Sag C-467/05

Straffesag

mod

Giovanni Dell’Orto

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af forundersøgelsesdommeren ved Tribunale di Milano (Italien))

»Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse 2001/220/RIA – direktiv 2004/80/EF – begrebet »offer« i forbindelse med straffesager – juridisk person – tilbagelevering af ejendele beslaglagt under en straffesag«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 8. marts 2007

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 28. juni 2007

Sammendrag af dom

1. Præjudicielle spørgsmål – spørgsmål vedrørende fortolkningen af en rammeafgørelse vedtaget i henhold til EU-traktatens afsnit VI

[Art. 234 EF; art. 35 EU og art. 46, litra b), EU]

2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager

[Art. 234 EF; art. 35 EU og art. 46, litra b), EU]

3. Institutionernes retsakter – tidsmæssig anvendelse – processuelle regler

4. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – ofres stilling i forbindelse med straffesager – rammeafgørelse 2001/220

[Rådets rammeafgørelse 2001/220, art. 1, litra a), art. 2, stk. 1, og art. 8, stk. 1]

1. Den omstændighed, at en forelæggelsesafgørelse vedrørende fortolkningen af en rammeafgørelse vedtaget i henhold til EU-traktatens afsnit VI ikke nævner artikel 35 EU, men henviser til artikel 234 EF, kan ikke i sig selv føre til, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises. Dette gælder så meget desto mere, som EU-traktaten hverken udtrykkeligt eller indirekte fastsætter den form, hvori den nationale ret skal fremsætte sin anmodning om præjudiciel afgørelse.

(jf. præmis 36)

2. I medfør af artikel 46, litra b), EU finder ordningen i artikel 234 EF anvendelse på artikel 35 EU på de betingelser, der er fastsat i denne sidstnævnte bestemmelse. I lighed med, hvad der gælder i henhold til artikel 234 EF, er en præjudiciel forelæggelse for Domstolen i henhold til artikel 35 EU betinget af, at den nationale ret skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, hvorfor Domstolens praksis vedrørende formaliteten med hensyn til præjudicielle spørgsmål, forelagt i henhold til artikel 234 EF, i princippet kan overføres på anmodninger om præjudicielle afgørelser, der er forelagt Domstolen i medfør af artikel 35 EU.

Det følger heraf, at den formodning om relevans, som er knyttet til spørgsmål, der forelægges af nationale domstole til præjudiciel afgørelse, kun kan afvises i helt særlige tilfælde, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af de EU-retlige bestemmelser i spørgsmålene savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en saglig korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål. Bortset fra sådanne tilfælde er Domstolen principielt forpligtet til at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål, der vedrører fortolkningen af de retsakter, der er omhandlet i artikel 35, stk. 1, EU.

(jf. præmis 34, 39 og 40)

3. Processuelle regler antages almindeligvis at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på ikrafttrædelsesdatoen, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkes således, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen.

Spørgsmålet om domstolskompetencen med hensyn til en afgørelse om tilbagelevering til offeret af ejendele, der er blevet beslaglagt under straffesagen, henhører imidlertid under området for de processuelle regler, hvorfor intet vedrørende lovens tidsmæssige anvendelse er til hinder for, at der som led i en tvist vedrørende dette spørgsmål tages hensyn til de relevante bestemmelser i rammeafgørelse 2001/220 om ofres stilling i forbindelse med straffesager for at fortolke den gældende nationale ret i overensstemmelse hermed.

(jf. præmis 48 og 49)

4. Rammeafgørelse 2001/220 om ofres stilling i forbindelse med straffesager skal fortolkes således, at begrebet offer i rammeafgørelsens forstand, i forbindelse med en straffesag, og særligt en straffesag om påfølgende fuldbyrdelse af en retskraftig straffedom, ikke inkluderer juridiske personer, som har lidt skade, der er direkte forvoldt af handlinger eller undladelser, der strider mod en medlemsstats straffelov.

Såfremt rammeafgørelsen fortolkedes således, at den også omfatter juridiske personer, der hævder at have lidt en skade, der direkte skyldes en straffelovsovertrædelse, ville det nemlig være i modstrid med selve ordlyden af rammeafgørelsens artikel 1, litra a), der alene omhandler fysiske personer, som har lidt skade, der direkte skyldes adfærd i strid med en medlemsstats straffelov. Hertil kommer, at ingen anden bestemmelse i rammeafgørelsen indeholder nogen indikation af, at EU-lovgiver har villet udstrække begrebet offer til juridiske personer med henblik på anvendelsen af rammeafgørelsen. Derimod er der flere bestemmelser i rammeafgørelsen, herunder bl.a. artikel 2, stk. 1 og 2, og artikel 8, stk. 1, der bekræfter, at lovgivers formål udelukkende var at lade fysiske ofre for skade som følge af en straffelovsovertrædelse være omfattet.

Direktiv 2004/80 om erstatning til ofre for forbrydelser kan ikke føre til, at denne fortolkning underkendes. Selv om det antages, at bestemmelser i et direktiv vedtaget i henhold til EF-traktaten kan have betydning for fortolkningen af bestemmelser i en rammeafgørelse baseret på EU-traktaten, og at begrebet offer i direktivets forstand kan fortolkes således, at det omfatter juridiske personer, er der således under alle omstændigheder ikke en sådan forbindelse mellem direktivet og rammeafgørelsen, at dette begreb bør fortolkes ensartet.

(jf. præmis 53-55, 57, 58 og 60 samt domskonkl.)

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

28. juni 2007 (*)

I sag C-467/05,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af forundersøgelsesdommeren ved Tribunale di Milano (Italien) ved afgørelse af 6. oktober 2005, indgået til Domstolen den 27. december 2005, i straffesagen mod:

Giovanni Dell’Orto

procesdeltager:

Saipem SpA,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne J. Klučka, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer), A. Ó Caoimh og P. Lindh,

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 1. februar 2007,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Giovanni Dell’Orto ved avvocato M. Brusa

– den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato D. Del Gaizo

– Irland ved D. O’Hagan, som befuldmægtiget, bistået af N. Travers, BL

– den nederlandske regering ved H.G. Sevenster og C. ten Dam samt ved M. de Grave, som befuldmægtigede

– den østrigske regering ved H. Dossi, som befuldmægtiget

– Det Forenede Kongeriges regering ved E. O’Neill, som befuldmægtiget, bistået af barrister J. Turner

– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Condou-Durande og E. Righini samt ved L. Visaggio, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. marts 2007,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager (EFT L 82, s. 1, herefter »rammeafgørelsen«) og af Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser (EUT L 261, s. 15, herefter »direktivet«).

2 Anmodningen er blevet fremsat som led i en straffesag om påfølgende fuldbyrdelse af en retskraftig straffedom, der verserer for forundersøgelsesdommeren ved Tribunale di Milano, som fungerende fuldbyrdelsesdommer, og som vedrører tilbagelevering af beslaglagte ejendele.

Retsforskrifter

Den Europæiske Unions retsforskrifter

Rammeafgørelsen

3 Rammeafgørelsens artikel 1 bestemmer:

»I denne rammeafgørelse forstås ved:

a) »offer«: en fysisk person, som har lidt skade, herunder fysisk eller psykisk skade, følelsesmæssige lidelser eller økonomisk tab, der er direkte forvoldt af handlinger eller undladelser, der strider mod en medlemsstats straffelov

[…]

c) »straffesag«: straffesager som defineret i den relevante nationale ret

d) »proces«: en proces i bred forstand, som ud over straffesagen også omfatter alle de kontakter, som offeret etablerer i sin egenskab af offer med en hvilken som helst myndighed, offentlig tjeneste eller offerstøtteorganisation før, under eller efter straffesagen

[…]«

4 Rammeafgørelsens artikel 2 bestemmer:

»1. Hver medlemsstat sikrer, at ofrene har en reel og passende rolle i dets strafferetssystem. Hver medlemsstat gør fortsat sit yderste for at sikre, at ofre behandles med behørig respekt for deres personlige værdighed under processen, og anerkender ofrenes legitime rettigheder og interesser navnlig i forbindelse med straffesager.

2. Hver medlemsstat sikrer, at særligt sårbare ofre kan få særbehandling, der er bedst muligt afpasset efter deres situation.«

5 I rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, fastsættes, at:

»Hver medlemsstat sikrer et passende beskyttelsesniveau for ofre og i relevante tilfælde for deres familier eller hermed ligestillede personer, navnlig med hensyn til deres sikkerhed og beskyttelse af deres privatliv, hvis de kompetente myndigheder finder, at der er alvorlig fare for hævnakter eller håndfaste beviser for, at nogen alvorligt ønsker at krænke deres privatliv.«

6 Rammeafgørelsens artikel 9 lyder således:

»1. Hver medlemsstat sikrer, at ofre for forbrydelser har ret til, at der inden for en rimelig frist som led i straffesagen træffes afgørelse om erstatning fra gerningsmanden undtagen i de tilfælde, hvor spørgsmålet om erstatning efter national ret afgøres i anden sammenhæng.

[…]

3. Ejendele tilhørende offeret, som er blevet beslaglagt som led i straffesagen, og som kan tilbageleveres, leveres straks tilbage til offeret, medmindre de er nødvendige for straffesagen.«

7 I henhold til rammeafgørelsens artikel 17, tredje led, skal hver medlemsstat vedtage de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at anvende de i denne doms præmis 3-6 citerede bestemmelser inden den. 22. marts 2002.

Direktivet

8 Direktivets artikel 1 bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at en person, der ansøger om erstatning, i de tilfælde, hvor en forsætlig voldsforbrydelse er begået på en anden medlemsstats område end den, hvor den pågældende har sit sædvanlige opholdssted, har ret til at indgive sin ansøgning [om erstatning] til en myndighed eller anden instans i denne sidste medlemsstat.«

9 Direktivets artikel 2 lyder således:

»Erstatningen udbetales af den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område forbrydelsen er begået.«

10 Direktivets artikel 12 har følgende ordlyd:

»1. De regler om adgang til erstatning i grænseoverskridende situationer, som fastsættes ved dette direktiv, bygger på de enkelte medlemsstaters ordninger for erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået på deres eget område.

2. Alle medlemsstater sikrer, at der i kraft af deres nationale regler forefindes en ordning for erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået på deres eget område, som garanterer en rimelig og passende erstatning til ofre.«

11 Direktivets artikel 17 fastsætter:

»Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne:

a) indfører eller opretholder gunstigere bestemmelser til fordel for ofre for forbrydelser eller andre personer, der berøres af en forbrydelse

b) indfører eller opretholder bestemmelser om erstatning til ofre for forbrydelser begået uden for deres eget område eller til andre personer, der berøres af en sådan forbrydelse, på vilkår, som medlemsstaterne selv specifikt fastsætter

for så vidt sådanne bestemmelser er forenelige med dette direktiv.«

12 Direktivets artikel 18, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 1. januar 2006, med undtagelse af artikel 12, stk. 2, der efterkommes inden den 1. juli 2005. De underretter straks Kommissionen herom.

2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de love og bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, kun skal gælde for ansøgere, hvis skader er forvoldt ved forbrydelser, der er begået efter den 30. juni 2005.«

Nationale retsforskrifter

13 I artikel 263 i den italienske lov om strafferetsplejen, som ændret ved lov nr. 134 af 12. juni 2003 (herefter »CPP«), bestemmes:

»1. Tilbagelevering af beslaglagte ejendele forordnes af dommeren ved kendelse, når enhver tvivl om tilhørsforholdet er ophørt.

[…]

3. I tilfælde af tvist om ejendomsretten til beslaglagte ejendele forelægger dommeren sagen vedrørende tilbageleveringen for den stedligt kompetente civilret, idet beslaglæggelsen opretholdes, mens sagen behandles.

[…]

6. Når endelig dom foreligger, iværksætter fuldbyrdelsesdommeren tilbagelevering af de pågældende ejendele.«

14 CPP’s artikel 444 bestemmer:

»1. Den tiltalte og anklagemyndigheden kan anmode retten om, i en konkret sag, og i det anførte omfang, at pålægge en alternativ straf eller en bødestraf nedsat med op til en tredjedel af beløbet, eller en fængselsstraf, når denne, henset til omstændighederne og nedsat med op til en tredjedel af perioden, i sig selv eller i kombination med en bødestraf, ikke overstiger 5 år.

2. Foreligger der også samtykke fra den part, som ikke har indgivet anmodningen, og er der ikke afsagt en frifindende dom, pålægger retten […] – på grundlag af sagsakterne, og forudsat at den retlige subsumption af de faktiske omstændigheder samt anvendelsen og sammenligningen af de omstændigheder, parterne har redegjort for, er korrekt, samt at den angivne straf er passende – den pågældende straf ved dom, idet det i domskonklusionen anføres, at parterne har anmodet herom. Såfremt der er indtrådt en civil part i sagen, træffer retten ikke afgørelse vedrørende denne anmodning […]

[…]«

15 CPP’s artikel 665, stk. 1, bestemmer:

»Medmindre andet er bestemt ved lov, er alene den dommer, som har truffet afgørelsen, kompetent til at pådømme spørgsmål vedrørende afgørelsens fuldbyrdelse.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at der blev indledt en straffesag for Tribunale di Milano mod Giovanni Dell’Orto m.fl., der var tiltalt for overtrædelse af bestemmelserne om urigtige oplysninger vedrørende selskaber (regnskabsfalsk). Overtrædelserne skete bl.a. for at begå underslæb af særlig grov karakter og med henblik på ulovlig partistøtte. Blandt de tiltalte er en række selskaber, som tilhører den italienske koncern ENI, heriblandt Saipem SpA (herefter »Saipem«), der er indtrådt som civil part i den foreliggende straffesag.

17 Ifølge forelæggelsesafgørelsen har Giovanni Dell’Orto og de øvrige tiltalte begået underslæb med hensyn til betydelige pengesummer tilhørende nævnte selskaber, idet de via betaling for fiktiv konsulentvirksomhed til offshore-virksomheder med relation til en af medgerningsmændene tilegnede sig en del af pengene. Navnlig har Giovanni Dell’Orto angiveligt tilegnet sig et beløb på 1 064 069,78 EUR tilhørende Saipem, og dette beløb er under straffesagen blevet beslaglagt af de italienske retsinstanser. Dette foreløbige retsmiddel har bl.a. det overvejende og specifikke formål, at der kan ske fyldestgørelse af civile krav stiftet ved den strafbare handling.

18 Straffesagen førte til, at forundersøgelsesdommeren ved Tribunale di Milano den 4. maj 1999 afsagde dom med retskraft den 5. juni 1999, hvorved der pålagdes straf i medfør af CPP’s artikel 444, dvs. på grundlag af »forhandling«. Ved dommen blev Giovanni Dell’Orto idømt en frihedsstraf samt en bøde, hvilken straf blev gjort betinget. Der blev ikke truffet nogen afgørelse vedrørende det beslaglagte pengebeløb.

19 Saipem fik pengebeløbet leveret tilbage ved kendelse afsagt af forundersøgelsesdommeren den 3. december 1999. Kendelsen blev ophævet ved dom afsagt af Corte suprema di cassazione den 8. november 2001. Corte suprema di cassazione anførte bl.a., at for så vidt som der ikke var anført noget om det beslaglagte pengebeløb i dommen af 4. maj 1999, havde kriminalretten ikke kompetence til at anordne beløbet tilbageleveret til Saipem.

20 Som følge af dommen afsagt den 8. november 2001 anmodede Giovanni Dell’Orto forundersøgelsesdommeren om at tilpligte Saipem at tilbagelevere det omhandlede beløb med den begrundelse, at beløbet på ny kunne gøres til genstand for beslaglæggelse, mens man afventede en afgørelse vedrørende beløbets eventuelle tilbagelevering. Ifølge Giovanni Dell’Orto tilkommer det den civile dommer at træffe en sådan afgørelse i henhold til CPP’s artikel 263, stk. 3, eftersom der er tale om en tvist vedrørende ejendomsretten til det pågældende pengebeløb.

21 Ved kendelse af 18. juli 2003 bestemte forundersøgelsesdommeren, at sagens akter skulle oversendes til den civile domstol, idet han i øvrigt forkastede Giovanni Dell’Ortos anmodning.

22 Denne kendelse blev ophævet ved dom af 21. april 2005 afsagt af Corte suprema di cassazione, der hjemviste sagen til den samme dommer. I dommen anføres, at selv om tvisten om ejendomsretten til de beslaglagte ejendele i overensstemmelse med CPP’s artikel 263, stk. 3, afgøres af den civile dommer som en sag om et bispørgsmål, ophæver dette ikke kriminalrettens kompetence til at træffe foranstaltninger med hensyn til ejendelenes opbevaring, indtil tvisten om ejendomsretten hertil er afgjort, og derfor tilkommer det forundersøgelsesdommeren ved Tribunale di Milano at »vedtage passende foranstaltninger med henblik på en konkret beslaglæggelse af det pengebeløb, som i mellemtiden er blevet tilbageleveret til Saipem«.

23 Sagen for den forelæggende ret er herefter blevet genoptaget for at sikre fuldbyrdelsen af Corte suprema di cassaziones anden dom.

24 Ifølge den forelæggende ret foreligger der i hovedsagen ingen »tvist om ejendomsretten« til de beslaglagte pengebeløb, der kan begrunde indledelse af en sag om et bispørgsmål for den civile dommer. De beslaglagte ejendele er uretmæssigt oppebårne beløb, som skal tilbageleveres til selskabet Saipem SpA i overensstemmelse med den italienske civillovbogs artikel 2037, og det fremgår af en gennemgang af sagsakterne, at Giovanni Dell’Orto aldrig har bestridt, at de omtvistede pengebeløb tilhører dette selskab.

25 Den forelæggende ret mener, at det i virkeligheden blot er en ren processuel hindring, der forhindrer retten i selv at afsige kendelse om, at pengebeløbene skal tilbageleveres til Saipem, idet spørgsmålet angår fuldbyrdelsesdommerens beføjelse til at træffe beslutning om en sådan tilbagelevering af beslaglagte pengebeløb, efter at der er afsagt dom om straf i medfør af CPP’s artikel 444. Ifølge Corte suprema di cassaziones retspraksis, som særligt fremgår af førnævnte dom af 8. november 2001, har fuldbyrdelsesdommeren ingen beslutningskompetence, når det drejer sig om tilbagelevering til offeret af ejendele, der er blevet beslaglagt som følge af en dom afsagt i medfør af artikel 444, der ikke fastsætter bestemmelser om denne situation.

26 På denne baggrund har den forelæggende ret rejst tvivl om, hvorvidt de i rammeafgørelsens artikel 2 og 9 fastsatte principper finder anvendelse.

27 Den forelæggende ret spørger navnlig, om disse artikler i rammeafgørelsen, når henses til deres personelle anvendelsesområde, finder anvendelse, hvis offeret ikke er en fysisk, men en juridisk person.

28 I henhold til rammeafgørelsens artikel 1, litra a), finder denne anvendelse på »en fysisk person«, som har lidt skade. Den forelæggende ret spørger imidlertid, om det er muligt at fortolke rammeafgørelsen, sammenholdt med direktivets artikel 12 og 17, således at rammeafgørelsen også finder anvendelse på alle andre ofre for forbrydelser og særligt på juridiske personer. Er dette tilfældet, finder princippet i rammeafgørelsens artikel 9, stk. 3, hvorefter ejendele, som er blevet beslaglagt som led i en straffesag, og som tilhører offeret, straks skal leveres tilbage til offeret, anvendelse i hovedsagen. I overensstemmelse med Domstolens praksis (dom af 16.6.2005, sag C-105/03, Pupino, Sml. I, s. 5285) medfører dette en forpligtelse for den nationale dommer til i videst muligt omfang at fortolke CPP’s bestemmelser vedrørende udstrækningen af fuldbyrdelsesdommerens beslutningskompetence hvad angår tilbagelevering af ejendele, der er beslaglagt under en straffesag, i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 9, stk. 3, der tillader anvendelse af en forenklet procedure for at opfylde formålene med lovgivningen om erstatning til ofre.

29 Den forelæggende ret har i øvrigt henvist til, at Domstolen har fastslået, at andre former for afvikling af en straffesag, som er analoge med afviklingen som følge af en »forhandlingsdom« i henhold til CPP’s artikel 444, skal ligestilles med en endelig dom, der afslutter straffesagen (dom af 11.2.2003, forenede sager C-187/01 og C-385/01, Gözütok og Brügge, Sml. I, s. 1345).

30 Eftersom tvisten om tilbagelevering af de beslaglagte pengebeløb i hovedsagen ligger tidsmæssigt efter afslutningen af straffesagen ved dom af 4. maj 1999, er den forelæggende ret endvidere i tvivl om, hvorvidt principperne i rammeafgørelsens artikel 2 og 9 finder anvendelse i det særlige tilfælde, hvor straffesagen om fuldbyrdelse behandles, efter at selve straffesagen er afsluttet.

31 På denne baggrund har forundersøgelsesdommeren ved Tribunale di Milano besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Kan reglerne i rammeafgørelse[ns] artikel 2 og 9 […] generelt finde anvendelse under en straffesag, som angår en hvilken som helst skadelidt ved forbrydelsen, i henhold til reglerne i [direktivets] artikel 1 ff. […] eller andre bestemmelser af fællesskabsretlig karakter?

2) Kan reglerne i rammeafgørelse[ns] artikel 2 og 9 […] finde anvendelse under en straffesag om påfølgende fuldbyrdelse af den retskraftige straffedom (og derfor også på dommen om anvendelse af straf ifølge artikel 444 i lov om strafferetsplejen) i relation til en hvilken som helst skadelidt ved forbrydelsen, i henhold til bestemmelserne i [direktivets] artikel 1 ff. […] eller andre bestemmelser af fællesskabsretlig karakter?

Om de præjudicielle spørgsmål

Formaliteten

32 Flere af de regeringer, der har afgivet indlæg i sagen, har sat spørgsmålstegn ved, om anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

33 Som begrundelse for, at anmodningen om præjudiciel afgørelse bør afvises, har Det Forenede Kongeriges regering henvist til den omstændighed, at anmodningen er indgivet i henhold til artikel 234 EF, selv om den fortolkning, der anmodes om, vedrører rammeafgørelsen, dvs. en retsakt vedtaget i henhold til EU-traktatens afsnit VI. I et sådant tilfælde bør anmodningen udelukkende indgives i henhold til artikel 35, stk. 1, EU, mens artikel 234 EF ikke finder anvendelse. Irland har anført, at eftersom betingelserne for at anvende artikel 35 EU er opfyldt i det foreliggende tilfælde, bør den urigtige henvisning til artikel 234 EF som hjemmel for anmodningen ikke forhindre Domstolen i at besvare de spørgsmål, den forelæggende ret har stillet.

34 Indledningsvis bemærkes, at i medfør af artikel 46, litra b), EU finder bestemmelserne i EF-traktaten og Euratom-traktaten om Domstolens kompetence samt udøvelsen af denne kompetence, herunder artikel 234 EF, anvendelse på bestemmelserne i afsnit VI i EU-traktaten på de betingelser, der er fastsat i artikel 35 EU. I modsætning til hvad Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, følger det heraf, at den i artikel 234 EF fastsatte ordning kan finde anvendelse på Domstolens kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 35 EU på de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse (jf. i denne retning Pupino-dommen, præmis 19 og 28).

35 Det er ubestridt, at Den Italienske Republik har fremsat en erklæring med virkning fra den 1. maj 1999, som er Amsterdam-traktatens ikrafttrædelsesdato, hvori den har godkendt Domstolens kompetence til at træffe afgørelse om gyldigheden og fortolkningen af de retsakter, der er omhandlet i artikel 35 EU i henhold til denne artikels stk. 3, litra b). Endvidere er det ubestridt, at rammeafgørelsen, der er baseret på artikel 31 EU og 34 EU, henhører under de retsakter, der er nævnt i artikel 35, stk. 1, EU, med hensyn til hvilke Domstolen kan træffe præjudiciel afgørelse (Pupino-dommen, præmis 20 og 22), og det er ubestridt, at forundersøgelsesdommeren ved Tribunale di Milano, der handler inden for rammerne af en straffesag som den, der er omhandlet i hovedsagen, skal betragtes som en ret i en medlemsstat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 35 EU.

36 På denne baggrund, og idet der ses bort fra, at de præjudicielle spørgsmål også vedrører fortolkningen af et direktiv vedtaget i henhold til EF-traktaten, kan den omstændighed, at forelæggelsesafgørelsen ikke nævner artikel 35 EU, men henviser til artikel 234 EF, ikke i sig selv føre til, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises. Dette gælder så meget desto mere, som EU-traktaten hverken udtrykkeligt eller indirekte fastsætter den form, hvori den nationale ret skal fremsætte sin anmodning om præjudiciel afgørelse (jf. analogt hvad angår artikel 234 EF, dom af 6.4.1962, sag 13/61, De Geus, Sml. 1954-1964, s. 293, org.ref.: Rec. s. 89, på s. 102).

37 Den nederlandske regering har som begrundelse for, at anmodningen om præjudiciel afgørelse bør afvises, anført, at sagens faktiske og retlige baggrund ikke er tilstrækkeligt fastlagt i forelæggelsesafgørelsen. Ifølge regeringen fører dette navnlig til, at de forelagte spørgsmåls formålstjenlighed ikke klart fremgår, eftersom det i mangel af præciseringer vedrørende den anvendelige nationale ret er umuligt at efterprøve, om der, således som den forelæggende ret anfører, foreligger et spørgsmål om fortolkningen af national ret i overensstemmelse med rammeafgørelsen, der i øvrigt ikke har direkte virkning.

38 Den østrigske regering har anført, at italiensk ret er til hinder for, at den forelæggende ret som led i hovedsagen træffer afgørelse vedrørende civilretlige anmodninger, hvorfor de præjudicielle spørgsmål er af hypotetisk karakter.

39 Det bemærkes, at i lighed med, hvad der gælder i henhold til artikel 234 EF, er en præjudiciel forelæggelse for Domstolen i henhold til artikel 35 EU betinget af, at den nationale ret »skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom«, hvorfor Domstolens praksis vedrørende formaliteten med hensyn til præjudicielle spørgsmål, forelagt i henhold til artikel 234 EF, i princippet kan overføres på anmodninger om præjudicielle afgørelser, der er forelagt Domstolen i medfør af artikel 35 EU (Pupino-dommen, præmis 29).

40 Det følger heraf, at den formodning om relevans, som er knyttet til spørgsmål, der forelægges af nationale domstole til præjudiciel afgørelse, kun kan afvises i helt særlige tilfælde, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af de EU-retlige bestemmelser i spørgsmålene savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en saglig korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål. Bortset fra sådanne tilfælde er Domstolen principielt forpligtet til at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål, der vedrører fortolkningen af de retsakter, der er omhandlet i artikel 35, stk. 1, EU (Pupino-dommen, præmis 30).

41 For at nå frem til en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er det desuden påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og de regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i alt fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. I denne forbindelse er det nødvendigt, at den nationale ret i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for udvælgelsen af de EU-bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen (jf. bl.a. hvad angår artikel 234 EF, dom af 19.4.2007, sag C-295/05, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 32 og 33).

42 Forelæggelsesafgørelsernes oplysninger tjener ikke blot til at sætte Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre interesserede parter mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen (jf. bl.a. dom af 3.5.2007, sag C-303/05, Advocaten voor de Wereld, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 20).

43 Som det fremgår af denne doms præmis 16-30, redegøres der i forelæggelsesafgørelsen for de faktiske omstændigheder i hovedsagen samt for de bestemmelser i national ret, som har direkte relevans, og det forklares, hvorfor den forelæggende ret anmoder om en fortolkning af rammeafgørelsen såvel som af sammenhængen mellem rammeafgørelsen og den nationale lovgivning, der finder anvendelse på området.

44 I modsætning til hvad den østrigske regering har anført, er det ikke åbenbart, at de nationale bestemmelser i hovedsagen ikke kan fortolkes i overensstemmelse med rammeafgørelsen, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve (jf. i denne retning Pupino-dommen, præmis 48).

45 Under disse omstændigheder er det ikke åbenbart, at den ønskede fortolkning af rammeafgørelsens bestemmelser i spørgsmålene savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, at problemet er af hypotetisk karakter, eller at Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for at give en brugbar besvarelse af disse spørgsmål.

46 Endelig er oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen også tilstrækkelige til at sikre muligheden for hovedsagens parter, medlemsstaterne, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber for at afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen, hvilket i øvrigt fremgår af de indlæg, som er afgivet af de procesdeltagere, som har interveneret i sagen.

47 Under den skriftlige forhandling for Domstolen er der blevet rejst det spørgsmål, om rammeafgørelsen tidsmæssigt kan anses for at finde anvendelse på en række omstændigheder, der, som det er tilfældet i hovedsagen, fandt sted forud for vedtagelsen af rammeafgørelsen den 15. marts 2001, uden at der herved regnes med fristen for rammeafgørelsens gennemførelse, der, hvad særligt angår artikel 9, udløb den 22. marts 2002.

48 I denne forbindelse bemærkes, at processuelle regler ifølge fast retspraksis almindeligvis antages at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på ikrafttrædelsesdatoen, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkes således, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen (jf. bl.a. dom af 9.3.2006, sag C-293/04, Beemsterboer Coldstore Services, Sml. I, s. 2263, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

49 Det centrale spørgsmål i tvisten i hovedsagen – dvs. spørgsmålet om domstolskompetencen med hensyn til en afgørelse om tilbagelevering til offeret af ejendele, der er blevet beslaglagt under straffesagen – henhører imidlertid under området for de processuelle regler, hvorfor intet vedrørende lovens tidsmæssige anvendelse er til hinder for, at der som led i denne tvist tages hensyn til de relevante bestemmelser i rammeafgørelsen for at fortolke den gældende nationale ret i overensstemmelse hermed.

50 Anmodningen om præjudiciel afgørelse kan derfor antages til realitetsbehandling.

Om de præjudicielle spørgsmål

51 Med de to spørgsmål, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeafgørelsen skal fortolkes således, at begrebet »offer« i rammeafgørelsens forstand, i forbindelse med en straffesag, og særligt en straffesag om påfølgende fuldbyrdelse af en retskraftig straffedom som den i hovedsagen omhandlede, inkluderer juridiske personer, som har lidt skade, der er direkte forvoldt af handlinger eller undladelser, der strider mod en medlemsstats straffelov.

52 Rammeafgørelsens artikel 1, litra a), definerer offeret i rammeafgørelsens forstand som den »fysiske« person, som har lidt skade, herunder fysisk eller psykisk skade, følelsesmæssige lidelser eller økonomisk tab, der er direkte forvoldt af handlinger eller undladelser, der strider mod en medlemsstats straffelov.

53 Det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, at rammeafgørelsen alene omhandler fysiske personer, som har lidt skade, der direkte skyldes adfærd i strid med en medlemsstats straffelov.

54 Såfremt rammeafgørelsen fortolkedes således, at den også omfatter »juridiske« personer, der ligesom den civile part i hovedsagen hævder at have lidt en skade, der direkte skyldes en straffelovsovertrædelse, ville det være i modstrid med selve ordlyden af rammeafgørelsens artikel 1, litra a).

55 Hertil kommer, at ingen anden bestemmelse i rammeafgørelsen indeholder nogen indikation af, at EU-lovgiver har villet udstrække begrebet »offer« til juridiske personer med henblik på anvendelsen af rammeafgørelsen. Derimod er der flere bestemmelser i rammeafgørelsen, som bekræfter, at lovgivers formål udelukkende var at lade fysiske ofre for skade som følge af en straffelovsovertrædelse være omfattet.

56 Foruden rammeafgørelsens artikel 1, litra a), der som skadetyper henviser til fysisk eller psykisk skade samt til følelsesmæssige lidelser, skal i denne forbindelse nævnes rammeafgørelsens artikel 2, stk. 1, der pålægger medlemsstaterne at gøre deres yderste for at sikre, at ofre behandles med behørig respekt for deres personlige værdighed, artikel 2, stk. 2, der omtaler den særbehandling, som særligt sårbare ofre skal kunne drage fordel af, samt rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, som forpligter medlemsstaterne til at sikre et passende beskyttelsesniveau for ofrenes familier eller hermed ligestillede personer.

57 Direktivet kan ikke føre til, at denne fortolkning underkendes. Rammeafgørelsen og direktivet regulerer forskellige områder. Direktivet indfører en samarbejdsordning med det formål at lette adgangen til erstatning for ofre for forbrydelser i grænseoverskridende situationer. I de tilfælde, hvor forsætlige voldsforbrydelser er begået i en anden medlemsstat end den, hvor offeret har sit sædvanlige opholdssted, skal direktivet sikre, at offeret kan få erstatning fra den første medlemsstat. Derimod er rammeafgørelsens formål at tilnærme medlemsstaternes lovgivning på området for beskyttelse af offerets interesser under en straffesag. Rammeafgørelsen skal sikre, at lovovertræderen erstatter den skade, som offeret har lidt.

58 Selv om det antages, at bestemmelser i et direktiv vedtaget i henhold til EF-traktaten kan have betydning for fortolkningen af bestemmelser i en rammeafgørelse baseret på EU-traktaten, og at begrebet »offer« i direktivets forstand kan fortolkes således, at det omfatter juridiske personer, er der under alle omstændigheder ikke en sådan forbindelse mellem direktivet og rammeafgørelsen, at det dette begreb bør fortolkes ensartet.

59 Desuden er en situation som den, der er omhandlet i hovedsagen, ikke omfattet af direktivets anvendelsesområde. Som det fremgår af denne doms præmis 57, skal der ifølge direktivet alene ydes erstatning i de tilfælde, hvor forsætlige voldsforbrydelser begås i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor offeret har sit sædvanlige opholdssted, hvorimod hovedsagen vedrører regnskabsfalsk, underslæb af særlig grov karakter og ulovlig partistøtte, der er i det væsentlige er begået på offerets bopælsmedlemsstats område.

60 Herefter skal de forelagte spørgsmål besvares med, at rammeafgørelsen skal fortolkes således, at begrebet »offer« i rammeafgørelsens forstand, i forbindelse med en straffesag, og særligt en straffesag om påfølgende fuldbyrdelse af en retskraftig straffedom som den i hovedsagen omhandlede, ikke inkluderer juridiske personer, som har lidt skade, der er direkte forvoldt af handlinger eller undladelser, der strider mod en medlemsstats straffelov.

Sagens omkostninger

61 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager skal fortolkes således, at begrebet »offer« i rammeafgørelsens forstand, i forbindelse med en straffesag, og særligt en straffesag om påfølgende fuldbyrdelse af en retskraftig straffedom som den i hovedsagen omhandlede, ikke inkluderer juridiske personer, som har lidt skade, der er direkte forvoldt af handlinger eller undladelser, der strider mod en medlemsstats straffelov.

Underskrifter

* Processprog: italiensk.