1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser
(Art. 234 EF)
2. Fællesskabsret – principper – ligebehandling – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet
(Art. 7 EF og 56 EF)
3. Frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning
(Art. 56 EF)
1. Domstolen kan ikke under en sag i henhold til artikel 234 EF tage stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med fællesskabsretten, idet det tilkommer de nationale domstole at fortolke de nationale bestemmelser. Domstolen har derimod kompetence til at forsyne disse domstole med alle de fællesskabsretlige fortolkningselementer, som kan sætte dem i stand til at bedømme, om nationale bestemmelser er forenelige med fællesskabsretten.
(jf. præmis 18)
2. Artikel 12 EF kan kun anvendes selvstændigt på forhold omfattet af fællesskabsretten, for hvilke EF-traktaten ikke indeholder særlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling. Traktaten indeholder bl.a. i artikel 56 EF en særlig bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling på området for de frie kapitalbevægelser.
(jf. præmis 28 og 29)
3. Artikel 56 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der pålægger avancer ved overdragelse af en fast ejendom beliggende i denne medlemsstat en større skattebyrde, når overdragelsen foretages af en person, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, end den, der for samme transaktionstype anvendes på avancer, som realiseres af en person, der er hjemmehørende i den stat, hvori den faste ejendom er beliggende.
En sådan lovgivning udgør en restriktion for kapitalbevægelserne, der er forbudt ved artikel 56 EF, for så vidt som den har som virkning at gøre kapitaloverførsel mindre attraktiv for ikke-hjemmehørende personer ved at gøre det mindre interessant for disse at investere i fast ejendom i den pågældende medlemsstat og følgelig at foretage transaktioner knyttet til disse investeringer, såsom salg af fast ejendom.
Da den pågældende beskatning vedrører en enkelt kategori af de skattepligtige personers indkomster, uanset om de skattepligtige personer er hjemmehørende eller ikke-hjemmehørende, idet den vedrører begge kategorier af skattepligtige personer, og da den medlemsstat, der er kilde for den skattepligtige indkomst, altid er den pågældende medlemsstat, foreligger der ikke nogen objektiv forskel i situationen, der kan begrunde en forskellig skattemæssig behandling med hensyn til avancebeskatningen mellem disse to kategorier af skattepligtige personer.
(jf. præmis 39, 40, 50, 53, 54 og 61 samt domskonkl.)