1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – traktatbestemmelser – anvendelsesområde
(Art. 43 EF og 56 EF – 58 EF)
2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – skattelovgivning
(Art. 43 EF)
1. Skattebestemmelser om arveafgift, hvorefter familieejede virksomheder skal have beskæftiget et vist antal arbejdstagere i en region i den omhandlede medlemsstat for at være fritaget for afgiften, påvirker overvejende etableringsfriheden og falder inden for anvendelsesområdet for artikel 43 EF. Såfremt det antages, at den nationale foranstaltning har restriktive virkninger for kapitalens frie bevægelighed, er sådanne virkninger en uundgåelig konsekvens af en eventuel hindring for etableringsfriheden og kan ikke begrunde en undersøgelse af den nævnte foranstaltning i henhold til artikel 56 EF – 58 EF.
(jf. præmis 12, 16 og18)
2. Medmindre der foreligger en gyldig begrundelse, er artikel 43 EF til hinder for en skattebestemmelse i en medlemsstat, der vedrører arveafgift, og hvorefter den afgiftsfritagelse, som kan gives for familieejede virksomheder, ikke tildeles de virksomheder, som i de tre år, der gik forud for arveladers død, havde mindst fem arbejdstagere beskæftiget i en anden medlemsstat, når bestemmelsen giver ret til en sådan fritagelse, såfremt arbejdstagerne er beskæftiget i en region i den første medlemsstat.
En sådan lovgivning er nemlig i princippet i strid med artikel 43 EF, idet den indebærer en forskelsbehandling af de skattepligtige, alt efter hvilket sted det selskab, som de skattepligtige er indehavere af, i en vis periode beskæftiger et vist antal arbejdstagere. Den indfører således en indirekte forskelsbehandling af de skattepligtige, afhængigt af området, hvor et vist antal arbejdstagere i en vis periode er beskæftiget, idet denne betingelse ubestrideligt er nemmere at opfylde for et selskab, som allerede har hjemsted i den omhandlede medlemsstat.
En sådan lovgivning kan ikke begrundes med henvisning til betragtninger omkring små og mellemstore virksomheders overlevelse og bevarelsen af arbejdsplader i disse virksomheder, da virksomheder, der har hjemsted i en anden medlemsstat, befinder sig i samme situation som virksomheder, der har hjemsted i den førstnævnte medlemsstat, henset til målsætningen om ikke at bringe videreførelsen af familieejede virksomheder, og dermed de arbejdspladser, som disse virksomheder skaber, i fare ved at bebyrde dem med arveafgift.
Den omhandlede lovgivning kan heller ikke begrundes med nødvendigheden af at opretholde en effektiv skatte- og afgiftskontrol, eftersom afgiftsmyndighederne selv kan anmode de pågældende afgiftspligtige om at fremlægge de beviser, som efter myndighedernes opfattelse er nødvendige med henblik på at sikre, at de nævnte begunstigelser udelukkende gives, såfremt de pågældende arbejdspladser opfylder samtlige betingelser i den nationale lovgivning.
(jf. præmis 19, 21, 22 og 27-29 samt domskonkl.)