1. Traktatbrudssøgsmål – sagens genstand – fastlæggelse under den administrative procedure
(Art. 226 EF)
2. Traktatbrudssøgsmål – sagens genstand – fastlæggelse under den administrative procedure
(Art. 226 EF)
3. Miljø – beskyttelse af vilde fugle – direktiv 79/409 – særlige beskyttelsesforanstaltninger
(Rådets direktiv 79/409, art. 4, stk. 4, og direktiv 92/43, art. 6, stk. 2, og art. 7)
4. Miljø – beskyttelse af vilde fugle – direktiv 79/409 – udlægning som særligt beskyttelsesområde
(Rådets direktiv 79/409, art. 4)
5. Miljø – beskyttelse af vilde fugle – direktiv 79/409 – særlige beskyttelsesforanstaltninger
(Rådets direktiv 79/409, art. 4, stk. 4)
1. I forbindelse med et søgsmål i henhold til artikel 226 EF er det Kommissionens åbningsskrivelse til medlemsstaten og dens efterfølgende begrundede udtalelse, der afgrænser sagens genstand, som derefter ikke kan udvides. Den pågældende medlemsstats mulighed for at fremsætte bemærkninger udgør nemlig, selv om medlemsstaten ikke ønsker at udnytte sin adgang hertil, en i traktaten hjemlet væsentlig garanti, hvis opfyldelse er et væsentligt formkrav til sikring af, at den procedure, hvorved det fastslås, at en medlemsstat har begået et traktatbrud, afvikles behørigt. Følgelig skal Kommissionens begrundede udtalelse og dens søgsmål hvile på de samme klagepunkter som i åbningsskrivelsen, der indledte den administrative procedure. Hvis dette ikke er tilfældet, kan en sådan mangel ikke anses for afhjulpet ved den omstændighed, at den sagsøgte medlemsstat har fremsat bemærkninger til den begrundede udtalelse.
Et traktatbrudssøgsmål kan således ikke antages til realitetsbehandling i det omfang, det hviler på klagepunkter, som ikke fremgår af åbningsskrivelsen.
(jf. præmis 15-17)
2. Den begrundede udtalelse og det søgsmål, der er omhandlet i artikel 226 EF, skal støttes på samme anbringender og søgsmålsgrunde, og de skal sammenhængende og præcist redegøre for klagepunkterne, således at den pågældende medlemsstat og Domstolen utvetydigt forstår omfanget af den påståede tilsidesættelse af fællesskabsretten, hvilket er en nødvendig forudsætning for, at denne stat effektivt kan tage til genmæle, og at Domstolen kan efterprøve, om det påståede traktatbrud foreligger.
Et traktatbrudssøgsmål kan således ikke antages til realitetsbehandling hvad angår et anbringende, med hensyn til hvilket søgsmålsgrundene er blevet ændret i forhold til dem, der var gjort gældende under den administrative procedure, og som dermed ikke opfylder kravene om sammenhæng og præcision.
(jf. præmis 18, 22 og 23)
3. Artikel 4, stk. 4, første punktum, i direktiv 79/409 om beskyttelse af vilde fugle pålægger medlemsstaterne at træffe egnede foranstaltninger med henblik på i de særligt beskyttede områder (SBO) at undgå forurening eller forringelse af levestederne samt forstyrrelse af fuglene, i det omfang en sådan forurening, forringelse eller forstyrrelse har væsentlig betydning for formålet med denne artikel.
Medlemsstaterne skal opfylde forpligtelserne, der følger af denne bestemmelse, selv når de pågældende områder ikke er blevet udlagt til SBO’er, men skulle have været det.
Hvad angår de områder, der er udlagt som SBO’er, bestemmer artikel 7 i direktiv 92/43 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, at forpligtelserne i artikel 4, stk. 4, første punktum, i direktiv 79/409 bl.a. erstattes af forpligtelserne i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 92/43 fra datoen for dette direktivs iværksættelse eller fra den dato, hvor der er sket udlæggelse efter direktiv 79/409, hvis denne dato er senere. De områder, der skulle have været udlagt til SBO’er, men som ikke er blevet det, henhører således fortsat under ordningen i artikel 4, stk. 4, første punktum, i direktiv 79/409.
(jf. præmis 26-28)
4. Fortegnelsen »Important Bird Areas« 1998, der opstiller en ajourført oversigt over vigtige områder for beskyttelse af fugle i en medlemsstat, udgør i mangel af modstående videnskabelige beviser et referencegrundlag, som gør det muligt at vurdere, om denne medlemsstat har udlagt et tilstrækkeligt antal og areal af områder som særligt beskyttede områder med henblik på at sikre en beskyttelse af alle de fuglearter, der er anført i bilag I til direktiv 79/409 om beskyttelse af vilde fugle, samt af de trækfuglearter, der ikke er anført i det pågældende bilag.
(jf. præmis 30)
5. En medlemsstat, der tillader et overrislingsprojekt af et sådant omfang som i det foreliggende tilfælde uden at træffe egnede foranstaltninger med henblik på i de af dette projekt berørte områder, som skulle have været udlagt som særligt beskyttede områder (SBO), at undgå de ulovlige forstyrrelser, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 4, første punktum, i direktiv 79/409 om beskyttelse af vilde fugle. Hertil bemærkes, at en sådan forpligtelse består, inden der er konstateret en formindskelse af fuglebestanden, eller der konkret er opstået fare for, at en beskyttet art uddør.
Alene den omstændighed, at dette projekt har en væsentlig betydning for den økonomiske og sociale udvikling i det berørte område, kan ikke drage denne konstatering i tvivl. Medlemsstaternes mulighed for alvorligt at krænke de områder, der skulle have været udlagt som SBO’er, og som henhører under ordningen i artikel 4, stk. 4, første punktum, i direktiv 79/409, kan under alle omstændigheder ikke begrundes ud fra økonomiske og sociale hensyn.
(jf. præmis 36 og 37)