige lagde til grund, at Kommissionen burde have foretaget en mere detaljeret analyse af de omtvistede støttetildelingers mulige indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencevilkårene, og at den i den omtvistede beslutning burde have angivet yderligere oplysninger om de nævnte virkninger, ikke har tilsigtet at fravige den ovennævnte retspraksis, men at tage sagens konkrete omstændigheder i betragtning, uden at Retten i den henseende kan kritiseres for at have foretaget urigtig retsanvendelse.

65

Endvidere svækkes denne konklusion ikke af de argumenter, som Kommissionen har påberåbt sig vedrørende de af Retten i den appellerede doms præmis 74 foretagne konstateringer. Disse konstateringer vedrørende undersøgelse af den indbyrdes afhængighed mellem markedet i EU og det fjernøstlige marked vedrører muligheden for indirekte påvirkning af samhandel og konkurrence inden for Fællesskabet, som hovedsageligt omhandlet i Tubemeuse-dommen. Selv om det er rigtigt, at undersøgelse af sådan afhængighed kun kan kræves, hvis det påvises, at statsstøtten medfører en direkte påvirkning af markederne inden for Fællesskabet, må det imidlertid konstateres, at den omtvistede beslutning, således som det er blevet bekræftet i de ovenstående præmisser, ikke indeholder tilstrækkeligt bevis til godtgørelse heraf.

66

Af samtlige ovenstående betragtninger følger, at appellen bør forkastes.

67

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfør af samme reglements artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Den Italienske Republik og Wam har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da sidstnævnte har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):