Forenede sager C-5/06 og C-23/06 — C-36/06

Zuckerfabrik Jülich AG, tidligere Jülich AG

mod

Hauptzollamt Aachen

og

Saint Louis Sucre SNC m.fl.

mod

Directeur général des douanes et droits indirects

og

Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Düsseldorf og af tribunal de grande instance de Nanterre)

»Sukker — produktionsafgifter — gennemførelsesbestemmelser for kvoteordningen — fastsættelse af det overskud, der kan udføres — fastsættelse af det gennemsnitlige tab«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat E. Sharpston fremsat den 14. juni 2007   I - 3234

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 8. maj 2008   I - 3264

Sammendrag af dom

1. Landbrug – fælles markedsordning – sukker

   [Rådets forordning nr. 1260/2001, art. 15, stk. 1, litra b) og c)]

2. Landbrug – fælles markedsordning – sukker

   [Rådets forordning nr. 1260/2001, art. 15, stk. 1, litra d); Kommissionens forordning nr. 1837/2002, nr. 1762/2003 og nr. 1775/2004]

1.  I medfør af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1260/2001 om den fælles markedsordning for sukker skal der ved beregningen af det overskud, der kan udføres, fratrækkes forbruget alle de udførte produktmængder, der er omfattet af denne artikel, uanset om der faktisk er betalt restitutioner eller ej.

   Eftersom det overskud, der kan udføres, udgøres af forskellen mellem fællesskabsproduktionen under kvote A og B og det interne forbrug, er sidstnævnte ikke tilsigtet at omfatte produktmængder, der er udført med eller uden eksportrestitution. Udførte produktmængder kan ikke betragtes som afsat til forbrug i Fællesskabet i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 15, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1260/2001.

   Det overskud, der kan udføres, omfatter sådanne produktmængder, vedrørende hvis afsætning der er fastsat fællesskabsstøtteforanstaltninger.

   Hvis mængder, der var udført uden restitution, blev tilskrevet kontoen for internt forbrug, ville den endvidere få en for høj værdi. Følgelig ville det overskud, der kan udføres, blive overvurderet. Endvidere ville der være risiko for, at formålet med ordningen for selvfinansiering af omkostningerne til afsætning af overskud — der er på en rimelig, men effektiv måde at sikre, at producenterne selv fuldt ud dækker disse omkostninger — ikke ville blive opfyldt.

   (jf. præmis 37-39, 44, 45 og 68 samt domskonkl.)

2.  Artikel 15, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1260/2001 om den fælles markedsordning for sukker skal fortolkes således, at alle de af denne artikel omfattede udførte produktmængder skal tages i betragtning ved fastsættelsen af det anslåede gennemsnitlige tab pr. ton produkt, uanset om der faktisk er betalt restitution eller ej.

   Det anslåede samlede tab, der fremkommer ved at multiplicere det overskud, der kan udføres, med det gennemsnitlige tab, ville blive overvurderet, hvis et produkt kunne betragtes som udført med henblik på beregningen af det overskud, der kan udføres, og ikke på tilsvarende måde blev taget i betragtning ved beregningen af det gennemsnitlige tab, hvor nævneren udgøres af den samlede eksportforpligtelsestonnnage, der skal opfyldes for det løbende produktionsår. Bortset fra det hovedsageligt teoretiske tilfælde, hvor alle udførsler blev foretaget med restitution, går den af Kommissionen indførte ordning, der udelukker produktmængder, der er udført uden restitution, fra eksportforpligtelserne, idet den i praksis medfører, at det samlede tab på forhånd fastsættes til et beløb, der er større end de med restitutioner forbundne omkostninger, ud over formålet med forordning nr. 1260/2001 og navnlig den rimelige finansiering af omkostningerne ved afsætningen af Fællesskabets overskudsproduktion i overensstemmelse med princippet om selvfinansiering.

   Det følger heraf, at metoden for beregning af det gennemsnitlige tab pr. ton sukker, hvorved udførte produktmængder, for hvilke der faktisk var blevet betalt restitution, ikke tages i betragtning, ikke er i overensstemmelse med artikel 15 i forordning nr. 1260/2001. Følgelig er forordning nr. 1762/2003 og nr. 1775/2004 om fastsættelse for produktionsårene 2002/2003 og 2003/2004 af produktionsafgifterne for sukker, hvori nævnte metode er anvendt, ugyldige. Vedrørende forordning nr. 1837/2002, der vedrører produktionsåret 2001/2002, har gennemgangen heraf derimod intet frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden heraf, for så vidt som det gennemsnitlige tab beregnes på grundlag af samtlige sukkermængder, der var udført som forarbejdede produkter, uanset om der faktisk blev betalt restitution eller ej.

   (jf. præmis 53, 54, 60, 61, 63-66 og 68 samt domskonkl.)