1

I appelskriftet har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 15. december 2005, Infront WM mod Kommissionen (sag T-33/01, Sml. II, s. 5897, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede Kommissionens beslutning indeholdt i dens skrivelse af 28. januar 2000 til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (herefter »den anfægtede retsakt«).

2

Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997 (EFT L 202, s. 60, herefter »direktiv 89/552«), har til formål at sikre modtagefrihed og retransmission af fjernsynsudsendelser i Fællesskabet, idet det fastsætter minimumsbestemmelser, der forpligter medlemsstaterne til at sørge for, at tv-radiospredningsorganer, der hører under deres myndighed, overholder direktivets bestemmelser.

3

Betragtning 18 og 19 til direktiv 97/36 har følgende ordlyd:

4

I henhold til artikel 1, litra b), i direktiv 89/552 forstås ved »tv-spredningsforetagende« den fysiske eller juridiske person, som har det redaktionelle ansvar for programlægningen af tv-programmer, og som udsender dem eller får dem udsendt af en tredjepart.

5

Artikel 3a i direktiv 89/552, der er indsat ved direktiv 97/36, har følgende ordlyd:

»1.   Enhver medlemsstat kan træffe foranstaltninger i overensstemmelse med fællesskabsretten for at sikre, at et tv-spredningsforetagende under dens jurisdiktion ikke udnytter sin eneret til at udsende begivenheder, der af den pågældende medlemsstat anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i den pågældende medlemsstat forhindres i at kunne følge sådanne begivenheder via direkte eller tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn. Træffer en medlemsstat sådanne foranstaltninger, udarbejder den en liste over begivenheder — nationale eller ikke-nationale — som den anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. Dette skal ske på en klar og gennemskuelig måde og i tilstrækkelig god tid til at sikre efterlevelse i praksis. Den pågældende medlemsstat beslutter i den forbindelse ligeledes, om disse begivenheder helt eller delvis skal kunne transmitteres direkte eller — hvor det i offentlighedens interesse af objektive grunde er nødvendigt eller hensigtsmæssigt — helt eller delvis skal kunne transmitteres tidsforskudt.

2.   Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen om alle foranstaltninger, som træffes i medfør af stk. 1. Kommissionen kontrollerer inden for en periode på tre måneder fra underretningen, at sådanne foranstaltninger er forenelige med fællesskabsretten, og meddeler dem til de øvrige medlemsstater. Den anmoder om en udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 23a. Den offentliggør straks de trufne foranstaltninger i De Europæiske Fællesskabers Tidende og offentliggør mindst en gang om året den konsoliderede liste over de foranstaltninger, der er truffet af medlemsstaterne.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion ikke udnytter en eneret, som disse foretagender har erhvervet efter datoen for offentliggørelsen af dette direktiv, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i en anden medlemsstat forhindres i at kunne følge begivenheder, der af den anden medlemsstat er erklæret for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i henhold til stk. 1 og 2, via hel eller delvis direkte transmission eller — hvor det i offentlighedens interesse af objektive grunde er nødvendigt eller hensigtsmæssigt — hel eller delvis tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn således som fastlagt af denne anden medlemsstat i overensstemmelse med stk. 1.«

6

Section 98 og 101 i Part IV i Broadcasting Act 1996, ændret ved Television Broadcasting Regulations 2000 (herefter »Broadcasting Act«), bestemmer:

»98. Tjenestekategorier

[…]

101. Restriktioner på området for tv-spredning af begivenheder, der er opført på listen

[…]«

7

Disse bestemmelser blev meddelt Kommissionen i medfør af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 og offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (EFT 2000 C 328, s. 2).

8

Betingelserne for den tilladelse, der er omhandlet i nævnte section 101 (1), er fastsat i Independent Television Commission Code on Sports and other Listed Evens, som ændret.

9

Sagens faktiske omstændigheder, som gengivet i den appellerede doms præmis 7-22, kan sammenfattes som følger:

10

Infront WM AG (herefter »Infront«), tidligere først FWC Medien AG, derefter KirchMedia WM AG, driver virksomhed bestående i køb, administration og salg af rettigheder til tv-transmission af sportsbegivenheder. Selskabet køber normalt disse rettigheder hos arrangørerne og videresælger herefter rettighederne til tv-spredningsforetagender.

11

Den 10. september 1996 indgik selskabets moderselskab en aftale med Fédération internationale de football association (FIFA) om eneret til at dække slutrundekampene i FIFA’s verdensmesterskaber i årene 2002 og 2006. Moderselskabet fik bl.a. eneretten til at transmittere disse sportsbegivenheder til det europæiske kontinent. Disse rettigheder er efterfølgende blevet overdraget til Infront.

12

Ved skrivelser af 25. september 1998 og 5. maj 2000 underrettede Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 Kommissionen om de foranstaltninger, der var truffet i medfør af stk. 1 i denne artikel.

13

Den 28. juli 2002 fremsendte generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for »uddannelse og kultur« den anfægtede retsakt til Det Forenede Kongerige med følgende indhold:

»Ved skrivelse af 5. maj 2000, modtaget af Kommissionen den 11. maj 2000, meddelte [Det Forenede Kongeriges] Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen en samlet række nationale foranstaltninger vedrørende tv-dækningen af begivenheder af væsentlig national interesse for Det Forenede Kongerige. […]

Jeg skal herved meddele Dem, at efter at have undersøgt, hvorvidt de vedtagne foranstaltninger er forenelige med [direktiv 89/552], og under hensyntagen til de foreliggende faktiske oplysninger om den audiovisuelle sektor i Det Forenede Kongerige, vil […] Kommissionen ikke rejse indvendinger mod de af Det Forenede Kongeriges myndigheder anmeldte foranstaltninger.

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i [direktiv 89/552] offentliggør Kommissionen de anmeldte foranstaltninger i [EF-Tidende].«

14

Kommissionen offentliggjorde disse foranstaltninger i EF-Tidende den 18. november 2000. Foranstaltningerne omfatter section 98 og 101 i Part IV i Broadcasting Act samt listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse for Det Forenede Kongerige (herefter de »angivne begivenheder«). Blandt disse begivenheder findes FIFA’s verdensmesterskaber.

15

Under Kommissionens kontrolprocedure vedrørende disse foranstaltninger tilsendte Infront Kommissionen to skrivelser, hvori selskabet gjort gældende, at listen over angivne begivenheder ikke kunne anerkendes, idet den ikke var forenelig med direktivets artikel 3a samt andre af fællesskabsrettens bestemmelser.

16

Infront anmodede derefter ved skrivelse af 7. december 2000 Kommissionen om at bekræfte, at den havde afsluttet kontrolproceduren i henhold til artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 for så vidt angår listen over angivne begivenheder, og om at informere selskabet om det endelige resultat af denne procedure, herunder om eventuelle foranstaltninger, som Kommissionen havde truffet i denne forbindelse. Kommissionen svarede Infront, at proceduren var afsluttet, og at listen over angivne begivenheder var blevet anset for værende forenelig med direktivet.

17

Infront anlagde derfor sag ved retten med påstand om annullation af den anfægtede retsakt.

18

Kommissionen påstod sagen afvist. Kommissionen gjorde gældende, at den ikke havde vedtaget den anfægtede akt i henhold til artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, og at Infront hverken var umiddelbart eller individuelt berørt af den anfægtede akt.

19

Retten har i den appellerede dom forkastet en afvisningspåstand og antaget sagen til realitetsbehandling.

20

Retten fastslog for det første, at den anfægtede retsakt afslutter den procedure, der er omhandlet i artikel 3a, stk. 2, direktiv 89/552, hvorefter Kommissionen skal kontrollere, om nationale foranstaltninger, der er truffet i henhold til artiklens stk. 1, er forenelige med fællesskabsretten. Offentliggørelsen i EF-Tidende af de af Kommissionen godkendte foranstaltninger giver de øvrige medlemsstater mulighed for at gøre sig bekendt hermed med henblik på at iagttage forpligtelserne i direktivets artikel 3a, stk. 3, inden for rammerne af ordningen med gensidig anerkendelse af disse foranstaltninger, som blev indført med sidstnævnte bestemmelse.

21

Den anfægtede retsakt har således efter Rettens opfattelse retsvirkninger med hensyn til medlemsstaterne, for så vidt som den fastsætter offentliggørelse af de omhandlede nationale foranstaltninger i EF-Tidende, da denne offentliggørelse udløser ordningen med gensidig anerkendelse, som omhandlet i artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552. Den udgør således en beslutning i henhold til artikel 249 EF, selv om direktivets artikel 3a ikke udtrykkeligt henviser til, at Kommissionen skal vedtage en »beslutning«.

22

Retten undersøgte for det andet, om Infront er umiddelbart berørt af denne retsakt. Den henviste herved til den retspraksis, hvorefter en fællesskabsretsakt — for at en borger i henhold til artikel 230, stk. 4, EF kan anses for umiddelbart berørt heraf — umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og dens gennemførelse skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. dom af 5.5.1998, sag C-386/96 P, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. I, s. 2309, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

23

Retten fandt indledningsvis, at de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har truffet, retligt set udgør et selvstændigt forhold i relation til den anfægtede retsakt, når Infront overdrager sine tv-rettigheder til et tv-spredningsforetagende, der er etableret i Det Forenede Kongerige, med henblik på tv-retransmission i denne stat. Når de anmeldte foranstaltninger finder anvendelse på tv-spredningsforetagender, som er etableret i Det Forenede Kongerige i henhold til gældende national lov og ikke i henhold til Broadcasting Act, er Infront ikke umiddelbart berørt.

24

Det er derimod kun den anfægtede retsakt, hvori det fastslås, at de af Det Forenede Kongerige anmeldte foranstaltninger er forenelige med fællesskabsretten, og hvori den efterfølgende offentliggørelse i EF-tidende foreskrives, der sikrer overholdelsen af ordningen med gensidig anerkendelse, der er indført ved artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552. Det følger heraf, at denne retsakt i dette tilfælde medfører, at de nævnte foranstaltninger kun får virkning med henblik på de andre medlemsstaters anerkendelse heraf.

25

Retten fastslog desuden, at eftersom denne gensidige anerkendelse af de nationale foranstaltninger truffet i henhold til artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552 beror på Kommissionens godkendelse heraf samt deres efterfølgende offentliggørelse i EF-Tidende, overlades de offentlige myndigheder fra og med den anfægtede retsakts offentliggørelse ikke noget skøn med hensyn til overholdelsen af deres forpligtelser. Selv om den kontrol, som de nationale myndigheder skal foretage inden for rammerne af ordningen med gensidig anerkendelse, der er indført med artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552, fastsættes af hver medlemsstat i den lovgivning, der gennemfører denne bestemmelse, skal disse myndigheder sikre, at de tv-spredningsforetagender, der hører under deres jurisdiktion, iagttager de bestemmelser om retransmission af de begivenheder, der er angivet i de nationale foranstaltninger, der af Kommissionen er blevet godkendt og offentliggjort i EF-Tidende.

26

Retten fastslog derfor, at Infront er umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt, for så vidt som den muliggør gennemførelse af ordningen om de andre medlemsstaters gensidige anerkendelse af de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har truffet i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552.

27

Retten fastslog for det tredje, at Infront ligeledes er individuelt berørt af retsakten. Retsakten berører Infront på grund af en egenskab, som er særlig for selskabet, nemlig dennes egenskab af indehaver af de eksklusive tv-rettigheder til en af de angivne begivenheder. Selv om de nationale foranstaltninger, der af Kommissionen er blevet godkendt og offentliggjort i EF-Tidende, ikke udtrykkeligt finder anvendelse på Infront i selskabets egenskab af forhandler af de pågældende tv-rettigheder, indebærer de en begrænsning i selskabets mulighed for frit at kunne disponere over sine rettigheder ved at opstille krav for deres overdragelse — i form af en eneret — til et tv-spredningsforetagende, der er etableret i en anden medlemsstat end Det Forenede Kongerige, og som ønsker at sende de nævnte begivenheder i denne sidstnævnte medlemsstat.

28

Det er desuden, selv om den retlige gyldighed af de kontrakter, der er indgået med FIFA, ikke påvirkes af den anfægtede retsakt, afgørende, at Infront har erhvervet eneretten til de omhandlede tv-rettigheder, før artikel 3a i direktiv 89/552’s ikrafttræden, og før retsaktens vedtagelse.

29

Med hensyn til realiteten annullerede Retten den anfægtede retsakt med den begrundelse, at da retsakten udgør en beslutning i artikel 249 EF’s forstand, er den behæftet med en kompetencemangel. Kommissionskollegiet var ikke blevet hørt, og den generaldirektør, der har underskrevet retsakten, havde ikke modtaget nogen udtrykkelig bemyndigelse af kollegiet.

30

Kommissionen har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

31

Infront har nedlagt følgende påstande:

32

I henhold til artikel 230, stk. 4, EF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe en klage over en beslutning, der er rettet til en anden person, men som dog berører ham umiddelbart og individuelt.

33

Kommissionen har til støtte for sin appel påberåbt sig to anbringender vedrørende tilsidesættelse af disse to betingelser.

34

Før disse anbringender undersøges, skal virkningen og rækkevidden af artikel 3a i direktiv 89/552 og af den anfægtede retsakt præciseres.

35

I henhold til direktivets artikel 3a, stk. 1, kan enhver medlemsstat træffe foranstaltninger i overensstemmelse med fællesskabsretten for at sikre, at et tv-spredningsforetagende under dens jurisdiktion ikke udnytter sin eneret til at udsende begivenheder, der af den pågældende medlemsstat anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen forhindres i at kunne følge begivenhederne via direkte eller tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn. I denne henseende udarbejder den pågældende medlemsstat en liste over sådanne begivenheder.

36

Direktivets artikel 3a, stk. 2, pålægger Kommissionen at kontrollere, at de nævnte foranstaltninger er forenelige med fællesskabsretten, og at offentliggøre dem i EF-Tidende. Artiklens stk. 3 indfører en ordning med gensidig anerkendelse, hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion ikke unddrager sig de foranstaltninger, der i medfør af artiklens stk. 1 er truffet af en anden medlemsstat, godkendt af Kommissionen og offentliggjort i EF-Tidende.

37

Dette udtales også i 19. betragtning til direktiv 97/36, af hvis ordlyd det fremgår, at artikel 3a i direktiv 89/552 har til formål at forhindre eventuel omgåelse af nationale foranstaltninger, der er truffet for at beskytte legitime almene interesser.

38

I henhold til disse regler har Kommissionen ved den anfægtede retsakt underrettet Det Forenede Kongerige om sin godkendelse af de foranstaltninger, som denne medlemsstat havde meddelt Kommissionen, og om deres efterfølgende offentliggørelse i EF-Tidende. Som Retten har fastslået, afslutter denne retsakt således den kontrolprocedure, som Kommissionen er forpligtet til at foretage i henhold til artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552. Offentliggørelsen i EF-Tidende af disse foranstaltninger gav de øvrige medlemsstater mulighed for at gøre sig bekendt hermed og for at iagttage forpligtelserne i samme direktivs artikel 3a, stk. 3.

39

Den anfægtede retsakt har således udløst ordningen med gensidig anerkendelse som omhandlet i artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552, og den har følgelig aktiveret de øvrige medlemsstaters forpligtelse til at sikre, at tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion ikke unddrager sig de foranstaltninger, der i medfør af denne artikels stk. 1 er truffet af Det Forenede Kongerige.

40

Det er i lyset af disse bemærkninger, at de af Kommissionen påberåbte anbringender skal undersøges.

41

Kommissionen har gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig anvendelse af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 22, hvori betingelsen om den umiddelbare interesse, der er omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF, er præciseret.

42

For det første havde den anfægtede retsakt ingen indvirkning på Infronts retsstilling. Retsakten pålægger de andre medlemsstater end Det Forenede Kongerige en forpligtelse til at sørge for, at tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion ikke forhindrer en betydelig del af befolkningen i denne medlemsstat i at kunne følge visse angivne begivenheder, på »gratis« fjernsyn. I denne henseende er de juridiske forpligtelser således alene pålagt sådanne foretagender.

43

Hvis man antog, at et betalings-tv-selskab, der er etableret i en anden medlemsstat end Det Forenede Kongerige, eventuelt ønskede at afgive et tilbud for at erhverve de omhandlede eksklusive tv-rettigheder, ville de retlige begrænsninger, der pålægges selskabet, kunne få det til at opgive at afgive tilbud. Infront ville derfor have færre potentielle købere og ville følgelig befinde sig i en mindre gunstig forretningssituation, og dette skyldes ikke en ændring af selskabets retsstilling, men blot den omstændighed, at selskabet ikke vil kunne finde den køber, som det havde kunnet håbe på. Selskabet lider derfor indirekte økonomiske konsekvenser ved den anfægtede retsakt, men selskabets retsstilling forbliver uændret.

44

Dernæst er selv disse økonomiske konsekvenser helt uvisse, fordi intet tv-spredningsforetagende, der er etableret i en anden medlemsstat end Det Forenede Kongerige, kan antages at ville betale det betydelige beløb, som Infront kræver for retten til i Det Forenede Kongerige at dække de angivne begivenheder, hvortil Infront har de eksklusive tv-rettigheder. Retten skulle have anmodet Infront om at godtgøre sandsynligheden for en sådan faktisk situation og sandsynligheden for et økonomisk tab som følge af den anfægtede retsakt. Eftersom Retten afholdt sig fra at pålægge den passende bevisbyrde, har den også begået en retlig fejl.

45

Det var endelig med urette, at Retten fandt, at medlemsstaterne ikke havde noget skøn ved gennemførelsen af de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552. Ganske vist fastlægges identiteten af de begivenheder, der anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, og den måde, de transmitteres på, af den medlemsstat, der foretager denne angivelse, og følgelig ved Kommissionens afgørelse, der træffes i medfør af denne artikels stk. 2. Det omfang, hvori en sådan begivenhed i praksis retransmitteres i overensstemmelse med denne medlemsstats interesser, afhænger imidlertid i væsentligt omfang af den lovgivning og den beslutningsstruktur, der er valgt af hver medlemsstat i henhold til nævnte artikel 3a, stk. 3. Denne bestemmelse angiver selv, at den opgave, der er pålagt medlemsstaterne, skal gennemføres »på en hensigtsmæssig måde og inden for rammerne af deres lovgivning«. De resultater, der opnås af hver medlemsstat, vil kunne være meget forskellige alt efter, hvilken fremgangsmåde der er anvendt i hvert enkelt tilfælde. Under disse omstændigheder forudsætter de andre medlemsstaters end Det Forenede Kongeriges gennemførelse af den anfægtede retsakt udøvelse af et væsentligt skøn.

46

Infront har gjort gældende, at Retten med rette har fastslået, at den anfægtede retsakt umiddelbart vedrører selskabet.

47

Betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af beslutningen, som fastsat i artikel 230, stk. 4, EF, indebærer efter fast retspraksis, at den anfægtede fællesskabsforanstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. dommen i sagen Dreyfus mod Kommissionen, præmis 43, dom af 29.6.2004, sag C-486/01 P, Front national mod Parlamentet, Sml. I, s. 6289, præmis 34, og af 2.5.2006, sag C-417/04 P, Regione Siciliana mod Kommissionen, Sml. I, s. 3881, præmis 28).

48

Det skal for det første undersøges, om den anfægtede retsakt umiddelbart har indvirkning på Infronts retsstilling.

49

Det fremgår af section 98 og 101 i Broadcasting Act, at et tv-spredningsforetagende, der ønsker med eneret og direkte at dække en angivet begivenhed, skal indhente tilladelse fra ITC, når tjenesten skal dække hele eller dele af Det Forenede Kongeriges område. I henhold til Independent Television Commission Code on Sports and other Listed Event, som ændret, er betingelserne for denne godkendelse hovedsageligt, at salget af senderettighederne har været bragt til almenhedens kendskab, og at tv-radiospredningsforetagenderne har haft en reel mulighed for at erhverve rettighederne på fair og rimelige vilkår.

50

Som fastslået i denne doms præmis 35-39, er de andre medlemsstater end Det Forenede Kongerige som følge af den anfægtede retsakt forpligtet til at sikre, at tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion ikke unddrager sig de foranstaltninger, der i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552 er truffet af denne medlemsstat, og derfor, at disse ikke retransmitterer de angivne begivenheder uanset kravene i disse foranstaltninger. Heraf følger, at disse medlemsstater er forpligtede til at sikre, at nævnte foretagender ikke med eneret og direkte retransmitterer disse begivenheder til offentligheden i Det Forenede Kongerige, når de har -erhvervet senderettighederne til disse begivenheder i forbindelse med en salgsprocedure, hvorved der ikke er taget hensyn til de i foregående præmis nævnte betingelser.

51

De foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har truffet, og som er godkendt ved den anfægtede retsakt, pålægger nævnte tv-spredningsforetagender en vis række begrænsninger, når de ønsker at retransmittere de angivne begivenheder, hvortil Infront har erhvervet eneretten.

52

I det omfang denne begrænsning vedrører de betingelser, som gælder for disse foretagender ved deres erhvervelse fra Infront af tv-rettighederne til angivne begivenheder, har de foranstaltninger, der er truffet af Det Forenede Kongerige, og den anfægtede retsakt til virkning, at selskabets rettigheder møder begrænsninger, der ikke eksisterede på det tidspunkt, hvor selskabet erhvervede disse tv-rettigheder, og som gør det vanskeligere at udnytte disse rettigheder. Den anfægtede retsakt berører således umiddelbart Infronts retsstilling.

53

Kommissionen har imidlertid anført, at det ikke er godtgjort, at der faktisk foreligger en sådan indvirkning på Infronts retsstilling, fordi der ikke findes nogen tv-spredningsforetagender, der er etableret i andre medlemsstater end Det Forenede Kongerige, og som ville være interesserede i at købe de tv-rettigheder, som Infront er i besiddelse af, såfremt den anfægtede retsakt ikke var blevet vedtaget, og som blev hindret i eller afholdt fra at erhverve disse på grund af denne retsakts vedtagelse. Desuden har Retten vendt bevisbyrden i denne henseende.

54

Det bemærkes, at fællesskabslovgiver har indført artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552, netop fordi der kan være situationer, hvor tv-spredningsforetagender under en medlemsstats jurisdiktion erhverver eneret til at dække en begivenhed, der af en anden medlemsstat anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, og udsender begivenheden til befolkningen i sidstnævnte medlemsstat på en måde, der gør det umuligt for en betydelig del af dennes befolkning at følge begivenheden.

55

Retten har udtalt sig om denne situation i præmis 148 og 149 i den appellerede dom. På den ene side har den fremhævet en række tilfælde af grænseoverskridende udsendelser af begivenheder, der anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, hvor tv-spredningsforetagender har handlet på nævnte måde. Retten fandt på den anden side, at Kommissionen ikke har underbygget sine påstande om, at den omstændighed, at markedet for tv-spredningsvirksomhed i Det Forenede Kongerige har en speciel karakter, i den foreliggende sag udelukker sådanne situationer. Retten fastslog på denne baggrund, at fjernsynsrettighederne til slutrundekampene i FIFA’s verdensmesterskaber i denne medlemsstat ikke nødvendigvis ville være blevet erhvervet af tv-spredningsforetagender, som er etableret i denne medlemsstat.

56

Retten har ikke herved vendt den bevisbyrde, der påhviler parterne. Retten har foretaget en selvstændige vurdering af de faktiske omstændigheder, der havde til formål at fastslå, om der faktisk foretages grænseoverskridende udsendelser af begivenheder, der er angivet af medlemsstaterne. Retten har i den forbindelse adgang til at tage hensyn til, at en part afholder sig fra at fremlægge dokumentation til støtte for sine egne påstande (jf. dom af 18.7.2006, sag C-214/05 P, Rossi mod KHIM, Sml. I, s. 7057, præmis 23).

57

Desuden fremgår det af fast retspraksis, at appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det derfor alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til bevismaterialet. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og bevismaterialet er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er gengivet forkert (jf. dom af 19.9.2002, sag C-104/00 P, DKV mod KHIM, Sml. I, s. 7561, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

58

Det er ikke for Domstolen blevet gjort gældende, at de faktiske omstændigheder er gengivet forkert. Under disse omstændigheder tilkommer det ikke Domstolen at undersøge, om Retten med rette har fastslået, at det ikke var bevist, at de pågældende tv-rettigheder nødvendigvis ville være blevet erhvervet af tv-spredningsforetagender, som er etableret i Det Forenede Kongerige.

59

Det skal for det andet undersøges, om den anfægtede retsakt overlader de nationale myndigheder, der har til opgave at gennemføre retsakten, et skøn, eller om gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler.

60

De nationale myndigheder er ganske vist ikke berøvet ethvert skøn ved gennemførelsen af artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552 og den anfægtede retsakt. De kan fastsætte passende kontrolforanstaltninger for at opfylde de forpligtelser, der følger af bestemmelsen og den anfægtede retsakt.

61

De skal imidlertid sikre, at de pågældende tv-spredningsforetagender ikke unddrager sig de foranstaltninger, der i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552 er truffet af en anden medlemsstat, og at disse foretagender ikke udnytter deres eneret på en sådan måde, at den relevante befolkning forhindres i at kunne følge de begivenheder, der anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, således som fastlagt af denne anden medlemsstat.

62

Som Retten med rette har fastslået i præmis 146 i den appellerede dom, skal de nationale myndigheder sikre, at de tv-spredningsforetagender, der hører under deres jurisdiktion, iagttager de bestemmelser om dækning af de nævnte begivenheder, som en anden medlemsstat har foreskrevet i de foranstaltninger, der af Kommissionen er blevet godkendt og offentliggjort i EF-Tidende. Det er disse sidstnævnte foranstaltninger og dermed i den foreliggende sag den anfægtede retsakt, der fastlægger det resultat, der skal opnås. Hvad angår dette resultat har de nationale myndigheder således intet skøn.

63

Den skade, der er tilføjet tv-spredningsforetagendernes og Infronts retsstilling, skyldes kravet om at nå dette resultat.

64

Henset til disse betragtninger kan det første anbringende ikke lægges til grund.

65

Kommissionen har gjort gældende, at Retten med urette har fastslået, at Infront var individuelt berørt af den anfægtede retsakt som fastsat i artikel 230, stk. 4, EF og i Domstolens praksis.

66

Kommissionen har gjort gældende, at den fremgangsmåde, Retten anvendte, medfører, at alle indehavere af tv-rettigheder, der er berørt af de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har truffet i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, anses for individuelt berørt af disse foranstaltninger, selv om der er tale om mange. I lighed med alle indehavere af sådanne rettigheder er Infront alene berørt af den anfægtede retsakt i sin objektive egenskab af forhandler af tv-rettigheder til sportsbegivenheder, idet selskabet har købt disse rettigheder for en af de angivne begivenheder.

67

Indehavere af tv-rettigheder, såsom Infront, lider endvidere kun økonomiske konsekvenser af de nationale foranstaltninger, der er godkendt ved den anfægtede retsakt. En virksomhed kan ikke være individuelt berørt af en lovbestemmelse, alene fordi foranstaltningen påvirker deres økonomiske virksomhed, og dette gælder så meget desto mere, som sådanne konsekvenser henhører under en normal erhvervsrisiko.

68

Den anfægtede retsakt rammer således ikke Infront på grund af visse egenskaber, som er særlige for selskabet, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller det fra alle andre.

69

Infront har anført, at Retten med rette har fremhævet de forhold, der adskiller selskabet fra andre personer, nemlig at selskabet indehaver de eksklusive tv-rettigheder til en begivenhed, der er opført på listen over angivne begivenheder, at disse rettigheder er erhvervet før oprettelsen af denne liste og Kommissionens godkendelse heraf, og at denne godkendelse i væsentligt omfang skader Infronts udnyttelse af disse rettigheder, fordi selskabet ikke kan give en eksklusiv licens til disse rettigheder.

70

Det følger af fast retspraksis, at andre personer end en beslutnings adressat kun kan gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (jf. bl.a. dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 39, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223, og af 13.12.2005. sag C-78/03 P, Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum, Sml. I, s. 10737, præmis 33).

71

Det følger også af fast retspraksis, at når beslutningen berører en gruppe personer, som var identificerede eller kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten og på grundlag af kriterier, som er specifikke for medlemmerne af denne gruppe, kan disse antages at være individuelt berørt af denne retsakt, da de indgår i en sluttet gruppe af erhvervsdrivende (jf. dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 31, og af 22.6.2006, forenede sager C-182/03 og C-217/03, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 5479, præmis 60).

72

Som generaladvokaten har anført i punkt 99 og 100 i forslaget til afgørelse, kan dette bl.a. være tilfældet, når beslutningen ændrer vedkommendes rettigheder, der er erhvervet før dens vedtagelse (jf. bl.a. dom af 1.7.1965, forenede sager 106/63 og 107/63, Toepfer og Getreide-Import Gesellschaft mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 67, org.ref.: Rec. s. 525, på s. 533).

73

Infront havde for årene 2002 og 2006 de eksklusive tv-rettigheder til slutrundekampene i FIFA’s Verdensmesterskaber, der er en af de begivenheder, der er opført på den liste over de angivne begivenheder, som er meddelt Kommissionen og godkendt ved den anfægtede retsakt.

74

Det er desuden ubestridt, at Infront har erhvervet disse eksklusive rettigheder før vedtagelsen af den anfægtede retsakt, og at der på det tidspunkt kun var seks selskaber, der havde foretaget væsentlige investeringer i erhvervelse af tv-rettighederne til begivenheder, der er opført på listen.

75

Heraf følger, at Infront nemt kunne identificeres på tidspunktet for retsaktens vedtagelse.

76

Det følger endelig af denne doms præmis 51 og 52, at den anfægtede retsakt berørte medlemmerne af en gruppe, der består af ovennævnte seks selskaber, herunder Infront, på grund af en egenskab, der er særlig for disse, nemlig som indehavere af de eksklusive tv-rettigheder til begivenheder, der er opført på listen over angivne begivenheder.

77

Retten har under disse omstændigheder med rette fastslået, at Infront var individuelt berørt af den anfægtede retsakt.

78

Det andet anbringende kan derfor heller ikke lægges til grund, og appellen må følgelig forkastes i sin helhed.

79

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfør af artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Infront har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da denne har tabt sagen, bør den pålægges at betale omkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):